ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Obskur læsning til sommerferien (del 2)

LitteraturOprettet af Henning Andersen tir, juli 01, 2014 19:47:00

I og for sig kan man vel ikke påstå, at noget er ”obskurt” (skjult) hvis man kender til dets eksistens. Og man kan heller ikke – bedrevidende – slå armene ud og kalde det ”glemte bøger”, for så er det stort set det samme som at sige: - se hvad I har glemt! Se mig! Jeg huskede dem.

Overskriften skal derfor tages med sindsro, men dækker trods alt over præsentationen af en række ”værker”, der gemmer på en del mere end blot og bart deres tilstedeværelse. Det er derfor jeg anbefaler dem. Og samtidig kan man også indvende: - skal det forestille sommerferielæsning? Jeg troede jeg skulle slappe af! Hvilket jeg ikke 100% kan love… - selvom det selvfølgeligt kan hænde at visse læsere vil falde i søvn – og med frygt for, at det er ved at ske, allerede nu: - lad os haste videre.

I et forsøg på at være ”mærkelig” har jeg sorteret og oplistet mine anbefalinger efter forfatterens fødselsår. Og oven i købet er jeg så besværlig, at jeg fyrer de bibliografiske detaljer af pronto, hvilket muligvis kan gøre læsningen lidt ”hakket”. Men sådan er det.

Sæt i gang:

The Nightland, 1912, min udgave er fra NEL, af William Hope Hodgson (1877–1918).

Hodgson blev ikke så forfærdeligt gammel, hvilket hang sammen med at han skulle vise stand og ære – og fik så læsterligt med kvæstelser i forbindelse med Den Store Krig, at han ikke overlevede det. Det forhindrede ikke, at han – inden denne ultimative tilskikkelse – var yderst produktiv i sit litterære ”output”. Han er nogenlunde samtidig med Lord Dunsany, E.R. Eddison og William Morris, men selvom man kan udbryde noget om, at det sandelig da ikke er science fiction, men derimod Fantasy, så var den skelnen ikke helt materialiseret, på daværende tidspunkt.

Formodentlig er hans ”House On The Borderland” betydeligt mere kendt end værket vi hér beskæftiger os med. Men til gengæld er det værd, at betragte The Nightland som det ”første udbrud” af den så senere kendte ”sub-genre” The Dying Earth. Ikke mindst benyttet af Jack Vance og siden af Michael Moorcock, m.fl.

Men til sagen: - vores hovedperson får muligheden for at tage til fremtiden, idet han søger efter sin afdøde elskede. Og det er sådan, at i de sidste tider vil alle mennesker genopstå (jeg vil i den forbindelse henvise til Frederik Pohl’s Escathon-serie – også selvom jeg ikke finder den særlig god, men det er samme tema).

Vores hovedperson befinder sig pludseligt i en fremtidsverden hvor Solen er så godt som gået ud (som et lys), og resterne af menneskeheden frister en besynderlig tilværelse i The Redoubt (fæstningen, kastellet) – en uhyre pyramide, der løfter sig et par kilometer over The Wasteland. Derude lever og hersker The Abhumans, og de er både menneskeædere og kannibaler og andet godt og hyggeligt.

I The Redoubt er der den senere så kendte klassedeling med, at de rige eller vigtige(re) bor på de højere etager, og hoben, bærmen, proletariatet bor forneden. Men hvad vigtigere er, så er det første gang der præsenteres syntetiseret mad, i en fiktiv sammenhæng. Eller i det hele taget. Et kuriosum er vand i pulverform!

Nå. Det ender selvfølgeligt godt, og fremtiden er bare noget lort, hvorimod de sande værdier hører en meget ældre tid til. Så grunden til at jeg anbefaler den, er udelukkende for det pavane-agtige tempo som denne fremtid bliver beskrevet i, og den særlige stemning af ufattelig undergang, jeg sådan set kun har oplevet i forbindelse med læsning af det sidste kapitel i ”Ud Af Barndommen” af Arthur C. Clarke.

Aniara (”Aniara, en revy om människan i tid och rymd”),1956, Harry Martinson (1904-1978).

