ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Et spørgsmål om samvittighed

LitteraturOprettet af Henning Andersen søn, januar 15, 2012 21:06:13












Et ord siger mere end tusinde billeder, sagde Kenneth Galbraith i sin BBC-udsendelsesrække ”The Age Of Uncertainty”, fra 1977, med undertitlen ”a personal view”. Galbraith underkaster, i de 15 programmer udsendelsesrækken består af, Den Industrielle Revolutions velsignelser et eftersyn, med samt et godt borgerligt ord som kommentar til diverse udskejelser i Det Frie Initiativs hellige navn – fast forankret i en skotsk form for ironisk distance, og med drøje lussinger til alt og alle, selv hans egen guru: - John Maynard Keynes.
Hér skal vi dog hverken beskæftige os med ”Grænser For Vækst” eller ”Minimalstaten”, da dette ikke er et indlæg om økonomi. Til gengæld kan det ikke undgås at der ”går politik i den” – for det er faktisk det det drejer sig om.
I henhold til visse personer i mit ”bagland”, var det til gengæld Hemingway, der udtalte at et billede siger mere end tusind ord. Hvad ”Pappa” så ellers vidste om det.
Men i dag vil vi se på, hvordan tusinder af ord og billeder ændrer sig og kommer til at sige noget helt nyt. Og hvordan disse ændringer kan virke tilbage på et tidligere billede.
Ovenfor har jeg indsat to forsider – to ”covers” – til billigbogsudgaver af én og samme roman.
Det er den samme kunstner. Darrel K. Sweet (1934-2011), som producerede et hav af “covers” – og vil man se hvor mange, og hvad, så tjekker man ind på google, skriver Darrel K. Sweet og slår kategorien billeder til, hvorved man kan se store dele af menneskets værk. Med andre ord: - manden var produktiv. Fra Piers Anthony til Frederik Pohl - fra Philip Jose Farmer til Robert Jordan. Og Så Videre!
Romanen, som de to covers er lavet til, er: "A Case Of Conscience" (1958) af James Blish (1921-1975). På dansk: "Paradisplaneten" (Hasselbalch, 19øøøhhe). Men på flere måder er ”Paradisplaneten” faktisk en tilfredsstillende titel, idet "En Sag Om Samvittighed" godt kunne virke lidt gumpetung – eller i hvert fald frastødende, for andre end de der måtte være sørenkierkegaardske oven i hovedet. Hvad ved jeg?
Det omvendte holder dog ikke: - ”The Paradise Planet” er ikke hvad romanen handler om!
Og for at dette nu ikke skal udvikle sig til en sammenlignende analyse af Den Grimme Ælling med De Vilde Svaner, så lad os komme videre:
”A Case Of Conscience” i yderst kort plot-resumé: Jesuitten Ramon Ruiz-Sanchez er del af et hold på tre mænd, der udforsker planeten Lithia. De skal i fælleskab - og helst pr. koncensus - beslutte om Lithia kan "lukkes op" for.... nåja, for kommerciel udnyttelse. Men Ramon er - af gode grunde, kan man vist roligt påstå - kommet til den sære anelse at Lithia er et satanisk set-up. En kulisse, skabt af Fanden Selv, for at lokke menneskeheden i fordærv - noch einmals. Lithianerne er beskrevet på en måde, der meget godt gengives på de to "covers" foroven. Siger man krybdyr, siger man slanger (hvilket da også er hvad én af de andre ekspeditionsdeltagere benævner beboerne som, vistnok Agronski - Michelis er mere til det udsyrede Let-It-Be-agtige). Altså – og i total udpinding: - Slangen I Edens Have. For der er ingen tvivl om at Lithia er et paradis – selvom Agronsky stikker sig på en giftig ”ananas”, og må ligge dårlig, mens Ramon finder ud af at ekspeditionen er blevet ledt bag lyset - men muligvis gennem egen dårlig ledelse og overblik.
Ved afrejsen overrækker Chtexa Ramon en "urne", der indeholder Chtexa’s søn, Egtverchi. Ramon tager "uhyret" med tilbage til Jorden, og siden sker der andre ting, for Jorden er i hvert fald ikke nogen Paradisplanet.
Det er præcis den situation vi overværer på de to covers. Øjeblikket, hvor Chtexa overdrager sin søn i Ramons varetægt.
Men Ramon er yderst bekymret over denne gave, da den jo sådan set indeholder "Slangen", der skal få Paradiset til at vælte. Bortset fra at Jorden netop ikke er noget paradis - langtfra. Samtidig bekymrer det Ramon, at han - pr. sin opfattelse af Lithia som Satans Værk - vil blive anklaget for kætteri af sin kirke. Kætteriet består i Manikæisme - den antagelse at Lucifer skulle kunne have Skabende Evne på linie med Herrens. Og alligevel vælger Ramon, dels at tage imod ”gaven”, således at han bringer Slangen til Jorden, dels at tage til Jorden, i den gode – og med rette – tro at han vil blive udråbt som kætter af den højestrangerende i hans broderskab: - Paven!
Romanen er iøvrigt del af en serie, der overordnet hedder "After Such Knowledge", og indeholder to romaner om en rigmand, der får en magiker til at fremmane alle djævle og dæmoner på Jorden, over et døgn - med katastrofale følger (Black Easter/Sort Påske – 1968/ Stig Vendelkær, engang i 1970’erne + The Day After Judgment, 1971). Samt en fiktiv biografi om Roger Bacon, Dr. Mirabilis (1964).
Hvorefter infernaliet omkring ”rammen” for de to ”covers” efterhånden skulle burde kunne måtte være på endelig plads, således at vi ved hvad vi herefter snakker om – og ”jadak”!

