ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Rotoscope og Palimpsest - nogle overvejelser om to store sagaer

FilmOprettet af Henning Andersen lør, januar 21, 2012 16:28:01
Det kan muligvis vække undren, men i mit barndomshjem ansås russiske tegnefilm for meget bedre, og meget bedre lavede, end al det dér amerikanske hø. For russiske tegnefilm var ”meget blødere i bevægelserne og mere naturtro”.
Hvilket ikke er så mærkeligt, idet størsteparten af dem var lavet med teknikken "rotoscoping" - hvor man tegner animationen på sekvenser af eller ligefrem hele real-film. Teknikken skulle være opfundet i 1915 i Kamerika - og det kan jo godt være. Men den blev ihvertfald brugt flittigt i Det Gamle Sovjetrusland. "Dansescenen" i Disneys Askepot er berømt for netop brugen af rotoscoping., og lige den scene virker samtidig "sært russisk", afhængigt af hvor mange russiske tegnefilm man i øvrigt har set. Det må også være med afsæt i denne scene, at disney-drengene - da de skulle lave dansescenen til Skønheden og Udyret - greb til en nyere teknik, computergenereret animation. Og også denne dansescene blev det meget omtalte højdepunkt for og i netop "Beauty And The Beast".
Ralph Bakshi (Fritz The Cat) har voldbrugt teknikken, og lange sekvenser i "Wizards" er tegnet direkte ovenpå Eisensteins "Alexander Nevskij", samt en film om ørkenkrigen og Erwin Rommel, hvis titel jeg ikke lige husker. Og i Bakshis senere Fire And Ice er der brugt sekvenser fra adskillige ”store” Hollywoodfilm, herunder ikke mindst "The Great Waldo Pepper", hvor Robert Redford spiller opvisnings- og reklameflyver(-pilot), med en fortid som Den Røde Barons banemand - ikke Nuser, med andre ord, nej, Bob! Der kan ligefrem gå hel sport i, at prøve at gennemskue, hvor den enkelte sekvens eller klip oprindeligt stammer fra, når man sér elendigheden - altså Fire And Ice. Hvis det er sådan man har det. Men iøvrigt skal det da blot anmærkes, at Frank Frazetta var med i "projektet" på figur- og creature-design-siden. Frazettas skitser er dog bedre, end produktionen som helhed. Og så er det sagt.
Af nyere eksempler på rotoscoping kan man nævne filmatiseringen af Philip K Dicks "A Scanner Darkly", med en cartoonificeret Keanu Reeves, blandt andre.
Men i forhold til det hér nærværende skal det især nævnes, at lyssværdene i StarWars ( IV-VI) er rotoscopede - som så meget andet i de films.

På lænken hér:

http://moongadget.com/origins/dune.html

- kan man læse en hel del om mulige inspirationskilder til StarWars. Og der er både til gården og gaden, med hårde facts og løse påstande, men underholdende er det.
Hér skal vi da heller ikke beskæftige os med inspirationskilder eller plagiarisme, så lidt som vi gider åbne diskussionen om hvorvidt StarWars i det hele taget er science fiction. Blot konstatere at de tre første film (IV-VI) var knaldgode, at de tre næste (I-III) var noget rærligt gylle-guano, samt at vi ikke må håbe George Lucas får lavet de hypotetiske sidste tre (VII-IX).
Hér skal vi beskæftige os med palimpsest. Hvilket er ”tekst skrevet ovenpå anden – nu udkradset – tekst”. Teknikken andrager sig fra den tid, hvor man skrev på voksplader eller pergament. Ja, altså ikke pålægspapir, men kalveskind, alternativt ko-livmoder. Ja, det var dage! Vokspladerne kunne man glatte ud, hvorefter det var muligt at skrive på dem igen, på ny, og kalveskindene kunne skrabes fri for blæk, og en ny tekst skrives – så at sige – ovenpå ”den gamle”. Ordet oversættes gerne til ”atter skrabet”, og det kan man så overveje betydningslagene i, under morgenbarberingen.

