ESSEF

Det kunstige menneskeLitteratur

Oprettet af Henning Andersen søn, juni 11, 2017 13:33:09

Nogle gange bør der ryddes lidt om i begreberne, så ikke det hele løber ud i kartoffel-kartoffel.

Det er nu ikke så meget for at være ”sprog-vogter”, selvom vi kommer til at snakke om sprog, men mere for at komme en del forvirring til livs, inden den breder sig til almen misforståelse – a la, at en ”bjørnetjeneste” skulle være en kæmpe-hjælp.

Jeg ville elske det højt, hvis jeg kunne pålægge George Lucas hele ansvaret, når han kalder sine robotter for ”droids” – en abbreviation af ”androider” – når de helt klart er mekanisk/elektroniske. Men det ville være uretfærdigt. Problemet er nemlig, at allerede de ”robotter” der optræder i R.U.R. faktisk er androider, og på den måde ikke robotter i gængs forstand. ”Robota” betyder blot arbejde eller tvangs-arbejder – lidt henad ”træl” (der i virkeligheden betyder stolpe), som igen kan give forklaring til det jyske udtryk ”træls”, om et stykke røvtrist arbejde. Det er ”træls”, fordi det burde være trællens job. Ejefald.

Allerede for omkring 40 år siden, opstillede Palle Juul Holm en liste over tematikker i SF, i ”Syzygy Og Den Sorte Stjerne”, og hér udskiller han diverse ”kunstige mennesker” fra hinanden, så det er til at have med at gøre. Men det betyder så samtidig, at vi skal langt længere tilbage i tiden, end blot til Capeks R.U.R. – vi skal helt tilbage til den jødiske Golem.

Den litterære reference har jeg ikke lige ved hånden, men i alle fald er Golem en lerfigur – gerne over-size – der bærer et tegn i panden og/eller et stykke af Talmud i en fordybning i brystet (hvor hjertet ellers ville sidde). Og Golem er skab til at beskytte sin herres hjem.

I tegneserien ”Hell-boy” optræder figuren Roger, der beskrives som en ”homunculus”. Men det er forkert – Roger er en Golem, idet ”homunculus” betyder ”lille menneske” (jvnf. gladiolus – lille sværd). Det er noget fra alkymien, men lad mig dog fremtrække Carolus – der betyder ”lille Karl” – fra Johs. V. Jensens ”Kongens Fald”, samt de smålings som professor Pretorius opbevarer under glas, i ”Bride Of Frankenstein”. For det næste vi kommer til er netop Frankensteins monster. Hvad er det så?

Ja, faktisk befinder monsteret – Den Moderne Prometheus (en undertitel, der måske mere sigter på Victor Frankenstein?) – sig i en særklasse. Det er ikke en Golem – dertil er han for organisk komponeret. Det er ikke en homunculus – dertil er han for stor. Så monsterets nærmeste slægtning er androiden.

Androiden er kendetegnet ved, at være et skabt menneske – kunne for så vidt være en giraf, en hundestejle eller et elektrisk får (notch-notch). Androiden består altså af organiske komponenter, dyrket, frembragt, konstrueret til formålet. Nu er der bare det ved det, at ”androide” betyder lignende-en-mand, hvor kvindelige ”androider” burde betegnes ”gynoider” = lignende-en-kvinde. Eller man kan give sig ud i neologismer som maskulinoider og feminoider (dem har jeg selv fundet på – undskyld).

Dette betyder nu, at Marvin ”the paranoid android” bliver til ”Marvin the paranoid robot”, og det betyder at ”Data”, fra Star Trek, ikke er en robot, men en androide. Og da jeg ikke er ”trekker” er det muligt jeg tager fejl. Men i hvert fald er alle ”robotterne” i Alien-sagaen præcis androider (også selvom deres indvolde ligne juletræets lyskæder). Dette betyder også at Herberts West’s frembringelser i ”Reanimator” ikke er frankensteinsmonster-kloner, men faktisk en slags androider eller zombier. I øvrigt er kloner ikke som sådan noget kunstigt frembragt. Det er blot identiske individer.

Hvad har vi tilbage? The Steamman Of The Prairies, siger du? Jo, men det er jo blot en dampmaskine med et særligt udseende. Den kulfyrede robot i Harrisons ”The Steelrat”? Tjahe, sandsynligvis a-drop-of-the-hat til førnævnte.

