ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Kurtz In The Soul

LitteraturOprettet af Henning Andersen tir, januar 15, 2013 20:04:15

“I rummet kan ingen høre dig skrige”

Tavst (havde det ikke været for baggrundsmusikken) og livløst (havde det ikke været for bevægelsen) glider det lysårstilbagelæggende bugser-fartøj ”Nostromo” ind i vort synsfelt, på en mørk, stjernespættet baggrund, indtil planeten – og navnlig månen – manifesterer sig umenneskeligt kolde. Vi taler naturligvis om Ridley Scotts og Dan O’Bannons (efterhånden) klassiske film ”Alien”, fra 1979. Ud fra mørket glider ”Nostromo” – ind mod Mørkets Hjerte, der i dette tilfælde hverken er Congo, Vietnam, Belzagor, Matto Grosso eller Bosk Veld. Men derimod mini-månen LV-426; ikke at forveksle med mini-planeten LV-223, der først kommer til senere. Vi er langt hjemmefra: borte har taget os.

”Nostromo” er titlen på en roman af Joseph Conrad, og selv samme Conrad må også lægge navn til det epigram, der pryder introen til tegneserie-albummet ”Alien – Den 8. passagér”. Citat: ”vi lever som vi drømmer – alene!”(1).

Joseph Conrad (1857-1927) skrev ”Heart Of Darkness” i 1899, som vel nok er en af litteraturhistoriens mere skelsættende fortællinger – og handler, i korthed, om en hvis (ikke Philip, men derimod:) Charlie Marlows rejse ind i The Congo Freestate, ad flodvejen, for at……….ja, for at finde ud af hvad det er ham dér Mr. Kurtz render rundt og laver(2).

Nostromo i ”Nostromo” kæmper en sej kamp for at blive optaget i det bedre borgerskab, samt sikre sig nogle sølvskatte, udelukkende med det formål, at…….blive accepteret af det bedre borgerskab! ”Borgerskabet” (i form af dettes instrument: - hans svigerfar in spe) skyder dog Nostromo, i den tro at det drejer sig om en indbrudstyv, og sølvskatten går alles næse forbi(3) .

(”Sig mig engang?” spørger min kyndige læser; ”Har det hér noget med science fiction at gøre, eller er du gået forkert, makker?” – til hvilket jeg vil svare: - ro på nu! Det kommer! Jeg lover dig – det kommer; i klaser, bundter, buketter – indkøbsvogne i Bilka-størrelse!)

I sin samling ”The Language Of The Night”, har Ursula K. Le Guin bl.a. essayet “The Stalin In The Soul”(4).

“The Stalin In The Soul” behandler – med udgangspunkt i Yevgenie Zamiatins dystopiske ”Vi” – hvad censur egentlig er for en størrelse, samt hvorfor frihed til at udtrykke sig IKKE er et privilegium!(5)

Vi vil også lige nævne selv samme Le Guins ”The Word For World Is Forest” (1976), på dansk som ”Verden er Skov” (Klitrose 1981), for også i denne roman har vi at gøre med en situation, hvor uforstandig eksploitering(6) og invalideret empati leder til dehumanisering og voldtægt af såvel individ som planet.

Og spørgsmålet forbliver – hér, som i det følgende – bør det stoppes, kan det stoppes, skal det stoppes? Hvorfor/Hvorfor ikke (skriv venligst svaret i den rette kolonne).

”Heart Of Darkness” fik en opfølger/modernisering i form af filmen ”Apocalypse: Now” (1979 med en senere ”redux”, 2001; hvorfor ved vi ikke), hvor scenen er hensat til Vietnam, i slutspillet af en krig, om hvilken USA hovedsageligt mente, at det dårlige ved den krig var, at USA ikke vandt (”I love the smell of napalm in the morning”). I denne film er ”intrigen” oversat til, at en deserteret officer – i skikkelse af en ældre Marlon Brando, i rollen som Oberst Walther E. Kurtz – har oprettet sit eget lille terroristiske og terroriserende og terroriserede rige, dybt inde i den cambodiske-laotiske-vietnamesiske jungle, udenfor amerikansk kontrol(7). Og det er så Martin Sheens ”Kaptajn Willards” opgave at hente obersten ud af ”The Heart Of Darkness”. Et vist ekko kan – efter min sølle opfattelse – høres i Michael Ciminos ”The Deer Hunter”, hvor små og smålige krigsherrer udfører hvad deres syge fantasi er i stand til, når det gælder versioner af jurisdiktion og retfærdighed. Som – i al sin gru og elendighed – fremstår yderst miserable. Helt på linie med Kurtz’s ”junglerige”, hvad enten i Congo eller Sydøstasien. Samt en fornedret Robert De Niro der søger sin Kurtz, i form af Christopher Walken.