Rygter (der altid er hårdnakket påstand mod påstand) vil vide, at George Lucas oprindeligt havde tænkt sig at lave en filmatisering af Ringenes Herre - hvilket The Tolkien Estate skulle have modsat sig, muligvis med baggrund i det hakkelse nævnte Ralph Bakshi havde produceret et par år før, indtil han løb tør for midler lige nedenfor Rauros-faldene, eller i nærmeste omegn. Lucas vendte sig derefter mod Jens Lyn, men rettighedsdiskussionerne blev så spegede at det løb ud i sandet. Måske fordi Dino de Laurentiis, allerede på det tidspunkt, var i forhandlinger om det samme. Dino’s "Flash" havde i hvert fald premiere i 1980 - og det er stort set, hvad vi vil sige om det.
Andre rygter - ikke mindst kolporterede af Lucas selv(note? – næ!) - vil vide at StarWars var et hjertebarn, som George-drengen havde pylret om lige fra sin barndom, og som havde undergået utallige inkarnationer og mutationer. Da alt er muligt, selvom ikke alt er sandsynligt, vil vi hér blot påpege, at det er meget svært at få øje på noget "starwars-agtigt" i THX1138 - muligvis med undtagelse af den lidt underdrejede selvironiske distance, man nogle gange oplever – f.eks da et hologram kører en racerbil ind i en betonsøjle, for hologrammer kan jo ikke styre virkeligheden(!).

Nu kender jeg - af gode grunde - ikke særligt meget til George Lucas' psyke. Men for det første så er han ikke helt det store geni, han gerne bliver udråbt til at være. For det andet skulle det være mærkeligt om han bare havde droppet hele forarbejdet i forbindelse med forhandlingerne om enten Ringenes Herre eller Flash Gordon/Jens Lyn. For det tredje: - hvis han bare ligner andre skabende individer på denne klode på den mindste måde, så ville han tage sagsmapperne under armen, gået ud af forhandlingsværelset og sagt til sig selv: - jamen, så skræller vi da bare bananen på en anden måde!
Det følgende vil derfor være en påstand, men hvis min læser vil lade sig tage ved hånden, er det i hvert fald muligt at påvise visse "besynderlige sammenfald".
Som det første vil vi rive gulvtæppet væk under historien i StarWars. Der er nemlig ikke nogen. Ligesom Ringenes Herre er den "ren fortælling", forstået på den måde at intrigen kan opløses til stort set intet - det er MÅDEN dette "intet" fortælles på, der oppebærer kvaliteten og interessen (i det omfang den er tilstede - hvilket sandt for dyden også gælder disse mine herværende "øfferier". Mærkeligere er det heller ikke).

To hobbitter drager ud for at ødelægge en tryllering i en vulkan, men den onde fyrste vil selv have ringen, og de to hobbitter må gå grueligt meget igennem før deres forehavende lykkes. En ung mand ved ikke, at han er bestemt til at styrte det onde imperium, men efter at have gået grueligt meget igennem, lykkes det ham tilsidst. Esben Askefis og den bestøvlede kat.
Der skér egentlig ikke noget ved, at man bytter rundt - ad absurdum - på elementerne "to hobbitter", "en ung mand", "den onde fyrste" og "det onde imperium". Det er stadig samme historie - endda vil man opdage hvor meget de to historier er identiske, netop hvis man foretager øvelsen. For selvom "Ringen" har dybe mytologiske og arketypiske rødder, så er der næppe nogen grund til at gøre den til noget andet end ren "macguffin", trods meget bragesnak om hvordan den "overtager sin bærer". Ligeledes kan man fylde på med legender og sagn og påvise at der både er noget norrønt, noget keltisk og noget chanson d'arthur over både StarWars og Ringenes Herre. Men det skyldes ikke set-uppet, historien, men derimod fortællingen, eller rettere: - måden historien bliver fortalt på, hvadenten over tre bind (hvilket ikke oprindeligt var meningen) eller tre film (som var nødvendigt af produktions- og finansmæssige årsager).
To hobbitter der lever på en ørkenplanet, flygter sammen med troldmanden Gandalf i et rumskib, der har gjort The Kessel Run på under 3 fjerdingvej................
Der er noget galt hér!
Eller er der?
Vi mangler i hvert fald Ringen! Ja, men istedet kan vi få "Kraften" - og bemærkningen "use The Force, Luke", ligner meget godt den udbredte irritation i læserskaren, over at Rådet hos Elrond er så skvattede at det ikke napper Ringen fra Frodo og bruger Den mod Sauron. På den anden side: - hermed ville også fortællingen gå til, og vi ville være strandet på at der hverken er en historie eller en fortælling. Er det måske éns dybfølte ønske, at Paul Atreides flygter med familiens atomvåben, bare fordi Baron Harkonnen erklærer "kanly" - fint nok, for så vidt, men dermed også "Dune" exit! Og selv kriminalromaner forudsætter en hvis grad af villighed til at parkere en stringent benægtelse af forudsætningernes relevans. Alternativet er at lade være med at læse - og det, at gå i biografen er helt hul i hovedet, for der betaler man for at sidde i mørke 50% af tiden, også selvom billederne fiser forbi med de dér sædvanlige 24 frames per sekund, eller hvordan det nu er.
På Italo Calvinosk vil jeg nu sige til læserne af dette, at vi jo hermed - over ganske få linier - kan påvise en kongruens mellem StarWars og Ringenes Herre, hvilket ses af, at de henholdsvise narrata forbliver konsistente i det tekstuelle rum, selvom vi har byttet lidt rundt på et par figurer og begreber. Med andre ord: - StarWars ER den Ringenes Herre-film, som George Lucas ikke fik lavet! Hvilket således bliver ”påstanden”, hvorfor det følgende bliver underbyggelsen: Hypotese, eksperiment, konklusion – samt evaluering og fejlkilder…….
Yderligere vil vi tage godt fat i de enkelte figurer, og det er ikke nødvendigt at ryste dem særligt meget, før deres forklædninger styrter til jorden, og de viser deres "sande identitet".


