ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Obskure bøger til sommerferien

LitteraturOprettet af Henning Andersen ons, maj 23, 2012 18:42:42
Nu kan det jo være, at der er nogen der sidder og tænker: - er det nu ham igen? – Ku’ han ikke tage og oprette sin egen blok, hvor han kan fyre sit hejs af? Til hvilket jeg vil sige, at det da har strejfet mig, som en mulighed. På den anden side er ESSEF et ganske udmærket forum, jeg godt vil bidrage til om end det kan gå hen og blive lidt personligt vinklet (men aldrig privat, amagerhalshug). Jeg vil derfor tillade mig at præsentere en række romaner, man kan overveje i forbindelse med udvælgelsen af sommerferielæsningen, simpelthen fordi de har været en fornøjelse for undertegnede – som regel på ret mærkelige måder. Men altså:

Hullet i Nullet, 1969, SV-science fiction, af M.K. Joseph (1914-1981) – Er underlig! Rummogulen Kraag, hans datter Helena, hans spindoktor og svigersøn in spe Billy Merganser og ”rumvagten” Paradine forliser i det omgivende kaos, der æder sig ind på vores univers. Da jeg søgte efter M. K. Joseph på nettet, herunder Wikipedia, forventede jeg at finde en matematiker med statistik som speciale. Not so. Og jeg ved heller ikke om han var så ung med de unge, at han tog sig en tjaller eller lidt Lucy In the Sky with Diamonds. Joseph var angiveligt poet og forfatter – britte af oprindelse, bosat i New Zealand. Ikke desto mindre er ”Hullet I Nullet” en ren rutschebane-tur udover grænserne for denne – og alle mulige andre – verdener, hvor det post-modernistiske (og så på den tid!) projekt om at gen(op)finde sig selv, i en ustabil reference-ramme, ligger helt fremme i skoene. For de fire hovedpersoner er der ikke længere nogen ”virkelighed”. De er udenfor ”Kosmos” ( det ordnede Alt) og befinder sig i det Kaos, hvoraf alt – eller er det ”Alt” – kan, men ikke nødvendigvis vil- eller skal- udspringe. Som et kvadrat, der søger mod at blive en cirkel. Eller omvendt. En meget moderne fortælling, der er 50 år gammel. Prøv den!

Alien Perspective, 1978, LB (?), af David Houston (1938- ). Ethvert rumskib har en inderside og en yderside. I ”Alien Perspective” har vi en yderside inden i en ydersyde, og inde i ydersiden en inderside, der er en yderside for indersiden. Og en katastrofe i fortiden har afsondret indersidens yderside fra ydersidens inderside, og hvis ikke kludene med ammoniak kommer hurtigt nok, eller hvis budskaberne fra den yderste yderside er for dramatiske, besvimer besætningen – lige efter kaptajnen. Forvirret? Tag så den hér: - tid og ”tid” er to vidt forskellige ting. Uanset Einstein – og alt det der – er der en real-tid, som følger af Universets beskaffenhed, men der er samtidig(!) en perceptionstid. For menneskets vistnok defineret som 230 slap/dash i sekundet. I Frederik Pohls ”HeeChee”-serie støder man på ”The Sluggers” – en race af gople-blæksprutter med en perceptionstid på omkring 10 slap/dash i minuttet! Det vil jo tage en krig og en sandkage at snakke med dem – hvilket så i øvrigt også er ganske besværligt, idet de foretrækker et miljø, der mestendels består af kvælstof ved en temperatur på minus 42 grader (Celsius eller Fahrenheit – ét fedt). I ”Alien Perspective” lander nogle grandfætre til ”The Sluggers” på Jorden, med det kedelige budskab at de har en epidemi ombord, samt at deres fremdrivnings-enhed ikke er for børn. Hjælp!!! - Der er ingen onde, der er ingen gode. Scenen er sat til et spil om intellektets styrke – hvad enten menneskeligt eller ”alien - overfor kosmiske vilkår –

