ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Eurocon 2011

NyhederOprettet af Flemming R P Rasch tir, juni 21, 2011 16:24:56

Eurocon 2011 blev afholdt her i weekenden i Stockholm. Her er en kort første conrapport:

Det var en generelt meget vellykket con med et deltagerantal omtrent på niveau med den danske Eurocon i 2007, dvs. ret højt for en Eurocon. Programmæssigt var Eurocon 2011 mere eller mindre bygget op omkring de fire æresgæster, Ian McDonald og Elisabeth Bear (forfatter-æresgæster) og John-Henri Holmberg og Jukka Halme (kritiker/fan æresgæster). Hver af æresgæsterne var med i mindst ti programpunkter over de tre dage, hvilket nok var lidt i overkanten, men til gengæld var alle fire interessante at høre på, så for en der bare skulle sidde nede i salen og lytte var det ret vellykket, selv om det nok har været lidt stressende for æresgæsterne. Som en bonus havde de også fået fat i Charles Stross og hans gode ven finsk/skotske Hannu Rajaniemi. De svenske forfattere var det derimod ikke så nemt at få øje på, hvilket var lidt en skam, da man kunne have præsenteret dem for et bredt europæisk publikum. De var der, men når man skulle vælge mellem oplæsning af en relativ ukendt svensk forfatters tekster og et panel med nogle af de førende forfattere og skarpeste kritikere i genren, var det svært ikke at vælge sidstnævnte.

Der var fokuseret på litteraturen, med ikke så mange programpunkter om andre medier, kun nogle få filmforevisninger sent om aftenen og vistnok kun et enkelt programpunkt med videnskab. Der kørte omkring fire samtidige spor i omkring 12 timer lørdag og lidt kortere tid de andre dage, og der var der kun meget få tilfælde med overfyldte lokaler eller programpunkter der samlede under ti deltagere. For dem som ikke er så interesserede i litteratur, var der ikke så meget, men for en som mig der primært er interesseret i science fiction og primært litteratur, var der rigeligt med ting at lytte til hele tiden. Enkelte af panelerne led dog under at det ikke var tænkt godt nok igennem hvad diskussionen skulle handle om, så det blev ved lidt udveksling af velkendte synspunkter.

Hvis jeg skal opsummere Eurocon 2011 ganske kort, så var et af de gennemgående temaer i diskussionerne science fiction og dens fandom i fortiden og fremtiden. John-Henri Holmbergs synspunkt var at science fiction er en ganske speciel genre, fordi den udtrykker oplysningens ideer, og den har rigtig mange gode bøger bag sig, men er en uddøende genre og dens fans vil uddø med den. Ian McDonald anerkendte at science fiction har problemer, men mente at de kan overvindes og at balancen mellem de tre genrer sf, fantasy og horror igen vil tippe til sfs fordel. Elisabeth Bear ville gerne helt af med genre-skel – vi er alle fans af det fantastiske og skulle gerne kunne enes i den samme fandom. Finske Jukka Halme havde vist ikke noget at tilføje til den diskussion, men set fra Finlands synspunkt er fandom ikke noget man bekymrer sig om, med en årlig con der er flere gange større end en stor Eurocon. Det indebærer så at man tager de knap så litterære anime/manga-fans med. Hvis Finlands måde at gøre tingene på er fremtidens, så har Holmberg måske ret i at fandom, som den var da han var ung fan, vil forsvinde, men der vil komme en ny type fans til at erstatte dem. Måske (det er mit gæt) ikke vokset op med en kost af science fiction-bøger, men med film, spil og tegneserier, der så senere kan føre til at de også interesserer sig for litteratur.

Den praktiske afvikling af Eurocon fungerede nærmest perfekt. Programmet var oppe på hjemmesiden i meget god tid, og der var meget få ændringer i det. Ingen programpunkter fik lov at køre for meget over tiden, der blev ryddet pænt op under hele connen og baren var velforsynet og billig. Man skulle gå et stykke efter maden, specielt hvis det ikke skulle være fastfood, og toiletforholdene var lidt trange til de mange mennesker, men det gik alligevel. Alt i alt en glimrende oplevelse, som jeg kan anbefale, hvis ikke det var fordi det var et engangs-arrangement. Men måske Norge nu vil prøve at overgå Sverige (og os) og byde på en Eurocon i nær fremtid eller måske Sverige vil byde på en Worldcon? 2018 er vist stadig uden bud…