Vi har allerede rusket lidt i Luke Skywalker, og ud af ham dumpede Frodo Sækker og Samvis Gammegod. Vi har også antydet at Alec Guinness kunne have spillet Gandalf i Peter Jacksons LOTR, havde det ikke været for det forhold at Guinness døde i 2000. Og vi er vel også jævntud tilfredse med Ian McKellens præstation.
Hvad så med de to andre hobitter, Merry og Pippin?
I Ringenes Herre har de nogle sideordnede roller at spille, i det "game" der foregår i fortællingen, men deres funktion er iøvrigt at tilføje denne lidt humor og noget falden-på-halen-komik. En funktion som R2D2 og CO3PO udfylder så glimrende i StarWars - også fordi Merry og Pippin er ret kønsløse og internt udifferentierede, i.e.: - det er svært at se forskel på dem, da de egentlig er en enhed (hvilket jeg ikke er alene om at mene. Det mener Ursula LeGuins datter også, hvilket man kan læse i ”Language Of The Night”). Man kan så omvendt godt se forskel på de to robotter - til gengæld er det den dummeste der fører ordet og åbenbart ikke for klogt, selvom "han" kan titusind sprog (eller hvor mange det nu er).
Næste levende billede er Traver/Strider/Aragorn/Kong Ellessar, som spilles af Harrison Ford - undskyld! Af Han Solo! "Strider" er godtnok "ranger", eller sådan en slags "politimand" i de nordre regioner af Midgård, indtil dagen oprinder, hvor det knækkede sværd skal smedes igen, og så videre og så videre, mens Han Solo er smugler. På den anden side: - det er "Strider" også! Han "smugler" rundt med Den Brækkede Klinge, der skal smedes påny, når dagen oprinder, hvor Den Rette Konge -.......undskyld! Vi går videre! Samtidig gemmer "Strider" på nogle identiteter, og ligesom Han Solo gradvist viser sig som andet og mere end en lovløs lykkejæger, viser denne Ranger at han er noget andet, end vi først troede. Iøvrigt er der en figur, som Han Solo og Aragorn deler identitet med: - den romantiserede Robin Hood, a la Sir Walter Scott.

