ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

En note om genren

MetablogOprettet af Mads Malmbak Kjeldsen søn, juni 19, 2011 21:19:31

Det er en doktorafhandling værdig at bestemme hvor og hvornår science fiction blev født. Og selv med en sådan ved hånden vil uenighederne fortsætte: er den første science fiction historie Gilgamesh-eposset, er det Lukianos’ Sande historie, eller måske selveste Biblen? Andre igen vil pege på Johannes Keplers Somnium eller Thomas Mores Utopia. Eller begyndte science fiction først i slutningen af de 19. århundrede? Diskussionen er foregående og konklusionen afhænger nødvendigvis af, hvordan genren defineres.

I det nedenstående vil jeg præsentere et argument for at science fiction er en betydeligt smallere (og nyere) genre, end de fleste ofte antager. Selv blandt hærdede nørder møder jeg ofte den opfattelse, at alle fortællinger med et rumskib eller en tidsmaskine, er science fiction. Og den modsatte opfattelse gør sig lige så ofte gældende: at fortællinger, der ikke indeholder de mest almindelige science fiction-rekvisitter, ikke tilhører genren. Begge opfattelser er forsimplede.

Det mest grundlæggende kendetegn ved science fiction, er det videnskabelige fundament, fortællingerne bygger på. Om historien udspiller på jorden eller ej, i fremtiden eller fortiden, om der er rumvæsener og robotter, er ikke afgørende. Det afgørende er den grundlæggende videnskabelige præmis, der omslutter fortællingen. Når det er sagt, ved alle, der har læst en smule science fiction, at genren myldrer med hvad man kan kalde uvidenskabelige konventioner, eksempelvis overlysfart og tidsrejser. Det er spekulative ingredienser, der på den ene side stammer fra science fictions hvad-nu-hvis-spekulationer, og på den anden side den fortælletekniske metode til at få en historie til at hænge sammen. Så i definitionen af science fiction må man både skele til det videnskabeligt plausible, til de uvidenskabelige konventioner, og til fortælleteknik. Hvis en forfatter fortæller en historie med en række koloniserede solsystemer og deres indbyrdes forhold, er det ofte afgørende at de kan kommunikere og måske fysisk rejse mellem hinanden hurtigere end lyset. Det er nærmest en nødvendighed for at historie og plot kan udfolde sig. Og i det eksempel fornemmes måske et princip om anvendelsen af uvidenskabelige konventioner: nemlig at de skal bruges til at få historien til at hænge sammen, ikke som spektakulært fyrværkeri. Hvis det ikke har nogen afgørende plotmæssig relevans om et rumskib rejser hurtigere end lyset, ser jeg hellere at forfatteren lader rejsen til et fjernt solsystem tage 100 eller 1000 eller 10.000 år, frem for at knipse med fingrene, og vupti! så er helten fremme i en ny setting.

Det er Arthur C. Clarke, der i forordet til The Songs of Distant Earth skriver følgende om skellet mellem science fiction og fantasy:

”This novel is based on an idea developed almost thirty years ago in a short story of the same name (now in my collection The Other Side of the Sky). However, this version was directly – and negatively – inspired by the recent rash of space-operas on TV and movie screen. (Query: what is the opposite of inspiration – expiration?)

Please do not misunderstand me: I have enormously enjoyed the best of Star Trek and the Lucas/Spielberg epics, to mention only the most famous examples of the genre. But these works are fantasy, not science fiction in the strict meaning of the term. It now seems almost certain that in the real universe we may never exceed the velocity of light. Even the very closest star systems will always be decades or centuries apart; no Warp Six will ever get you from one episode to another in time for next week’s installment…”

Clarkes udtalelse er kontroversiel, men peger på samme problematik, som jeg har forsøgt at sigte til i det ovenstående: at science fiction – så vidt det lader sig gøre inden for udfoldelsen af plot og det at holde fortællingen kørende – bør afholde sig fra alt for fantastiske hovsaløsninger. Det har vi fantasy til…

Med ovenstående in mente vil jeg gerne dele følgende definition på science fiction. Den er influeret af flere andre definitioner, men alligevel i mine øjne mere omfattende. Og netop fordi den er mere omfattende, er den mere ekskluderende. Og i eksklusionen findes dens relevans – hvis en definition ikke ekskluderer, definerer den ikke godt nok. Science fiction er en fortælling:

- der foregår i en verden, der har mindst én afgørende forskellighed fra vores virkelighed,

- der benytter en moderne videnskabelig erfaringshorisont til at beskrive denne disparate virkelighed,

- der, qua videnskabeligheden som grundlag, beskriver en virkelighed, der er teoretisk mulig (eller i det mindste ikke er umulig),

- og, hvor forfatteren bevidst har skrevet sin fortælling med de tre ovenstående parametre som ledetråde for sin fortælling.

  • Kommentarer(11)//essef.sciencefiction.dk/#post74