The Sound Of His Horn, 1952, (?), af Sarban (John William Wall) (1910-1989). “Vores” arme genre er besat med historier om, hvordan og hvorledes det nu ville være gået, dersom 2. Verdenskrig var blevet vundet af tyskerne. Den må jo kunne bære det – ”genren”, ikke ”Verdenskrigen”! Og hvis der kan tillades et øjeblik med personlige betragtninger, finder jeg faktisk ikke at Philip K. Dicks udgave i ”The Man In The High Castle” er den bedste, lige i den kategori. Bevares, den er vældig – men den vil så meget, indenfor så lidt plads, og det kommer næsten til at se ud som om, at Det Tredje Rige, der tabte, ”kun” er en variant af så mange andre, der vandt! Det slider lidt på min personlige dømmekraft – eller på godt dansk: - No Way, Søster Lagkage! Jeg anser derfor (men det er naturligvis mit personlige synspunkt) Keith Roberts’ ”Weinachtsaben” samt Richard Harris’ ”Fatherland” for de langt bedre. ”The Sound Of His Horn” (som på et eller andet tidspunkt, vistnok fragmentarisk, er blevet oversat til dansk som ”Kattekvinderne”, i en serie med titlen ”Farlige Bøger”, - hvad pokker det så kan være….. alle mine 4.000 stykker står sgu meget roligt og falder sammen) er historien som Alan Querdillon fortæller sine nære ven, ved pejsen med a good shot of whisky. Af ikke nærmere angivne årsager vågner Alan op i 2047 på et skovgods, der regeres af en Rigsskovfoged (”Reichsforester” – hvad kan det være? ”Reichswaldmeister”?). Og Alan, der bliver vist rundt af en noget modvillig – nærmest fornærmet – læge, får forevist hvilke yndigheder et fremtidigt 3. Rige er i stand til at manifestere. Herunder menneskejagt, hvor de nævnte ”kattekvinder” har et og andet at skulle have – nåja, gjort. ”Anmeldelser” er helt høje på det sado-masochistiske islæt/indslag, men hvis man skulle have været igennem sin Erwin Neutzsky –Wulff, eller Norman Spinrads ”The Men In The Jungle”, er chokket ikke større end et genhør med Anne Linnets ”Går Og Glor På Vinduer”. Anbefalingen går således ikke så meget på konceptet, som på det fremskrevne miljø og spændingen om hvordan knageme Alan skal komme ud af det hul. Svagheden er at forfatteren åbenbart føler sig forpligtet til at afskrive hele øvelsen i stil med ”det hele var en drøm” – det kunne man have undværet. Men samtidig er det et ”figurativt” bud på den forestilling Det 3. Riges ideologer muligvis gjorde sig om Den Perfekte Fremtid – der mest kommer til at ligne en mytologisk fortid! Og det er – om ikke andet – et interessant lille bolsje at sutte på, mens man tænker videre ad nogle baner, som forfatteren blot skitserer. Og nej, der er hverken rituel sex eller læderbondage involveret, selvom en central scene måske lige akkurat strejfer det dødspornografiske. Lidt lir må der til. Og det er kun et strejf…..

Pilgrimage, 1981, DAW, af Drew Mendelson (? – det 20. århundrede). Christopher Priest skrev romanen ”Inverted World” i 1974 (udgivelsesår, i hvert fald), om en by på ruller, der begiver sig igennem en hyperbolsk verden, for at fastholde et fokus af nogenlunde euklidisk topografi. Bag ved byen og foran byen, bliver geometrien alt mere udfladet, mast, drejet omkring en singulær attraktor, således at byens omverden synes at manifestere sig forståeligt (for byens indbyggere) så længe de befinder sig i hyperblens ”toppunkt” - vinduet. Men deformerer betragteligt, jo længere de kommer fra dette ”vindue”. At realiteterne er lidt anderledes konstruerede, det kommer man ligesom frem til, undervejs. Men byen der må bevæge sig, kender vi også fra Brian Aldiss’ ”Non-Stop”, hvor hovedpersonen Complain (kom lad os brokke os) tager på tur for at afklare hvordan hans verden egentlig ser ud. Og får et chok. ”Pilgrimage” er i samme – om man så må sige – genre, som disse andre romaner. Brann Adelbran bor sammen med sin familie i byens ”Tailend”, hvor maskinerne er ved at rive det hele ned, for at genopbygge det i ”Frontend”. Et konkret status-fald, som der må gøres noget ved. Af forskellige årsager kan Brann ikke bare pakke kufferterne og tage toget, men må ned til byens fundament og de skjulte passager. For på ”overfladen” er Tailend og Frontend blevet afskåret af ”noget”. Der er noget udsøgt freudiansk psycho-babble i konceptet, ligesom ”coveret” – i hvert fald i min kopi (gad vide om der findes andre) – både fremviser falliske objekter, conan-agtige figurer og sex-symbolet par excellence: ”vand i korridorer” – nu med penetrerende kano! Men man skal jo sælge det, så hvorfor ikke. Det har dog kun perifert noget med fortællingen at gøre, og selvom denne får en ende, så vil det være retfærdigt, og i deklarationens navn ærligt, at sige at den fader underligt ud i slags optimistisk håbløshed. Hvis De kan følge mig. Men indtil da har man i hvert fald fået én på opleveren. Det er ikke verdenslitteratur, men en lille anderledes kryddersild til aftenkaffen. Og husk: - Der er ingen tvang.

