ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Død over den alvidende fortæller

LitteraturOprettet af Mads Malmbak Kjeldsen tir, august 02, 2011 10:15:57

Det er farligt at ytre sig med frustration som brændstof, men man får jo ofte fortalt, at det hjælper, at tale om tingene. Det har ikke altid været min erfaring, men nu prøver jeg. Anledningen til min frustration og det jeg vil tale om her, er endnu en af de her bøger, der egentlig har potentiale til i det mindste at være underholdende, men som ender med blot at være irriterende. Jeg taler om The Noise Within af Ian Whates fra 2010. Jeg skal tilføje at der er tale om en generel tendens inden for science fiction (og sikkert andre underlødige genrer), så der er måske et picogram af uretfærdighed i at fremhæve Whates. Andre bøger, der har det samme problem (og som jeg lige kan skimte i reolen), er Stealing Light af Gary Gibson, The Seeds of Earth af Michael Cobley og alt af Peter F. Hamilton og Kevin J. Anderson.

Der er tre grundlæggende problemer, disse – og mange andre – forfattere har tilfælles.


For det første, at de insisterer på at skrive for lange og for handlingen, plottet og karaktererne (og læseren!) irrelevante ord, sætninger og passager. Beskrivelser af dagligdagsting og sindstilstande behøver ikke være meningsløse – ofte er de det modsatte – men når de kontinuerligt bliver inkluderet som fuldfede bisætninger, der i en form for insisterende og klodset bogstavlighed, krænger teksten ned over læseren, bliver teksten som helhed tung og uvedkommende. I stedet bør forfatteren hylde det minimalistiske kampråb less is more: det er det vi ikke får at vide, der er interessant. Der er en grund til at uhyrer lever i mørket; når vi tænder lyset er de væk.

For det andet – og det er mest en personlig præference snarere end et litteraturteoretisk problem – opererer de ovennævnte forfattere konsekvent med et oppustet persongalleri. I The Noise Within er det egentlig ikke så graverende, mens det hos Hamilton og Anderson er total ude af kontrol. Det er et vanskeligt punkt at kritisere, for der er skrevet mange gode science fiction-bøger med et omfattende persongalleri, eksempelvis David Brin’s to Uplift-trilogier og Larry Niven’s (m.fl.) Footfall og The Legacy of Heorot (flere af Niven’s kollaborationer har ligefrem en oversigt over persongalleriet på de første sider, et dramatis personae, og hvis det er nødvendigt, skal en forfatter måske lave en kritisk karaktergennemgang). Det er med andre ord en kunst at operere med et stort persongalleri. Nogle mestrer det, andre ødelægger alle tilløb til vedkommende handling og karakterudvikling. Også i dette tilfælde kan man med fordel ihukomme Mies van der Rohe’s mantra – men i en omskrevet version: I stedet for at skrive lidt om meget, skal man skrive meget om lidt: en troværdig og interessant karakterudvikling fordrer som udgangspunkt et begrænset antal karakterer.

Det tredje og sidste punkt er samtidigt det værste: den alvidende, refererende fortæller. I The Noise Within nås et nyt lavpunkt for, hvor gentagende og kedeligt en historie kan formuleres. Langt størstedelen af teksten består af hvad der forekommer som et referat af en oprindelig tekst. Teksten minder om udskriften af en voice-over fra indledningen til en film – et ofte uelegant kunstgreb, hvor publikum hurtigt bliver opdateret på tingenes tilstand. Det er sjældent vellykket, som f.eks. i den originale Blade Runner-film, hvor fortællerstemmen på mange måder spolerer cinematografiens muligheder for filmisk at kommunikere, hvad stemmen fladpandet fortæller os. Fortællerstemmen i film berøver os magien ved billeder, udtryk, lyde, og propper en let og færdig meningsstruktur ned i halsen på os (det skal tilføjes at voice-over også kan fungere, som f.eks. i Lars von Triers Dogville). Voice-over-klonen, altså den alvidende, refererende fortæller i The Noise Within, gør teksten katastrofalt kedelig. Dog: som med alt andet er også doseringen af den alvidende fortællerstemme afgørende. Den fungerer nogenlunde i små doser til f.eks. kort at beskrive en ubetydelig rejse fra A til B (men hvorfor ikke blot slutte kapitlet i A og genoptage det i B?), men når en forfatter benytter den alvidende fortæller til andet end mere eller mindre mekaniske bevægelser i sin historie, går det galt. Når forfatteren via sin alvidende fortæller taler til sin læser om karakterernes sindsstemninger, bevæggrunde og følelser, er det litterært selvmord. Lad karaktererne selv vise hvordan de har det – gennem dialog, gennem handlinger – eller fravær af handlinger. Lad være med i dovenskab at hoppe over hvor gærdet er lavest og introducere den kedelige og formynderiske alvidende fortæller.

Som antydet er jeg ikke begejstret for The Noise Within, og fortsættelsen kommer ikke inden for mine døre. Som jeg læste på et forum forleden og som jeg tilslutter mig: 90 % of everything is crap! Heldigvis findes de sidste ti procent også – blandt andet Richard Morgan, Peter Watts, Alastair Reynolds og Larry Niven.