  • Kommentarer(0)//essef.sciencefiction.dk/#post75

Fans og fandom - links

MetablogOprettet af Flemming R P Rasch ons, juni 15, 2011 23:01:55

Her er et link til en lang anmeldelse af den bog jeg omtalte i foregående indlæg:

http://www.frankwu.com/Disch.html

Og en nekrolog over Thomas Disch:

http://www.telegraph.co.uk/news/obituaries/2271007/Thomas-M-Disch.html

  • Kommentarer(0)//essef.sciencefiction.dk/#post73

Fans og fandom

MetablogOprettet af Flemming R P Rasch ons, juni 15, 2011 23:01:28

Hvis du læser dette, er der en god chance for at du er en fan. Eller mere korrekt: Der er en god chance for at du er en person man ville kalde en fan af science fiction. Ifølge sædvanligvis nogenlunde pålidelig kilde kommer ordet fan af ”fanatic” og betyder at man har en overdreven og ofte ukritisk interesse for noget. Oprindeligt et udtryk brugt om sportsinteresserede, men nu om alle mulige andre ting. Indenfor sport skelner man mellem fans af forskelligt sportsudøvere eller sportsklubber, men indenfor science fiction er man enten fan af det eller ikke fan af det. Eller rettere: Betegnelsen science fiction-fan giver kun de to muligheder.

For lidt over ti år siden skrev den (desværre) ikke særligt kendte (og nu afdøde) science fiction-forfatter Thomas M. Disch en bog om science fiction-genren, dens forfattere og dens fans. (”The dreams our stuff is made of.”) En af hovedteserne i den bog er at science fiction, og dermed science fictions fans og forfattere, er en tolv år gammel dreng. Som udgangspunkt kan jeg sagtens følge ham i det. Jeg var formentlig selv omkring de tolv, da science fiction for alvor bed sig fast i mig. Man kan vel nok sige at jeg blev fan i ”fanatic” betydning af ordet – alt det sf jeg kunne komme i nærheden af blev slugt råt og ukritisk de næste mange år.

Disch angriber genren over en bred front: Science fiction har ansporet sære former for overtro så som konspirationsteorier og sågar hele religioner. Det har været brugt som platform for racistiske og militaristiske synspunkter. Rigtig meget science fiction, især det man ser på tv, kritiseres for at være af en tvivlsom kvalitet. Mange navngivne forfattere kritiseres for det ene eller det andet, mens nogle få fremhæves som gode. Robert Heinlein formår som den eneste at optræde både som den gode og den dårlige forfatter. Talentfuld, men med ekstreme holdninger. Kun Wells, Dick og Ballard bliver omtalt meget positivt. Noget steder virker kritikken urimelig, og man kan tydeligt se hvor Dischs egen politiske holdning har spillet ind. Andre steder har han gode og interessante pointer, som for eksempel hans argumentation for at Edgar Allan Poe var den første sf-forfatter.

Men tilbage til science fiction som den tolvårlige dreng. Disch påstår at science fiction-genren i almindelighed, ikke bare visse fans og visse forfattere, er en genre for drenge eller for dem som ikke er blevet voksne. Dette skulle så være i modsætning til den ”voksne” litteratur der beskæftiger sig med ”seriøse” emner, forstået som de ting en voksen person normalt bekymrer sig om og fylder sit liv ud med. Den har jeg lidt svært ved at købe. Hvorfor skal valget af det stof man gør til litteratur bruges som en psykologisk profil af forfatteren og dennes læsere? Det har ikke noget med litteraturkritik at gøre, men hører i bedste fald hjemme under sociologisk analyse. Det svarer til at sige at en typisk (ikke-sf) roman med et eller nogle få mennesker som hovedperson(er) er noget som usikre mennesker bruger som anvisning på hvordan de bør være og hvordan de bør opføre sig. Tydeligst er det vel i kriminalromanen, der i høj grad er en anvisning på hvordan man hhv. bør (detektiven) og ikke bør (forbryderen) opføre sig. Men ligesom med science fiction som en erstatning for den tabte barndom har det intet at gøre med bogens litterære værdi.

Som nævnt kan jeg sagtens se mig selv som den tolvårige fan, som i den oprindelige betydning af ordet fan, blev ved med at være fan i mange år. Men på et tidspunkt fik jeg nok af science fiction. Der gik mange år, før jeg igen en dag, mener det var under genlæsning af Stanislaw Lems ”Solaris”, fandt ud af at science fiction rummede andet og mere end det jeg blevet bidt af som tolvårlig (+/-). Men bidt igen, vil jeg ikke sige jeg er. Det er ikke science fiction i almindelighed, men science fiction som litteratur og den gode science fiction der interesserer mig nu. Paradoksalt nok er jeg først her i anden omgang kommet med i fandom, dvs. den mere eller mindre sammenhængende organisering af fans der er både lokalt og globalt.

