ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

En note om genren

MetablogOprettet af Mads Malmbak Kjeldsen søn, juni 19, 2011 21:19:31

Det er en doktorafhandling værdig at bestemme hvor og hvornår science fiction blev født. Og selv med en sådan ved hånden vil uenighederne fortsætte: er den første science fiction historie Gilgamesh-eposset, er det Lukianos’ Sande historie, eller måske selveste Biblen? Andre igen vil pege på Johannes Keplers Somnium eller Thomas Mores Utopia. Eller begyndte science fiction først i slutningen af de 19. århundrede? Diskussionen er foregående og konklusionen afhænger nødvendigvis af, hvordan genren defineres.

I det nedenstående vil jeg præsentere et argument for at science fiction er en betydeligt smallere (og nyere) genre, end de fleste ofte antager. Selv blandt hærdede nørder møder jeg ofte den opfattelse, at alle fortællinger med et rumskib eller en tidsmaskine, er science fiction. Og den modsatte opfattelse gør sig lige så ofte gældende: at fortællinger, der ikke indeholder de mest almindelige science fiction-rekvisitter, ikke tilhører genren. Begge opfattelser er forsimplede.

Det mest grundlæggende kendetegn ved science fiction, er det videnskabelige fundament, fortællingerne bygger på. Om historien udspiller på jorden eller ej, i fremtiden eller fortiden, om der er rumvæsener og robotter, er ikke afgørende. Det afgørende er den grundlæggende videnskabelige præmis, der omslutter fortællingen. Når det er sagt, ved alle, der har læst en smule science fiction, at genren myldrer med hvad man kan kalde uvidenskabelige konventioner, eksempelvis overlysfart og tidsrejser. Det er spekulative ingredienser, der på den ene side stammer fra science fictions hvad-nu-hvis-spekulationer, og på den anden side den fortælletekniske metode til at få en historie til at hænge sammen. Så i definitionen af science fiction må man både skele til det videnskabeligt plausible, til de uvidenskabelige konventioner, og til fortælleteknik. Hvis en forfatter fortæller en historie med en række koloniserede solsystemer og deres indbyrdes forhold, er det ofte afgørende at de kan kommunikere og måske fysisk rejse mellem hinanden hurtigere end lyset. Det er nærmest en nødvendighed for at historie og plot kan udfolde sig. Og i det eksempel fornemmes måske et princip om anvendelsen af uvidenskabelige konventioner: nemlig at de skal bruges til at få historien til at hænge sammen, ikke som spektakulært fyrværkeri. Hvis det ikke har nogen afgørende plotmæssig relevans om et rumskib rejser hurtigere end lyset, ser jeg hellere at forfatteren lader rejsen til et fjernt solsystem tage 100 eller 1000 eller 10.000 år, frem for at knipse med fingrene, og vupti! så er helten fremme i en ny setting.

Det er Arthur C. Clarke, der i forordet til The Songs of Distant Earth skriver følgende om skellet mellem science fiction og fantasy:

”This novel is based on an idea developed almost thirty years ago in a short story of the same name (now in my collection The Other Side of the Sky). However, this version was directly – and negatively – inspired by the recent rash of space-operas on TV and movie screen. (Query: what is the opposite of inspiration – expiration?)

Please do not misunderstand me: I have enormously enjoyed the best of Star Trek and the Lucas/Spielberg epics, to mention only the most famous examples of the genre. But these works are fantasy, not science fiction in the strict meaning of the term. It now seems almost certain that in the real universe we may never exceed the velocity of light. Even the very closest star systems will always be decades or centuries apart; no Warp Six will ever get you from one episode to another in time for next week’s installment…”

Clarkes udtalelse er kontroversiel, men peger på samme problematik, som jeg har forsøgt at sigte til i det ovenstående: at science fiction – så vidt det lader sig gøre inden for udfoldelsen af plot og det at holde fortællingen kørende – bør afholde sig fra alt for fantastiske hovsaløsninger. Det har vi fantasy til…