Af det resterende Fellowship Of The Millennium Falcon, er der Boromir, Legolas og Gimli. Chewbacca må stå model til at repræsentere såvel dværgen som elveren, hvilket er en opgave der åbenbart har givet ham lange hår. Det forstår man godt. Man skal både være kort og stærk, samt høj og elegant; kunne svinge en økse, såvel som bue&pil, samt være en god kammerat og redningsmand i nødens stund - og samtidig kan man ikke tillade sig at være et menneske, når man både skal være vertikalt udfordret og kunne leve af luftsteg og vindfrikadeller! Eller: - totalt fremmedgjort, mand! Enter "The Wookie"!
Boromir er der ikke rigtigt plads til på Tusindårsfalken, hvis Luke også skal træne med lyssværdet. Og der er også det at sige til figuren Boromir, at hans funktion er en afsværgelse af nogle egenskaber som hans bror, Faramir, således ikke behøver at være i besiddelse af. På den anden side er Lando Calrissian et rimeligt stærkt bud på en Boromir/Faramir-klon, der netop svinger trofast mellem alliance og forræderi. Calrissian er Solos "gamle ven", mens Faramir udfører en opgave, der meget godt ligner Aragorns, da han var "Ranger" under navnet "Strider".
Princess Leia kommer ind på en ubetinget førsteplads som Arwen, mens Yoda må finde sig i at blive udråbt til Galadriel - in heavy disguise - og det er svært at afgøre, hvem af parterne man skal undskylde overfor. I den cinematografiske optik, kan man overveje om Carrie Fisher muligvis var den tids Liv Tyler (åbent spørgsmål), men det er under alle omstændigheder nødvendigt at understrege, at Cate Blanchett IKKE er en muppet-dukke. Det skylder man nok, vil jeg mene.

Det var så ”De Gode”. Hva’ mæ’ ”De Onde”?
Den ondeste i Lucas’ stjernekrigs-epos, ja det er vel Kejser Palpatine. Og selvom han siden hen optræder I Flæsket, så starter han med at være en spøgelsesagtig entitet, der kan udstrække sin magt over uendelige afstande, således at det åbenbart er en nødvendighed for hans Sith-fyrste at knæle foran hans hologram.
Genkender vi Sauron? Spørger vi.
Ja, det gør vi, svarer ”Italo Calvino”, og hvordan er det nu at Gandalf beskriver ”oplevelsen” af Saruman? Man hører hans røst, længe før man sér ham! I StarWars er det så ikke hans røst, hans stemme, men ”blot” hans tunge åndedrag man først og fremmest ”oplever”, før man sér personen i hele hans sorte germanskhed.

Saruman Den Hvide er Istari-Ordenens Leder – troldmændenes laugs- eller landsformand – og han var tidligere den dygtigste, den bedste, den klogeste af disse Istari, som Eru Illuvatar, i Arda kaldet Den Ene, sendte til Midgård, for at forvalte ”Hans” gods. Men Saruman blev forledt til Den Mørke Side af for megen læsning(!) og egen ærgerrighed og higen efter Ringen, og endte med at blive Et Redskab for Sauron, bag hvem Morgoth står som Saurons læremester – for som de siger: ”Der er altid kun én Sith-Mester og én Sith-Fyrste”! Men hvem skabte slangen? Spørger Mowgli………

Kender vi nogen, i StarWars-universet, der engang var Den Bedste af alle Jedi-riddere, men blev forledt af Den Mørke Side og et blev et villigt redskab for Kejser Palpatine? Mon ikke: ”Dark Father” - alias Anakin Skywalker.
Anakin er Lukes far – og Leias, gud bevare os – og ligesom Sméagol var en slags ”fortids-hobbit”, der senere blev til Gollum, og i sidste sekvens bider en finger (med Ring) af Frodo, ligeledes hugger Darth Vader højre hånd af Luke Skywalker, efter et lille slagsmål på ”Vulkanens Kant” – Dødsstjerne eller Orodruin, same shit!
The imperial Stormtroopers kan få lov til at være alle orkerne, mens Jabba The Hutt kan få lov at være en discount-udgave af Uruk-hai’en.
Sarlac’en, som Luke og Han Solo skal ofres til, er med i en cameo, som en up-side-down Shelob.

