ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Eurocon 2011

NyhederOprettet af Flemming R P Rasch tir, juni 21, 2011 16:24:56

Eurocon 2011 blev afholdt her i weekenden i Stockholm. Her er en kort første conrapport:

Det var en generelt meget vellykket con med et deltagerantal omtrent på niveau med den danske Eurocon i 2007, dvs. ret højt for en Eurocon. Programmæssigt var Eurocon 2011 mere eller mindre bygget op omkring de fire æresgæster, Ian McDonald og Elisabeth Bear (forfatter-æresgæster) og John-Henri Holmberg og Jukka Halme (kritiker/fan æresgæster). Hver af æresgæsterne var med i mindst ti programpunkter over de tre dage, hvilket nok var lidt i overkanten, men til gengæld var alle fire interessante at høre på, så for en der bare skulle sidde nede i salen og lytte var det ret vellykket, selv om det nok har været lidt stressende for æresgæsterne. Som en bonus havde de også fået fat i Charles Stross og hans gode ven finsk/skotske Hannu Rajaniemi. De svenske forfattere var det derimod ikke så nemt at få øje på, hvilket var lidt en skam, da man kunne have præsenteret dem for et bredt europæisk publikum. De var der, men når man skulle vælge mellem oplæsning af en relativ ukendt svensk forfatters tekster og et panel med nogle af de førende forfattere og skarpeste kritikere i genren, var det svært ikke at vælge sidstnævnte.

Der var fokuseret på litteraturen, med ikke så mange programpunkter om andre medier, kun nogle få filmforevisninger sent om aftenen og vistnok kun et enkelt programpunkt med videnskab. Der kørte omkring fire samtidige spor i omkring 12 timer lørdag og lidt kortere tid de andre dage, og der var der kun meget få tilfælde med overfyldte lokaler eller programpunkter der samlede under ti deltagere. For dem som ikke er så interesserede i litteratur, var der ikke så meget, men for en som mig der primært er interesseret i science fiction og primært litteratur, var der rigeligt med ting at lytte til hele tiden. Enkelte af panelerne led dog under at det ikke var tænkt godt nok igennem hvad diskussionen skulle handle om, så det blev ved lidt udveksling af velkendte synspunkter.

Hvis jeg skal opsummere Eurocon 2011 ganske kort, så var et af de gennemgående temaer i diskussionerne science fiction og dens fandom i fortiden og fremtiden. John-Henri Holmbergs synspunkt var at science fiction er en ganske speciel genre, fordi den udtrykker oplysningens ideer, og den har rigtig mange gode bøger bag sig, men er en uddøende genre og dens fans vil uddø med den. Ian McDonald anerkendte at science fiction har problemer, men mente at de kan overvindes og at balancen mellem de tre genrer sf, fantasy og horror igen vil tippe til sfs fordel. Elisabeth Bear ville gerne helt af med genre-skel – vi er alle fans af det fantastiske og skulle gerne kunne enes i den samme fandom. Finske Jukka Halme havde vist ikke noget at tilføje til den diskussion, men set fra Finlands synspunkt er fandom ikke noget man bekymrer sig om, med en årlig con der er flere gange større end en stor Eurocon. Det indebærer så at man tager de knap så litterære anime/manga-fans med. Hvis Finlands måde at gøre tingene på er fremtidens, så har Holmberg måske ret i at fandom, som den var da han var ung fan, vil forsvinde, men der vil komme en ny type fans til at erstatte dem. Måske (det er mit gæt) ikke vokset op med en kost af science fiction-bøger, men med film, spil og tegneserier, der så senere kan føre til at de også interesserer sig for litteratur.

Den praktiske afvikling af Eurocon fungerede nærmest perfekt. Programmet var oppe på hjemmesiden i meget god tid, og der var meget få ændringer i det. Ingen programpunkter fik lov at køre for meget over tiden, der blev ryddet pænt op under hele connen og baren var velforsynet og billig. Man skulle gå et stykke efter maden, specielt hvis det ikke skulle være fastfood, og toiletforholdene var lidt trange til de mange mennesker, men det gik alligevel. Alt i alt en glimrende oplevelse, som jeg kan anbefale, hvis ikke det var fordi det var et engangs-arrangement. Men måske Norge nu vil prøve at overgå Sverige (og os) og byde på en Eurocon i nær fremtid eller måske Sverige vil byde på en Worldcon? 2018 er vist stadig uden bud…

  • Kommentarer(0)//essef.sciencefiction.dk/#post75