Med ovenstående in mente vil jeg gerne dele følgende definition på science fiction. Den er influeret af flere andre definitioner, men alligevel i mine øjne mere omfattende. Og netop fordi den er mere omfattende, er den mere ekskluderende. Og i eksklusionen findes dens relevans – hvis en definition ikke ekskluderer, definerer den ikke godt nok. Science fiction er en fortælling:

- der foregår i en verden, der har mindst én afgørende forskellighed fra vores virkelighed,

- der benytter en moderne videnskabelig erfaringshorisont til at beskrive denne disparate virkelighed,

- der, qua videnskabeligheden som grundlag, beskriver en virkelighed, der er teoretisk mulig (eller i det mindste ikke er umulig),

- og, hvor forfatteren bevidst har skrevet sin fortælling med de tre ovenstående parametre som ledetråde for sin fortælling.

  • Kommentarer(11)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Mads Malmbak Kjeldsen ons, juli 20, 2011 10:21:35

Når jeg (næsten) kalder Dune for fantasy, er det ikke fordi den portrætterer et feudalt samfund. Det er én af Herberts genistreger, netop at fundere sin historie på en feudalsamfundsorden med adelsfamilier og en herskende kejser. Hertil kommer selvfølgelig de næsten tilsvarende fraktioner som Bene Gesserit, The Guild, Tleilaxu, etc., der på forskellig vis og lidt klodset kan sammenlignes med fraktioner i den middelalderlige kirke. Det, der i mine øjne gør Dune til fantasy, er først og fremmest ideen om kwisatz haderach og de lidt for fantastiske evner han har. Altså blandt andet at kunne forudsige fremtiden. Det bliver selvfølgelig helt tosset i David Lynchs film, hvor han får det til at regne i den sidste scene.


Men netop det at Dune bør kaldes fantasy men bliver kaldt SF, peger på et af de mest grundlæggende problemer ved genreinddelingen: at den er for grov og formindsker den diversitet, der kendetegner mange bøger. Så jeg er enig i at genrebegrebet i mange tilfælde kan være problematisk, men omvendt tror jeg at det er lidt ligesom med demokratiet som styreform: det er langt fra perfekt, men alternativet er værre. Jeg tror ikke på tanken om et genreløst anarki, hvor der kun findes gode bøger og dårlige bøger. Men for at genrebegrebet skal give mening, skal det appliceres mere præcist. Det har selvfølgelig den uheldige bivirkning, at hvis Dune var blevet markedsført som fantasy, så havde jeg muligvis aldrig fået læst bogen, men havde nøjedes med filmen – og det ville være et dårligt bytte.


Oprettet af Flemming R P Rasch tor, juni 30, 2011 23:23:43

Vedrørende nytten af en veldefineret genre: Med hensyn til kontrakten mellem forfatter og læser, så mener jeg det må være en mangel hos forfatteren, hvis man ikke er i stand til at få læseren med uden at have en genre-betegnelse at støtte sig til. Meget af den dårlige genrelitteratur lider nok under det, og hvis den forsvandt, er det ikke noget jeg vil begræde. På den anden side er der også skrevet mange gode bøger, som vil være mere eller mindre uforståelige, hvis man ikke havde læst andre bøger i genren. Men genre er primært noget som andre end forfatter og læsere finder på. Det er kritikere og forskere som gerne vil have nogle kasser at komme ting ind i, og ikke mindst forlag og boghandlere som gerne vil sælge bøger alene i kraft af at de ligner nogle andre bøger som mange kan lide. For mig som læser måtte hver bog der er skrevet gerne være så forskellig fra alle andre bøger at det slet ikke ville give mening at inddele bøger i genrer. Så ville der kun være gode og dårlige bøger. Men som virkeligheden nu en gang er indrettet, så er der nogle mere eller mindre klart definerbare genrer man kan stoppe bøger i. Det kan i mange tilfælde gøre det nemmere for forfattere og læsere at finde frem til hinanden, men det er absolut ikke uproblematisk at have sådanne genre-begreber.