Harry Martinson tog sit eget liv, fordi han havde fået Nobel-prisen i litteratur. Eller rettere: - han begik selvmord, fordi han ikke kunne klare kritikken over at han havde fået Nobel-prisen. Eller mere præcist: - Harry Martinson sad i den Nobelpris-kommité, der gav ham Nobel-prisen, og det kunne han ikke leve med, da der blev sået tvivl om graden af nepotisme i den beslutning.

Ja, døden skal have en årsag. Og i forbindelse med ”Aniara” skal jeg da lige love for at vi er i de primære årsagers land. Vi er helt nede i det basale: - jord, ild, vand, luft. I sin Heechee (He/She)-saga, lader Frederik Pohl sin hovedperson spørge, hvordan man staver til ”mad”. Svaret er CHON – kul-brint-ilt-kvælstof. Det er ikke – men det ligner alligevel – alkymi.

”Aniara” er faktisk to ting. Dels er det 103 ”cantos” (vers/sange); dels er det en opera (og der vil jeg henvise til en af Stig W. Jørgensens artikler i ”Ekkorummet”, SFC, 2013 (kan vist også findes på nettet)).

”Goldondern Aniara” fragter planmæssigt emigranter fra Jorden til Mars, men på en af disse rutinemæssige overfarter bliver skibet bragt så meget ud af kurs (af en meteorregn – nåja), at det fortsætter ud af solsystemet med en stadigt højere hastighed. Katastrofen er immanent, om end tidspunktet for det endelige nedbrud ligger mange år ude i fremtiden.

Det er således ikke historien om et generationsfartøj, men derimod historien om hvordan samfundet bryder sammen, når det har udsigt til det uundgåelige: - afslutningen.

Der er dog en roman man sagtens kan sammenligne med, nemlig Poul Andersons ”Tau Zero”. Og det tror jeg ikke er tilfældigt. Mr. Anderson har, oftere end ikke, forstået at gøre brug af sit skandinaviske anetræ (The broken Sword, Rholf Khraki, Three Hearts And Three Lions mv.), og i ”Tau Zero” er det oven i købet således at Jorden regeres af en svensk verdensregering. Hvilket så kun er en baggrund, men personerne hedder alle noget skandinavisk. Derudover er historien den samme. Jaja, research betaler sig……..

Vi er ikke helt I Brian Aldiss ”Non-Stop”- land, eller Harry Harrisons ”Captive Universe”. Faktisk er vi inde omkring ”The Ballad Of Beta-2” af Samuel R. Delany, jr., fra så mange år siden at det næsten er løgn.

Men det jeg vil slå på er, at de enkelte stanzas, verselinier, i de enkelte cantos, er så skarpe og pågående, at katastrofen rammer dybere end ”Deep Impact” eller ”2012”. Der er andre ting på spil her, også fordi det stadigt ændrede, og ændrende, samfund, der kæmper mod den uundgåelige afslutning, panisk genopfinder dårlige modeller for menneskelig adfærd. Det er tænderskærende.

Men husk nu: - det er kun fiktion…………………..?????

Dragon In The Sea (Under Pressure), 1956, Bantam Books, Frank Herbert (1920-1986)

Jaja, Klit og Dune, og spice og The Emperor, og David Lynch og Jodorowsky og H.R.Giger (may he rest in peace). Vi har hér med Frank Herberts allerførste udgivne roman at gøre. Ikke noget særpræget eller epokegørende i det, eftersom alt vel må have en begyndelse.

Desto mere interessant er det, at denne begyndelse faktisk indeholder og omslutter alle de tematikker Herbert senere udfolder og udvikler.

I og for sig minder ”Dragon In The Sea” utroligt meget om ”Destination:Void”, men der er signifikante forskelle. Da dette dog helst ikke skal udvikle sig til en sammenlignende analyse: - tilbage til romanen.

Det meste af tiden befinder vi os ombord på ”The Fenian Ram” – en amerikansk atom-ubåd, hvis mission det er at stjæle olie fra undersøiske oliefelter bag fjendens linier. ”Rød Blok” får en lidt anden betydning i det hér tilfælde, hvor den Kolde Krig har udviklet sig til en lidt mere overhedet. Ikke ”full-flare”, men det simrer omkring kogepunktet.

