ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

What's the Matter

LitteraturOprettet af Henning Andersen lør, februar 11, 2017 14:21:35

Det skal jeg fortælle dig.

E=mc2

Energi og masse er det samme, bare forskellige fremtrædelsesformer. Hvad de to fremtrædelsesformer så er det samme som, det fremgår ikke - men de er vel det samme som hinanden ...

Dette har ledt til fabuleren om noget eksotisk teknologi, der i vid udstrækning er svær at skelne fra magi. Men hvad sagde Arthur C. Clarke ikke om den slags?

Specifikt skal vi holde os til teleportation. At sende en given masse fra A til B, uden at tilbagelægge afstanden mellem disse. Og den slags syvmilestøvler har også andre navne: - hyperrumet, superrummet, overrummet, nulrummet, ormehuller, warpdrive, stardrive m.fl.

Nu er jeg ganske klar på, at VIDENSKABEN også interesserer sig lidt for teleportation - mattertransmission - men lad os nu holde os til litteraturen, hvor molevitten bliver benyttet.

Teleportation - i sig selv - har lange rødder. Der er f.eks Aladdin - hvor djinner kan bevæge sig over store afstande på ingen tid. Eller det jødiske begreb Kefitzat Hederech, der betyder "at sammenpresse vejen" (ja, nemlig: Dune, Kwizatz Haderach). Eller Niebelungenlieds Tarnhelm, der er en hovedbeklædning som gør én istand til at forflytte sig øjeblikkeligt fra sted til sted. Hvilket er meget magisk, altsammen, men hvad sker der så når det skal technobabbles, gøres til science fiction?

Der sker masser af ting, men lad os holde os til dem der benytter sig af noget maskinel, noget teknologi. Også selvom jeg mener, at "jaunting", i Alfred Besters "The Stars My Destination", og senere lånt af Stephen King, i "The Jaunt", er meget udmærket godt gået.

Lad os starte med "The Fly", fra 1957, filmatiseret i 1958 og i 1986). Maskinen virker - men den mangler et separationfilter - af en slags - og resten er gys og gru. Blandingen af menneske og flue er mere horribel end plausibel. Men der et andet aspekt ved teleportation, som jeg finder væsentlig. Èn ting er, at massen transporteres - hvis den da gør - men hvad bliver der af bevidstheden, ånden, sjælen?

Philip K. Dick har en novelle, hvor maskinen også virker fint. Afgang: Jorden; destination: Mars - overførsel pr. øjeblikkelig! Men - men - man kan ikke snyde Universet, så dette øjeblik føles som at rejse gennem det tomme rum, nøgen, ligeså hurtigt eller langsomt, som hvis man var gået til Mars på sine flade konvolutter. Tusind års pine og plage.

I Larry Nivens "Known Space"-univers er der ingen problemer. Man træder ind i en "transfer-booth" på det ene gadehjørne, og ud af en anden, på det næste - fuldt intakt og i levende live. Bevidsthedsproblematikken adresseres ikke. Den gør den heller ikke i Star Trek. Hér bliver man bare beamet hid og did, når Scotty er ved tasterne. I begge tilfælde er nævnte problem tilsidesat - ikke af ond vilje, eller forglemmelse; det er bare ikke en del af konceptualiseringen og har sikkert ikke engang været overvejet. Teleportation findes, virker og bruges. Færdig.

I Poul Andersons "The Enemy Stars" er der et vist tilløb (uden at jeg vil beskylde forfatteren for selv at have opdaget det). En række stjerneskibe er blevet sendt afsted, og ombord er der en sender/modtager. Skibene "flyver" med en hastighed under lysets, og det vil derfor tage hundredevis af år, før de når deres respektive destinationer. Men idet man også har en modtager/sender på Månen, har man mulighed for at sende nye mandskabshold frem og tilbage (op og ned/ud og hjem). Vi får en længere forklaring på, hvordan denne teleportation funktionerer, og det bliver gjort klart, at "det oprindelige objekt går til grunde". Med andre ord er det kun den fuldstændige (nu om dage ville vi vel kalde det "digitaliserede") information, der når frem til modtager-kammeret, hvor objektet så gendannes via "stof-banken". Er det - efter ankomst - altså en kopi eller en original? Det er en kopi - en eksakt kopi. Men hvad så med originalen? Ja, den gik jo "til grunde". Så selvom man muligvis kan påstå, at bevidstheden - egoet, sjælen - er en del af informatorikken, der bliver afsendt, er det så en kopi af den pågældende bevidsthed, der bliver gendannet via "stofbanken" eller er det originalen? I romanen berøres det ikke, men på en sær måde er det et spørgsmål der uvilkårligt vil trænge sig på for læseren.