Med hensyn til Dune (Hamiltons bøger har jeg endnu ikke rigtig fået læst nogen af), så mener jeg ikke der er nogen tvivl om at den er science fiction. Det at Herbert har baseret visse dele af sin verden på noget middelalder-agtigt skyldes ikke (som i fantasy) at han ville lave et univers hvor teknologien ikke var der eller var erstattet af magi, men at man i en science fiction-hisorie der foregår langt ude i fremtiden altid må tage et valg: Enten bliver det hele ekstremt mærkeligt eller også gør man nogle antagelser så det bliver mere forståeligt. I Dune har man meget avanceret teknologi, men det er også begrænset på en måde så man kan forstå hvad der foregår. Sammenlign for eksempel med Star Wars, hvor ethvert forsøg på at gøre det til en plausibel fremtids-verden på forhånd er opgivet, og plottet er et eventyr, modsat Dunes meget komplekse filosofisk/politiske plot. Og så kan man endda argumentere for at Star Wars er science fiction, fordi den har en masse klassiske sf-elementer så som rumskibe, aliens og fremmede planeter.

Oprettet af Henning Andersen søn, juni 26, 2011 18:23:39

Åheja. Så er jeg meget bedre med. DEUS EX MACHINA er en meget dårlig udløsning på en optakt. Kontraktforbindtligheden ligger jo netop i "the willing suspense of disbelief", hvor læseren forventer at forfatteren ikke snyder hende ved en opløsning der går på at "det hele var bare en drøm".
Således spørger vi ikke til den videnskabelige korrekthed i udsagnet, men mere om dette "videnskabelige" udsagn har relevans for historien, og på hvilken måde det bidrager til udfoldelsen af problematikken i samme. At videnskabeligheden så kan være underbygget af lige dele "hard facts" som "hokus pokus", har kun relevans for hvordan det hænger sammen med narrativet iøvrigt. Men, hey, det er jo det der gør SF interessant: - overholder han sine forpligtelser i forhold til hvad han har lovet?

Hamilton er kedelig - fordi han er kedelig! Pohls Gateway-serie gør det meget bedre. (og iøvrigt opfandt jeg kamæleondragten tilbage i halvfjerdserne - way before Hamilton eller "Predator" - problemet er at det vil være meget svært at bevise!)
Herbert er interessant, netop fordi vi ikke kan afgøre om vi læser Asimov (Foundation) eller Tolkien (Ringenes Herre) - eller fordi vi måske læser konglomeratet af disse.

Jeg er derfor helt med på, at man ikke skal snyde på vægtskålen. Problemet er, at vi ikke ved om det er gjort, før vi har læst hejset! Og der tror jeg sgu desværre ikke forlagene kan være behjælpelige, idet deres interesse er at få solgt ud, uanset til hvem, uanset hvorfor og uanset hvad man syns - bagefter....

Oprettet af Mads Malmbak Kjeldsen søn, juni 26, 2011 12:07:53

Det er selvfølgelig en lidt nørdet og akademisk diskussion, hvor sf starter og slutter. Og man skal vare sig for i videnskabens hellige navn, at definere genren ihjel. Når jeg læser i fritiden foregår det heller ikke med en fire-punkters-regel i baghovedet. Læsning er ofte umiddelbar, og Niven, Banks, Clarke, Baxter, Asimov, Heinlein, Reynolds, etc., er selvfølgelig sf (blandt andet fordi de fire punkter, jeg nævner, skal ledsages af de uvidenskabelige konventioner, der holder plot og historie i live). Men er eksempelvis Herberts "Dune" sf eller fantasy? Og hvad med Hamiltons "The Nights Dawn Trilogy"? At "Dune" i mine øjne opererer i grænselandet mellem sf og fantasy har på ingen måde ødelagt læseoplevelsen, mens vrøvleriet i Hamiltons trilogi i høj grad hang sammen med at de døde pludselig genopstod.


