ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Navngivning af navne

LitteraturOprettet af Henning Andersen fre, november 18, 2011 18:20:32

I et efterord til "Beyond The Fields We Know", af Lord Dunsany, som er en samling af hans korte (fantasy)tekster, giver Lin Carter i artiklen "The naming of names" et bud på, hvad det er for noget, det dér, med de dér navne, i fantastisk litteratur.

Carter holder på, at "navngivning" er en helt særlig disciplin, samt at den er unik for den fantastiske litteratur. Det ved jeg nu ikke lige, hvad jeg skal sige til, når man betænker at den første sætning i Martin A Hansens "Løgneren" er: "-Mit navn er Johannes Vig - udtal det ikke for hurtigt!" - nej, for så bliver det Johan Svig.

Til gengæld giver jeg Carter ret i, at (person- såvel som sted-)navne har større betydning for narrativet i netop fantastiske tekster, fordi disse skal "spille med" i hele den sekundære verdens udfoldelse. "Barbaren Henning Andersen" lyder simpelthen bare forkert. Og planeten "Jørgensen" lægger op til spoof og gøgl. På den anden side har vi 9621Michaelpalin, som er en asteroide - og samtlige Python'er har forøvrigt fået en sådan opkaldt efter sig, ligesom et stort antal dyr er blevet opkaldt efter celebrities, koryfæer og andet pak: cirolana mercuryi - en reje, opkaldt efter Farookh Bulsara, undskyld, efter Freddie Mercury; pachygnatha zappa - en edderkop, opkaldt efter Frank Zappa; serendipaceratops arthurcclarkii - en dinosaur opkaldt efter….

- ja: og så videre!

Men tilbage til naming of names.

Lin Carter anfører, at visse navne har en særlig geografisk "smag". Hvis endelsen f.eks. er -ix, så er vi henne i noget keltisk/gallisk, og hvis den er -us, så vi nede i noget romersk, og skulle den være -on, så er vi ovre i noget græsk. Asterix, Lentilus Batiatus, Agamemnon - som eksempler på noget sådant. Den holder ikke helt vand, men der kan være noget om snakken. Men det betyder ihvertfald så meget, at hvis det fantastiske narrativ foregår i "romerske", "græske" eller "keltiske" omgivelser, så bliver The Naming Of Names indikator for, hvorvidt personen er lokal ifht miljøet eller kommer udefra. Hvilket altsammen så kun er "for starters", idet der ingen deciderede regler er på området. Og således kommer dette udaf en konvention, således at læseren er istand til at "genkende", hvad det er for en slags fortælling, læseren har givet sig i kast med. Man kan således spille bold, Van Gogh, med konventionen – eller man kan vælge at lave det om til et problem. I ældre SF-film er der påfaldende mange navne, der ender på ”-orius”, eller blot ”-us” – og udspiller sig i forsamlinger, klædt i togaer og mitraer. Hvilket enten er noget med ”when in Rome”, eller skal vise noget om dekadence og/eller dyb historik og velbårenhed. Den får man så lige i nakken igen, med Stanislaw Lems Doktor Sartorius, fra ”Solaris” – der åbenbart har nogle grimmegrimme underlag at skjule…… check it out!

Carter fortsætter med at opremse andre navne, der har klare persiske eller hebræiske "indvolde", henholdsvis lange navne med z'er og o'er og tostavelses-navne med ph og th : - Zinoonderel, Zooklash; Maphet, Thelam. Og havde han haft tid, ville han uden tvivl være gået ombord i kinesisk- , bantu- og lakota-"lydende" navne. Men istedet begiver han sig over i en påvisning af, hvordan Dunsanys tekster influerede på H.P Lovecrafts Cthulhu-mytekreds, hvor vi har navne som Yoggoth, Yog-Sototh og Koresh-Lahai ( og vi sender en gysende tanke til Waco, Texas - men hvordan skulle det kunne gå anderledes, på et sted med det navn?).

Med hensyn til Lovecraft, og kredsen omkring ham, ved vi iøvrigt at de sendte små hilsener til hinanden, netop i form af navne for såvel helte som skurke, med udgangspunkt i deres rigtige navne. Clarkashtoon - en dæmongud - var således opkaldt efter Clark Ashton Smith. Den lærde munk Belknapius var opkaldt efter John Belknap Long. Og AichPee-El - en ypperstepræst - var opkaldt efter, ja, prøv og gæt.

Faktisk har James Blish et par hilsener til kollegerne i afsnittet af ”after such knowledge” betitlet Black Easter ( Sort Påske), herunder den meget mærkelige Fader Vance(!), der synes i kontakt med en fjern fremtid, hvor Solen er ved at dø.