At du tør nævne ”Avatar” i mit hjem! Men det rigtigt. I ”Avatar”, såvel som hos Ian Banks, såvel som i Poul Andersons ”Call me Joe”, såvel som i Varleys ”Gaia”-trilogi, optræder der avatarer. Og man kunne muligvis også påstå, at alle indbyggere i The Matrix er potentielle avatarer for Agent Smith og hans kohorter.

Der er så en hvis forskel på, hvad der ifht hinduistisk filosofi og moderne brug forstås ved begrebet. Men her ovre i SF-land taler vi vel mest om en kunstig krop, der kan fjernstyres af en bevidsthed – eller en bevidsthed, der kan frembringe et simulacrum af en persona (The Ship Who Sang, Star-Lord, The Eternals).

Både i ”Avatar” og i ”Call Me Joe” er der tale om kunstigt fremstillede kroppe, der kan fungere i det pågældende miljø, og ”styres” af motorisk udfordrede mennesker. Ligesom i ”Surrogates” (hvis handling er snuppet fra en gammel Keith Laumer-roman). Folkloristisk svarer det vel til formskiftere – eller til overleveringens ide om, at helte kunne bytte udseende (tjek Niebelungenlied).

Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt jeg har ryddet op – eller om jeg har bidraget til forvirringen.

What's the MatterLitteratur

Oprettet af Henning Andersen lør, februar 11, 2017 14:21:35

Det skal jeg fortælle dig.

E=mc2

Energi og masse er det samme, bare forskellige fremtrædelsesformer. Hvad de to fremtrædelsesformer så er det samme som, det fremgår ikke - men de er vel det samme som hinanden ...

Dette har ledt til fabuleren om noget eksotisk teknologi, der i vid udstrækning er svær at skelne fra magi. Men hvad sagde Arthur C. Clarke ikke om den slags?

Specifikt skal vi holde os til teleportation. At sende en given masse fra A til B, uden at tilbagelægge afstanden mellem disse. Og den slags syvmilestøvler har også andre navne: - hyperrumet, superrummet, overrummet, nulrummet, ormehuller, warpdrive, stardrive m.fl.

Nu er jeg ganske klar på, at VIDENSKABEN også interesserer sig lidt for teleportation - mattertransmission - men lad os nu holde os til litteraturen, hvor molevitten bliver benyttet.

Teleportation - i sig selv - har lange rødder. Der er f.eks Aladdin - hvor djinner kan bevæge sig over store afstande på ingen tid. Eller det jødiske begreb Kefitzat Hederech, der betyder "at sammenpresse vejen" (ja, nemlig: Dune, Kwizatz Haderach). Eller Niebelungenlieds Tarnhelm, der er en hovedbeklædning som gør én istand til at forflytte sig øjeblikkeligt fra sted til sted. Hvilket er meget magisk, altsammen, men hvad sker der så når det skal technobabbles, gøres til science fiction?

Der sker masser af ting, men lad os holde os til dem der benytter sig af noget maskinel, noget teknologi. Også selvom jeg mener, at "jaunting", i Alfred Besters "The Stars My Destination", og senere lånt af Stephen King, i "The Jaunt", er meget udmærket godt gået.

Lad os starte med "The Fly", fra 1957, filmatiseret i 1958 og i 1986). Maskinen virker - men den mangler et separationfilter - af en slags - og resten er gys og gru. Blandingen af menneske og flue er mere horribel end plausibel. Men der et andet aspekt ved teleportation, som jeg finder væsentlig. Èn ting er, at massen transporteres - hvis den da gør - men hvad bliver der af bevidstheden, ånden, sjælen?

Philip K. Dick har en novelle, hvor maskinen også virker fint. Afgang: Jorden; destination: Mars - overførsel pr. øjeblikkelig! Men - men - man kan ikke snyde Universet, så dette øjeblik føles som at rejse gennem det tomme rum, nøgen, ligeså hurtigt eller langsomt, som hvis man var gået til Mars på sine flade konvolutter. Tusind års pine og plage.

