ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Childhood's End - tv-serie 2015

FilmOprettet af Henning Andersen ons, februar 03, 2016 15:18:15

Man burde være ellevild af begejstring: - her kommer SyFy-channel med en tre-episoders tv-film, baseret på Arthur C. Clarkes ”Childhood’s End” (Clarke, 1953, på dansk som ”Ud Af Barndommen”, Vendelkær, 1968, Gyldendal, 1986). Især burde man være ved at gå ovenud af sit eget skind, idet man ofte har slået til lyd for, at netop den var en roman, der burde filmatiseres. Af en lang række gode grunde. Og nu er den her!

Eller er den?

Vi tager lige det korte resumé: - menneskeheden står på tærsklen til virkeligt at drage ud i rummet. Da ankommer The Overlords og giver menneskeheden ”stuearrest”. De vil heller ikke have ballade på børneværelset, så krig bliver forbudt. Og for dem der ikke forstår det, i første omgang, haben wir unsere methoden. Og så skal der gøres noget ved sult, social ulighed, racisme, analfabetisme, undertrykkelse, diskrimination og religion. At afskaffe, Bøv!

Til gengæld vil The Overlords sørge for, at menneskeheden opnår den totale frihed, til at gøre hvad fanden der passer os. Uden yderligere krav.

Der er selvfølge de, der føler sig utrygge ved kontrakten og aner en skjult dagsorden. Men generelt går menneskeheden ind til en lang, døsig sommer hvor du kan være alt ”this time around”.

Og så er det, at det viser sig, at The Overlords er fødselshjælpere for det som menneskeheden er ved at blive. Nemlig noget ultimativt transhumant. Og idet børnenes transcenderende bevidstheder stiger op for at blive en del af The Overmind, går Jorden under.

Det er sådan set den samme historie tv-serien fortæller. Men der er noget på spil, som ikke burde være der.

Childhoods End.jpeg

(reklame-plakat for tv-serien)

For det første er der hele religionsspørgsmålet. I romanen ”går det over af sig selv”. I tv-serien får det en markant stor plads. Jeg vil ikke påstå, at tv-serien spreder nogen glamour over de religiøse bipersoner (kristne, selvfølgelig – og vi bevæger os, stort set, kun indenfor USA’s grænser), men bare det at de får en rolle at spille i dramaet, udsiger noget om hvor produktionsselskab og instruktør lægger vægten. Og jeg vil yderligere påstå, at det er med vilje. Det er der nemlig to-tre forhold der peger på.

I romanen går der 50 år, før Overherren ”Karellen” viser sig (hvorfor han er opkaldt efter et landområde i Finland, er vi desværre forhindrede i at spørge Clarke om). I tv-serien nøjes man med 15 år efter ankomsten. Fidusen er – som bekendt – at The Overlords ligner middelalderlige fremstillinger af Fanden Selv. Efter 50 år med Paradis på Jord, giver det kun et lille gys, mens det efter kun 15 år bliver til rædsel for de hellige. Det kan i øvrigt bemærkes, at selve tv-serien er blevet udråbt som et satanisk set-up, for at narre os alle når nu Anti-Krist om føje tid vil vise sig igen.

I tv-serien forklares det, at The Overlords har været her før, og vi har derfor dette ”race-minde”, der sidenhen er blevet til noget skræmmende. I romanen har The Overlords aldrig været her før. Billedet af, hvordan djævlen ser ud, hænger sammen med den lille gnist af prækognition, menneskeheden altid har haft. En ”gnist”, der kommer til fuld blomstring i børnenes telekinetiske, -portable, og –patiske evner.

I romanen er Overherren Rashaverak på besøg hos Rupert Boyce, fordi denne har et omfattende bibliotek med okkult lekture. Rashaverak er derfor vidne til en lille selskabsleg, hvor Jean Gregson kokser lidt ud på et Ouiju-bræt. Spørgsmålet til brættet er hvor Overherrernes hjemplanet er. Svaret er NGC og en hel bunke tal. Og det griner de så meget af, den vinter, mens Rashaverak pludselig skal noget andet, og den unge Rodericks genkender svaret som et katalog-nummeret på en stjerne i stjernebilledet Kølen.