Kolber Til En Klode, 1970, Forlaget Tommeliden, af Herluf Th. Flensborg (1919- ?). 2023. Reagensglasbørn og kloner. Der er noget farligt indeni. 10 år senere skulle fåret Dolly få verden, om ikke til at skælve, så i hvert fald diskutere intenst, om det nu også kunne forsvares – etisk, religiøst, moralsk, politisk, økonomisk, you name it! Og det var bare et får! I ”Kolber Til En Klode” – med undertitlen ”Projekt: New World”, sigtes der på helt andre individer, samt helt andre lokaliteter. Primært drejer romanen sig dog om, hvordan man skal finde døren ind til Dr. Frankensteins laboratorium, og forviklingerne er mere af romantisk karakter end af videnskabelig. Ikke desto mindre er der nogle små ”tænke-perler”, som man selv kan fortsætte at sætte på tråd. Hvad er mennesker for? Hvad er kloder til? Er ”mulighed” identisk med ret eller pligt? Hvor ska vi hen du?

Fängelsestaden, 1978, Raben-Sjøgren, af Sam J. Lundwall (1941-). Giovanni Battista Piranesi (1720-1778) er manden bag Carceri d’Invenzione (Imaginære Fængsler), en stort anlagt serie af graveringer, der forestiller tykke mure, lænker i Atlas-størrelse og gangbroer af hele ege-skove, under granithvælvinger der lukker en hel fængselsverden inde. Sam J. Lundwall, som vistnok må anses for science fictions doyen i det svenske, med talrige antologier, romaner, fanzines, faglitteratur og øvrig virksomhed i ”feltet”, skrev Fängelsestaden med baggrund i disse graveringer, hvilket der kom en underlig hybrid af ”The Master And Margharita” og ”Metropolis” ud af. Lag på lag afdækkes i dette mytiske landskab, hvor fængselsbyen kommer til at stå som metafor for menneskets begrænsning af sig selv – for byggede vi ikke selv denne by? Eller var det andre der låste os inde? Er vi fanger af os selv eller af andre? Kan vi komme ud – og ud til hvad? Året efter udkommer Pink Floyd’s ”The Wall”. Og i opløsningen af romanen, er det ganske vist at ”We don’t Need No Education”, for den kan slet ikke bruges hér hvor vi er. Men frem for alt kan vores hovedpersoner ikke bruge deres hidtidige viden – for de ved ikke hvornår de er. Det er Lundwalls oplæg til en remis, at vi som læsere troede ét, gennem det meste af romanen, indtil det gradvist gik op for os, at sandheden, virkeligheden, er en anden. Uden dog at aflive det evindelige ”hvorfor” eller ”hvordan”. Det har man til gode, som en personlig overvejelse. I øvrigt er carceri-suiten også interessant derhen, at den indeholder en del Escher-lignende ”umulige fingurer” – men man skal lede lidt efter dem.