I Larry Nivens "Known Space"-univers er der ingen problemer. Man træder ind i en "transfer-booth" på det ene gadehjørne, og ud af en anden, på det næste - fuldt intakt og i levende live. Bevidsthedsproblematikken adresseres ikke. Den gør den heller ikke i Star Trek. Hér bliver man bare beamet hid og did, når Scotty er ved tasterne. I begge tilfælde er nævnte problem tilsidesat - ikke af ond vilje, eller forglemmelse; det er bare ikke en del af konceptualiseringen og har sikkert ikke engang været overvejet. Teleportation findes, virker og bruges. Færdig.

I Poul Andersons "The Enemy Stars" er der et vist tilløb (uden at jeg vil beskylde forfatteren for selv at have opdaget det). En række stjerneskibe er blevet sendt afsted, og ombord er der en sender/modtager. Skibene "flyver" med en hastighed under lysets, og det vil derfor tage hundredevis af år, før de når deres respektive destinationer. Men idet man også har en modtager/sender på Månen, har man mulighed for at sende nye mandskabshold frem og tilbage (op og ned/ud og hjem). Vi får en længere forklaring på, hvordan denne teleportation funktionerer, og det bliver gjort klart, at "det oprindelige objekt går til grunde". Med andre ord er det kun den fuldstændige (nu om dage ville vi vel kalde det "digitaliserede") information, der når frem til modtager-kammeret, hvor objektet så gendannes via "stof-banken". Er det - efter ankomst - altså en kopi eller en original? Det er en kopi - en eksakt kopi. Men hvad så med originalen? Ja, den gik jo "til grunde". Så selvom man muligvis kan påstå, at bevidstheden - egoet, sjælen - er en del af informatorikken, der bliver afsendt, er det så en kopi af den pågældende bevidsthed, der bliver gendannet via "stofbanken" eller er det originalen? I romanen berøres det ikke, men på en sær måde er det et spørgsmål der uvilkårligt vil trænge sig på for læseren.

Nu vi er ved Månen: I "Rogue Moon" af Algis Budrys er teleportation yderst centralt. Romanen handler om en mærkværdighed, man har fundet på Månens "bagside". En blanding af en by, en maskine, en labyrint og et våben (måske). Det specifikke ved monstrummet er, at man kun kan overleve i det i meget få minutter. Men det er samtidig gået op for Jordens forskere, at der er "sikre" ruter igennem uhyret. Dem vil man gerne have kortlagt - og det gør man ved hjælp af prøv&fejl-metoden. Man finder en modig mand, der ikke er bange for at dø, og netop fordi teleportation virker sådan, at det er en kopi der ankommer til Månen, så kan "den samme mand" sendes ind i labyrinten, igen og igen, selvom han døde. Finten er, at originalen bliver hjemme på Jorden og går tilbage til swimmingpoolen og pina colada, mens hans alter-ego dør igenogigen på Månen i forsøget på at kortlægge den sikre rute. Her behøver vi ikke spørge til bevidsthedens bevarelse, idet der intet sker med originalen. Værre er det for den kopi, der endeligt kommer igennem labyrinten. For han har ikke noget sted at tage hen! Mission completed - time to die!

En lignende problematik er at finde i "Echo Round His Bones", af Thomas M. Disch, hvor teleportationen virker 10-4, men tilbage bliver der et residual-spøgelse. Og idet Disch ikke var hverken religiøs eller spirituel, ligger det lige for at han hér konstaterer, at bevidstheden er "blevet tilbage", selvom kroppen er "sendt videre".

Philip K. Dicks "The Unteleported Man" handler også om teleportation - men hovedpersonen er hér en mand, der af uudgrundelige årsager ikke kan teleporteres, men må tage den lange rejse.

"Echo Round His Bones" har en mere moderne pendant, nemlig "Think Like A Dinosaur" af James Patrick Kelly. I korthed: - da en kvinde skal sendes afsted til en fjern planet, går der ged i koblingen og hun befinder sig stadig på afsenderstedet. Men så viser det sig, at hun alligevel er ankommet på modtagerstedet. Og så står man pludselig der med 2 af den samme. I historiens univers er det ikke menneskeheden der "styrer for hårdt", men derimod nogle øglelignende væsener, og i henhold til deres logaritmer og politikker, så kan det ikke accepteres. Kvinden må henrettes. Så på den måde adresserer fortællingen flere problematikker, end blot og bart hvorvidt bevidstheden er "overført".

