ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Død over den alvidende fortæller

LitteraturOprettet af Mads Malmbak Kjeldsen tir, august 02, 2011 10:15:57

Det er farligt at ytre sig med frustration som brændstof, men man får jo ofte fortalt, at det hjælper, at tale om tingene. Det har ikke altid været min erfaring, men nu prøver jeg. Anledningen til min frustration og det jeg vil tale om her, er endnu en af de her bøger, der egentlig har potentiale til i det mindste at være underholdende, men som ender med blot at være irriterende. Jeg taler om The Noise Within af Ian Whates fra 2010. Jeg skal tilføje at der er tale om en generel tendens inden for science fiction (og sikkert andre underlødige genrer), så der er måske et picogram af uretfærdighed i at fremhæve Whates. Andre bøger, der har det samme problem (og som jeg lige kan skimte i reolen), er Stealing Light af Gary Gibson, The Seeds of Earth af Michael Cobley og alt af Peter F. Hamilton og Kevin J. Anderson.

Der er tre grundlæggende problemer, disse – og mange andre – forfattere har tilfælles.


For det første, at de insisterer på at skrive for lange og for handlingen, plottet og karaktererne (og læseren!) irrelevante ord, sætninger og passager. Beskrivelser af dagligdagsting og sindstilstande behøver ikke være meningsløse – ofte er de det modsatte – men når de kontinuerligt bliver inkluderet som fuldfede bisætninger, der i en form for insisterende og klodset bogstavlighed, krænger teksten ned over læseren, bliver teksten som helhed tung og uvedkommende. I stedet bør forfatteren hylde det minimalistiske kampråb less is more: det er det vi ikke får at vide, der er interessant. Der er en grund til at uhyrer lever i mørket; når vi tænder lyset er de væk.

For det andet – og det er mest en personlig præference snarere end et litteraturteoretisk problem – opererer de ovennævnte forfattere konsekvent med et oppustet persongalleri. I The Noise Within er det egentlig ikke så graverende, mens det hos Hamilton og Anderson er total ude af kontrol. Det er et vanskeligt punkt at kritisere, for der er skrevet mange gode science fiction-bøger med et omfattende persongalleri, eksempelvis David Brin’s to Uplift-trilogier og Larry Niven’s (m.fl.) Footfall og The Legacy of Heorot (flere af Niven’s kollaborationer har ligefrem en oversigt over persongalleriet på de første sider, et dramatis personae, og hvis det er nødvendigt, skal en forfatter måske lave en kritisk karaktergennemgang). Det er med andre ord en kunst at operere med et stort persongalleri. Nogle mestrer det, andre ødelægger alle tilløb til vedkommende handling og karakterudvikling. Også i dette tilfælde kan man med fordel ihukomme Mies van der Rohe’s mantra – men i en omskrevet version: I stedet for at skrive lidt om meget, skal man skrive meget om lidt: en troværdig og interessant karakterudvikling fordrer som udgangspunkt et begrænset antal karakterer.

Det tredje og sidste punkt er samtidigt det værste: den alvidende, refererende fortæller. I The Noise Within nås et nyt lavpunkt for, hvor gentagende og kedeligt en historie kan formuleres. Langt størstedelen af teksten består af hvad der forekommer som et referat af en oprindelig tekst. Teksten minder om udskriften af en voice-over fra indledningen til en film – et ofte uelegant kunstgreb, hvor publikum hurtigt bliver opdateret på tingenes tilstand. Det er sjældent vellykket, som f.eks. i den originale Blade Runner-film, hvor fortællerstemmen på mange måder spolerer cinematografiens muligheder for filmisk at kommunikere, hvad stemmen fladpandet fortæller os. Fortællerstemmen i film berøver os magien ved billeder, udtryk, lyde, og propper en let og færdig meningsstruktur ned i halsen på os (det skal tilføjes at voice-over også kan fungere, som f.eks. i Lars von Triers Dogville). Voice-over-klonen, altså den alvidende, refererende fortæller i The Noise Within, gør teksten katastrofalt kedelig. Dog: som med alt andet er også doseringen af den alvidende fortællerstemme afgørende. Den fungerer nogenlunde i små doser til f.eks. kort at beskrive en ubetydelig rejse fra A til B (men hvorfor ikke blot slutte kapitlet i A og genoptage det i B?), men når en forfatter benytter den alvidende fortæller til andet end mere eller mindre mekaniske bevægelser i sin historie, går det galt. Når forfatteren via sin alvidende fortæller taler til sin læser om karakterernes sindsstemninger, bevæggrunde og følelser, er det litterært selvmord. Lad karaktererne selv vise hvordan de har det – gennem dialog, gennem handlinger – eller fravær af handlinger. Lad være med i dovenskab at hoppe over hvor gærdet er lavest og introducere den kedelige og formynderiske alvidende fortæller.

Som antydet er jeg ikke begejstret for The Noise Within, og fortsættelsen kommer ikke inden for mine døre. Som jeg læste på et forum forleden og som jeg tilslutter mig: 90 % of everything is crap! Heldigvis findes de sidste ti procent også – blandt andet Richard Morgan, Peter Watts, Alastair Reynolds og Larry Niven.

Show, don’t tell: http://en.wikipedia.org/wiki/Show,_don't_tell

  • Kommentarer(1)//essef.sciencefiction.dk/#post76