Jeg mener så at der faktisk er to typer af fans, nemlig dem som har en barnlig begejstring (hvilket selvfølgelig også kan være positivt) og dem som interesserer sig for sf som litteratur (og andre kunstformer), fordi jeg selv har været begge dele i to perioder af mit liv, som er skarpt adskilt i tid. Men set fra omverdenens synspunkt er de to typer fan det samme. En typisk fan, som fremstillet i visse medier, kunne for eksempel mene at Star Trek er det bedste tv der nogensinde er lavet, læse dårligt skrevne billigbøger med stor fornøjelse, og måske endda tro på at små grønne mænd i flyvende tallerkener jævnligt besøger vores planet. Sådan ved vi jo godt at det ikke er, selv om vi måske har lidt flere excentriske typer end de har i andre grupper af fans.

Hvor jeg er uenig (på nogle punkter) i Dischs fremstilling af science fiction som den tolvårige dreng, kan jeg sagtens følge hans kritik af fandoms forbindelse til meget dårlige forfattere og ikke mindst en broget flok af tosser og alt for barnlige sjæle. Man kunne måske ønske sig at der faktisk var to ord for de forskellige slags fans og dermed at der var to slags fandom. Men på den anden side er det ofte sådan at man starter med den barnlige begejstring og så efterhånden bliver mere kritisk, uden nødvendigvis at have en lang pause imellem som jeg havde. Og hvordan skulle man kunne sortere den ene type fra den anden, eller bedre: sortere tosserne og de dårlige forfattere fra? Det er formentlig samme dilemma som foldbold-fans har, bortset fra at en dårlig spiller kan sorteres fra uden de store problemer.

Men et problem er det, at science fiction-fan og -fandom betyder noget andet udadtil end hvad det faktisk dækker over. Det er for eksempel en hindring, for at læsere (og anmeldere) udenfor fandom beskæftiger sig med sf, at genren forbindes med dårlige bøger, dårligt tv og ukritiske læsere. Hvordan man ændrer det, har jeg ikke nogen konkret ide til, bortset fra at forsøge at udbrede kendskabet til (den gode) science fiction. Men på den anden side klarer science fiction sig nok også på trods af omverdenens fordomme. En positiv ting ved en stor og meget aktiv fandom er at den på mange måder støtter genren. Antag at den globale fandom er på bare 10000, og at bare 10% af dem køber de nyeste bøger af de mest populære forfattere, så er de første tusind eksemplarer af hver bog allerede solgt. En forfatter som Thomas Disch nød dog ikke godt af det. Han nåede aldrig den store popularitet blandt fans, på trods af et stort talent som forfatter. Så han havde stort set kun den negative effekt af fandom, hvilket måske forklarer lidt af bogens hårde tone.

  • Kommentarer(1)//essef.sciencefiction.dk/#post72

Hugo nomineringerne 2010

NyhederOprettet af Flemming R P Rasch man, april 05, 2010 15:57:18

Hermed lidt tanker over årets Hugo-nomineringer. Den fulde liste kan ses her:

http://www.thehugoawards.org/2010/04/2010-hugo-award-nominees-details/

Den tendens at de tidligere ret så dominerende store amerikanske magasiner, Analog, Asimov’s og Fantasy & Science Fiction, bliver fortrængt af antologierne, er i år kommet så vidt at der faktisk kun er tre noveller fra Asimov’s med og ingen fra de to andre, med mindre man medregner Robert J. Sawyers ”Wake”, der kørte som føljeton i Analog og er nomineret i roman-udgaven. To mulige tolkninger af dette er at forfatterne nu leverer deres bedste noveller direkte til antologier eller at læserne ikke gider at pløje sig gennem de mange knap så gode historier mere, som de også får i magasinerne. Det sidste vil være ret uheldigt, da det er i magasinerne de knap så gode forfattere får mulighed for at blive kendte og gode, mens de næppe bliver inviteret til at bidrage til en antologi. På den anden side kan det tænkes at problemet kun er der for de store magasiner, for der er rigtig mange nominerede fra de mindre (målt i oplag) magasiner og fra online-magasiner.

