ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Rotter på loftet (og under gulvbrædderne) - en fristil

LitteraturOprettet af Henning Andersen lør, marts 16, 2013 19:13:14
Jeg bor ude på landet. Som i: - jeg bor Lars Kragevender i vold, omgivet af skov og mark, åer og oldtidsfund samt plantager, maskinstationer, svinefarme og møgspredere. Og der er de som mener, at det hus jeg bor i ville have det bedst - ved at blive revet ned. Hvilket altsammen kun tjener som baggrundsinfo om det forhold, at vi jævnligt (om vinteren) ikke kan sige os helt fri for at have visse uønskede logerende. Og navnlig iår har den lokale bestand af rotter åbenbart udset sig matriklen som særlig attraktiv - sandsynligvis i forlængelse af en ret strid vinter (hvornår kommer den dér globale opvarmning, så jeg kan få dyrket mine ananas?)

Hele hurlumhejet omkring at få knaldet den lokale rotte-bestand tilbage til hvorfra den kom, fik mig, ikke desto mindre, til at prøve et lidt andet perspektiv: - prøv at se det fra rottens side! Vores hus er nok/godt 100 år gammelt, men "rattus rattus" har sandsynligvis boet hér, siden dinosaurerne døde (ahr, knap nok, hvis vi tæller op omkring nogle istider og andet geo-hejs). MEN! Hvem er den invasive art, por favor?

H.P. Lovecraft skrev i 1923 historien "The Rats In The Walls", der starter med - ja - rotte-kratteri i væggene, men senere breder sig ud til en fortælling om en underjordisk "civilisation", grundlagt af en enkelt familie, der har taget "rotte-adfærden" til sig - som et overlevelsesmønster. Lige den minder mig unægtelig om Frank Herberts "Hellstrom's Hive"(1973) - hvor det dog/nok/vist mere er "sociale" insekter der har stået rollemodel til den doktormandens "kube". Og en yderligere udløber - uden at der nødvendigvis er nogen bevidst forbindelse - har jeg set (af alt) i et afsnit af "X-Files" (da trut is aut dare), hvor en "hill-billy"-familie i incestuøst håndgemæng søger at opretholde en selvstændig "koloni", udenfor den øvrige menneskehed. Det kan være "evolution" - men jeg tror ikke det er "transhumanisme". Alle tre eksempler minder mere om den drøm C.G. Jung fortalte til S. Freud, hvor et hus - startende på kvisten og endende i krybekælderen - bliver "metafor" for "race-hukommelse" og menneskets udvikling som genstandsfelt for mareridt og svigtende selverkendelse (og så er det sagt!).

Menmen! Nu skal det jo ikke være sjov, det hele. Under min lokale "rotte-jagt" kom jeg til at tænke på, at SF egentlig også var "besat" med/af invasive arter - som regel i en langt mere grandios "setting"; tænk bare på "War Of The Worlds"(1898), eller hvad med "Krigen Mod Salamandrene"(1936)? (jaja, også Terminator og Matrix - jaja, jaaaahhhe, ja!).
Og hvordan klarer menneskeheden så dette "evolutionære tryk" fra andre "racer"?

I Arthur C. Clarkes "Against The Fall Of Night"(1953) er "invadørerne" en skrøne, der egentlig dækker over et fejlslagent eksperiment med Kunstig Bevidsthed ( - hvilket kan føres frem til en bemærkning i Frank Herberts "Destination: Void"(1966), om at en "rogue consciousness" fjernede en i ø i Puget Sound). Senere i Clarkes forfatterskab vil "de fremmede" os det bedre, f.eks. i "Childhood's End" og for så vidt i "2001; aso". "Vi" er dog stadig ikke degraderede -"vi", "menneskeheden", er i ingen instans blevet invasive.

I forlængelse af "Klodernes Kamp" kommer så Hubbards "Battlefield Earth", som jeg ikke gider bruge skriveplads på, men istedet rette blikket mod Brian Aldiss' "The Interpreter"/"Bow Down To Null" (1960), hvor "nullerne" har overtaget verdensherredømmet - og det gør "tolken" noget ved. Hér er menneskeheden sådan set blevet detroniseret, men gør dog noget ved det med bomfaldera og kukkuk og dikdik. - og, øhe, den fortælling vil jeg da gerne anbefale, "for a lazy afternoon".

Se! Nu strammer det til, for i John Varleys "Eight Worlds"-serie er menneskeheden slet og ret blevet vippet (ud) af Jorden, og må henslæbe en helt anden slags tilværelse med udskiftelige kropsdele og kloner og telepati osv. på de øvrige måner og planeter den sidenhen har bosat sig på. Vi hører ikke meget om "de nye husværter", der nu regerer Jorden, men de har ihvertfald ladet delfinerne være tilbage (ja! jeg forstår den heller ikke - men John Varley kan godt være lidt....hvad skal man sige: "inkongruent"?). Og vi får heller ikke at vide, hvad de nye "ejere" vil med Jorden, så for at få det svar skal vi helt hen til Douglas Adams' "Hitchhiker's Guide To The Galaxy" ( - "78"-doh...-?): - bygge en motorvej! Yipiiihhe! Og lodsejerne bliver egentligt ikke spurgt - hele lortet er bare exproprieret! Fremskridtet, ikk'gås?