Nu vi er ved Månen: I "Rogue Moon" af Algis Budrys er teleportation yderst centralt. Romanen handler om en mærkværdighed, man har fundet på Månens "bagside". En blanding af en by, en maskine, en labyrint og et våben (måske). Det specifikke ved monstrummet er, at man kun kan overleve i det i meget få minutter. Men det er samtidig gået op for Jordens forskere, at der er "sikre" ruter igennem uhyret. Dem vil man gerne have kortlagt - og det gør man ved hjælp af prøv&fejl-metoden. Man finder en modig mand, der ikke er bange for at dø, og netop fordi teleportation virker sådan, at det er en kopi der ankommer til Månen, så kan "den samme mand" sendes ind i labyrinten, igen og igen, selvom han døde. Finten er, at originalen bliver hjemme på Jorden og går tilbage til swimmingpoolen og pina colada, mens hans alter-ego dør igenogigen på Månen i forsøget på at kortlægge den sikre rute. Her behøver vi ikke spørge til bevidsthedens bevarelse, idet der intet sker med originalen. Værre er det for den kopi, der endeligt kommer igennem labyrinten. For han har ikke noget sted at tage hen! Mission completed - time to die!

En lignende problematik er at finde i "Echo Round His Bones", af Thomas M. Disch, hvor teleportationen virker 10-4, men tilbage bliver der et residual-spøgelse. Og idet Disch ikke var hverken religiøs eller spirituel, ligger det lige for at han hér konstaterer, at bevidstheden er "blevet tilbage", selvom kroppen er "sendt videre".

Philip K. Dicks "The Unteleported Man" handler også om teleportation - men hovedpersonen er hér en mand, der af uudgrundelige årsager ikke kan teleporteres, men må tage den lange rejse.

"Echo Round His Bones" har en mere moderne pendant, nemlig "Think Like A Dinosaur" af James Patrick Kelly. I korthed: - da en kvinde skal sendes afsted til en fjern planet, går der ged i koblingen og hun befinder sig stadig på afsenderstedet. Men så viser det sig, at hun alligevel er ankommet på modtagerstedet. Og så står man pludselig der med 2 af den samme. I historiens univers er det ikke menneskeheden der "styrer for hårdt", men derimod nogle øglelignende væsener, og i henhold til deres logaritmer og politikker, så kan det ikke accepteres. Kvinden må henrettes. Så på den måde adresserer fortællingen flere problematikker, end blot og bart hvorvidt bevidstheden er "overført".

For lige kort at vende tilbage til "stofbanken". I Niels E. Nielsen iøvrigt udmærkede "Skyggen Fra Sirius", gøres det klart at de tre astronauter ombord på stjerneskibet Kronos, udelukkende består af information der er lagret i Kronos' sind, idet alt andet er opløst under "nul-rums-overfarten". Det er med andre ord bevidstheden Kronos, der både gendanner skibet og astronauterne, i forhold til hvad "han" kan huske. Det er ikke teleportation, men det taler alligevel om dikotymien sind/psyke vs materie/krop.

I to tilfælde er jeg stødt på forfattere, der tog den fulde konsekvens af teleportations-problemet vis-a-vis bevidsthed/psyke/sjæl/ånd/ego. Den ene er Fred Pohl, der i sin "The Cuckoo-Saga"" har noget teleportations-teknologi, der virker og er brugbart, men det det sender er information om skabelsen af en kopi. Originalen "går til grunde" i processen. Man skal mao have sine rigtigt gode grunde, men selvfølgelig med den mulighed at skabe et alter-ego, inden man dør. Iøvrigt noget Pohl viderebrugte i sin "Heechee-saga", hvor up-loading af bevidsthed er en mulighed, og man kan eksistere videre "på internettet" - som kopi. Man er stadig stendød, hvis man er død. Kopien leve - hurra!

Det andet eksempel er Greg Egans "Schild's Ladder", i hvilken man jævnligt bør uploade sig, således at skulle man komme ud for noget, så kan man gendannes. Som kopi, vel at mærke. Originalen er stendød.

Umiddelbart skal jeg ikke ind i nogen teleportationsmaskine, før det er helt afklaret, hvad der sker med kopi - og navnlig med original. Så er der nogle der siger - semiotisk og postmodernistisk - at hvis omgivelserne genkender dig som dig, så er det jo dig. Til hvilket jeg vil sige, at hvis jeg døde i processen der skabte min kopi, så er det eddermame ikke mig, uanset hvad omgivelserne mener. På den anden side: - idet vi ikke har noget rigtigt særligt godt greb om, hvordan vi i det hele taget skal definere bevidsthed (tjek Frank Herberts "Destination:void"), så kunne det måske tænkes, at "bevidsthed" mere er et hologram, et holistisk fænomen.

Det sidste jeg har hørt fra den videnskabelige front er, at noget kunne tyde at et område i hjernen, kaldet corpus nigra (det sorte legeme) er sædet for bevidsthed - med den kringle, at "organet" synes at udstrække nervetråde udover hele hjernebarken.

I denne sammenhæng betyder det blot, at det teleporterede "jeg" er identisk med det "originale" jeg, idet vi sætter at teknologien er optimal. Tilbage bliver spørgsmålet: - er det mig?





  • Kommentarer(0)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.