For lige kort at vende tilbage til "stofbanken". I Niels E. Nielsen iøvrigt udmærkede "Skyggen Fra Sirius", gøres det klart at de tre astronauter ombord på stjerneskibet Kronos, udelukkende består af information der er lagret i Kronos' sind, idet alt andet er opløst under "nul-rums-overfarten". Det er med andre ord bevidstheden Kronos, der både gendanner skibet og astronauterne, i forhold til hvad "han" kan huske. Det er ikke teleportation, men det taler alligevel om dikotymien sind/psyke vs materie/krop.

I to tilfælde er jeg stødt på forfattere, der tog den fulde konsekvens af teleportations-problemet vis-a-vis bevidsthed/psyke/sjæl/ånd/ego. Den ene er Fred Pohl, der i sin "The Cuckoo-Saga"" har noget teleportations-teknologi, der virker og er brugbart, men det det sender er information om skabelsen af en kopi. Originalen "går til grunde" i processen. Man skal mao have sine rigtigt gode grunde, men selvfølgelig med den mulighed at skabe et alter-ego, inden man dør. Iøvrigt noget Pohl viderebrugte i sin "Heechee-saga", hvor up-loading af bevidsthed er en mulighed, og man kan eksistere videre "på internettet" - som kopi. Man er stadig stendød, hvis man er død. Kopien leve - hurra!

Det andet eksempel er Greg Egans "Schild's Ladder", i hvilken man jævnligt bør uploade sig, således at skulle man komme ud for noget, så kan man gendannes. Som kopi, vel at mærke. Originalen er stendød.

Umiddelbart skal jeg ikke ind i nogen teleportationsmaskine, før det er helt afklaret, hvad der sker med kopi - og navnlig med original. Så er der nogle der siger - semiotisk og postmodernistisk - at hvis omgivelserne genkender dig som dig, så er det jo dig. Til hvilket jeg vil sige, at hvis jeg døde i processen der skabte min kopi, så er det eddermame ikke mig, uanset hvad omgivelserne mener. På den anden side: - idet vi ikke har noget rigtigt særligt godt greb om, hvordan vi i det hele taget skal definere bevidsthed (tjek Frank Herberts "Destination:void"), så kunne det måske tænkes, at "bevidsthed" mere er et hologram, et holistisk fænomen.

Det sidste jeg har hørt fra den videnskabelige front er, at noget kunne tyde at et område i hjernen, kaldet corpus nigra (det sorte legeme) er sædet for bevidsthed - med den kringle, at "organet" synes at udstrække nervetråde udover hele hjernebarken.

I denne sammenhæng betyder det blot, at det teleporterede "jeg" er identisk med det "originale" jeg, idet vi sætter at teknologien er optimal. Tilbage bliver spørgsmålet: - er det mig?





