ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Childhood's End - tv-serie 2015

FilmOprettet af Henning Andersen ons, februar 03, 2016 15:18:15

Man burde være ellevild af begejstring: - her kommer SyFy-channel med en tre-episoders tv-film, baseret på Arthur C. Clarkes ”Childhood’s End” (Clarke, 1953, på dansk som ”Ud Af Barndommen”, Vendelkær, 1968, Gyldendal, 1986). Især burde man være ved at gå ovenud af sit eget skind, idet man ofte har slået til lyd for, at netop den var en roman, der burde filmatiseres. Af en lang række gode grunde. Og nu er den her!

Eller er den?

Vi tager lige det korte resumé: - menneskeheden står på tærsklen til virkeligt at drage ud i rummet. Da ankommer The Overlords og giver menneskeheden ”stuearrest”. De vil heller ikke have ballade på børneværelset, så krig bliver forbudt. Og for dem der ikke forstår det, i første omgang, haben wir unsere methoden. Og så skal der gøres noget ved sult, social ulighed, racisme, analfabetisme, undertrykkelse, diskrimination og religion. At afskaffe, Bøv!

Til gengæld vil The Overlords sørge for, at menneskeheden opnår den totale frihed, til at gøre hvad fanden der passer os. Uden yderligere krav.

Der er selvfølge de, der føler sig utrygge ved kontrakten og aner en skjult dagsorden. Men generelt går menneskeheden ind til en lang, døsig sommer hvor du kan være alt ”this time around”.

Og så er det, at det viser sig, at The Overlords er fødselshjælpere for det som menneskeheden er ved at blive. Nemlig noget ultimativt transhumant. Og idet børnenes transcenderende bevidstheder stiger op for at blive en del af The Overmind, går Jorden under.

Det er sådan set den samme historie tv-serien fortæller. Men der er noget på spil, som ikke burde være der.

Childhoods End.jpeg

(reklame-plakat for tv-serien)

For det første er der hele religionsspørgsmålet. I romanen ”går det over af sig selv”. I tv-serien får det en markant stor plads. Jeg vil ikke påstå, at tv-serien spreder nogen glamour over de religiøse bipersoner (kristne, selvfølgelig – og vi bevæger os, stort set, kun indenfor USA’s grænser), men bare det at de får en rolle at spille i dramaet, udsiger noget om hvor produktionsselskab og instruktør lægger vægten. Og jeg vil yderligere påstå, at det er med vilje. Det er der nemlig to-tre forhold der peger på.

I romanen går der 50 år, før Overherren ”Karellen” viser sig (hvorfor han er opkaldt efter et landområde i Finland, er vi desværre forhindrede i at spørge Clarke om). I tv-serien nøjes man med 15 år efter ankomsten. Fidusen er – som bekendt – at The Overlords ligner middelalderlige fremstillinger af Fanden Selv. Efter 50 år med Paradis på Jord, giver det kun et lille gys, mens det efter kun 15 år bliver til rædsel for de hellige. Det kan i øvrigt bemærkes, at selve tv-serien er blevet udråbt som et satanisk set-up, for at narre os alle når nu Anti-Krist om føje tid vil vise sig igen.

I tv-serien forklares det, at The Overlords har været her før, og vi har derfor dette ”race-minde”, der sidenhen er blevet til noget skræmmende. I romanen har The Overlords aldrig været her før. Billedet af, hvordan djævlen ser ud, hænger sammen med den lille gnist af prækognition, menneskeheden altid har haft. En ”gnist”, der kommer til fuld blomstring i børnenes telekinetiske, -portable, og –patiske evner.

I romanen er Overherren Rashaverak på besøg hos Rupert Boyce, fordi denne har et omfattende bibliotek med okkult lekture. Rashaverak er derfor vidne til en lille selskabsleg, hvor Jean Gregson kokser lidt ud på et Ouiju-bræt. Spørgsmålet til brættet er hvor Overherrernes hjemplanet er. Svaret er NGC og en hel bunke tal. Og det griner de så meget af, den vinter, mens Rashaverak pludselig skal noget andet, og den unge Rodericks genkender svaret som et katalog-nummeret på en stjerne i stjernebilledet Kølen.

I tv-serien er det Karellen, der har skabt et særligt rum med High-Tech Ouiju-board, for at komme til at tale med den ufødte Jennifer Gregson, der siden skal vise sig at være ”lederen” for den nye menneskehed.