I tv-serien er det Karellen, der har skabt et særligt rum med High-Tech Ouiju-board, for at komme til at tale med den ufødte Jennifer Gregson, der siden skal vise sig at være ”lederen” for den nye menneskehed.

(Charles Dance som Karellen)

Så er dramaet ellers tilspidset. Hvad er de der Overlords ude på? Har de kristne alligevel ret? Hvorfor redder Karellen ikke Ricky Stormgren – det er dog hans ven? Hvorfor forlader Rodericks sin kæreste, for aldrig at se hende igen (han skal lige et smut til Overherrernes hjemplanet – Helvede Selv; en rundrejse på 80 relativistiske år)? Hvorfor skal Stormgren plages med sin afdøde kæreste, hver gang han skal besøge Karellen? Som der ville stå på ekstrabladets spiseseddel: ”SÅ onde er de”.

Det er ren ”gak-farvel”. Af den simple grund, at det er PERSONLIGE dramaer. Og dem er der altså ikke så mange af i romanen. Med god grund.

Jeg kan fint leve med at Ricky Stormgren ikke er FN-diplomat, men blot en midt-vestlig ”redneck” med politisk tæft. Jeg kan også godt leve med en Rupert Boyce, der virker lidt anløben i det. Og jeg kan også leve med at Karellen ligner noget fra ”Legend”. Sværere har jeg det med forflytningen af det centrale drama. Det handler nemlig ikke om den personlige tragedie. For i den optik kunne man ligesågodt lave en tv-serie om datteren, der vokser op, nu skal giftes, og flytter endeligt hjemmefra i morgen – og forældrene står tilbage med et savn, de vidste ville komme, men nu nødes til at acceptere.

I romanen fremgår det meget klart, at det der skal ske er noget smukt og vidunderligt (lidt henad det der sker med Jupiter-månen Europa i roman&film ”2010”). Det er bare så anderledes, at vi ikke er i stand til at forstå det. Det er så nyt, at det endda må sprænge sig fri af fortiden – herunder Jorden – og romanens udgangshymne opdager vi, at det hjerteknugende ikke er, hvad der er sket med børnene, men at vores funktion, vores grund til at være, eksistere, er forbi. Consumatum Est, hvis et sådant citat kan tillades en hedning.

Nu skal det heller ikke være på den måde; det er ikke så dårligt skuldret, selvom kendskabet til romanen kan give maveknuder ved synet. Kender man ikke romanen, er det sådan set et ganske høfligt og vedkommende indspark, der måske netop kunne være konsoliderende i forhold til kvaliteten i science fiction. Ligeledes er special-effekterne brugt med omtanke (muligvis af økonomiske årsager) og der er nogle imponerende panoramaer og opsætninger. Skuespillerne gør det faktisk meget godt, om end lidt stereotypt – vi er et sted mellem Dallas og Friends. Noget tyder på at det har været en utaknemmelig opgave for Charles Dance, at portrættere Karellen. Og der er beklageligvis heller ikke meget udstråling. Når man nu alligevel var i gang med en klon af Tim Currys figur fra ”Legend”, så skulle man måske have overvejet at give Karellen samme pondus.

(Tim Curry, Legend)


Ret skal være ret. ”Childhood’s End” blev skrevet for 65 år siden. Verden var en anden, præcis som det vil være en anden verden om 65 år. Det er sin sag, at omsætte noget bedaget til noget nutidigt vedkommende. Så jeg må vel gå til bekendelse, og indrømme at jeg følte mig ret godt underholdt i de i alt 246 minutter forestillingen tager. At en gammel fan-dreng så ikke kan lade være med højrøvede sammenligninger og originalværket indenfor kritik-relateret rækkevidde, ja, det skal sandelig da ikke forhindre andre i at tage sig en kigge-lytter.