Blogosfærisk undrenMetablog

Oprettet af Henning Andersen tir, december 06, 2016 17:14:33

Når jeg kommer lidt for godt igang, plejer min hustru at sige til mig: - nu skal du ikke komme for godt igang! Og så stopper det jo lissom dér, ikk'sandt? Hvilket kunne lede til spørgsmålet: - hvorfor egentlig ikke? Hvorfor ikke komme rigtigt meget igang? Og det er netop, hvad vi skal snakke lidt om.
Se! Rasmus Wichmann har (jo) oprettet en omgribende dot.org des ved&henrørende de fantastiske genrer (jeg var lige ved, at sige: - mv,), der ganske enkelt hedder
http://www.fanportalen.org/
Unge Wichmann er blevet benævnt "forfærdeligt barn" og "provokerende afslører" (begge dele frit oversat fra fransk), og det kan da godt tænkes. Men med Fanportalen har han da beriget alle, der er interesserede i de fantastiske genrer, med en indgang til hvad der foregår, skrives, blogges, podcastes, samt youtubeuploades af såvel kridt som kamel.
Genialt.
Det giver ikke stor mening, at opremse de sider - blogs - som Fanportalen portaler til, idet man blot kan "gå ind på den" og selv se. Blot kan man sige: - det er ret mange. Og på hver hjemmeside er der og end yderligere lænker til en farligt fjollet flere forslag.
Og nu er det så, at jeg kommer for godt igang:
Ingen - og som vi plejer at sige: "ingen" - der interesserer sig for de fantastiske genrer, ønsker sig at disse skal gå ind i den godnat (frit oversat fra Dylan Thomas). Alle - eller som vi plejer at sige: "alle" - ønsker sig et sprudlende, kreativt miljø, der aktivt deltager i en kreativ debat, sætter tingene på spidsen, øser af såvel forudfattede meninger, dybfølte ønsker og yilbundsgående analyser til oplysningens fremme og dialogens fortsættelse.
Har jeg ret? Ja, jeg har!
Nu er det (tilfældigvis?) sådan, at jeg følger med i hvad der lissom foregår på ihvertfald fem-syv af de hjemmeside-blogs, der kolporteres via Fanportalen. Jeg er ovenikøbet så avanceret, at jeg også efterlader kommentarer nede i feltet, hvor der står #"skriv en kommentar". Og det er åbenbart "avanceret", for så vidt som at det er swe ikke så mange andre der gør - ihvertfald er der langt imellem, hvorfor den sprudlende debat lissom ikke rigtigt kommer ud af hangaren.
Nu spørger jeg så migselv: - migselv, spørger jeg, - er det nu fordi debatten foregår i andre fora? Facebook er en mulighed (og der kommer jeg ikke), twitter, instagram, goodreads eller hvad ved jeg? Eller er det fordi ... ja, hvad?
Oprindeligt er jeg Københavner, og jeg husker udmærket hang-outs som Politikens Boghandel, Fantask og Faraos Cigarer. Der var "miljø", skal jeg huske at sige. Og det er da heller ikke utænkeligt, at der nu om dage findes steder for "the in-crowd", hvor det jeg efterlyser hér, mondænt passer behørigt the select few. Hvilket jeg ikke engang selv tror på, så meget mere som at fantastiske genrer ikke er noget specifikt københavnsk fænomen. Hvorfor den larmende tavshed til stadighed står i kontrast til det udtalte ønske om en livlig debat.
Prove me wrong!

Asimov-tunellen bliver en realitetMetablog

Oprettet af Henning Andersen fre, april 01, 2016 18:30:59

Efter mere end 25 års budgetforhandlinger, politisering og anden hanky-panky, for at få de øvrige parter til at bekoste hele molevitten, er der nu indgået endelig aftale om, at Asimov-tunellen skal gøres til en realitet.

Hidindtil har projektet været bremset af finansielle stridigheder mellem Apple og Microsoft, med Google som en mulig interessent begge bejlede til, men i sidste måned kom så så Drexler-korcernen og IBM med et endeligt budget, og realistiske plantegninger, der er blevet godkendt af såvel OECD som WHO.

EU tøver stadigt med endeligt udsagn, men er stærkt presset af FN og i høj grad af UNESCO. Og det kan da også vække bekymring, at lige præcis ISIL har udsendt en pressemeddelelse, hvori beslutningen bliver budt velkommen.

De fleste vil vide, at Asimov-tunellen oprindeligt skulle have været ført fra Tanger til Malaga, altså gennem grundfjeldet under det mediterrane bækken. Men Drexler-koncernen har udtalt at deres nano-sværme trods alt ikke kan klare en gennemboring af ethvert sediment. Og der ligger derfor i den endelige beslutning, at Asimov-tunellen skal føres fra Cairo til Lissabon.

Den danske statsminister har udtrykt sin begejstring for projektet, og kvitterer på instagram med nogle betragtninger over Fehmern-bælt-projektet. Det er også interessant, at han på instagram – og på sin facebookhjemmeside - åbenbart er så hjemme i science-fiction-terminologien, at han udtaler:

”Projektet er jo udtænkt af en positron-hjerne, og indkorporerer på den måde de tre robotiske love, således som de var udtænkt og gjort progamerbare af Isak Asmow. Men jeg finder det til Danmarks fordel, at man fastholder navnet og ikke – som sverige – kalder det for positron-bryggen”

Vladimir Putin har udtalt, at man kunne bygge en bro til Mars indenfor det samme budget. Men hvad ved han?

Kim Il Sung har fordømt projektet. Næppe nogen overraskelse.

Og Donald Trump bedyrer på CNN at han hele tiden har villet være med:

https://www.youtube.com/watch?v=p9dwyWVySMo



Childhood's End - tv-serie 2015Film

Oprettet af Henning Andersen ons, februar 03, 2016 15:18:15

Man burde være ellevild af begejstring: - her kommer SyFy-channel med en tre-episoders tv-film, baseret på Arthur C. Clarkes ”Childhood’s End” (Clarke, 1953, på dansk som ”Ud Af Barndommen”, Vendelkær, 1968, Gyldendal, 1986). Især burde man være ved at gå ovenud af sit eget skind, idet man ofte har slået til lyd for, at netop den var en roman, der burde filmatiseres. Af en lang række gode grunde. Og nu er den her!