Settingen er, at flere (alle?) tidligere missioner har været udsat for sabotage, og man frygter at et af besætningsmedlemmerne er en forræder. Så da Long John Ramsey – der er agent for BuPsych – bliver listet ombord, forklædt som kommunikations-officer, er der tilsyneladende kun tre mistænkte: Kaptajnen, Maskinmesteren og Styrmanden.

Men ikke ret meget er, hvad det ser ud til, og vi er inviteret indenfor til et gestaltterapeutisk kammerspil med skeletter i skabet og rotter på loftet. Hvilket lyder dødkedeligt, når man eufemistisk prøver at beskrive handlingsgangen, uden at røbe for meget. Så mit forslag er, at man lige napper de 130 sider, mens grill-kullene luner og bajerne svaler – thi dette er absurd meget i ”mandfolkeland”. Der er, siger og skriver 1 kvinde – nemlig Ramseys trolovede – der på udenlandsk ville blive beskrevet som ”ankle-clinging sex-kitten”. Og hun har præcis ingen funktion. Sådan er det.

Mission Of Gravity, 1954, Doubleday, Hal Clement (1922-2003)

Mesklin. En kæmpestor planet, med en hysterisk hurtig egen-rotation, og en så høj tæthed at mennesker kun kan være der bag tungt panser og udlignende hjælpemidler. Mesklins sol er – ja, nærmest giftig, og atmosfæren og overfladen er mildest talt eksotisk, på den hårde måde. Det er ”hard-core” SF, når det er bedst. Som i: - korrekt videnskabeligt funderet. Det er Hal Clement en garant for.

Med andre ord: - Mesklin er ikke for børn. Og dog har den indbyggere – nogle intelligente og vejrbestandige af slagsen, tillige. Og selvom de ligner tusindben, så er deres mentale kapaciteter af en størrelsesorden, der ikke lader menneskene noget efter. Tæft for mekanik er en ting, men snuhed i tilegnelse af akademiske ressourcer – skal vi kalde det ”viden” – er ganske centralt.

Alibiet for at udfolde hele denne verden og disse væsener, er den at et rumskib er styrtet ned langt fra den menneskelige forskningsstation, og Charles Lackland må, sammen med ”meskalinen” Barlennan, ud på en redningsekspedition.

Hele romanen handler om den ekspedition, men med skyldig hensyntagen til at Lackland forsøger at forstå Barlennans tankegang. Det kommer der meget spas ud af, for Barlennan er blot repræsentant for hele Mesklins befolkning, og de er lige så mange og ligeså forskelligartede som Jordens.

Tour de force. Ihvertfald Tour de Mesklin, en verden du ikke kan få.

Stålspringet, (svensk: “Stålsprånget”) 1969, Spektrum, Per Wahlöö (1926-1975)

Per Wahlöö og Maj Sjöwall (f. 1935) skrev i årene 1965-1975 serien ”Roman Om En Forbrydelse” med Kriminalkommissær Martin Beck som gennemgående figur – samt flere, der siden har fået en renæssance ad andre kanaler. Kan du sige: ”Gundvald Larsson”?

Jeg vil ikke bruge så meget krudt på den serie (om end jeg finder den anbefalelsesværdig), men dog nævne, at de politiske kommentarer – der ligesom ”info-dumps” – lidt ødelægger det narrative forløb, hovedsageligt er Wahlöös fortjeneste. Hvorfor man skulle tro, at Stålspringet var én lang politisk tirade. Det er den ikke.

Kriminalkommissær Jensen er stået op fra sit sygeleje i udlandet, og vil nu hjem. Men hans land er lukket, og regeringen er gået i eksil. Fra dette sender de Jensen tilbage til landet, for at undersøge hvad der er sket.

”Jensen” er Martin Becks mere hårdkogte ”tvillingebror”, og vi befinder os i en lidt udefinerbar fremtid – 10-20 år fra udgivelsesåret. ”Jensen” er samtidig vores lidt anonymiserede guide ind i det ”Sverige” der er blevet forandret til uigenkendelighed af macguffinen ”Stålspringet”.