En definition af genren er i mine øjne akademisk interessant, men også praktisk anvendelig - og måske nødvendig - fordi det også handler om, at en forfatter og en læser indgår en kontrakt, når en fortælling udbydes som science fiction. Lige som det i krimigenren ville være uacceptabelt, at en detektiv pludselig løser mordgåden ved at besøge en spåkone, er der nogle konventioner forbundet med sf, der ikke må brydes.


Jeg mener i øvrigt, meget er nået med genrens underkategorier. De tydeliggør den konventionskontrakt, jeg nævnte, mellem forfatter og læser. Man kunne så håbe at underkategorierne ville blive benyttet mere flittigt af forlagene i markedføringen af den enkelte bog.



Oprettet af Henning Andersen tor, juni 23, 2011 15:25:13

Jeg spurgte et meget læsende, og meget SF-læsende, menneske om han muligvis havde overvejet en definition på SF, og hvad denne kunne være. Og samtidig med, at jeg giver Flemming fuldstændig ret i, at genstandsfeltet må kunne defineres i en akademisk kontekst, så er det stadig ikke akademiseringen der bestemmer grænserne - i og med at den akademiske proces vel er til for at MÅLE grænserne.

Men hér er ihvertfald endnu et syn på SF:

[…], SF har i min optik meget lidt at gøre med hård videnskab – det er kontrafaktisk civilisationskritik med teknologi som drivmiddel / udgangspunkt – altså, under antagelse af visse teknologiske landvindinger, hvordan kunne samfundet / universet se ud. Ofte med en over- eller underliggende historie som kan antage næsten enhver litterær genre (digte, jeg mangler digte – gerne haiku), fra detektivromanen over kærlighedshistorien til actionthrilleren osv. osv.

Oprettet af Flemming R P Rasch tor, juni 23, 2011 12:13:22

Der kan være gode grunde til i akademisk sammenhæng at prøve at afgrænse en genre, men som læser/anmelder/fan/forfatter er de grænser ikke til meget nytte. Hvis jeg for eksempel vil vise hvordan forskellige historiske begivenheder påvirker en genre, bliver jeg nødt til at have en klar definition af den genre jeg vil undersøge. Men hvis jeg vil anbefale nogle gode bøger at læse, behøver jeg ikke først at udføre en test af om bøgerne tilhører en bestemt genre. Så kan "science fiction" betyde det man lige i øjeblikket synes det betyder, ikke hvad en eller anden definition siger.

Oprettet af Henning Andersen ons, juni 22, 2011 18:21:06

Det bedste ved SF er alsidigheden. Jeg er på ingen måde relativist, eller mener at enhver sag altid har to sider - og derfor er jeg også ganske åben for både "hard", "mundane", "steam- og cyber-punk" og alt muligt andet. Med Sturgeons Lov i hånden, er jeg heller ikke bleg for at bedømme opimod 9o procent af alt der går under betegnelsen SF eller Fantasy for "crap". Men jeg har det nok lidt vanskeligt med kategoriske definitioner, der dømmer forfattere som A.C.Clarke, S. Delany, P.K. Dick og selvsamme T. Sturgeon "ude". Disch, Budrys og Brunner ryger sikkert samme vej. LeGuin ditto og China Mieville og Stanislaw Lem, samt The Brothers Strugatskij er heller ikke med, længere.

Tilbage står vi med Benford, Baxter, Brin og Bear (the "killer-B's"). De er gode nok - men de definerer ikke genren.

For min skyld må man gerne opsætte et sæt spilleregler for sin kondukt, læsning eller forfatning af tekster i det fantastiskes segment. Og det kan der sandsynligvis komme fint materiale og/eller erfaring ud af. Det er så blot ikke længere "willing suspense of disbelief", men nærmere strangulering, hvis der er 3 regler der skal overholdes. I så fald vil jeg bare skrive videre og kalde det jeg skriver:

"science fiction"

Oprettet af Olav ons, juni 22, 2011 12:37:17

Jeg er slet ikke enig. Men du har ret i at der er god sf og dårlig sf - og den dårlige sf er især der hvor de videnskabelige forklaringer ikke rigtigt holder vand.