The Fifth Head Of Cerberus, 1972 (?) Gene Wolfe (1931-). ”Are you ain’t or is you not my baby?”. Til tider spekulerer jeg på, om ikke Gene Wolfe er en writers’ writer, lidt ligesom James Joyce, Italo Calvinho og i et vist omfang Umberto Eco (muligvis også Salman Rushdie og Gabriel Garcia Márquez). Hvorved jeg har bragt Gene i nogenlunde ordentligt selskab, skulle jeg mene. I den lange historie om Severian og Terminus Est kører handlingen sådan set strygende, bortset fra at der er nogle pauser hvor ditten eller datten skal forklares – med det alibi at vi befinder os så langt ude i fremtiden, og historien er først nedskrevet så længe efter, at der må gribes tilbage til en langt ældre fortids sprog og idiomer, for at en nutidig læser kan følge med. Er ”vi” stadig på? Således er ”The Book Of The New Sun” ( 4 bøger) til at have med at gøre, fordi der er faktisk en rent kronologisk, narrativ fremadskriden hængt op på Severians kvest. Noget lignende kan man absolut ikke sige om The Fifth Head Of Cerberus. Hvor man i BOTNS må finde sig i arkæismer, der kun er tilnærmelser til navne eller funktioner, så er man i FHOC (undskyld) ikke engang sikker på at der egentlig er nogen til stede. Og sproget er også underligt diffust og ustabilt. Dobbeltplaneterne Sainte Anne Og Sainte Croix (de vestindiske øer?) har været overgivet til sig selv siden en krig i fortiden. John Marsch, der kommer udefra, er som antropolog meget interesseret i myten om en oprindelig befolkning af ”formskiftere” på Sainte Anne, men så kommer historien om en dynastisk klon, og de enkelte individers forhold til hinanden, lærer-robotten Mr. Million og den underlige jernstatue af en tre-hovedet dobermann i familiens have. Og da det ikke synes som om personerne egentlig forstår hinanden, men blot opsætter sæt-stykker af tillærte dialoger og handlingsforløb, begynder man at spekulere over hvad det egentligt er der foregår. Og det er sikkert med vilje. The Fifth Head Of Cerberus er et underligt maleri, man ikke kan blive klog på. Hvilket hænger sammen med de mange fortællerlag, samt det forhold at den omtalte klon muligvis slet ikke er menneskelig, men prøver at agere som sådan i et næsten-slavesamfund med en glemt fortid. Meget mærkelig roman.

The Time Of The Kraken, 1978 (?) Jay Williams (1914-1978). En del af kontrakten mellem forfatter og læser er, at det i det mindste står rimeligt klart, hvilken slags fortælling man begiver sig ind i. Og den aftale er også på plads, allerede fra starten. Der er et vist norrønt overlæg, nogle saga-agtige myter, og uhyret Kraken. Thorgeir Rødhår kommer under vejr med at en stor fare, der truer hans eget folk, samt fjenden, tyrningerne, atter er kommet på banen fra en dyb fortid. Og han begiver sig ud i verden for at opklare, hvad det er der adskiller de to folk og hvilken fare de egentlig står i. Hvilket – mildest talt – bliver et paradigmeskifte, også i læserorienteringen, hvor førnævnte aftale skrider helt ud og alting bliver noget andet. På visse måder ligner romanen Niels E. Nielsens ”Akerons Porte”, og på visse – andre – måder ligner den Harry Harrisons ”Captive Universe”. ”The Time Of The Kraken” er vistnok tænkt som en ungdomsbog ( 10 år og opefter), men hvis man kan læse Ursula LeGuins ”Earthsea”-krønike, og tage dilemmaerne nogenlunde alvorligt, eller Anne MacAffreys ”Pern”-serie, uden alt for meget spørge-jørgen, så er der en lille behagelig mund-hapser i Time Of The Kraken ( jeg skal indrømme at jeg kun har læst den på svensk, under titlen ”I Nidhuggs Tid” (Sjøstrands Forlag, 1979), oversat og med forord af Åke Ohlmark, der tåger ud i noget med Tolkien – tro ham ikke! Men den svenske titel er for så vidt et pletskud). Najs lille sag, uden for mange løse ender, og med et optimistisk perspektiv, der forsager den almindeligt anerkendte reaktionære holdning, der ligger i megen Fantasy. Hvilket nok er fordi ”The Time Of The Kraken” netop ikke er Fantasy. Men fuldfed science fiction, ligesom Nielsens ”Akerons Porte”.

Den Udvalgte, 1986, Gyldendal, Anders Westenholz (1936-2010). Det er ikke stedet at analysere Westenholz’ forfatterskab. Ingen tvivl om en hvis religiøs åre (”Genkomsten”, 1984, ”Skriget Fra Golgatha”, 1973), og der er da også et Messias-tema gemt inde i denne underlige roman, der synes at sprede sig udover en mangfoldighed af verdener, og samtidig lukke sig omkring en konkret elendighed. Hvis du spiser af den euforiserende østers, så kan du se – men intet gøre. Og selvom du kan bære din spand, er det ikke sikkert du kan nå ned til kilden. I Muren er der et liv – men det er sølle. På stranden er der masser af liv – men du er ikke en del af det. I Bjergene råder overraskelsen – men du kan ikke nå derop. Alligevel er der håb i denne roman. Men heller ikke læseren får hverken håbet eller målet gratis. Det kunne minde lidt om den (fiktive) dag, da Belsen eller Birkenau bare gik i stå, og de udsultede, forslagne, trøstesløse KZ-fanger og livsopgivende ”musel-mænd” tog på vandring mod forvisningen om et lys, uden at kunne gøre andet. Ikke rart – men turen er interessant! Læs den under æbletræet en sommerdag, med en kold bajer og en pibe tobak indenfor rækkevidde – ellers går du ud og hænger dig! Det er dansk, det er litteratur på et vist niveau af akademisk åndelighed og intellektuelt overlæg, muligvis klarsyn af den slags som hovedpersonen i Stanislaw Lems ”Fremtidskongressen” får, men jeg tror at betegnelsen ”trøstesløs optimisme” dækker bogens stemning rimeligt godt. En verden man godt vil læse om og vide mere om – men sandt for dyden ikke kunne tænke sig at leve i!