På mærkværdig vis kan ”Stålspringet” læses som en tidlig udgave af problematikkerne i ”Snow Crash”, af Neal Stephenson, og ”28 dage senere”. Hvilket måske er en personlig kommentar, men skal forstås som en klar anbefaling. Andre sammenligninger kunne være ”Danmark er lukket” eller ”Aftenlandet” af Peter Watts.

Og skal jeg skrue den yderligere op – og det skal jeg – så vil jeg mene, at den er en skandinavisk pendant til J.G. Ballards katastrofescenarier, cirka fra samme periode. De har det lettere distante kommentarspor til fælles.

Optrevlingen af hvad ”Stålspringet” er og består i, inkorporerer dels konspirationsteorier men så sandelig også sunde tanker om, hvor galt det kan gå når et lovgivende organ (kald du det bare en regering) sér sig blind på én årsag til al dårligdom. Det er ganske aktuelt, det forsikrer jeg – hvis ikke det er ledighed eller fedme, så er det nok Pisa-rapporter eller hjerne-flugt. Men døm selv.

The Iron Dream, 1972, Jove Books, Norman Spinrad (1940- )

Barbaren Conan i fremtiden.

Ligesom Harlan Ellison, må Norman Spinrad siges at være l’enfant terrible – så meget som (og for at blive i det franske) hans synspunkter hverken er comme il faut eller a la mode.

Det er næppe en kvalitet – i sig selv – at forlæggere kvier sig ved at udgive et eller andet, man har bedrevet. Ligesom det ikke er en kvalifikation at være kontroversiel – ligesom det ikke er et tegn på filosofisk ballast, eller intellektuel hygiejne, bare fordi man kan nogle bandeord.

Noget andet er på spil hér.

Jeg forestiller mig at Spinrad har sagt til sig selv: - det der tredje rige, og ham der adolf hitler, han er så mange gange blevet behandlet ”head-on”, i en eller anden rationel modus. Lad os lige tage ham for det han er!

Og der vil jeg godt indskyde den personlige kommentar, at nazister ofte kritiseres for at være så rationelle, at det humanistiske lades bagude. Det er simpelthen forkert set. Nazister er så irrationelle, at de har lang vej til halebenet af humanisme.

Man siger ofte – nogen gør, i hvert fald – at deportationen af jøder, romaer, bøsser og ”fejlfarver” i bred almindelighed, skete efter nogle stringent planlagte og uhyrligt rationelle kriterier og planer.

Aldeles ikke! Der er intet ”rationelt” ved deportation. Deportation har kun påførsel af smerte og lidelse som mål. At rasle rundt i Europa med togvogne fyldt til toppen med mennesker i godsvogne er, udfra et rationelt synspunkt, komplet idiotisk – det koster kassen. Så er nakkeskud billigere.

Og jeg tror det er hér omkring ”The Iron Dream” starter – i øvrigt også kaldt ”Lord of the Schwastika”.

Visse-vasse.

Ligesom jeg ikke har været så rar i min introduktion til denne roman, ligeså u-rar er romanen i sig selv. Og man kan altid spørge, hvor meget man ønsker at svine sig selv til – herunder visse tanker, man for alt i verden ikke ønsker at få. Og så er det allerede for sent.

Hvis man derimod er i stand til at parkere sit moralske – og etiske – overlæg på fornuftig måde, og derefter kan kaste sig ud i snavset med den gode samvittighed, at dette er fuldstændigt for min egen fornøjelses skyld og absolut ingen kommer til skade, ja, så er der lagt op til adskillige timers munter læsning.

Og som om det ikke er nok, så er der en ”editorial comment”, der sætter det i endnu mere vanvittigt relief.

Så hvis man føler for at få nazister, Hitler, Freud og pulp-æraen sat på plads, så er det den hér, du.

Suma-X, 1969, Gyldendal, Knud Holten ( 1945 - )

For så vidt som at den overhovedet er til at opdrive.

