ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Planeter til tiden. En kronik

LitteraturOprettet af Henning Andersen søn, marts 30, 2014 20:01:43
Sommertiden er over os igen, og jeg har stillet havemøblerne tilbage på græsplænen, stillet uret over på skænken og sat klokken efter kompasset. Hvilket ikke forhindrer et vist relativistisk jetlag, som jeg så til gengæld tror jeg deler med en del andre - også mennesker, der aldrig har hørt om relativisme, jetlag eller science fiction. For nu lige at bringe os "hjem" til det kendte rum. "Known Space".

Larry Nivens (Lawrence van Cott Nivens) politiske synspunkter ligger lysår fra mine, men dels må jeg gå til beklagelse og indrømme, at han var en af mange gudfædre der førte mig ind i SF (hvilket naturligvis hænger sammen med Bent Irlovs udgivervirksomhed). Heldigvis er det ikke den eneste "gudfar" - der er sandelig også Arthur C. Clarke, Isaac Asimov, Poul Anderson og Frederik Pohl. Og - ja - der er vel også Ray Bradbury, for nu at få det hele med. Sådan er det at være en ældre fan-boy. Der er en håndfuld gudfædre - hvorimod I unge nok skal bruge alle kroppens knogler for at opregne jeres hos-stående ved dåben. Ikkesandt?

Hvad jeg ville sige: - både Niven og Clarke giver et bud på menneskets oprindelse, henholdsvis i "2001-sagaen" og i "Known Space"-serien. Og bortset fra at de to historier ikke er ganske identiske, så flagrer de dog rundt om en næsten von Dänikensk "skabelsesberetning", der involverer "klogere hoveder ude fra rummet...et sted". Og disse (de kloge hoveder) blev så senere "oversat" til GUDER af de primitive mennesker. Bevisførelsen for rigtignokheden af påstanden er, at rigtigrigtígrigtig - rigtig - mange guder ligner hinanden i funktion (muligvis udseende). Tænk dog! Og derfor er det klart som snot i et glas vand, at disse guder må stamme fra en og samme kilde, og have rod i en faktisk, objektiv, observeret realitet. Og - jatak.

Den observation og uimodsigelige korrekthed blegner en kende, når man begiver sig udenfor det - skal vi kalde det - europæiske område. Der findes et utal af indiske og japanske og inuitiske og australsk aboriginale deiteter, der ikke bare lige lader sig oversætte - på en studs - til noget indoeuropæisk "kendt". Hvilket der er nogle etnologiske, kulturelle, sociologiske, økonomiske og udviklingsmæssige - ret - gode forklaringer på. Og det rager ikke os - ikke lige nu, lige hér. Men det er ganske rigtigt, at indenfor et område, der tidligere var omfattet af romerriget, den keltiske interessesfære, græske distrikter og vikingedomæner er der interessante sammenfald i guddommes udseende, funktion og politisk statur.

Men inden vi kommer til den udfoldelse, så lad os lige gøre Niven og Clarke færdige.
Niven holder - i sin Known Space serie - på at The Pak er den "voksne" udgave af menneskeheden, hvor menneskeheden på Jorden blot er uudviklede "adults" der ikke har haft adgang til "Tree Of Life". Altså en udlægning af Biblen, hvorved længslen efter "Gud" er en "racehukommelse" om en Pak (ikke Pssthpok; han fandt blot "kolonien" igen). I 2001-sagaen er det De Sorte Monolitter der er det vehikel, som de "klogere hoveder" har valgt at korrespondere med menneskene igennem - og kontrollere, hvor langt disse "aber" er kommet i udviklingen, samt, af en eller anden grund, lave Jupiter om til en sol og så nyt liv på Europa.

Man skal have fodnoterne ved hånden, og årstal i præsens. Men det er ligeså godt bare at sige, at Poul Anderson altså skrev en novelle i serien om Tidspatruljen, betitlet "Delenda Est". I denne historie (novelle) dumper et par tidspatrulje-pansere ned i en komplet virkelighed, hvor Hannibal vandt den 3 (?) puniske krig, med den konsekvens at verden er blevet keltisk. Nutidens verden, mind you.
Jeg er senere kommet til en anden opfattelse af hvad de puniske krige egentligt drejede sig om, samt hvad det keltiske felttog egentligt var for en størrelse, men det er uvæsentligt i denne sammenhæng (men I må gerne spørge mig - så skal jeg den ondelynemig......). Men i forbindelse med "Delenda Est" er det interessante, at Anderson både postulerer og beskriver en (nutidig) verden der er så fuldgod og med mangler og fordele og strukturelle udfordringer som vores gode gamle virkelighed. Og i denne verden hedder alting noget andet (sært nok, ikkesandt?).

MEN! eller er det: - "og"? Jeg er ikke noget sproggeni - på ingen måde. Ikke desto mindre har jeg været lidt tosset med, i det mindste at kunne forstå sprogtone, forstå det fælles grundlag i de latinsk-germanske sprog (Stig W. kommer efter mig, hér), og navnlig har jeg - ikke mindst ansporet af "Delenda Est" - været opsat på at forstå "alt keltisk". Dette udstrækker sig også til græsk. Lad os lige lige tjekke den. "Timeo Danaos et dona Ferentis" - altså: "Frygt grækerne selvom de kommer med gaver". (NB: - Danaos - Danere...., men det er en anden historie).

Lad os så tage ud i verdensrummet.
Altså. Vi har - i henhold til det latinske apparat, som videnskaben har gjort brug af de sidste 700 år - følgende planeter i vores solsystem: Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun. Pluto er blevet smidt ud, under henvisning til et eller andet......
Det er international standard. Det er vedtaget, oplæst og afgjort.
Og dog er det således, at på græsk wikipedia er det IKKE sådan. På græsk er det ikke navnene på planeterne. De hedder Hermes, Afrodite, Jorden, Ares, Zeus, Kronos og, ja, så Neptun - burde have været Poseidon (og Pluto ville så have været Hades).
Beklageligvis kan jeg ikke arabisk eller hindi, hvilket forhindrer mig i at se hvad de her planeter så hedder på de sprog. Men jeg kan sagtens "oversætte" dem til "dansk"; fra solen: Heimdal, Freja, Midgård, Tyr, Odin, Loke, Ægir, Hel.
Vi kan også prøve med Tolkiens univers (ov vi starter med solen): Illuvatar, Gandalf, Galadriel, MiddleEarth, Sauron, Saruman, Ulmo, Mandos.
Og når nu feltet er frit, hvorfor så ikke prøve med science fiction forfattere? Vi starter fra solen (igen): - Verne, Clarke, LeGuin, Banks, Heinlein, Asimov, Stapledon, Herbert, Gibson. Jeg vil gøre opmærksom på at Heinlein har to måner, Asimov har seksten og Stapledon har en tyve-tredive stykker. Hvorfor det står frit for at fortsætte med mytologien - alternativt udtænke en helt anden.
God fornøjelse














  • Kommentarer(0)//essef.sciencefiction.dk/#post93