Der blev skrevet en hel del interessante romaner sidste år, og jeg må med skam erkende at jeg ikke har fået læst nogen af dem (færdig) endnu. Den de fleste vist taler om, er ”The City and the City” af China Mieville. Her er vi ude et sted hvor nogle fans råber ”jamen, den har slet ikke noget science fiction på!” Bogen er godt nok langt fra klassisk science fiction, men fantasy kan det næppe heller kaldes. De to nævnte byer er på en måde både den samme by og to forskellige byer, og plottet er en krimigåde, hvor man bevæger sig mellem de to byer, og dermed introduceres til noget der måske er en allegori over vores egen verden. Mere klassisk sf er Robert Charles Wilsons ” Julian Comstock: A Story of 22nd-Century America”, som er et post-apokalyptisk eventyr. Den foregår i samme univers som kortromanen ”Julian: A Christmas Story”, som jeg husker som en ok historie, men ikke lige i min smag.

Steampunk kører (undskyld!) lige nu for fuld damp, og i denne genre finder vi Cherie Priests ”Boneshaker”. Ud fra anmeldelserne kan jeg gætte på det er en gang meget underholdende ramasjang, men måske med lidt slinger i sammenhængen og plottet. Catherynne M. Valentes ”Palimpsest” er definitivt ikke science fiction, men en fantasy-roman om et mystisk drømmeland man kan komme til ved at dyrke sex, og hvor nogle af dem der har været der, mødes mens de er vågne i den normale verden. Der er ret delte meninger blandt anmelderne om bogen, så at få noget ud af den, kræver nok at man kan lide forfatterens specielle form for fantasy.

Robert J. Sawyer er som sagt med igen, med en roman der har kørt som føljeton i Analog. Jeg fik ikke læst den færdig, men denne gang synes jeg historien er noget mere interessant end hans foryngelseskur-historie fra 2008 "Rollback". "Wake" handler om en blind pige, der får synet igen via en speciel teknologi der også tillader hende at se internettet på en anden måde end normalt seende kan, hvor hun så opdager ”noget” ude på nettet. Den sidste i bunken er en roman af Paolo Bacigalupi, ”The Windup Girl”. Jeg var meget begejstret for Bacigalupis novelle ”Pump Six”, en sort humoristisk historie om en verden i forfald, og at dømme på anmeldelserne er dette her lidt i samme stil og også noget af et pletskud. Jeg ved ikke lige hvordan jeg kunne undgå at blive opmærksom på den bog før nu. Med det forbehold at jeg faktisk ikke har læst bogen, så håber jeg på den eller Mievilles vinder i år.

Novellerne vil jeg gå lidt let hen over. To af dem har jeg faktisk læst og er medskyldig i nomineringen af. Den ene – i kortroman-kategorien - er Nancy Kress’ ”Act One”, der handler om genetisk designede børn, den anden – i den korte kategori – er Will McIntoshs Bidesicle. McIntosh har før præsteret nogle ganske velkomponerede og stærke små historier, og dette er endnu en, der handler om et fremtidssamfund, hvor de fattige, alvorligt syge er afhængige af at en velhavende på partner-jagt betaler for at få dem taget ud af isboksen og gjort raske.

Kij Johnson, der sidste år var nomineret for sin meget mærkelige abe-historie, har en historie om en alien og et menneske i en (rum-)redningsbåd med i år, ”Spar”. Hun er en vældig interessant forfatter, men måske ikke i alles smag. Ovre i den mere gængse science fiction fidner vi blandt andet nok en historie med titlen ”Palimpsest”, denne gang en nytænkning af tidsrejsehistorien (eller i det mindste et forsøg på det) udført af Charles Stross. Absolut en jeg vil se at få læst.

Nyligt afdøde Kage Baker har fået en kortroman i cyberpunk-genren nomineret, ”The Women of Nell Gwynne's”, knap så meget ramsjang som i Priests roman, men den skulle ramme den historiske periode den foregår i ret godt. Mike Resnick er (selvfølgelig) nomineret igen i år, denne gang med en humoristisk Frankenstein-historie. Jeg må indrømme at jeg troede mit liv var blevet for kort til flere Resnick-historier, men Jeppe roser den på sin blog, så måske er i år året hvor Mike Resnicks fans får deres vilje ved Hugo-ceremonien.

Det ser ud til at der er et usædvanligt stærkt felt i kortroman-kategorien i år. Her er blandt andet også en af Ian McDonalds indiske noveller fra samlingen ”Cyberabad Days”, der består af noveller i samme univers som McDonalds meget roste roman ”River of Gods”. McDonald er æresgæst på Eurocon i Sverige næste år, så ham bør man nok få læst op på. John Scalzi, der fik en Hugo sidste år for bogudgaven af sin blog http://whatever.scalzi.com/ og måske mest kendt for sine murstensromaner, har også forsøgt sig med en kortroman ”The God Engines”, som skulle være et stykke ganske fremragende genremix af fantasy, science fiction og horror.