Endeligt er der selvfølgelig det helt store navnekatalog: - The Lord Of The Rings! Og før Frodo kom til at hedde "Frodo" hed han "Bingo" - men så stødte Tolkien på Kong Frode (Froda, Frodi), som dækker over gotherfyrsten Fravita, der ses afbilledet på Trajans Søjle, der på en måde kan siges at have delt skæbne med Kong Ellesar - Traver/Strider - i LOTR. Men det har David Day meget bedre fat om, så den vej går vi ikke.

For at runde Lin Carter af, fortsætter han sine spekulationer med at spørge hvor pokker navne som Brobdignang, Glumdalclitsh eller Goldry Bluzco "stammer" fra? Det er prægtige navne på henholdsvis en by, en prinsesse og en kriger-prins - men deres "smag" er så fremmedartet, at vi ikke kan stedfæste dem - de befinder sig "beyond the fields we know". Og stammer fra hhv. Swift, Swift og Eddison.

Som tekstproducent ved jeg af erfaring, at der er noget rigtigt i det Lin Carter fremhæver. Den første "stopklods" i enhver historie er altid: - jamen, hvad skal de hedde? Navnet kommer uværgeligt til at sige noget om personen og samtidig noget om miljøet. Og man kan lige så godt tage en bevidst beslutning om disse navne, istedet for at vente på at andre finder dem urimelige. Hvorfor hedder de, som de gør?

Ikke desto mindre har jeg høstet nogen kritik, når navnene blev for "eksotiske" - i.e.: signalerede en massiv distance til læserens umiddelbare omgivelser. Og det er unægteligt en hårfin balance, idet det fantastiske narrativ jo netop spiller på denne distancering. Hvorved navne simpelthen er et godt mål for distancen. Michael Moorcock benytter sig af - ikke anagrammer, men en verfremdungmæssig "fremmedgørelse", når han skal have placeret Jerry Cornelius i en kontekst. Men man kan altid genkende figuren på JC (jesus christ?), hvadenten han hedder Jharek Carnelian, Jared Corum eller Jadelian Cymru. Som samtidig er aspekter (avatarer?) af The Eternal Champion. Og det har ofte været samme leg jeg legede, når nogen eller noget skulle navngives - hvilket hurtigt kan gå galt, når man insisterer på selv at optræde i en historie, og ender med at kalde sig Gheinn Akamas. For hvor pokker er vi henne, med sådan et navn?

Dette navngiveri er ikke noget, der begrænser sig til fantasy-genren. I science fiction afdelingen er det også en udpræget (kontakt)sport. I Yevgeni Zamiatins "Vi" har personerne blot og bart numre. Som forøvrigt i "THX1138". Hvilket signalerer den fuldstændige fremmedgørelse af individet. I "Vi"-staten må man ikke engang bruge personlige pronomener, "jeg", "du", "han" - "dit", "mit" "hans/hendes". Hvilket skaber dejlig meget forvirring i teksten - på den fede måde. Noget lignende, kan man støde på i "Egalias Døtre", hvor selve sproget er diskontinuert ifht hvad vi er vant til. Heri skal man således "kvinde sig op" til at gøre dette eller hint, afhængigt af hvordan "kvind" sér på sagen. Det er meget sjovt de første ti sider. Hvorefter det bliver top-belastende. Men pointen om det "mandsdominerende" helt ind i selve sproget er selvfølgelig interessant - indtil det går op for én at man(!) skal føle en eller anden form for skyld, blot fordi man er født med et XY. Det er ikke en måde at diskutere på. Til hvilket jeg kan tilføje, at deroppe i Norge, der har de faktisk en børnehave, der hedder ”Egalia”, og dér bruger man meget krudt på at ”vi” er ikke ”han” eller ”hun” – nej, vi er ”hen”, alle sammen. Nåja, ”vi” kan så svare igen med at Pohl har sine Heechee i Gateway-serien, og Poul Anderson har sine ”haun” (i hvert fald på dansk) i ”Oprørske Planeter” (The Rebel Worlds – bliver didonerne kaldt ”hesh”? – det irriterer mig at jeg ikke kan huske det!).