(Charles Dance som Karellen)

Så er dramaet ellers tilspidset. Hvad er de der Overlords ude på? Har de kristne alligevel ret? Hvorfor redder Karellen ikke Ricky Stormgren – det er dog hans ven? Hvorfor forlader Rodericks sin kæreste, for aldrig at se hende igen (han skal lige et smut til Overherrernes hjemplanet – Helvede Selv; en rundrejse på 80 relativistiske år)? Hvorfor skal Stormgren plages med sin afdøde kæreste, hver gang han skal besøge Karellen? Som der ville stå på ekstrabladets spiseseddel: ”SÅ onde er de”.

Det er ren ”gak-farvel”. Af den simple grund, at det er PERSONLIGE dramaer. Og dem er der altså ikke så mange af i romanen. Med god grund.

Jeg kan fint leve med at Ricky Stormgren ikke er FN-diplomat, men blot en midt-vestlig ”redneck” med politisk tæft. Jeg kan også godt leve med en Rupert Boyce, der virker lidt anløben i det. Og jeg kan også leve med at Karellen ligner noget fra ”Legend”. Sværere har jeg det med forflytningen af det centrale drama. Det handler nemlig ikke om den personlige tragedie. For i den optik kunne man ligesågodt lave en tv-serie om datteren, der vokser op, nu skal giftes, og flytter endeligt hjemmefra i morgen – og forældrene står tilbage med et savn, de vidste ville komme, men nu nødes til at acceptere.

I romanen fremgår det meget klart, at det der skal ske er noget smukt og vidunderligt (lidt henad det der sker med Jupiter-månen Europa i roman&film ”2010”). Det er bare så anderledes, at vi ikke er i stand til at forstå det. Det er så nyt, at det endda må sprænge sig fri af fortiden – herunder Jorden – og romanens udgangshymne opdager vi, at det hjerteknugende ikke er, hvad der er sket med børnene, men at vores funktion, vores grund til at være, eksistere, er forbi. Consumatum Est, hvis et sådant citat kan tillades en hedning.

Nu skal det heller ikke være på den måde; det er ikke så dårligt skuldret, selvom kendskabet til romanen kan give maveknuder ved synet. Kender man ikke romanen, er det sådan set et ganske høfligt og vedkommende indspark, der måske netop kunne være konsoliderende i forhold til kvaliteten i science fiction. Ligeledes er special-effekterne brugt med omtanke (muligvis af økonomiske årsager) og der er nogle imponerende panoramaer og opsætninger. Skuespillerne gør det faktisk meget godt, om end lidt stereotypt – vi er et sted mellem Dallas og Friends. Noget tyder på at det har været en utaknemmelig opgave for Charles Dance, at portrættere Karellen. Og der er beklageligvis heller ikke meget udstråling. Når man nu alligevel var i gang med en klon af Tim Currys figur fra ”Legend”, så skulle man måske have overvejet at give Karellen samme pondus.

(Tim Curry, Legend)


Ret skal være ret. ”Childhood’s End” blev skrevet for 65 år siden. Verden var en anden, præcis som det vil være en anden verden om 65 år. Det er sin sag, at omsætte noget bedaget til noget nutidigt vedkommende. Så jeg må vel gå til bekendelse, og indrømme at jeg følte mig ret godt underholdt i de i alt 246 minutter forestillingen tager. At en gammel fan-dreng så ikke kan lade være med højrøvede sammenligninger og originalværket indenfor kritik-relateret rækkevidde, ja, det skal sandelig da ikke forhindre andre i at tage sig en kigge-lytter.

Endeligt vil det være værd at nævne, at projektet om en filmatisering af ”Childhood’s End” længe har været overvejet i flere fora. Endda har Neal Adams ( nok bedst kendt fra Batman-tegneserier) været inde over, med noget ”graphic design”.

Og jeg skal da også huske at nævne, at Anders Høeg Madsen og Jens Jerrild Poder, på deres podcast SciFiSnak, for nyligt har haft ”Childhood’s End” under behandling:

Kan høres hér: http://scifisnak.dk/childhoods-end/

Og på falderebet – inden rulleteksterne – en lille reklame for mig selv, idet jeg har fået lov til at lave en artikel på Fra Sortsand. Lænke kommer hér:

https://frasortsand.wordpress.com/2016/02/03/yog-sothoth-og-phssthpok-the-pak/

Childhood’s End

USA, 2015, Syfy-channel

Ep.: “The Overlords”; “The Deceivers”, “The Children”

Tovholder: Matthew Graham

Medv: Mike Vogel, Charles Dance m.fl.

Sprog: engelsk/amerikansk



  • Kommentarer(1)//essef.sciencefiction.dk/#post96