Ikke mere om det, bortset fra den ligegyldige oplysning at Han Solo optræder plysset i en cameo i ”Apocalypse: Now”.

Alligevel (nu vi er ude i digressioner) er det værd at nævne, at Michael Bishop i sin ”Transfigurations” (1979) – som er en udvidelse af en ”novellette”(8) – også opererer med en ”Kurtz”-agtig figur, og handlingen i denne bog tildrager sig til planeten Bosk Veld (tjek dit afrikaans). Hvilket sådan set også er tilfældet i Ballards ”The Drowned World” og ”The Chrystal World” (with a twist – I twist it myself). I sidstnævnte optræder endvidere figuren ”Serena”, som er hustru til Ventress(9) , hvilket man lige kan skrive sig bag øret – men frem for alt har vi hovedpersonen Edward Sanders(10). Og mens ”The Drowned World” tager sit udgangspunkt i et oversvømmet og tropisk London, foregår handlingen i ”The Chrystal World” i Gabon – relativt tæt på Congo, i forhold til en Afrikansk standard, hvor Cairo og Alexandria er naboer, på samme måde som København og Århus er - ikke sandt?

Man skal passe på med at bringe sig selv i en position, hvor alt muligt minder om alt muligt andet, og ende i den berygtede sætning at ”det hele hænger sammen i en stor pærevælling”(11). Vist gør det så – men det gør os ikke klogere på den enkelte pære. Så selvom jeg vil mene, at Frank Herberts ”Green Brain” (der foregår i Matto Grosso), Orson Scott Cards ”Speaker For The Dead” (der delvist foregår blandt grislinger med grænseoverskridende hang til træer), samt Brian Aldiss’ ”Cryptozoikum”/”An Age”, der foregår i fremtiden (!), alle låner potentiale fra Conrads ”Heart Of Darkness”, så lad os bevæge os ind mod det centrale for hele dette nærværende. Ind i Mørkets Hjerte.

Robert Silverberg har aldrig lagt skjul på, at hans roman ”Downward To The Earth” (1970) var inspireret af ”Heart Of Darkness”, samt en safari-tur på Serengeti-sletten(12). Ja, vi bliver ligefrem præsenteret for en ”Kurtz”, samt dennes samlever, Sheena (man husker Serena fra ”The Chrystal World”?)(13), samt en ret våd tur. Hvis ikke det regner, eller er så tåget at det næsten kunne være det samme, så svømmer hovedpersonen rundt i diverse laguner og svømmingspøle.

”Hvo ved om Menneskets Sjæl stiger opimod Himmerig, og Dyrenes nedad mod Jorden?”

Tidligere Planet-Administrator Edmund Gundersen ( – ikke Edward Sanders, eller Kommisær Sanders (From The River), men heldigvis heller ikke Philip Marlowe –) vender tilbage til Holman’s World, nu Belzagor, i et anfald af weltschmerz og fortabt tid. Uden mødom: med dødsdrift.

Efter et imperialt sammenbrud, og en politisk perspektivændring(14), er planeten ”leveret tilbage” til de oprindelige indbyggere, og de jordiske efterladenskaber får lov til at tage deres egen gode tid med at gå til grunde: - bygninger og materiel, såvel som visse personer, der ikke kunne løsrive sig. Herunder van Beneker, der nu er blevet turistguide og i besiddelse af et markant alkoholproblem, Ced Cullen, der er flygtet ind i The Mist Country på grund af en akteionsk ”synd”(15) og er ved at dø af ”den gamle krabbe”, samt Sheena og Kurtz, der bor ved Shangri La Falls (hedder det så ikke længere – men mennesker kan ikke udtale det lokale navn på det grandiose vandfald).

Jordens oprindelige interesse i Holman’s Planet/Belzagor var den såkaldte ”snake-venom”, der på diverse ”snake-stations” blev ”malket” ud af nogle lokale selvlysende kæmpeorme(16). Denne ”snake-venom” har den bemærkelsesværdige kvalitet, at den regenererer kroppe og derfor er et uvurderligt materiale indenfor den farmakologiske industri samt kirurgien. Til gengæld var interessen for planetens to intelligente arter, Nildoroerne og Sulidoroerne, markant minimal idet disse hovedsageligt blev betragtet som pak-dyr og rå arbejdskraft. Ligeledes var den korporative imperialmagt bedøvende ligeglad med disse beboeres ”religion”, der centrerer sig om begrebet genfødsel.