Endeligt vil det være værd at nævne, at projektet om en filmatisering af ”Childhood’s End” længe har været overvejet i flere fora. Endda har Neal Adams ( nok bedst kendt fra Batman-tegneserier) været inde over, med noget ”graphic design”.

Og jeg skal da også huske at nævne, at Anders Høeg Madsen og Jens Jerrild Poder, på deres podcast SciFiSnak, for nyligt har haft ”Childhood’s End” under behandling:

Kan høres hér: http://scifisnak.dk/childhoods-end/

Og på falderebet – inden rulleteksterne – en lille reklame for mig selv, idet jeg har fået lov til at lave en artikel på Fra Sortsand. Lænke kommer hér:

https://frasortsand.wordpress.com/2016/02/03/yog-sothoth-og-phssthpok-the-pak/

Childhood’s End

USA, 2015, Syfy-channel

Ep.: “The Overlords”; “The Deceivers”, “The Children”

Tovholder: Matthew Graham

Medv: Mike Vogel, Charles Dance m.fl.

Sprog: engelsk/amerikansk



  • Kommentarer(1)//essef.sciencefiction.dk/#post96

Rotoscope og Palimpsest - nogle overvejelser om to store sagaer

FilmOprettet af Henning Andersen lør, januar 21, 2012 16:28:01
Det kan muligvis vække undren, men i mit barndomshjem ansås russiske tegnefilm for meget bedre, og meget bedre lavede, end al det dér amerikanske hø. For russiske tegnefilm var ”meget blødere i bevægelserne og mere naturtro”.
Hvilket ikke er så mærkeligt, idet størsteparten af dem var lavet med teknikken "rotoscoping" - hvor man tegner animationen på sekvenser af eller ligefrem hele real-film. Teknikken skulle være opfundet i 1915 i Kamerika - og det kan jo godt være. Men den blev ihvertfald brugt flittigt i Det Gamle Sovjetrusland. "Dansescenen" i Disneys Askepot er berømt for netop brugen af rotoscoping., og lige den scene virker samtidig "sært russisk", afhængigt af hvor mange russiske tegnefilm man i øvrigt har set. Det må også være med afsæt i denne scene, at disney-drengene - da de skulle lave dansescenen til Skønheden og Udyret - greb til en nyere teknik, computergenereret animation. Og også denne dansescene blev det meget omtalte højdepunkt for og i netop "Beauty And The Beast".
Ralph Bakshi (Fritz The Cat) har voldbrugt teknikken, og lange sekvenser i "Wizards" er tegnet direkte ovenpå Eisensteins "Alexander Nevskij", samt en film om ørkenkrigen og Erwin Rommel, hvis titel jeg ikke lige husker. Og i Bakshis senere Fire And Ice er der brugt sekvenser fra adskillige ”store” Hollywoodfilm, herunder ikke mindst "The Great Waldo Pepper", hvor Robert Redford spiller opvisnings- og reklameflyver(-pilot), med en fortid som Den Røde Barons banemand - ikke Nuser, med andre ord, nej, Bob! Der kan ligefrem gå hel sport i, at prøve at gennemskue, hvor den enkelte sekvens eller klip oprindeligt stammer fra, når man sér elendigheden - altså Fire And Ice. Hvis det er sådan man har det. Men iøvrigt skal det da blot anmærkes, at Frank Frazetta var med i "projektet" på figur- og creature-design-siden. Frazettas skitser er dog bedre, end produktionen som helhed. Og så er det sagt.
Af nyere eksempler på rotoscoping kan man nævne filmatiseringen af Philip K Dicks "A Scanner Darkly", med en cartoonificeret Keanu Reeves, blandt andre.
Men i forhold til det hér nærværende skal det især nævnes, at lyssværdene i StarWars ( IV-VI) er rotoscopede - som så meget andet i de films.

