ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Liaden Universet Sharon Lee & STeve Miller

AnmeldelserOprettet af Lea Thume fre, september 25, 2009 13:52:30

Sharon Lee & Steve Miller

Liaden serien. Agent of Change, Carpe Diem, Plan B, I Dare.

Bøgerne handler om familien yos’Phelium & yos’Galan, der er vokset op på planeten Liad.

Selve familiestrukturen er yderst detaljeret beskrevet og deres interaktion med det omkringliggende samfund minder om japanske tilstande, hvor alle bukker forskelligt, alt efter hvor betydningsfulde de er. Der er også en hel sektion af plottet, der drejer sig om ikke at tabe ansigt.

De fire af bøgerne foregår i samme tid med det samme persongalleri på trods af, at fokus i bøgerne skifter mellem de forskellige hovedpersoner. Det drejer sig om Agent of Change, Carpe Diem, Plan B og I Dare.

Jeg nøjes med en nærmere beskrivelse af Agent of Change. I den møder vi Val Con yos’Phelium, der er Agent of Change. Han er simpelthen superspion i stil med Jason Bourne. Han støder på Miri Robertson, en lillebitte kvinde med en lang rød fletning sat op i en krone på hovedet. En praktisk frisure er nødvendig når man er tidligere lejesoldat og livvagt. De to hovedpersoner har en uforlignelig evne til at rode sig ud i problemer, men de er så heldige at støde på diverse meget hjælpsomme tidligere bekendtskaber, blandt andet hele det kompagni Miri var lejesoldat i.

De møder også noget af Val Cons adoptivfamilie fra hans tid som ’Scout First in’. Altså det første menneske til stede på en ny planet, som skal udforske om planeten kan koloniseres. Det drejer sig om de såkaldte Clutch Turtles, der anser Val Von som deres lillebror. De er cirka to en halv meter høje, flaskegrønne og har skjold på ryggen. Da de er mellem syv- og nihundrede år gamle, synes de, at mennesker er skrøbelige og hastige, og de forstår ikke altid menneskenes verden helt rigtigt. De har aldrig oplevet flygtig kunst, før de hører musik, som bliver opfundet til lejligheden. De bliver derfor meget imponerede, da Val Con og Miri sætter ild til en bygning, hvor brandalarmen går i gang. De to er tilfældigvis på flugt både fra den interplanetare mafia og fra den lokale politistyrke på planeten. Da disse Clutch Turtles kommer forbi og ser de fine røde brandbiler med de blå blinkende lys og hører brandalarmen, bryder de ud i begejstring over deres lillebrors kunstneriske talent, hvilket jeg synes er hylende morsomt.

Jeg er så imponeret af forfatternes evne til at skrive en rigtig ”Space Opera” med masser af sære skikke og velunderbyggede figurer. Samtidig har de skrevet en kærlighedshistorie ind i hvert af de fire bind. Desuden har forfatterne formået at beskrive kampscener på planeter, såvel som ude i universet på en nervepirrende og hudløst spændende måde.

Sidst, men ikke mindst, indeholder disse bøger den eneste fællesnævner jeg altid vender tilbage til, i al den litteratur jeg læser: Hovedpersonerne skaber sig muligheder. Om det er et spørgsmål om at tilegne sig nye færdigheder, eller finde nye allierede, opbygge en flåde af rumskibe eller lede en gruppe lejesoldater i kamp. Disse bøger kan det hele og gør det! Man sluger simpelthen yos’Phelium og yos’Galan og deres opfindsomhed, lige fra den mere magiske tilgang til universet, til den direkte kampklare smuglerkaptajns ordsprog:

”In an ally, considerations of house, clan, planet, race are insignificant beside two prime questions, which are: 1. Can he shoot? 2. Will he aim at your enemy?”

Sharon Lee & Steve Miller: I Dare. Ace Books, New York. Side 68.

  • Kommentarer(0)//essef.sciencefiction.dk/#post46