Ikke en kæft gider beskæftige sig med covers på billigbøger - medmindre de er medlem af samme ubekendte selskab som undertegnede. Og det er ved grød også en besynderlig øvelse, som jeg ellers ikke ville belemre andre med. Så lidt som jeg ville besvære nogen offentlighed med at jeg havde løst en x&#.
Lige i det hér tilfælde drejer det sig også om noget ganske andet. For selvom de to forsider, som nævnt, illustrerer det samme situationsbillede fra romanen, og selvom elementerne er genkendelige som figurer og objekter fra præcis denne situation, så er der unægtelig en divergens i kompositionen – altså den måde som disse figurer og objekter er placerede i selve billedet. Og husk så lige at vi taler om den samme kunstner - dog med 10-15 år imellem "værkerne".

Det er ikke fordi Chtexa har fået større manke, og er blevet knap så Tyranosaurus-agtig, men mere drageagtig. Det er heller ikke fordi Ramon har fået et lidt mere strømlinet pater-tøj på. Og har smidt hatten. Nej, det er fordi Ramon på det første cover står parallelt med Chtexa, og han i det andet har vendt sig bort fra Chtexa. Ellers er opsætningen - og herunder figurernes positur - den samme.
Lithia forkommer måske lidt mere "alien" - i baggrunden - på den nyere udgave, end det urskovsagtige anstrøg i den ældre. Men det er ikke det der er kernen. Chtexa kan være Nidhug såvel som Quetzalcoatl, uden at det rykker det store ved udtrykket, for han er stadig Dragen. Det er holdningen til – ”indgangen til” – Dragen, der er ændret i de to udgaver. Det er i selve kompositionen, der er sket nogle ting. Dragen – slangen – er redefineret. Men hvorfor er den det?
Det er overhovedet ikke noget konspirations-teoretisk - og det er det så alligevel. På det ældste cover, undrer Ramon sig sammen med Chtexa. Godtnok sér øglen ud som om den lige har fyret en sjofel vittighed af, og pateren overvejer hvad han nu skal mene om det. Men de står i egentlig forstand på en skillelinie, idet ingen af dem kigger ad den gængse linie ”ind i fremtiden” – læseretningen – men derimod tilbage mod udgangspunktet for, begyndelsen til, den situation de i fællesskab befinder sig i hér, nu, i dette øjeblik, hvor deres veje skal skilles, og fremtiden bl.a. er betinget af den urne/flacon Chtexa bærer i sine labber.
På det nyere cover undrer Ramon sig OVER Chtexa. Han er allerede halvt vendt mod fremtiden – læseretningen – og har i egentlig forstand vendt ryggen til Chtexa, der ikke desto mindre står klar med ”gaven”, som en anden Frister. Og Ramon skæver sidelæns/tilbage/over skulderen mod den ”entitet” af en aztekisk fritidsdrage, han tilsyneladende ikke føler sig helt tryg ved. Og mest af alt ligner Ramon én, der spekulerer over hvorfor han ikke har en maskinpistol – hér, nu, i dette øjeblik. Samtidig er urnen/flaconen/Egtverchis ex uteru "mærkværdiggjort" med kringler og arabesker af en anden verden, og fremstår mere som en vase man kan drukne i, end det tidligere covers prosaiske keramiske flaske.
Begge er fuldfede udlægninger af teksten, hvor der sker både& - men hvad har ført til ændringen i cover-kompositionen?
Ændrede verdensordener!
Det tidlige cover, som er fra første halvdel af 70'erne, tilkendegiver en solidaritet med U-landene (for selvom Lithia har en teknologi, beskrives denne som fundamenteret på keramik og piezo-elektricitet) og ”Lithia” er et U-land, både i forstanden Underudviklet, Udviklings samt Uland - i forstanden "u"-land.
