ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Den indre neandertaler

LitteraturOprettet af Henning Andersen lør, oktober 16, 2010 17:07:56

Almindeligvis er der ikke de store problemer med at acceptere Darwins præmis om abernes og menneskets fælles oprindelse. Og når man så ligesom har godkendt den side af sagen, så kan man også acceptere den opadgående stige, gerne formuleret som en række repræsentanter for hominiderne, der går mere og mere oprejst, får mindre og mindre pels samt flere og flere redskaber ( at slæbe rundt på). Man genkender billedet, ikke sandt? Men så er der lige neandertaleren - eller Homo Neanderthalensis, som det hedder hvis det skal være farligt fornemt. Som ikke er så nem at have med at gøre, af en række årsager vi vil komme ind på.

Svante Pääbo og hans team har just færdiggjort det første udkast til en kortlæggelse af H. Neander's genom, og det spåes at der herved vil blive kastet en kæmpemæssig projektør på menneskets udvikling. Og det lyder jo godt. Man må også sige, at det er på tide. H. Neander har ikke haft det for nemt, siden han forsvandt på en forblæst strand ved Gibraltar for 30.000 år siden. Hvis han da gjorde!

I august måned 1856 fandt kalkbrudsarbejdere et lidt mærkeligt skelet i Neanderdalen. Dalen var opkaldt efter Joachim Neander, en calvinistisk salmedigter, der havde grækificeret sit oprindelige efternavn, nemlig Neumann, således at han ikke fremstod alt for jødisk. Man kan så også lige indflette den kommentar at "neumann" faktisk betyder "nyt menneske", hvilket - afhængigt af temperament - så gør det hele en lille smule metafysisk. Måske. Nå, men man troede først at skelettet var resterne af en bjørn, hvorefter man gik over til at det nok var én napoleonsk soldat, og endte med at det godt kunne ligne en kosak - på hjulbenene! De - kosakkerne - red jo meget på hest, ikk' da?

Og så var det at Darwin skrev den dér bog, og helvede brød løs. Derfor anerkendte man også, at skelettet nok snarere stammede fra en forfader, og man rekonstruerede kalorius som en blanding af en abe og en sinke. Så var dét jo iorden, altså indtil en tysk professor ønskede at understrege sinke-faktoren ved at lave en afstøbning af hjernekassen og måle den mod et moderne menneskes. Og opdagede at Hr. Neanders hjerne faktisk var en hel del større end nutidsmenneskets. Jeg har aldrig set en tysk professor græmme sig, men dette ville nok have været eksemplet på noget i den stil - for han offentliggjorde ikke sine resultater. Og således startede Hr. Neander sin ikonografiske karriere med at være en svagttænkende hulemand, der med nød og næppe kunne vralte hen til den næste selvdøde mammut og få lidt i skrutten, ved at hakke på må og få i kadaveret med sit out-datede mousterian-kultool-set.

Hvad der er interessant for os - altså hér på ESSEF - er at Hr. Neander kun kort tid senere tiltrådte en sekundær karriere som figur i den fantastiske litteratur. På de hjemlige breddegrader kan man fremdrage, at Johannes V. Jensen i sin stort anlagte "Den Lange Rejse" har afsnittene "Bræen" (1908), der handler om Dreng og hans "tæmning" af ilden, og "Nornegæst" (1919), som handler om egentlig civilisations- eller ihvertfald kultur-dannelse. Men i 1909 udgiver J-H. Rosny d.æ. "Le Guerre du Feu", om et sammenstød mellem neandertalere og cro-magnon-mennesker, fordi neanderne vil stjæle noget ild, idet deres egen er gået ud. De kan mao. ikke selv lave ild. Historien blev iøvrigt filmatiseret af Jean-Jaques Annaud i 1981, med den engelske titel "The Quest For Fire", som var meget hyped up på at "man" havde skabt nogle sprog, som skuespillerne skulle tale. Og det kan jo godt være, men neander-slænget, der ude efter noget ild hos den lidt klogere stamme, opfører sig noget fatte-svagt, så indstillingen har åbenbart ikke ændret sig i forhold til forlægget. Die dumme neanderthalchen........