På sin ”camino” til The Mist Country, hvor “the rebirth takes place”, går det gradvist op for Gundersen, at det ikke så meget er en religion som en levet virkelighed. Ikke mindst da han besøger Sheena og Kurtz, hvoraf sidstnævnte er blevet forvandlet til noget uigenkendeligt, fordi han har gennemgået en ”gen-fødsel”, og er kommet ud af det som en travesti på det menneskelige. Mødet med Kurz er for Gundersen et møde med Lucifer. Lysbringeren, rebellen, den nedstyrtede ærkeengel, der blev til en modstander og nu er lænket til kroppen og smerten – med ren tungetale og øjne som afgrunde til følge. Og Gundersen beslutter sig til at han selv vil gen-fødes ”up Mist-Country”, idet han indser at også han har meget at bøde. På ingen måde i samme fanden-i-voldske kategori som Kurtz, men små incidenter, oversprings-handlinger, forglemmelser, negligering og almindelig foragt for andre individer med gh’rakk(17) gør ham bodfærdig og klar til pønitense.

Og så er det, at det går op for Gundersen, at Belzagors indbyggere ikke er 2 men blot én intelligent art: - Nildoror og Sulidoror er varianter, der skifter udseende og karakter for hver ”re-birth”(18). Og ”juhuuuuh” – det vil Gundersen også prøve, selv efter at have set ”Kurz-variationen”. Så det gør han.

På hvilken måde har dette forbindelse til ”Alien”? Eller rettere: - med Alien-sagaen!

Jeg er sikker på, at jeg ikke bedrøver nogen ved at undlade en analyse af ”Alien- Den Ottende Passager”, ”Aliens”, ”Alien3”, ”Alien: Resurrection”, men jeg vil godt spænde højfjeldssolen op på ”Prometheus” (som jeg så heller ikke har intention om at analysere), og nævne The Weyland/Yutani Corporation. Allerede i ”Aliens” støder vi (vistnok) på firmanavnet ”Weyland”, men med Thomas Weyland jr.’s TED-talk, der tager sit udgangspunkt i Lawrence Of Arabia og fører tændstikken tilbage til Prometheus, ja, så er der ingen anden vej frem, end udfoldelsen af de betydningsbærende lag i lige netop de hentydninger.

Prometheus var – i hh til græsk mytologi – en titan, der gav ilden og ildens brug til menneskene, og af guderne blev straffet for denne gerning, ved at blive lænket til en klippe og blive udstyret med en ørn til at hugge i hans lever.

Nu er der ingen grund til at føle nogen speciel sympati for Prometheus, for, som sagt, han var en titan, og disse – altså titaner – er sådan nogle ting som jordskælv, oversvømmelser, vulkanudbrud, tsunamier, Katrinaer, Sandyer - og bliv selv ved! Oversat: - ilden kom til mennesket gennem naturkatastrofer (id est: - udenom gudernes mere eller mindre gavmilde gavegiveri).

Navnet ”Weyland” er det samme som den nordiske smedegud Vølund, og ”Yutani” er japansk og betyder ”varme kilder”. Så hvad er det, der skal smedes? Ja, efter ”juniors” TED-talk at dømme, tilsyneladende ”menneskeheden om”, netop ved at introducere disse metamorfiske ”aliens” med henblik på en race af ”super-soldiers to go boldly…..”. For allerede i ”Alien”, samt understreget i ”Aliens”, bliver det gjort klart at ”man” ønsker at bruge ”xenomorferne” i våben-industrien.

Og lad os da ikke glemme Lawrence Of Arabia. Did he go native? Nej, han camouflerede sig blot, men forblev imperiets mand. Det kan godt være han dansede med kameler, men målet var ikke Kalifatets overlevelse – der skal man gå til Richard Burton (nej, ikke Elizabeth Taylors off-and-on husband – den anden, du ved). Derimod tænkte Lawrence i Imperiets overlevelse, gennem introduktion af guerrilla-taktik (der er sådan lidt Paul Atreides og frimenere over lige den hér). Men for Weylan jr. er Lawrence primært interessant som ”overmenneske” – superman: ”the trick, Potter, is not minding it hurts!” Sådan taler et RigtigtMandfolk, og så må vi andre tudefjæs jo gå hjem og øve med lighteren.

Man går ikke ind i det ukendte og forbliver ustraffet. I mørket lurer det urene. I mørket lurer den fuldstændige forandring. Som altid er til det værre! Det er udsagnet, det er kernen i disse fortællinger.

I Mørkets Hjerte opdager vi et ret trist aspekt ved den genre, vi i øvrigt skatter så højt, nemlig dens tendens mod det reaktionære; at det ukendte – pr. definition – er ”modstanderen”. Og hvis vi skal derind, så må vi blive – noget andet. At søge udad for at opdage det nye, og derved undergå en forandring, hvad enten fysisk, intellektuelt eller emotionelt – men helst uden forandring. Men hvorfor er ”modstanderen” separat fra os selv? Hvad er det for en kamp, vi ser udspille sig hér?