I SF begrænser dette navngiveri sig ikke blot til personer. Også rumskibe - såvel som planeter osv. - navngives. I genrens årle år blot med et bogstav som præfix og dernæst et nummer. Gerne "X"-etellerandet ( x for den ukendte faktor, formodentlig). Senerehen fik de mere grandiose navne: "Leonora Christine" i Tau Zero. "Orion" og "Discovery" i 2001: aso. "Event Horizon" i - ja. Eller "Bukefalos", "Court Jester" og "Prometheus" (hh. Down In The Black Gang, Farmer; The Warriors, Niven og Solaris, Lem). Hvorefter helvede brød løs, da Iain Banks kom på scenen med sine milslange stjerneskibe, orbitaler oghvaharvi, med lige så lange navne. Men ikke blot er navnene lange, de er ofte deciderede sætninger, der på en eller måde udsiger noget om den "Mind", der styrer dem. "Shoot Them Later" og "Fate Amenable To Change". Og samtidig har personerne ret "mærkelige" navne: Bora Horza Gorbuchul; Diziet Sma; Cheradanine Zakalwe. Det sidste må bero på, at selvom disse personer er "menneskelige" så er de ikke mennesker og ikke fra Jorden.

Nu skal jeg ikke skyde Banks noget i skoene, så han ikke kan passe dem, men jeg har en fiks ide om at han har "løftet" disse skibsnavne fra Farmer. I "The Fabulous Riverboat" ( Riverworld II), hedder den fabuløse flodbåd "Not For Hire", og i "The Dark Design" ( Riverworld III) hedder luftskibet "Fantasmagorical Razzle-Dazzle" (senere forkortet til The Raz-Daz). Jeg tror samtidig, at Banks’ personnavne er inspirerede af Ursula Le Guins ”Hain”-cyklus, idet der i min fattige forstand faktisk ikke er særligt langt fra Ekumenen til Kulturen. Men det må I selv ligge og rode med.

Der er noget sært sapir-whorffsk over alt dette naming of names-noget. Og jeg finder det ultimativt sært, at det fungerer i det fiktive narrativ, mens det er noget vrøvl i forbindelse med en kognitiv differentiering af environmentet. Det er meget muligt vi først bliver bevidste om træet, når det bliver vist til os, og vi således er i stand til at differentiere "træer" som noget specifikt ifht baggrunden/omgivelserne (og senere differentiering vil lede til "eg", "bøg", "birk" osv). Men træerne eksisterer uafhængigt af vores bevidsthed om dem. Og navnene på dem, er noget vi har givet dem! Det er ikke, hvad de er!

I navngivningen (hvadenten af personer, raketter eller planeter) indsætter vi derimod et betydningsbærende lag af mening, hvilket er væsentligt i implementeringen af konceptet. Hermed signalerer vi, hvad vi snakker om - hvor vi snakker fra - og hvad vi siden vil snakke om. Hvilket er en del af "kontrakten" mellem skriverkarl eller -kælling og læseren. Man kan godt forsøge sig med hybrider - således at Asterix befinder sig ombord på DSV Surface Detail, men man skal være klar over at selv denne lille information implikerer en række forhold, man hellere må have reddet trådene ud af, inden historien når til FINIS.

Jeg skrev engang en historie (og guderne forbyde, at jeg finder den igen i den oprindelige form), der var delt op high-tech kommunikation mellem besætningen på en Apollo-mission, og kommunikationen mellem nogle andre personer, der havde navne fra LOTR, og i deres samtale henviste til "Kløvedal", "Mordor" og "Rohan". Først tilsidst (burde det) går det op for læseren, at astronauterne er på politimæssig aktion efter nogle hippier, der har kæmpemæssige tjald-plantager under geodæsiske kupler i kredsløb om Jorden.

Jeg finder stadig ideen meget sød, men jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal med den, udover at jeg - i denne sammenhæng - kan bruge den til at sige noget om navngivning som et væsentligt aspekt af det fantastiske. Når Ted, Bob og Eddie sidder på den ene halvdel af dialogen og Frodo, Elrond og Gandalf på den anden - i samme historie - så er der lagt op til et forløb, man hellere må kunne forklare sig hele vejen ud af, hvis ikke det skal kokse. Men - indrømmet - det startede selvfølgelig fra den anden side: - hvad ville ultra-hippier kalde sig selv? Og hvad ville de kalde deres hampe-marker? Maos Lyst? Nahe - ikke helt, vel? Hvad så med Kløvedal?

Ja-nemlig, ja!

Og iøvrigt var jeg inspireret af Vaughn Bodé.

At skabe en sekundær verden er nok sjovt og skæg&ballade, men det er samtidig et stykke arbejde man må gå til, med en hvis grad af seriøsitet, for hvis man tager sin læser alvorligt så er det et tillidsbrud, dersom man ikke er i stand til at føre såvel fortællingen, som disse "små" navne-detaljer til dørs. Det er det, der er opgaven - selvom man selv har stillet sig den. Og det er sådan at narrativet lever i detaljen, men detaljen "udspringer" af hele konstruktionen. Hvorfor man i virkeligheden spiller "rundt-om-bordet", med sig selv men helt alene, når man skriver.