I årene 1912-1919 udgiver Edgar Rice Burroughs en guds velsignelse af serier, hvor det faktisk vrimler med hulemænd, der i den grad afspejler den daværende opfattelse af Hr. Neanders morfologi samt cerebrale kompetancer. Jeg kan ikke blive enig med mig selv om hvorvidt stammerne i Pal-Ul-Don skal forestille fortidsmennesker, men de har ihvertfald allesammen hale på - og det dér med en hale, det er jo primitivt! Hvad der derimod er stensikkert er at Dronning La, der hersker over jungleriget Opar, har gang i noget eugenik med Tarzan, Lord Greystoke, på baggrund af en befolkning med ret voldsom kønsdiversificering. Alle mænd i Opar er helt tydeligt børnebørn af Hr. Neander, i den optik der var gældende på affattelsestidspunktet. Det var også på dette tidspunkt at tanken om, at "højerestående" menneske-arter havde udryddet "laverestående" var i fuldt flor, og man fandt det en fuldfed tanke at Hr. Cro Magnon selvfølgelig havde udryddet Hr. Neander. At Hr. Stridsøkse som det naturligste havde udryddet Hr. Jættestue, at Det Hvide menneske "ruled surpreme", og udviklingens ypperste tinde kunne identificeres som den nordiske bronzealderkultur, for den var jo så arisk! Med visse følger for salmedigter Neumanns slægt, kan man vist roligt sige. Hvorfor også synet på Hr. Neander forblev legitimt fordomsfuldt. Så sent som i 1935 kan man, i "The Vengeance of Gwa" støde på slægtninge til La's mandlige undersåtter, men her tror jeg trods alt mere der er tale om, hvordan manden ønskede at se sig selv på dette tidspunkt, idet vi befinder os i den første efterdønning af Conan-sucessen. Den stærke mand, den stærke ener, den brutale og uafviselige potens - og Mussolini forsøgte at gøre Abbesinien gravid med italiensk sæd.

Med anden verdenskrig bliver det decideret usmart at diskutere raceteorier udenfor aksemagternes territorium, og vi skal helt frem til 1955 hvor William Golding udgiver "The Inheritors" ( da.: "Det Røde Dyr"). Igen er scenariet at Cro Magnon - det moderne menneske, som det dengang blev opfattet som - er trængt ind på Familien Neanders område, with deadly intent. Romanens kvalitet ligger hovedsageligt i, at Golding forsøger at præsentere en "anderledes" bevidsthed. I tidens ånd må han acceptere, at Hr. Cro var en bedre egnet udgave af Homo, men han vil godt slå et slag for kvaliteten i det u-egnede, som en udløber af et humanistisk perspektiv fremfor et evolutions-biologiske i en moderne optik ( efter anden verdenskrigs rædsler). Man er ikke dum, bare fordi man ikke forstår den anden parts teknologi ( jvnf. Clarkes Teorem og Banks' OCP fra Exession). Men det forklarer hvorfor man fejlede!

I 1959 udgiver Philip Jose Farmer "The Alley Man". Hovedpersonen er Den Sidste Neandertaler, og det er sådan set stadig "Gwa" - with a vengeance. Denne gang er det nemlig ikke så meget Baggyde-mandens brutale seksualitet, det drejer sig om, men mere High-Society-damernes attrå, deres behov for det rå maskuline i en verden der er blevet altfor følsom og derfor kedelig. At Paley (palæo- !) så føler sig misbrugt, samt ude af sync, understreger hans slægtskab med Det Røde Dyr, men ændrer ikke ved den moron-agtige status i forhold til "de rigtige mennesker". Det er vistnok iøvrigt Palle Juul Holm, der et sted har nævnt, at netop Farmer gør så voldsom brug af neandertal-mennesker, at noget kunne tyde på at han (Farmer) har en opfattelse af, at denne menneskeart kunne have været udgangspunktet for noget bedre og anderledes end kultur- og civilisations-pessimisten Farmer umiddelbart observerer i nutidens verden. Og det kan jo godt være. Men Farmers udgaver af Hr. Neander, hvadenten i "The Alley Man" eller i Riverworld-serien (1971 og fremad), er stadig den samme gamle traver om det naturlige menneske i naturtilstanden. Lettere naiv, lidt tung i det, samt på udkig efter hurtig behovstilfredsstillelse. Man (jeg) kan heller ikke helt befri sig for en mistanke om at der er tale om den dårlige samvittigheds overlæg, for hvis Farmer betragter sig som efterkommer af den europæiske menneskestamme, herunder Cro-Magnon, så var hans forfædre altså både med til at udrydde Hr. Neander og de nordamerikanske indianere. Som der også optræder en hel del af i Farmers værker.