I ’70’erne var det væsentligt, at "vi" prøvede at "forstå" hinanden - selvom der kunne være langt mellem vore opfattelser. Fremtiden var fælles! Lithias kamp er Fælles Kamp - som "vi" ville have sagt, på linie med ”Kvindekamp er Klassekamp”. Det kan godt være at Chtexa er Fanden Selv, fordi han er uden moral-kodeks i den form vi, sammen med Ramon og hans katolske tro udlægger dette, men Chtexa er stadig genkendelig som et tænkende væsen, og med en hvis grad af omsorgsfølelse (han holder godt fast i flaconen/urnen). Og selvom han er fremmedartet, viser han tilbage til en fortid, hvis afslutning vi ikke kunne være foruden: - dinosaurerne og deres udslettelse.
Det senere cover - hvor Chtexa ikke længere er noget fra vores egen fortid (som U-landene var, er, blev fremstillet som....pick any!), men mere ligner noget fra en helt anden mytologi ( aztekernes) er fra sidst-firserne, hvor det blev (uudgrundeligt?) klart at der var andre farer end Den Røde eller Den Gule. Der var også Den Lysende Sti, Khmer Rouge, Sarawak-provinsernes kannibal-partisaner, Tamilske Tigere, Sorte September, IRA, PLO – U-landene bestod ikke bare af stakler, som ”vi” kunne ”hjælpe” til den rette tro, men derimod af årtusindegamle kulturer drevet og inspireret af motiver der ikke var sammenlignelige med den optik en vestlig Rudyard Kipling-Verden anskuede The White Man’s Burden på. Og et hurtigt sidespark: - jeg er ikke sikker på at at Kipling var racist!
Det er også i sidste halvdel af ’80’erne at de religiøst-etniske sammenbrud og sammenstød begynder at tage fart, efterhånden som ”Øst-blokken” krakelerer, og det kan ikke undre at Ramon er en kende spekulativ ved at skulle bringe en eventuel 5. kolonne til Jorden – uagtet denne planets unoder og mangel på moral – når han ikke er i stand til at gennemskue Chtexas motiver. Heller ikke selvom han – Ramon – kunne ønske det anderledes.
Romanen kan ikke frasige sig et religiøst ledemotiv - selvom James Blish vistnok hævdede at være ateist, eller ihvertfald skeptisk agnostiker ( hm?). Men udtrykket på coveret har ændret sig, således at samvittighedsspørgsmålet er gået fra "skal- skal ikke!" til "hvordan får jeg bedst og hurtigst skovlen under ham?"
Hvilket er en anelse problematisk, i forhold til romanen, for jeg vil påstå at "moralen" i romanen ligger i at "selvom det er nogle dumme svin, der har skabt dette sted, så behøver dem der bor hér/dér jo ikke nødvendigvis osse være nogle dumme svin!"
Min holdning er i sammenhængen ligegyldig, men der er grund til at tro, at dette var James Blish’s holdning, idet selv de mest barbariske og modbydeligste dæmoner i ”Black Easter” faktisk forholder sig til et konsistent moral-kodeks, på baggrund af tusindår-gamle aftaler, traktater og forbindtlige ”handshakes” der definerer ”spillereglerne”. Hvilket så ikke er det samme som at nævnte spilleregler ikke holdes – til punkt, prikke samt målstreg! Tilværelsen kan synes ubestandig og flydende, men virkeligheden er konkret og fast – også selvom man som individ ikke er udstyret med det komplette og komplekse overblik. Og muligvis bliver fejet til side af spilleregler man ikke mener at have givet tilsagn til.