Men hvis der slet ikke er nogle spekulationer om fremtidig teknologi og videnskab, kan det vel dårligt kaldes sf (jeg ved godt det er en simplificering).

Der er masser af novumer i sf, som er mere eller mindre sandsynlige f.eks. FTL (hurtigere end lyset rejser), antityngdekraft, usynlighed, tankeoverførsel m.m.m. Men helt at afskrive den slags uden videre synes jeg gør sf kedelig.

Der er jo masser af ting i universet vi slet ikke forstår endnu. F.eks. var jeg på weekendens Eurocon i Sverige til et udmærket foredrag om Dark Matter, som meget tydeligt illustrerer at vi slet ikke ved så meget om dette univers som vi nogle gange tror.

Jeg er selv stor fan af 'hård sf', og der er der himmelvid forskel på f.eks. Niven (rumkolonisering og FTL), Baxter (spændende spekulatoner om fysik) og Bova (nærfremtidsrejser til vores solsystems planeter). Jeg ville da have det skidt med at Niven eller Baxter blev udråbt til ikke at være sf-forfattere....

Oprettet af Flemming R P Rasch tir, juni 21, 2011 18:32:43

Mundane sf har også et krav om helt at holde sig fra tanker om kolonisering af rummet m.m. Dvs. den går direkte efter rumskibet, som er det ikon der tydeligst signalerer sf. Din definition minder meget om Darko Suvins, som jeg troede var den mest kendte sf-teoretiker i Danmark. Hans definition af sf er efter min mening både meget præcis og meget problematisk: Den siger at der er god og dårlig sf og fortæller hvordan vi kan genkende det gode. Suvin rammer ret godt det meste af det gode sf der blev skrevet frem til måske 1960 (og en hel del af det senere), men science fiction-genren har siden udviklet sig og udvikler sig stadig, og det har en meget præcis definition som Suvins (og din) det ret svært med. Et eksempel: China Mievilles "The City and the City". Men det er en meget lang diskussion. Måske vi kunne tage den på en Fantasticon.

Oprettet af Mads Malmbak Kjeldsen tir, juni 21, 2011 11:27:19

Det kan man godt sige, selvom jeg nu opfatter mundane science fiction som en undergenre på linje med eks. space opera eller steam punk. Men det klart at en definition på science fiction med større vægt på videnskabelig plausibilitet, vil være nærmere beslægtet med både mundane SF og hard SF, end f.eks. alternate history eller space opera.


Jeg synes mundane SF er en forfriskende tanke, og i nogen henseender er det tiltrængt med lidt moden og spekulativ realisme i en genre, der ellers ser mennesker flyve ind og ud af sorte huller eller redde universet fra kuldedøden med et snuptag. Når det er sagt, skal man passe på at man ikke tager magien (okay, dårligt ord) ud af genren. Science fiction skal også være langt ude og aldeles urealilstisk - heraf sense of wonder - men hvis ikke der medfølger en indre logisk sammenhæng, en rationalitet, bliver det meningsløst. Et godt eksempel er The Algebraist af Iain M. Banks. Klassisk science fiction/space opera med højt til loftet. Men historien kredser rundt om selve problemet med at rejse hurtigere end lyset, og ind i mellem omnipotente rumvæsner og galaktiske civilisationer, diskuterer bogen den umulige præmis, overlysfart, med sig selv (hvilket mange bøger iøvrigt gør: det handler om at opfinde den og den maskine, så vi kan bryde den og den naturlov).


Det jeg egentlig sigter efter er, at alle undergenrene indenfor science fiction udviser mere stringens og indre logik - men ikke på bekostning af alsidighed og galskab. Vi skal selvfølgelig stadig kunne læse og købe space opera, men som blandt andre Banks viser med både The Algebraist og hele The Culture-serien, kan det sagtens gøres med respekt sin kritiske læser.

Oprettet af Henning Andersen man, juni 20, 2011 20:56:34

Er det ikke definitionen på den såkaldte "mundane science fiction"?