ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Det kunstige menneske

LitteraturOprettet af Henning Andersen søn, juni 11, 2017 13:33:09

Nogle gange bør der ryddes lidt om i begreberne, så ikke det hele løber ud i kartoffel-kartoffel.

Det er nu ikke så meget for at være ”sprog-vogter”, selvom vi kommer til at snakke om sprog, men mere for at komme en del forvirring til livs, inden den breder sig til almen misforståelse – a la, at en ”bjørnetjeneste” skulle være en kæmpe-hjælp.

Jeg ville elske det højt, hvis jeg kunne pålægge George Lucas hele ansvaret, når han kalder sine robotter for ”droids” – en abbreviation af ”androider” – når de helt klart er mekanisk/elektroniske. Men det ville være uretfærdigt. Problemet er nemlig, at allerede de ”robotter” der optræder i R.U.R. faktisk er androider, og på den måde ikke robotter i gængs forstand. ”Robota” betyder blot arbejde eller tvangs-arbejder – lidt henad ”træl” (der i virkeligheden betyder stolpe), som igen kan give forklaring til det jyske udtryk ”træls”, om et stykke røvtrist arbejde. Det er ”træls”, fordi det burde være trællens job. Ejefald.

Allerede for omkring 40 år siden, opstillede Palle Juul Holm en liste over tematikker i SF, i ”Syzygy Og Den Sorte Stjerne”, og hér udskiller han diverse ”kunstige mennesker” fra hinanden, så det er til at have med at gøre. Men det betyder så samtidig, at vi skal langt længere tilbage i tiden, end blot til Capeks R.U.R. – vi skal helt tilbage til den jødiske Golem.

Den litterære reference har jeg ikke lige ved hånden, men i alle fald er Golem en lerfigur – gerne over-size – der bærer et tegn i panden og/eller et stykke af Talmud i en fordybning i brystet (hvor hjertet ellers ville sidde). Og Golem er skab til at beskytte sin herres hjem.

I tegneserien ”Hell-boy” optræder figuren Roger, der beskrives som en ”homunculus”. Men det er forkert – Roger er en Golem, idet ”homunculus” betyder ”lille menneske” (jvnf. gladiolus – lille sværd). Det er noget fra alkymien, men lad mig dog fremtrække Carolus – der betyder ”lille Karl” – fra Johs. V. Jensens ”Kongens Fald”, samt de smålings som professor Pretorius opbevarer under glas, i ”Bride Of Frankenstein”. For det næste vi kommer til er netop Frankensteins monster. Hvad er det så?

Ja, faktisk befinder monsteret – Den Moderne Prometheus (en undertitel, der måske mere sigter på Victor Frankenstein?) – sig i en særklasse. Det er ikke en Golem – dertil er han for organisk komponeret. Det er ikke en homunculus – dertil er han for stor. Så monsterets nærmeste slægtning er androiden.

Androiden er kendetegnet ved, at være et skabt menneske – kunne for så vidt være en giraf, en hundestejle eller et elektrisk får (notch-notch). Androiden består altså af organiske komponenter, dyrket, frembragt, konstrueret til formålet. Nu er der bare det ved det, at ”androide” betyder lignende-en-mand, hvor kvindelige ”androider” burde betegnes ”gynoider” = lignende-en-kvinde. Eller man kan give sig ud i neologismer som maskulinoider og feminoider (dem har jeg selv fundet på – undskyld).

Dette betyder nu, at Marvin ”the paranoid android” bliver til ”Marvin the paranoid robot”, og det betyder at ”Data”, fra Star Trek, ikke er en robot, men en androide. Og da jeg ikke er ”trekker” er det muligt jeg tager fejl. Men i hvert fald er alle ”robotterne” i Alien-sagaen præcis androider (også selvom deres indvolde ligne juletræets lyskæder). Dette betyder også at Herberts West’s frembringelser i ”Reanimator” ikke er frankensteinsmonster-kloner, men faktisk en slags androider eller zombier. I øvrigt er kloner ikke som sådan noget kunstigt frembragt. Det er blot identiske individer.

Hvad har vi tilbage? The Steamman Of The Prairies, siger du? Jo, men det er jo blot en dampmaskine med et særligt udseende. Den kulfyrede robot i Harrisons ”The Steelrat”? Tjahe, sandsynligvis a-drop-of-the-hat til førnævnte.

At du tør nævne ”Avatar” i mit hjem! Men det rigtigt. I ”Avatar”, såvel som hos Ian Banks, såvel som i Poul Andersons ”Call me Joe”, såvel som i Varleys ”Gaia”-trilogi, optræder der avatarer. Og man kunne muligvis også påstå, at alle indbyggere i The Matrix er potentielle avatarer for Agent Smith og hans kohorter.

Der er så en hvis forskel på, hvad der ifht hinduistisk filosofi og moderne brug forstås ved begrebet. Men her ovre i SF-land taler vi vel mest om en kunstig krop, der kan fjernstyres af en bevidsthed – eller en bevidsthed, der kan frembringe et simulacrum af en persona (The Ship Who Sang, Star-Lord, The Eternals).

Både i ”Avatar” og i ”Call Me Joe” er der tale om kunstigt fremstillede kroppe, der kan fungere i det pågældende miljø, og ”styres” af motorisk udfordrede mennesker. Ligesom i ”Surrogates” (hvis handling er snuppet fra en gammel Keith Laumer-roman). Folkloristisk svarer det vel til formskiftere – eller til overleveringens ide om, at helte kunne bytte udseende (tjek Niebelungenlied).

Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt jeg har ryddet op – eller om jeg har bidraget til forvirringen.

  • Kommentarer(0)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.