Da Ramon får audiens hos paven ( Hadrian VII – som vistnok er svensker eller nordmand, hvilket i denne kontekst skal forstås som repræsentant for det liberale, nøgternt overvejende, neutralitets-midtsøgende og fredselskende menneske, med begge ben på jorden), forklarer denne, at bortset fra det manikæiske islæt i Ramons ”conductio per Lithia”, så har han samtidig begået to fejl, som er mere aggraverende end hans påstand om Djævlens Skaberkraft, idet de er undladelsessynder. Han, Ramon, kunne nemlig have salvet hele den lithianske befolkning, og/eller have foretaget en øjeblikkelig exorcisme. Istedet valgte han at bringe "Slangen" til Jorden. Flygte - det er det der menes.
- Gå herfra, siger Paven, - og vend tilbage når du kan!

Jeg kunne føle mig vældigt fristet til at lave en kryds-analyse på hele dette, i forhold til spørgsmålet om Afghanistan, Nicaragua, Iran, Irak, USSR og USA. Men jeg gør det ikke -
Og jeg vil heller ikke prøve at pseudo-freudianisere Darrel K. Sweet med henblik af en udredning for hans bevæggrunde for at ændre komposition.
Til gengæld vil jeg hævde at i små - bitte små detaljer - grænsende til det ligegyldige, muligvis det uskyldige, kan man (nogle gange) se at verden bevæger sig. Hvis man ellers skulle være i tvivl.
Men min egentlige dagsorden, mit egentlige perspektiv, ligger i det forhold at "kunstnere", og ikke mindst sådan nogle illustrations-aber, har det med at påstå at de aldeles ikke laver politisk kunst. Og jeg vil ikke påstå noget andet - men jeg vil til gengæld påstå, at ingen lever i en osteklokke, og påvirkninger udefra kan ikke afværges. Så samvittighedsspørgsmålet er lige så meget om man vil være bevidst (conscient) om denne samvittighed (conscience), eller om man ligger fast på en kurs om at "det rager virkelig ikke mig!". Og herefter blive afsløret som én der (ubevidst? - næppe!) alligevel har taget en stilling.
Jeg ved – stort set – intet om Darrel K. Sweet. Jeg ved lidt mere om James Blish. Men frem for alt ved jeg, at Sweet lavede billeder udfra ord, og Blish lavede ord til billeder. Hvilket så har taget mig godt-og-vel 2000 ord at lave en sammenligning af. Det er langt fra sikkert, at min udlægning er "rigtig". Jeg kan - uden anstrengelse - se en "art director" for mig, som godt vil have lidt mere spræl i coveret til nyudgivelsen af "et mesterværk". Men hvis "art directoren" har valgt dette udtryk, nåja, så er det præcis også "dette" jeg forholder mig til. Vanskeligere er det heller ikke.
Og hvis Fader Ramon Ruiz-Sanchez har ret i sin overbevisning, så vil jeg engang få mulighed for at spørge Darrell, James, Ernest samt Roger, hvad de egentlig selv mente. Men indtil den dag, må jeg forlade mig på min egen evne til at observere, analysere og konkludere. Og det er virkeligt ment som en opmuntring til at gøre det samme. I mellemtiden kan man jo altid læse ”A Case Of Conscience” én gang til, om ikke andet så for at få løsningen på en helt anden gåde – nemlig hvad der egentligt foregår i James Joyces ”Finnegans Wake”. Og alle der så dén komme: - op med hånden!

Note: - de to "covers" er forøvrigt hentet fra googles billedoversigt, samt Darrel K. Sweets hjemmeside.

  • Kommentarer(1)//essef.sciencefiction.dk/#post80