ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Fans og fandom

MetablogOprettet af Flemming R P Rasch ons, juni 15, 2011 23:01:28

Hvis du læser dette, er der en god chance for at du er en fan. Eller mere korrekt: Der er en god chance for at du er en person man ville kalde en fan af science fiction. Ifølge sædvanligvis nogenlunde pålidelig kilde kommer ordet fan af ”fanatic” og betyder at man har en overdreven og ofte ukritisk interesse for noget. Oprindeligt et udtryk brugt om sportsinteresserede, men nu om alle mulige andre ting. Indenfor sport skelner man mellem fans af forskelligt sportsudøvere eller sportsklubber, men indenfor science fiction er man enten fan af det eller ikke fan af det. Eller rettere: Betegnelsen science fiction-fan giver kun de to muligheder.

For lidt over ti år siden skrev den (desværre) ikke særligt kendte (og nu afdøde) science fiction-forfatter Thomas M. Disch en bog om science fiction-genren, dens forfattere og dens fans. (”The dreams our stuff is made of.”) En af hovedteserne i den bog er at science fiction, og dermed science fictions fans og forfattere, er en tolv år gammel dreng. Som udgangspunkt kan jeg sagtens følge ham i det. Jeg var formentlig selv omkring de tolv, da science fiction for alvor bed sig fast i mig. Man kan vel nok sige at jeg blev fan i ”fanatic” betydning af ordet – alt det sf jeg kunne komme i nærheden af blev slugt råt og ukritisk de næste mange år.

Disch angriber genren over en bred front: Science fiction har ansporet sære former for overtro så som konspirationsteorier og sågar hele religioner. Det har været brugt som platform for racistiske og militaristiske synspunkter. Rigtig meget science fiction, især det man ser på tv, kritiseres for at være af en tvivlsom kvalitet. Mange navngivne forfattere kritiseres for det ene eller det andet, mens nogle få fremhæves som gode. Robert Heinlein formår som den eneste at optræde både som den gode og den dårlige forfatter. Talentfuld, men med ekstreme holdninger. Kun Wells, Dick og Ballard bliver omtalt meget positivt. Noget steder virker kritikken urimelig, og man kan tydeligt se hvor Dischs egen politiske holdning har spillet ind. Andre steder har han gode og interessante pointer, som for eksempel hans argumentation for at Edgar Allan Poe var den første sf-forfatter.

Men tilbage til science fiction som den tolvårlige dreng. Disch påstår at science fiction-genren i almindelighed, ikke bare visse fans og visse forfattere, er en genre for drenge eller for dem som ikke er blevet voksne. Dette skulle så være i modsætning til den ”voksne” litteratur der beskæftiger sig med ”seriøse” emner, forstået som de ting en voksen person normalt bekymrer sig om og fylder sit liv ud med. Den har jeg lidt svært ved at købe. Hvorfor skal valget af det stof man gør til litteratur bruges som en psykologisk profil af forfatteren og dennes læsere? Det har ikke noget med litteraturkritik at gøre, men hører i bedste fald hjemme under sociologisk analyse. Det svarer til at sige at en typisk (ikke-sf) roman med et eller nogle få mennesker som hovedperson(er) er noget som usikre mennesker bruger som anvisning på hvordan de bør være og hvordan de bør opføre sig. Tydeligst er det vel i kriminalromanen, der i høj grad er en anvisning på hvordan man hhv. bør (detektiven) og ikke bør (forbryderen) opføre sig. Men ligesom med science fiction som en erstatning for den tabte barndom har det intet at gøre med bogens litterære værdi.

Som nævnt kan jeg sagtens se mig selv som den tolvårige fan, som i den oprindelige betydning af ordet fan, blev ved med at være fan i mange år. Men på et tidspunkt fik jeg nok af science fiction. Der gik mange år, før jeg igen en dag, mener det var under genlæsning af Stanislaw Lems ”Solaris”, fandt ud af at science fiction rummede andet og mere end det jeg blevet bidt af som tolvårlig (+/-). Men bidt igen, vil jeg ikke sige jeg er. Det er ikke science fiction i almindelighed, men science fiction som litteratur og den gode science fiction der interesserer mig nu. Paradoksalt nok er jeg først her i anden omgang kommet med i fandom, dvs. den mere eller mindre sammenhængende organisering af fans der er både lokalt og globalt.

Jeg mener så at der faktisk er to typer af fans, nemlig dem som har en barnlig begejstring (hvilket selvfølgelig også kan være positivt) og dem som interesserer sig for sf som litteratur (og andre kunstformer), fordi jeg selv har været begge dele i to perioder af mit liv, som er skarpt adskilt i tid. Men set fra omverdenens synspunkt er de to typer fan det samme. En typisk fan, som fremstillet i visse medier, kunne for eksempel mene at Star Trek er det bedste tv der nogensinde er lavet, læse dårligt skrevne billigbøger med stor fornøjelse, og måske endda tro på at små grønne mænd i flyvende tallerkener jævnligt besøger vores planet. Sådan ved vi jo godt at det ikke er, selv om vi måske har lidt flere excentriske typer end de har i andre grupper af fans.

Hvor jeg er uenig (på nogle punkter) i Dischs fremstilling af science fiction som den tolvårige dreng, kan jeg sagtens følge hans kritik af fandoms forbindelse til meget dårlige forfattere og ikke mindst en broget flok af tosser og alt for barnlige sjæle. Man kunne måske ønske sig at der faktisk var to ord for de forskellige slags fans og dermed at der var to slags fandom. Men på den anden side er det ofte sådan at man starter med den barnlige begejstring og så efterhånden bliver mere kritisk, uden nødvendigvis at have en lang pause imellem som jeg havde. Og hvordan skulle man kunne sortere den ene type fra den anden, eller bedre: sortere tosserne og de dårlige forfattere fra? Det er formentlig samme dilemma som foldbold-fans har, bortset fra at en dårlig spiller kan sorteres fra uden de store problemer.

Men et problem er det, at science fiction-fan og -fandom betyder noget andet udadtil end hvad det faktisk dækker over. Det er for eksempel en hindring, for at læsere (og anmeldere) udenfor fandom beskæftiger sig med sf, at genren forbindes med dårlige bøger, dårligt tv og ukritiske læsere. Hvordan man ændrer det, har jeg ikke nogen konkret ide til, bortset fra at forsøge at udbrede kendskabet til (den gode) science fiction. Men på den anden side klarer science fiction sig nok også på trods af omverdenens fordomme. En positiv ting ved en stor og meget aktiv fandom er at den på mange måder støtter genren. Antag at den globale fandom er på bare 10000, og at bare 10% af dem køber de nyeste bøger af de mest populære forfattere, så er de første tusind eksemplarer af hver bog allerede solgt. En forfatter som Thomas Disch nød dog ikke godt af det. Han nåede aldrig den store popularitet blandt fans, på trods af et stort talent som forfatter. Så han havde stort set kun den negative effekt af fandom, hvilket måske forklarer lidt af bogens hårde tone.

  • Kommentarer(1)//essef.sciencefiction.dk/#post72