Eller er den?

Vi tager lige det korte resumé: - menneskeheden står på tærsklen til virkeligt at drage ud i rummet. Da ankommer The Overlords og giver menneskeheden ”stuearrest”. De vil heller ikke have ballade på børneværelset, så krig bliver forbudt. Og for dem der ikke forstår det, i første omgang, haben wir unsere methoden. Og så skal der gøres noget ved sult, social ulighed, racisme, analfabetisme, undertrykkelse, diskrimination og religion. At afskaffe, Bøv!

Til gengæld vil The Overlords sørge for, at menneskeheden opnår den totale frihed, til at gøre hvad fanden der passer os. Uden yderligere krav.

Der er selvfølge de, der føler sig utrygge ved kontrakten og aner en skjult dagsorden. Men generelt går menneskeheden ind til en lang, døsig sommer hvor du kan være alt ”this time around”.

Og så er det, at det viser sig, at The Overlords er fødselshjælpere for det som menneskeheden er ved at blive. Nemlig noget ultimativt transhumant. Og idet børnenes transcenderende bevidstheder stiger op for at blive en del af The Overmind, går Jorden under.

Det er sådan set den samme historie tv-serien fortæller. Men der er noget på spil, som ikke burde være der.

Childhoods End.jpeg

(reklame-plakat for tv-serien)

For det første er der hele religionsspørgsmålet. I romanen ”går det over af sig selv”. I tv-serien får det en markant stor plads. Jeg vil ikke påstå, at tv-serien spreder nogen glamour over de religiøse bipersoner (kristne, selvfølgelig – og vi bevæger os, stort set, kun indenfor USA’s grænser), men bare det at de får en rolle at spille i dramaet, udsiger noget om hvor produktionsselskab og instruktør lægger vægten. Og jeg vil yderligere påstå, at det er med vilje. Det er der nemlig to-tre forhold der peger på.

I romanen går der 50 år, før Overherren ”Karellen” viser sig (hvorfor han er opkaldt efter et landområde i Finland, er vi desværre forhindrede i at spørge Clarke om). I tv-serien nøjes man med 15 år efter ankomsten. Fidusen er – som bekendt – at The Overlords ligner middelalderlige fremstillinger af Fanden Selv. Efter 50 år med Paradis på Jord, giver det kun et lille gys, mens det efter kun 15 år bliver til rædsel for de hellige. Det kan i øvrigt bemærkes, at selve tv-serien er blevet udråbt som et satanisk set-up, for at narre os alle når nu Anti-Krist om føje tid vil vise sig igen.

I tv-serien forklares det, at The Overlords har været her før, og vi har derfor dette ”race-minde”, der sidenhen er blevet til noget skræmmende. I romanen har The Overlords aldrig været her før. Billedet af, hvordan djævlen ser ud, hænger sammen med den lille gnist af prækognition, menneskeheden altid har haft. En ”gnist”, der kommer til fuld blomstring i børnenes telekinetiske, -portable, og –patiske evner.

I romanen er Overherren Rashaverak på besøg hos Rupert Boyce, fordi denne har et omfattende bibliotek med okkult lekture. Rashaverak er derfor vidne til en lille selskabsleg, hvor Jean Gregson kokser lidt ud på et Ouiju-bræt. Spørgsmålet til brættet er hvor Overherrernes hjemplanet er. Svaret er NGC og en hel bunke tal. Og det griner de så meget af, den vinter, mens Rashaverak pludselig skal noget andet, og den unge Rodericks genkender svaret som et katalog-nummeret på en stjerne i stjernebilledet Kølen.

I tv-serien er det Karellen, der har skabt et særligt rum med High-Tech Ouiju-board, for at komme til at tale med den ufødte Jennifer Gregson, der siden skal vise sig at være ”lederen” for den nye menneskehed.