Jeg forstår således godt dem, der siger: - jamen nu har jeg opfundet en planet, med klima og geologi og historie og indbyggere og et lokalt svar på fritter og cola. Skal jeg så også tænke på persontegning og navngivning? ( som Brian Aldiss ”øffer” et sted)

Ja, for det er det der opgaven. Du kan pladre din tekst-anmasselse til med stjerner og rumskibe og strålepistoler og aliens, men hvis du iøvrigt opererer med "typer" fremfor "personer", og - som Shakespeare - mener at "de skal jo bare hedde et eller andet", så mister du substansen i din fortælling. Ideer om "Don't Tell - Show" og "Kill Your Darlings" er ikke nødvendigvis "korrekte" (for det kommer sgu an på hvad man ”tæller” og hvad man ”kilder”), men hvis man blot flytter rundt på sine personer, som figurerne i de gammeldags dukketeatre (papfigurer på skinner), uden at give dem motiver til deres handlinger, så ere man ilde faren. Og hvis man ikke har overvejet sine manøvrer grundigt, så ender det med at Ib, Svend-Bent og Karl-Åge flygter i Håbet fra Kanon-planeten - hvor det rigtige jo nok snarere er at Obi-wan Kenobi, Han Solo og Luke Skywalker spænder fjederen på Tusindårsfalken og undslipper Dødsstjernen. – Nåja! Det hedder den altså! Om end det er noget bavl!

Det er ikke "viiii-denskab", som Baard Owe udtrykker det i von Triers "Riget". Det er forpligtelse.

Og så er der en anden side af sagen, som er lidt mere mystisk-okkult. I "Earth-Sea"-trilogien gør Ursula Kroeber LeGuin (iøvrigt et faktastisk navn, i sig selv) meget ud af, at hvis man kender "the true name" på én eller "noget", så har man magt over det. Hvilket hænger sammen med det øvrige i denne diskurs, på den måde at når man så får navngivet "hvaddetnukanvære" korrekt (hvilket ikke er noget objektivt, men en følelse), så begynder dialogen med skriften. Og så kører det.

Afslutningsvist og anekdotisk: - da jeg var yngre (meget yngre) tog jeg kataloger med hjem fra Fantask. I disse kataloger var der jo lange opremsninger af serier, der alle indeholdt noget med warriors of, children of, swords of, masters of, legacy of und zu f******* wiederhier. Og jeg havde den særlige sport at sætte mig ned ved min skrivemaskine og skrive fiktive titler på fiktive romaner og serier, til farvebåndet løb ud. Helt for min egen fornøjelses skyld. Men det gav mig en fornemmelse for The Naming Of Names.

Det er så ikke det samme som, at jeg mestrer disciplinen. På ingen måde. Men som man kan se af det ovenstående, er der ihvertfald en helt speciel form for indsigt i selve øvelsen: - Hvad hedder det (han,hun,de)?, og hvorfor?

Og så vil jeg slutte med at pille Frank Herbert ned i gadeplan. I Dune-cyklussen gør han sig jo til gode med handelskompagniet CHOAM. Et navn der lyder stærkt og påtrængende. Men akronymets opløsning grænser til det latterlige: - Combine Honette Ober Advancer Mercantile.

Meaning WHAT?

Jeg tror han fandt på akronymet først, og senere åbenbart følte sig forpligtet til at "forklare det". Ligesom Nivens Gil Hamilton fra ARM: Amalgamated Regional Militia....... men historierne om Gil The ARM handler - prosaisk? - om at Gil har en "psykisk" arm, der kan række ind igennem døre og vægge og pille ved, nåja, hvad der nu skal pilles ved. Pointen er, at det ikke nødvendigvis SKAL forklares, hvad navne betyder. For læseren må gerne undre sig og stille spørgsmål til teksten. Læseren må gerne ”føle” navnet som en anmasselse, eller som en skæbne, eller som et konglomerat af tid, rum, væren, der ikke skal hverken udfoldes eller falsificeres. Det er faktisk muligt at forklare et narrativ i sænk, og idet vi hermed er ved at læne os op af selvsamme mulighed, har vi nået enden på dette essay.

Tak for god ro og orden. Og det kan du selv hedde!

  • Kommentarer(0)//essef.sciencefiction.dk/#post77