Fra 1972 til 2004 udbreder Frederik Pohl sin "Heechee"-saga (hermed anbefalet), hvor den - så at sige - er helt gal. (Spoiler Alert). En "race", "entitet", "främling" (for nu at bruge Orson Scott Cards nomenklatur) er ikke bare ude på at slå alle andre ihjel. Nej! "De" er ude på at ændre Universet, Kosmos, til noget for dem langt mere livsstils-fremmende. I det spil er der ikke meget plads til menneskeheden - og egentlig heller ikke plads til materie. "We want a Cosmos of energy - and we want it now!". Der ligger - vistnok - i Heechee-sagaen implicit at "The Assassins" (energivæsenerne, der ønsker at ændre Universet) er slutproduktet af en race, der opnåede deres nuværende form via en rute som menneskeheden kun lige har påbegyndt (up-loading of personalities), men at denne udvikling begyndte længe før der var andre "intelligenser" på banen. Lignende "entiteter", men med en noget anden dagsorden, finder vi iøvrigt i Niels E. Nielsens "Gæsten Fra Stjernerne" (1977). Men der er god grund til at mene at Pohls "Assassins" opfatter materielt liv som invasive arter i det Univers "de" prøver at skabe, til egen fordel, netop fordi dette liv kom til langt senere end det punkt hvor "de" .... gik op i en højere enhed - og alt sådan noget! Nej, Pohl er ikke religiøst behæftet, men han har fået Jungs arketyper og Freuds personlighedstyper på tværs, engang. Men det er en del af charmen - det ta'r man med. Iøvrigt opretholdt Frederik Pohl et livslangt venskab med Robert Heinlein, til trods for at den første må anses for at være venstredrejet (må man godt sige "socialist" på det hér site?) og den anden må anses for at være højrevredet (jeg elsker at kalde ham "krypto-fascist" - men jeg ved egentlig ikke hvad det betyder). Og også Heinlein har jo ihvertfald én historie om menneskeheden "overtaget" af "aliens": "The Puppet Masters" (1951) - der ovenikøbet er filmatiseret, med Donald Sutherland i en hovedrolle, og så kommer vi ret hurtigt over i "The Body Snatchers" og alt sådan noget.

Personligt opfatter jeg John Christophers "Tripods"-trilogi (i fire dele) dels som ungdomslitteratur, men primært som en fortsættelse af Welles' "War Of The Worlds" - nemlig som en udfoldelse af "hvad nu hvis de der jord-baciller ikke havde rørt de der mars-mænd en tøddel - hvad så, måske, hvad?". Et lignende scenario finder man i Thomas M. Disch's "Mankind Under The Leash" (aka: The Puppies Of Terra) (1966), hvor forfatteren ligesom tager tilløb til den langt mere dybdeborende "Camp Concentration" - der IKKE handler om at "noget-udefra-kommende-vil-os-det-ondt!". Nej! Det klarer vi fint selv, men: TANSTAAFL, eller "træerne vokser ikke ind i himlen", idet fri vilje og opportunisme er et væsenstræk for mennesker såvel so - ja, for som rotter (uden at jeg dog vil udstyre rotter med en "vilje" der ligger højere end Ulrich Thomsens "Peter" i "Blinkende Lygter", hvis mantra er: " - jamen, jeg ska da ha....jeg ska da ha nået te næsen, det ska jeg da haaaaaeee....jeg ska ha'!").

Men! Thi der et et men! William Tenn (Philip Klass 1920-2010) skrev i 1968 romanen "Of Men And Monsters", og det kan jo undre hvorfor det bringer ekkoer af Steinbecks "Of Mice And Men". Men det ligger nok i konceptet, på en eller anden måde, idet romanen er inddelt i tre dele, der bærer overskrifter fra Jonathan Swifts "Gullivers Rejser" - i dette tilfælde til "Brobdignang" - kæmpernes land: "Priests For Their Learning"; "Soldiers For Their Valor"; "Counsellors For Their Wisdom"!
Jeg mener: - Ta den!!! Navnlig set i det perspektiv at vi - indledningsvist - får at vide at "menneskeheden" består af 128 personer! - som lever inde i de vægge som "kæmperne" har bygget, og som udgør disses boliger og kontorer og forretninger o.s.v., formodentligt. Romanen skal man selv læse, men hér kan man virkeligt tale om menneskeheden degraderet til en invasiv art - primært (spoiler alert) fordi de "aliens" der har "overtaget Jorden er så kolo-enorm-gigantiske i størrelse, at det nok ikke engang gik op for dem, at "der bor faktisk nogen hér!". Således bor "menneskeheden" godt nok inde i væggene, og under gulvbrædderne, og oppe på loftet - og, ja, stort set over det hele, og det viser sig følgeligen at net op ankomsten af disse "aliens" har foranlediget muligheden for en - som vi sagde i min ungdom - "kodyl" ekspansion af "menneskeheden", der aldeles ikke begrænser sig til stammen på 128 personer, men sandsynligvis består af tonsvis af milliarder af individer. Og i slutningen af romanen lader det også til at man vil ekspandere, til stjernerner, gemt inde i væggene på "de fremmedes" rumskibe. Som rotter.

Det alligevel sjældent at se mennesket præsenteret på den måde, og selom jeg vil gøre hvad jeg kan for at komme den helt jordnære, lokale, på matriklen, rotteplage til livs, er jeg alligevel fascineret af livs-driften hos de små sataner, og spekulerer samtidig på om der - bortset fra sammenfald i valg af ernæringskilder - egentlig ikke også er et fællesskab i sindelag. Og det er derfor de er så pokkers svære at få bugt med. Men som som sagt: - jeg har rotter på loftet.

  • Kommentarer(0)//essef.sciencefiction.dk/#post89