Show, don’t tell: http://en.wikipedia.org/wiki/Show,_don't_tell

  • Kommentarer(1)//essef.sciencefiction.dk/#post76

En note om genren

MetablogOprettet af Mads Malmbak Kjeldsen søn, juni 19, 2011 21:19:31

Det er en doktorafhandling værdig at bestemme hvor og hvornår science fiction blev født. Og selv med en sådan ved hånden vil uenighederne fortsætte: er den første science fiction historie Gilgamesh-eposset, er det Lukianos’ Sande historie, eller måske selveste Biblen? Andre igen vil pege på Johannes Keplers Somnium eller Thomas Mores Utopia. Eller begyndte science fiction først i slutningen af de 19. århundrede? Diskussionen er foregående og konklusionen afhænger nødvendigvis af, hvordan genren defineres.

I det nedenstående vil jeg præsentere et argument for at science fiction er en betydeligt smallere (og nyere) genre, end de fleste ofte antager. Selv blandt hærdede nørder møder jeg ofte den opfattelse, at alle fortællinger med et rumskib eller en tidsmaskine, er science fiction. Og den modsatte opfattelse gør sig lige så ofte gældende: at fortællinger, der ikke indeholder de mest almindelige science fiction-rekvisitter, ikke tilhører genren. Begge opfattelser er forsimplede.

Det mest grundlæggende kendetegn ved science fiction, er det videnskabelige fundament, fortællingerne bygger på. Om historien udspiller på jorden eller ej, i fremtiden eller fortiden, om der er rumvæsener og robotter, er ikke afgørende. Det afgørende er den grundlæggende videnskabelige præmis, der omslutter fortællingen. Når det er sagt, ved alle, der har læst en smule science fiction, at genren myldrer med hvad man kan kalde uvidenskabelige konventioner, eksempelvis overlysfart og tidsrejser. Det er spekulative ingredienser, der på den ene side stammer fra science fictions hvad-nu-hvis-spekulationer, og på den anden side den fortælletekniske metode til at få en historie til at hænge sammen. Så i definitionen af science fiction må man både skele til det videnskabeligt plausible, til de uvidenskabelige konventioner, og til fortælleteknik. Hvis en forfatter fortæller en historie med en række koloniserede solsystemer og deres indbyrdes forhold, er det ofte afgørende at de kan kommunikere og måske fysisk rejse mellem hinanden hurtigere end lyset. Det er nærmest en nødvendighed for at historie og plot kan udfolde sig. Og i det eksempel fornemmes måske et princip om anvendelsen af uvidenskabelige konventioner: nemlig at de skal bruges til at få historien til at hænge sammen, ikke som spektakulært fyrværkeri. Hvis det ikke har nogen afgørende plotmæssig relevans om et rumskib rejser hurtigere end lyset, ser jeg hellere at forfatteren lader rejsen til et fjernt solsystem tage 100 eller 1000 eller 10.000 år, frem for at knipse med fingrene, og vupti! så er helten fremme i en ny setting.

Det er Arthur C. Clarke, der i forordet til The Songs of Distant Earth skriver følgende om skellet mellem science fiction og fantasy:

”This novel is based on an idea developed almost thirty years ago in a short story of the same name (now in my collection The Other Side of the Sky). However, this version was directly – and negatively – inspired by the recent rash of space-operas on TV and movie screen. (Query: what is the opposite of inspiration – expiration?)

Please do not misunderstand me: I have enormously enjoyed the best of Star Trek and the Lucas/Spielberg epics, to mention only the most famous examples of the genre. But these works are fantasy, not science fiction in the strict meaning of the term. It now seems almost certain that in the real universe we may never exceed the velocity of light. Even the very closest star systems will always be decades or centuries apart; no Warp Six will ever get you from one episode to another in time for next week’s installment…”

Clarkes udtalelse er kontroversiel, men peger på samme problematik, som jeg har forsøgt at sigte til i det ovenstående: at science fiction – så vidt det lader sig gøre inden for udfoldelsen af plot og det at holde fortællingen kørende – bør afholde sig fra alt for fantastiske hovsaløsninger. Det har vi fantasy til…

Med ovenstående in mente vil jeg gerne dele følgende definition på science fiction. Den er influeret af flere andre definitioner, men alligevel i mine øjne mere omfattende. Og netop fordi den er mere omfattende, er den mere ekskluderende. Og i eksklusionen findes dens relevans – hvis en definition ikke ekskluderer, definerer den ikke godt nok. Science fiction er en fortælling:

- der foregår i en verden, der har mindst én afgørende forskellighed fra vores virkelighed,

- der benytter en moderne videnskabelig erfaringshorisont til at beskrive denne disparate virkelighed,

- der, qua videnskabeligheden som grundlag, beskriver en virkelighed, der er teoretisk mulig (eller i det mindste ikke er umulig),

- og, hvor forfatteren bevidst har skrevet sin fortælling med de tre ovenstående parametre som ledetråde for sin fortælling.

  • Kommentarer(11)//essef.sciencefiction.dk/#post74