Den Sidste Neandertaler, 1991 (?) Per Thygesen Poulsen (ca. 1930- ). “Femte Skib Brænder” er en roman af Henning Larsen, der tager sit udgangspunkt i en arkæologs funderinger over diverse helleristninger på dansk (og svensk) grund – herunder Grevingestenen-stenen - med det sære udgangspunkt at arkæologen er halvt ægypter og de skibe, der afbildes på stenene, først kendes 1.000 år senere ( i ”flæsket”). Og derefter går der bare Dan Brown i den. Noget lignende sker i Per Thygesen Poulsen er mestendels forfatter til bøger om management og coaching i det højere erhvervslivs eskaloner. Så lad det være sagt straks: - det er IKKE SF! Men med ”Den Sidste Neandertaler” har Thygesen alligevel begået en lille genistreg. Der er mange ”gylp” om hvor svært det er at være forsker i Danmark, og hvor svært der er at få gennemført noget i selv samme, på grund af politisk tøven og forsnøvlet langmodighed. Men tilbage står historien om hvordan kødbjerget Lektor Groest faktisk finder ”Den Sidste Neandertaler” i Europas dyb, med udgangspunkt i Bjovulfs-kvadet, ”forrædersangen” (der muligvis er en variant af Bro,Bro, Brille – min anm.) og Tolkiens ”Ring”. Jeg er den sidste turist i Europa! Come on, det kan du godt – 200 sider med stor skrift, masser af afsnit og mellemrum, rimeligt pæs på action-indholdet og lidt matador-mix til det cerebrale netværk; lige til et par timer på stranden, mens sværen bruner.

De Døde I Vefby, 1974, SV-science fiction, Ole Henrik Laub (1937 -)
Deb er dum. Det bliver fastslået meget tidligt, og det passer. Deb er er debil! Og den verden han lever i er heller ikke helt rask. Det starter ved en flod. Og det slutter ved en flod. Og ind imellem disse to yderpunkter må Deb tiltræde inkarnationer, han ikke forstår, og (gen)opleve korte blink – som filmsekvenser – af noget enten han, eller andre, har levet i. Og det foregår måske i fortiden, måske i fremtiden, måske i en anden dimension eller et andet tidsspor. Vi er så langt hjemmefra, at kun myter og legender giver os en mulighed for at begribe det hele, hér, hvor myten optræder i flæsket – so to speak! Uden at vi kan være sikre på, at det nu også er rigtigt….! Allerede titlen ”De Døde I Vefby” burde have advaret os. ”Døde de i Vefby”? Eller er der (kun) ”Døde I Vefby”? – og i virkeligheden: ”(h)veffen by snakker vi om?”
Denne roman (?) kunne være et dansk udslag af New Wave (det står der i hvert fald på bagside-blurpet), og det er da heller ikke umuligt. Men frem for alt er det en yderst koncis roman, i den forstand at den er fortalt i et stramt sprog hvor der bliver sagt hvad der bliver sagt. Og ABSOLUT ikke andet. Spil bold, van Gogh! Ole Henrik Laub har vistnok skrevet teaterstykker, eller er dramaturg (det kan tjekkes på Wiki), og ”De Døde I Vefby” ligner ret meget noget der kunne være eksperimenterende total-teater a la Eugenio Barba og Odin Teatret. Deb er dum – men han bliver klogere – bare for at blive Debil igen, ligesom Charly i ”Flowers For Algernon”, for han befinder sig faktisk ikke særligt godt med at være klog. I den ”tilstand” synes man nemlig kun at være jaget gennem byens nat af ”De Døde I Vefby”.

  • Kommentarer(3)//essef.sciencefiction.dk/#post84