Lad det være sagt straks: Aldrig har det ydre rum dog været så hippie-agtigt og små-psykedeliskt. Sjældent har superhelte – ja, helte i det hele taget – været så syret-distanceret fra heltegerningen.

Det er ret vanskeligt, at referere en handling – eftersom der måske slet ikke er nogen. Vi har den her superhelt, som måske er en anden. Og vi har den hér prinsesse – der måske er en prins, hvem ved? Og måske er vi inde samme univers som ”Martin Borgs Sære Søgen” (Impuls 1, Hasselbalch 1969).

Men det er stort set uvedkommende, idet romanen læses som et langt digt, der indeholder så mange billeder og landskaber, at man bare ikke kan lade være med at fortsætte.

Mening?

Den må man selv forklare sig selv – var det måske ikke digselv, der begyndte at læse den her bog?

I en eller anden sammenhæng er det blevet nævnt, at SUMA-X er det tætteste man kommer på en superhelte-tegneserie – uden tegninger.

Så sidder der nok nogen og tænker: - jamen, hvordan er dette en anbefaling? Hvad handler den om? Hvad går den ud på?

Ganske forståeligt. Men hvad handler et vandfald om? Et stjerneskud? Hvad handler en snestorm af regnbuefarvede sommerfuglevinger om?

Suma-X – back to the sixties………turn on, tune in, drop out -

Verdener Uden Grænser (svensk: ”Dette Är Verkligheten”, Bonniers 1968), 1968, Hasselbalchs, Bertil Mårtensson (1945-)

Uden sammenligning i øvrigt (?) husker jeg en anmeldelse af Matrix, og jeg tror det var i WekkendAvisen (derfor sikkert ved Bo Green Jensen), der kviede sig en del ved at komme ind omkring det centrale i filmen. Det kan man godt forstå. Der næsten dømt ”spoiler alert” med det samme.

Derfor vil jeg også nøjes med at sige, at denne roman er lidt anderledes end konstrueret end Bertil Mårtenssons de fleste.

Senere giver han den gas med fantasy-serien om ”Magtens Veje”, hvilken er en ganske filosofisk tilgang til genren (hvor C.S. Lewis’ tilgang var religiøs, Peakes var humoristisk og Tolkiens var filologisk – bare for andre eksempler). Og også Verdener Uden Grænser har sit aspekt af fantasy: - en ”mighty-thewed” helt er ude på de vilde stier for at befri en voldført prinsesse. Og han må gå grueligt meget galt igennem – herunder et møde med et særdeles mærkeligt monster – før han kan stå i begreb med faktisk at befri fruentimmeret….frøkentimmeret.

Og så er det, at det hele bliver noget andet, på sådan en ”Fremtidskongressen”-agtig måde – eller hvis Philip K. Dick havde skrevet ”A Clockwork Orange”. Hvilket naturligvis er min personlige tolkning – andre kunne have andre associationer. Men det det hele drejer sig om er det filosofiske spørgsmål om virkelighedens karakter, hvilket bringer en hel del perspektiver i spil. Og inden du ved af det kan du se en given sag fra 117 sider.

Jeg finder det interessant, at sværd&trolddom (plus noget, jeg ikke skal røbe hér) kan blive til en eksistentiel diskussion (altså inde i mit hoved) og jeg er kun en sølle frister: - prøv det selv! Læs faenskabet! Se hvad du syns.

Den Sjette Vinter (”The Sixth Winter”, 1979, forlag (?) ), 1981, Lademann, John Gribbin (1946 - ) og Douglas Orgill (?)

Jeg aner ikke en skid om Douglas Orgill. John Gribbin, derimod, er sådan en Tor Nørretranders-banan, der i halvfemserne fik udgivet et vist antal bøger om kosmologi, kvantefysik og det antropologiske univers, herunder Mørkt Stof og topologisk eksistens (jow, vi er langt ude i suppedasen).

Nå, men det har kun perifert med Den Sjette Vinter at gøre (bortset fra at Gribbin også har beskæftiget sig med meteorologi – herunder ”Butterfly-effect”, derfor Kaos-teori….suk! Får det aldrig ende?).