Mørket, hjertet, Prometheus, Vølund, det dyriske og drifterne. Materien og seksualiteten sat op imod transcendensen og det åndelige – hvoraf det første er noget lidt uhumsk og det andet er rent og ubesmittet.

Kan vi se det? Vi kan godt se det, ikke? Er mennesket godt? Eller er det en ustabil masse, et kødeligt sammenrend af molekyler og metabolismer, der kan svinge mellem det fromme og det syndige, med sekunds varsel, hvis blot der kommer den rette impuls? Fri vilje? Glem det: - du er summen af dine drifter. Vis os en mulighed for egen promovering, og vi griber den – og de som ikke gør, kan, vil: - nåmmen de er jo bare dumme! Nietzsche og Ayn Rand kan indgå i sjældne forbindelser – eller: man må da håbe de er sjældne! Eller også er det skæbne – guddommelig entreprise.

Og hvad summerer det sig op til? Lad os være ærlige, i stedet for at henvise det faktiske til en symbolverden. Både civilisationsdannelsen og prokreationen er noget klistret, rodet og umiddelbart udifferentieret spektakel, hvis detaljer man sjældent (after the deed is done – so to speak) ønsker at få knaldet i synet. Kulturens ubehag og penetrationsangsten går sagtens en aftentur ved stranden, hånd i hånd.

Det er hér hykleriet begynder, thi Conrads Kurtz har blot skabt en faksimile, indkogt og koncentreret, af hvad den belgiske kolonimagt forøvede; Oberst Kurtz har blot savet videre på den gren USA sad på i Indokina, og Belzagors Kurtz ville lægge arm med biologiens univers – for egen tilfredsstillelses skyld. Alle søger de tilbage til en tilstand, der allerede er forladt af omgivelserne, netop fordi omgivelserne er kommet videre. I al korthed: - de forladte grave, de nedpælede vampyrer, de skjulte/glemte riger og de forladte planeter rummer kun død og fravær. Så hvad vil du helst? Tro på at der findes noget fint og sirligt, at hente ud af døden og den endelige entropi, eller tro på det småklistrede og uordentlige liv? Prometheus gav guderne fingeren, Vølund/Weyland smeder våben til Ragnarok, Kurtz forlanger døden tilbage i kontrolburet og helst så de alle en verdensbrand de kunne applaudere. Fordi de selv, og deres omgivelser, er rædselsslagne over udsigten til forandring.

Hvad er det – helt præcist – Marlow&Conrad, Gundersen&Silverberg og Willard&Coppola er bange for? Men svaret er vist allerede givet, om ikke andre steder så i det foreliggende. Tror jeg nok……

På den anden side foreligger der det let paranoidt konspirationsagtige omkring ”det militær-industrielle kompleks”, der vil gøre alt – ALT – for en exploitering, uden hensyntagen til humane grænsesætninger; uden hensyntagen til det menneskelige: - det er kun forbigående modeluner og i sidste ende at betragte som råstof eller kanonføde. Hér er kun plads til supermænd og titaner, dixi! Synes tanken at være.

Men: i virkeligheden er både Lucifer, Prometheus og Kurtz én og samme figur – nemlig tricksteren – Nanabocho Den Store Kanin, Brother Coyote, Abe, Loke eller Kickaha. Som sætter spørgsmålstegn ved det etablerede, ved alt hvad ”vi-ved-jo-nok”. Hvilket må siges at være et udtryk for den længsel efter forandring, som ingen øvrighed eller gud garanterer – disse garanterer kun status quo.

Tillad mig afslutningsvist at løfte Joseph Conrad op i en mere livsbekræftende sfære, idet det står til troende at han skulle have udtalt, at efter hans mening var der kun ’en slags bøger der var i stand til at gøre mennesker lykkeligere, nemlig kogebøger.

Lille efterord:

Der er noget ”Heart Of Darkness” over Melvilles ”Moby Dick”, derfor over Sterlings ”Involution Ocean” (se note 16), men det er samtidig min faste overbevisning at disse ”ekskursioner” egentligt tager deres udgangspunkt i Dantes ”Guddommelige Komedie”, der uden problem eller tøven kan føres direkte tilbage til myten om Orfeus og Eurydike. Hvilket – hvis der kan tillades mig lidt højtravenhed – betyder, at våben ikke kan vinde noget som helst, men at kærligheden – i det mindste – har en chance, til trods for enhver usikkerhed og menneskelig svaghed. Samt: - indeholder kimen til forandring af den positive slags.

  • Kommentarer(0)//essef.sciencefiction.dk/#post87