I den "virkelige" verden er man i mellemtiden ved at spørge sig selv, hvordan man egentlig bedst lægger perspektivet på en hominid gruppe ved navn H. Neanderthalensis. Er det en hel separat forgrening af noget meget ældre? Er det fætre og kusiner? Er det blot en miljømæssig diversificering af et iøvrigt fuldgyldigt H. Sapiens-spektrum? Op gennem 1960'erne begynder folk som Desmond Morris og Elaine Morgan at stille spændende spørgsmål til den humanoide morfologi, og man opdager både store huller og uafklarede spørgsmål i forhold til den gængse opfattelse af menneskets udvikling fra en abe-formoder. Desmond spørger hvorfor Hr. Sapiens Sapiens stadig render rundt med kiksede instinkter, og Elaine spørger hvorfor Fru Sapiens Sapiens har mistet alt sit hår( minus visse attraktive placeringer), har fået fede balder og svømmehud mellem fingrene. Men ikonografiske absolutter flytter man ikke så nemt rundt på. Det er stadig sådan at i J. Jelineks "Dass Grosse Bildlexicon des Menschen in der Vorzeit" ( da.: "De Første Mennesker") 1972), fremstilles Hr. Neander som et vaklende individ, hvor hverken rygrad, ben eller kranie sidder helt "rigtigt". Og selv Z. Burians uhyre life-like illustrationer understreger blot, at hér har vi at gøre med et individ som vi nok ikke helt ønsker skal dingle rundt noget som helst sted oppe i vores ane-træ. Hvad ingen nævner er, at denne rekonstruktion, udfra det oprindelige skelet, fundet i kalkbruddet i Neandertal, er unikt på en helt specifik måde. For det første var det (stort set) komplet, men for det andet var det resterne af en mand på over 50 år, der havde leddegigt. At han var over de halvtreds udsiger at han var noget meget specielt, idet de fleste "naturfolk" rammer døden omkring de 40-45 år. At han havde leddegigt gør, at hans statur ikke kan anvendes som model for hvordan neanderthal-mennesket generelt så ud. Og når man så samtidig insisterer på at smække skelet-resterne sammen udfra et abe-skema - nåja, så får man også det man vil have: en tumpe, der ikke ved hvorfor han har rejst sig op! Anatomi a la mormor!

Michael Chrichton udgiver i 1976 "The Eaters Of The Dead". Første halvdel er en ganske udmærket transkription af Ahmed Ibn Faedlans rapport til Kaliffen i Bagdad om hans beordrede rejse til "Rus", med den udtrykte opgave at konsolidere relationen til de nyligt omvendte volga-bulgarer, og med henblik på en yderligere omvendelse af disse nordboere - rus. Chrichtons roman blev senere filmatiseret, med Antonio Banderas i rollen som "Iben" - og den kan man jo godt se, når man lissom er i det humør! Anden halvdel af "Eaters Of The Dead", bogen, er sådan set løftet fra Bjovulfs-kvadet, der gerne hævdes at være forfattet et eller andet sted i kontinuuet det 8. til det 11. århundrede - muligvis med et langt ældre forlæg. I Chrichtons tilfælde møder vor helt den sidste shaman hos et folk, der er ved at uddø. I Bjovulfs-kvadet møder vi allesammen Grendel og Grendels mor. Egentlig er Grendel en trold, og sådan en størrelse bor jo enten i en skov eller i en hule. Speleologi er læren om og udforskningen af huler, og Hulebjørn hedder "Ursus Spelaeus". Hér er det måske værd, at minde om at det første skelet fra Neanderdalen blev udlagt som stammende fra en bjørn - før man vidste bedre. Det er eventuelt også værd, at minde om at "hulemand" kan benævnes "troglodyt". Hér er det jo yderligere skægt, at chimpansens latinsk/græske navn er "Pan Troglodytes" ( i.e.: - en hulemand der bor over det hele). Hvilket er så lige så meget sludder som Hr. Neanders påståede cerebrale inkompetancer - "champansen" bor ikke i huler, og neandertalerens vaklende teknologi handler ikke om nedsat intellekt, men om miljømæssigt pres. Alligevel kunne Grendel godt være en repræsentant for neandertal-folket, og denne ide har vor hjemlige Per Thygesen Poulsen (der ellers mest gør ud i management-consulting og coaching-litteratur) skrevet en ganske interessant roman om - "Den Sidste Neandertaler", 1991. Den er faktisk meget spændende, omend jeg personligt vil mene at den bør stå lige ved siden af Dan Browns Leonardo-mysterie. Men den er tankevækkende. Hvad den derimod ikke er, er en nyfortolkning af neandertaler-mennesket. For at nå til den slags må vi længere frem - eller tilbage.

Ayla optræder første gang i Jean M. Auels "Clan Of The Cave Bear" (!), som skulle være første del af "Children Of The Earth"-serien, begyndende i 1980. Nu har jeg det personligt meget sådan, at hele cyklussen egentlig er "Dr. Frank I Fortiden", så jeg vil ikke bruge meget krudt på det indholdsmæssige. Præmissen er derimod interessant, for den udsiger at der på et vist tidspunkt - for ca. 200.000 år siden - fandtes henved 4-5 deciderede menneskeracer på denne planet. H. Habilis, H.Sapiens, H.Neanderthalensis, H.Rhodensis og H.Erectus. Der er et par stykker jeg ikke rigtigt tror på var samtidige, men lad os da så for himlens skyld blive enige om 3. Hvilket egentligt også er temmeligt mange, ikke sandt - jeg mener, nu om dage er, siger og skriver vi ialt - og summeret - stort: - 1 - ! 1 menneskerace - no more, no less!

Jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg ikke har læst særligt meget "Ayla", men jeg har forstået at hun er en dejlig og frodig kvinde, der er opdraget af neanderthalere, hvorfor disse altså ikke kan have været helt skudt i roen. Hvilket falder meget godt i tråd med at man op gennem halvfjerdserne og firserne i forrige århundrede, nåede til en lidt mere differentieret opfattelse af Hr. Neanders "modus operandi", på en lang række felter. Man hæftede sig godt nok stadig ved den mangelfulde teknologiske udvikling over 20.000 år ( jvnf. "Mr. Nice Guy", Lund Madsen og Lund Madsen, 2004), men man anerkendte også at i et istidsmiljø var konservatisme bare en bedre overlevelsesmekanisme end vild innovation. Som John Cleese siger, så er det ikke det bedste tidspunkt at tænke på alternative strategier, når man er sprunget ud over klippen ( "Et fordrag Over Nakken" - 2006). Det er også i firserne at svensk fjernsyn laver en dokumentarudsendelse på baggrund af de sidste nyheder på feltet ( men hér har jeg beklageligvis ingen henvisning andet end min egen hukommelse). Som det nu er med teser og antiteser og med kvantitetens omslag i kvalitet og med negationens negation, så går denne dokumentar nærmest over i den anden grøft og deklamerer en fortidig eksistens af supermænd, der med bare næver og spændte sener kunne flå hovedet af vildsvin og kæmpehjorte, kom de dog blot tæt nok på ( Conan spøger igen). Der er ingen tvivl om at knoglematerialet vidner om nogle ret markante muskeltilhæftninger, hvorfor Hr. Neander sandsynligvis også har været en formidabel karl at møde over bardisken. Men hans præstationer på omsorgsområdet er efter min mening betragteligt større, netop fordi han - og hans frue, må vi formode - foranstaltede børnebegravelser med lige så stor ritualistisk pondus, som havde det gjaldt voksne individer. Og der var mange af Hr. og Fru Neanders børn der døde!

Et af disse kom åbenbart til nutiden, eller ihvertfald til til en - i forhold til os - nær fremtid, og det kan Robert Silverberg og Isaac Asimov fortælle meget mere om i deres "The Ugly Little Boy"(1992). Men idet vi må sande, at det præcis er vort afkom, vores børn, der skal - der kan - viderebringe udviklingens kæmpeskridt, og hvis vi tager Goulds og Eldredges "punctuated equilibrium" til vort bryst, så har Greg Bear, i sin "Darwin's Radio" (1999), et godt bud på et evolutionsmæssigt spring fra Hr.&Fru Neander til "nutidsmennesket" ( samt til fremtidens menneske). Selvom jeg måske ikke helt køber Bears præmis om den direkte forbindelse, så vil jeg ikke desto mindre opfatte hans indspark som en ny synsvinkel på forholdet (og de familiemæssige forpligtelser) mellem neanderthalere og vi nutidsmennesker. Jeg vil da også godt lige have lov til at anføre, at også Hr. Cro Magnon er uddød - findes ikke længere! Kaput! Færdige! Men vi møder dem stadig som typer. Ligesom vi også møder andre "gammeldags" mennesker som typer.

Heldigvis tror jeg slet ikke mysteriet omkring neanderthal-folket er opløst eller oplyst, men jeg fandt det interessant at undersøge "ikonets" aftryk i den litteratur vi taler om på dette site. Og på den måde er neanderthalerne stadig en kilde til den "sense of wonder", vi vel er nogle stykker der har et eller andet med. Visse af Svante Pääboe & teams delresultater peger i retning af en lidt anden, og lidt mere kompliceret opløsning af menneskets udvikling, end den ikonografi vi - nogen - visse - er opflasket med, og den udlægning har jeg faktisk kun set skitseret i en hel anden referanceramme, nemlig Claus Deleurans "Illustreret Danmarks Historie For Folket". Som jeg derfor varmt vil anbefale. Og ligeledes vil jeg anbefale alle, især de mandlige læsere, at gå ombord i Elaine Morgans "Descent of Woman" ( "Hvor kom kvinden fra") - ikke udfra et kønspolitisk skisma, for det er halløjsaen så vældigt meget blevet brugt til, men i forhold til en differentiering af perspektiv på det der angår os allesammen: - hvorfor er vi her?

Det stående spørgsmål er - og nu da det er efterårsferie, så kan man vel bruge lidt tid på det - "hvordan ser man selv på den indre neandertaler?"

  • Kommentarer(2)//essef.sciencefiction.dk/#post66