Romanen er ren tjubang. På den fede måde.

For alle med hang til klima-forandringer og ny-istids-scenarier er der guf. Manden kan sin videnskab og sin videnskabsteori. Men det får ikke lov til at stå vejen for den fremadskridende handling.

Vi starter i USA (nåja, det er jo udgangspunktet for det meste, ikkesandt), oppe omkring grænsen til Canada, hvor et vejrfænomen, kaldet en ”Danser”, har isoleret en mindre by bag et ispanser, samt lavet adskillige trafikanter i nærheden om til ispinde.

Vores helt, som vistnok er meteorolog (krypto-meteorolog, endda) ser dette som et forvarsel om et forandring i det globale vejrlig, og bliver sendt af sted til Sovjetunionen for at deltage i en konference.

Og i mellemtiden bliver vejret dårligere, og det globale klima ændrer sig ret hurtigt til noget der er genkendeligt som en ny istid.

På baggrund af et par forviklinger og en overisning af Europa, vil vores hovedperson gerne hjem. Altså hjem til USA. Og den eneste vej der er mulig er over Sibirien. Det er hér der går tjubang i den.

Derfor er det måske også lige at strække den, at kalde Den Sjette Vinter for SF. ”Øko-thriller” – javel. Det tror jeg holder. ”Klima-thriller” ville måske være bedre. Men jeg tager den alligevel med hér, fordi det er en stramt eskalerende historie, der fungerer på sine egne præmisser i en verden der stedse bliver mere forskellig fra den vi kender. At der så også er lidt civilisations-skepticisme og kultur-angst involveret – tjahe, det må ligge åbent for en debat. Er vi kun huleboere med en fernis af tolerance?

Og – som pølsen I rosinenden, der sprænger kronologien og den personlige opsætning (hvilket er yderst passende):

En Smagfuld Verden, En Jerry Cornelius Antologi, 1971, Rhodos, redigeret af Jannick Storm

Det er ikke tiden og stedet, at udbrede sig om Michael Moorcocks Multiverse og hans Eternal Champion, men der er det ”fede” ved det, at Moorcock har en åben invitation til at bruge løs af konceptet, hvor andre (Nivens Man-Kzin-wars, eller Saberhagens ”Berserker”-serie) godt vil have hånd i hanke med de udgivelsesmæssige kredsløb.

Moorcock er ligeglad – brug løs, take it away – helt i hans mere eller mindre anarkistiske ånd (hvilket måske er ret nemt for en mangemillionær, men – hey – det er Niven også; endda født som sådan).

Antologien er bedaget. Det er indrømmet. Bare forsiden – ”coveret”, som det nu om dage hedder – siger det hele. Hippie-vogue.

Men det charmerende er, at se (læse) yderst mærkelige og eksessive eksperimenter, der er centreret omkring JC-skikkelsen (Jesus Christ?) begået af notabiliteter som Norman Spinrad, Sven Christer Swann, J.G. Ballard, The Maestro Himself og andre, i en helt løssluppen dans med alle litterære virkemidler til rådighed. Det er så meget hul i hele hovedet, at det slet ikke skulle være udgivet – og det ville det nok heller ikke være blevet nu om dage. Men det er samtidig så legende og lallet, at det er en fest. Var det ikke fordi indholdet var mørkere end pest og den sorte død.

Men det er et besøg værd, for bag grinet er der også en vrede, og det er et eksperiment værd hvor vreden og hvor grinet retter sig – og mod hvad. Jerry Cornelius handler altid om modstand – en modstandsmand.

I øvrigt synes jeg der bliver læst for lidt Cordwainer Smith. Men det må I selv finde ud af, henover sommeren – og kan I en god én.

Tak for ordet

  • Kommentarer(1)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Janus tor, juli 03, 2014 07:50:08

Jeg ved ikke helt, om jeg skal være glad eller skuffet for mig selv - for nok har jeg næsten alle bøgerne stående, men det er kun meget få af dem, jeg har fået læst. Til gengæld havde jeg glemt ordet krypto-meteorolog. Er det for sent at skifte karriere?