Som om det ikke skulle være nok, så har vi sandelig også Broen Ved Khazad Dum, i form af den afgrund som Mark Hamill og Carrie Fisher svinger sig over, skarpt forfulgt af ”orker”. Der forekommer godt nok ingen faksimile af Balroggen, men de bliver dog heftigt beskudt med laserstråler og alt sådan noget. Imellemtiden sniger Alec Guiness – undskyld: Gandalf – sig ind på Dødsstjernens centralgenerator, der er placeret over endnu en afgrund, for at slukke den. Hvorfor selve Dødsstjernen, sådan set, kan få æren af at være en balrog med spiseforstyrrelse.
Inden da, har Luke, Leia, Chewie og Han oven i købet været fanget i en affaldssilo, hvor de kæmper med at finde det rigtige kodeord til at åbne døren med, mens et mangearmet blækspruttevæsen prøver at hive Luke nedunder kloakvandet i siloen.
En ganske udmærket oversættelse af hændelserne ved Narvi’s dør – ”sig ’ven’ og træd ind”.
”Mellon”! Udbryder Gandalf og døren til Morias Miner går op.
Lige før Kraken, Søens Vogter, kan få has på Frodo.

Der er nok at tage fat på, og selvom det hele selvfølgeligt kan være ”et tilfælde”, så må man have lov til at mene, at der dog i den grad er en såre masse ”tilfældigheder”. Og som vi siger: - første gang er en undtagelse, anden gang er et tilfælde, tredje gang er en regel!
Hvor mange ”tilfældige sammenfald” er vi oppe på?
Man kan også afskrive hele øvelsen med henvisning til, at den slags generelle overensstemmelser kan man finde mellem alle mulige eventyr. Hvilket er korrekt, og sådan set heller ikke er benægtet på nogen måde. Påstanden er mere, at man andre steder skal gøre sig nogle anstrengelser og omskrivninger, før en sammenligning ligesom gider at falde på plads.
Uagtet hvad man mener om ”Avatar”, skal der alligevel gøres et benarbejde, før en sammenligning med et enkelt andet enestående ”værk” er mulig. Det behøver man ikke hér. Alle elementer er direkte oversættelige – ikke spor ”lost in translation” – men helt tydelige, up-front i en 1:1 korrespondance.
Som sagt. Som vist. Som regel……
Der er dog forskelle, det skal ikke nægtes.
Og en væsentlig forskel er tonen, stemningen, atmosfæren.
StarWars er knap så ”pjattet” som Dino de Laurentiis ”Flash”, men det er et spørgsmål om grader, og selvom Ringenes Herre er noget højromantisk, pseudo-victoriansk, kønsforskrækket og chauvenistisk krukkeri, så er den konsistent med sit univers og komplet i en fortælling der ikke kan se anderledes ud.
Udefra er hverken StarWars eller Ringenes Herre noget man skal – som i: SKAL! – tage alvorligt, men på indersiden er Ringenes Herre en mere seriøs ”tekst” end StarWars nogensinde kan blive. Det har ikke noget med smag, at gøre – det har noget at gøre med fremførelsen. Og man kan sige – eller: - jeg gør, i hvert fald – at hvis George Lucas havde tænkt sig at lave Ringenes Herre i og med den stemning, atmosfære mv., han dirigerer StarWars efter, så bør vi muligvis være glade for at det var Peter Jackson der kom til at filmatisere Lord Of The Rings.
Selvom guderne skal vide, at der er lige så lidt Ringenes Herre i ”Braindead” eller ”Meet The Feebles”, som der er StarWars i ”American Grafitti”.
Der er dog en anden film, som måske ikke understreger, men så i hvert fald indikerer, at Lucas enten ikke var helt færdig med Ringenes Herre, alternativt lige ville vise at han havde fod på tingene, også når det gjaldt et ”fantasy-univers”, nemlig ”Willow”.
Hvilket så blot understreger, at Peter Jackson nok er ”den senere”, men så sandelig også ”den bedre”.

Hermed afsluttes et forsøg på at rotoscope StarWars, betragtet som tegnefilm, over Ringenes Herre, betragtet som real-film – dog kun kørende inde i skribentens hoved, men med premiere hver gang du vælger at læse J.R.R. Tolkiens udgave. Det er nemlig ikke Peter Jackson du skal spørge, hvis du vil have at vide om jeg har ret i mine antagelser – det er dig selv.

Og så vil jeg da - endeligt - anføre at alle med hang til dybere undersøgelse af, hvad der monne ligge til grund for Ringenes Herre, Lord Of The Rings, bør/kan/må gøre sig den ulejlighed at opstøve David Days tre bøger om samme. Og det gælder egentlig også dem, der vil vide hvad der ligger bag StarWars.

  • Kommentarer(3)//essef.sciencefiction.dk/#post81