(Charles Dance som Karellen)

Så er dramaet ellers tilspidset. Hvad er de der Overlords ude på? Har de kristne alligevel ret? Hvorfor redder Karellen ikke Ricky Stormgren – det er dog hans ven? Hvorfor forlader Rodericks sin kæreste, for aldrig at se hende igen (han skal lige et smut til Overherrernes hjemplanet – Helvede Selv; en rundrejse på 80 relativistiske år)? Hvorfor skal Stormgren plages med sin afdøde kæreste, hver gang han skal besøge Karellen? Som der ville stå på ekstrabladets spiseseddel: ”SÅ onde er de”.

Det er ren ”gak-farvel”. Af den simple grund, at det er PERSONLIGE dramaer. Og dem er der altså ikke så mange af i romanen. Med god grund.

Jeg kan fint leve med at Ricky Stormgren ikke er FN-diplomat, men blot en midt-vestlig ”redneck” med politisk tæft. Jeg kan også godt leve med en Rupert Boyce, der virker lidt anløben i det. Og jeg kan også leve med at Karellen ligner noget fra ”Legend”. Sværere har jeg det med forflytningen af det centrale drama. Det handler nemlig ikke om den personlige tragedie. For i den optik kunne man ligesågodt lave en tv-serie om datteren, der vokser op, nu skal giftes, og flytter endeligt hjemmefra i morgen – og forældrene står tilbage med et savn, de vidste ville komme, men nu nødes til at acceptere.

I romanen fremgår det meget klart, at det der skal ske er noget smukt og vidunderligt (lidt henad det der sker med Jupiter-månen Europa i roman&film ”2010”). Det er bare så anderledes, at vi ikke er i stand til at forstå det. Det er så nyt, at det endda må sprænge sig fri af fortiden – herunder Jorden – og romanens udgangshymne opdager vi, at det hjerteknugende ikke er, hvad der er sket med børnene, men at vores funktion, vores grund til at være, eksistere, er forbi. Consumatum Est, hvis et sådant citat kan tillades en hedning.

Nu skal det heller ikke være på den måde; det er ikke så dårligt skuldret, selvom kendskabet til romanen kan give maveknuder ved synet. Kender man ikke romanen, er det sådan set et ganske høfligt og vedkommende indspark, der måske netop kunne være konsoliderende i forhold til kvaliteten i science fiction. Ligeledes er special-effekterne brugt med omtanke (muligvis af økonomiske årsager) og der er nogle imponerende panoramaer og opsætninger. Skuespillerne gør det faktisk meget godt, om end lidt stereotypt – vi er et sted mellem Dallas og Friends. Noget tyder på at det har været en utaknemmelig opgave for Charles Dance, at portrættere Karellen. Og der er beklageligvis heller ikke meget udstråling. Når man nu alligevel var i gang med en klon af Tim Currys figur fra ”Legend”, så skulle man måske have overvejet at give Karellen samme pondus.

(Tim Curry, Legend)


Ret skal være ret. ”Childhood’s End” blev skrevet for 65 år siden. Verden var en anden, præcis som det vil være en anden verden om 65 år. Det er sin sag, at omsætte noget bedaget til noget nutidigt vedkommende. Så jeg må vel gå til bekendelse, og indrømme at jeg følte mig ret godt underholdt i de i alt 246 minutter forestillingen tager. At en gammel fan-dreng så ikke kan lade være med højrøvede sammenligninger og originalværket indenfor kritik-relateret rækkevidde, ja, det skal sandelig da ikke forhindre andre i at tage sig en kigge-lytter.

Endeligt vil det være værd at nævne, at projektet om en filmatisering af ”Childhood’s End” længe har været overvejet i flere fora. Endda har Neal Adams ( nok bedst kendt fra Batman-tegneserier) været inde over, med noget ”graphic design”.

Og jeg skal da også huske at nævne, at Anders Høeg Madsen og Jens Jerrild Poder, på deres podcast SciFiSnak, for nyligt har haft ”Childhood’s End” under behandling:

Kan høres hér: http://scifisnak.dk/childhoods-end/

Og på falderebet – inden rulleteksterne – en lille reklame for mig selv, idet jeg har fået lov til at lave en artikel på Fra Sortsand. Lænke kommer hér:

https://frasortsand.wordpress.com/2016/02/03/yog-sothoth-og-phssthpok-the-pak/

Childhood’s End

USA, 2015, Syfy-channel

Ep.: “The Overlords”; “The Deceivers”, “The Children”

Tovholder: Matthew Graham

Medv: Mike Vogel, Charles Dance m.fl.

Sprog: engelsk/amerikansk