Inden jeg kommer for langt ud med mine gætterier, må jeg hellere stoppe og se at få læst nogle flere af teksterne. Om de øvrige kategorier vil jeg kun sige at jeg ærgrer mig over at ”Watchmen” ikke blev nomineret, og håber at enten ”District 9” eller ”Moon” vinder i film-kategorien, men det ender nok med at blive ”Avatar” eller ”Star Trek”, der sådan set ikke er dårlige film, men ville være det uden deres dyre special effects.

  • Kommentarer(0)//essef.sciencefiction.dk/#post55

Hvordan vi får mere og bedre science fiction

LitteraturOprettet af Flemming R P Rasch fre, februar 05, 2010 19:34:24

For nogle dage siden faldt jeg over en artikel af den australske forfatter Sean McMullen: "Build Your Own Boom: Australian SF In The 90s and Beyond". I den beskriver han hvad der skete for science fiction i Australien i 1990erne. I slutningen af 1980erne var udgivelse af australske science fiction-forfattere i Australien næsten gået i stå. Men omkring 1990 skete der pludselig noget. McMullen når frem til at det var flere ting der skete på samme tid:

1. Nogle af de australske sf-forfattere begyndte at slå igennem i udlandet, dvs. primært USA.

2. Der var kommet gang i sf-magasinerne igen, så forfatterne havde et sted at få trykt deres noveller.

3. Der kom et gevaldigt boom i fantasy-udgivelser, som sf kunne ride med på.

McMullen konkluderer at der kræves dels et marked og dels fans som kan udbrede kendskab til forfatterne og deres bøger.

Hvis nu vi gerne ville have at noget tilsvarende skete i Danmark, kan man spørge om hvad der skal til, i forhold til hvad de havde i Australien: Først og fremmest bor der fire gange så mange mennesker i Australien. Så noget i samme målestok vil vi måske ikke kunne præstere, men alligevel: Små lande kan også blande sig i f.eks. medaljeuddeling i visse sportsgrene, så hvorfor ikke? Næste problem er sproget. Science fiction er simpelthen en så lille genre, rent markedsmæssigt, at der skal salg i udlandet, dvs. på engelsk, til, for at en forfatter kan skrive sf på bare tilnærmelsesvis fuld tid. Det vil være betydligt sværere end for en australier, der kan skrive på mere eller mindre sit modersmål. At skabe nogle flere muligheder for at få trykt noveller på dansk, burde derimod ikke være noget problem. Så mangler vi bare et boom i en anden genre at ride med på. Her tror jeg desværre ikke fantasy kan komme os til hjælp. Fantasy i Danmark er knyttet tæt sammen med børne/ungdoms-litteratur, og dermed uden den forbindelse til voksen science fiction, som fantasy for voksne kan have.

Selv om det ser lidt sort ud, så synes jeg alligevel det er værd at gøre et forsøg på at få skabt noget der vil kunne kaldes "dansk science fiction", på samme måde som man har for eksempel britisk og australsk sf, bare i lidt mindre målestok. Hvis forfatterne får muligheder for at blive udgivet, som i f.eks. SFCs "Overfladen"-serie, ser det ud til at rigtig mange faktisk gerne vil skrive science fiction. Men der er nok plads til et fanzine eller to mere med danske og oversatte noveller, anmeldelser m.m. (Ærgerligt at Knud Larns "Science Fiction" stoppede). Vores fandom er heller ikke særlig stor, men jeg har dog indtryk af at den i øjeblikket er voksende. En årlig dansk con som Fantasticon er et glimrende middel til at skaffe nye fans og hindre at de gamle falder fra. Den vigtige ting, der så mangler, er markedet, dvs. et betalingsmarked, modsat vores fanudgivelses-marked. Uden det, vil de bedste af forfatterne sandsynligvis forsvinde over i genrer hvor de både har flere læsere og kan få flere penge og mere anerkendelse, for det de laver. Man kan håbe på at de unge, der er vokset op med Harry Potter, Manga/Anime og Hollywoods form for sf, på et tidspunkt begynder at savne noget der kan give dem den samme oplevelse som voksne, som de havde som børn. En vigtig opgave for os science fiction fans er så at gøre dem opmærksom på den mulighed.

  • Kommentarer(1)//essef.sciencefiction.dk/#post52
Næste »