På lænken hér:

http://moongadget.com/origins/dune.html

- kan man læse en hel del om mulige inspirationskilder til StarWars. Og der er både til gården og gaden, med hårde facts og løse påstande, men underholdende er det.
Hér skal vi da heller ikke beskæftige os med inspirationskilder eller plagiarisme, så lidt som vi gider åbne diskussionen om hvorvidt StarWars i det hele taget er science fiction. Blot konstatere at de tre første film (IV-VI) var knaldgode, at de tre næste (I-III) var noget rærligt gylle-guano, samt at vi ikke må håbe George Lucas får lavet de hypotetiske sidste tre (VII-IX).
Hér skal vi beskæftige os med palimpsest. Hvilket er ”tekst skrevet ovenpå anden – nu udkradset – tekst”. Teknikken andrager sig fra den tid, hvor man skrev på voksplader eller pergament. Ja, altså ikke pålægspapir, men kalveskind, alternativt ko-livmoder. Ja, det var dage! Vokspladerne kunne man glatte ud, hvorefter det var muligt at skrive på dem igen, på ny, og kalveskindene kunne skrabes fri for blæk, og en ny tekst skrives – så at sige – ovenpå ”den gamle”. Ordet oversættes gerne til ”atter skrabet”, og det kan man så overveje betydningslagene i, under morgenbarberingen.

Rygter (der altid er hårdnakket påstand mod påstand) vil vide, at George Lucas oprindeligt havde tænkt sig at lave en filmatisering af Ringenes Herre - hvilket The Tolkien Estate skulle have modsat sig, muligvis med baggrund i det hakkelse nævnte Ralph Bakshi havde produceret et par år før, indtil han løb tør for midler lige nedenfor Rauros-faldene, eller i nærmeste omegn. Lucas vendte sig derefter mod Jens Lyn, men rettighedsdiskussionerne blev så spegede at det løb ud i sandet. Måske fordi Dino de Laurentiis, allerede på det tidspunkt, var i forhandlinger om det samme. Dino’s "Flash" havde i hvert fald premiere i 1980 - og det er stort set, hvad vi vil sige om det.
Andre rygter - ikke mindst kolporterede af Lucas selv(note? – næ!) - vil vide at StarWars var et hjertebarn, som George-drengen havde pylret om lige fra sin barndom, og som havde undergået utallige inkarnationer og mutationer. Da alt er muligt, selvom ikke alt er sandsynligt, vil vi hér blot påpege, at det er meget svært at få øje på noget "starwars-agtigt" i THX1138 - muligvis med undtagelse af den lidt underdrejede selvironiske distance, man nogle gange oplever – f.eks da et hologram kører en racerbil ind i en betonsøjle, for hologrammer kan jo ikke styre virkeligheden(!).

Nu kender jeg - af gode grunde - ikke særligt meget til George Lucas' psyke. Men for det første så er han ikke helt det store geni, han gerne bliver udråbt til at være. For det andet skulle det være mærkeligt om han bare havde droppet hele forarbejdet i forbindelse med forhandlingerne om enten Ringenes Herre eller Flash Gordon/Jens Lyn. For det tredje: - hvis han bare ligner andre skabende individer på denne klode på den mindste måde, så ville han tage sagsmapperne under armen, gået ud af forhandlingsværelset og sagt til sig selv: - jamen, så skræller vi da bare bananen på en anden måde!
Det følgende vil derfor være en påstand, men hvis min læser vil lade sig tage ved hånden, er det i hvert fald muligt at påvise visse "besynderlige sammenfald".
Som det første vil vi rive gulvtæppet væk under historien i StarWars. Der er nemlig ikke nogen. Ligesom Ringenes Herre er den "ren fortælling", forstået på den måde at intrigen kan opløses til stort set intet - det er MÅDEN dette "intet" fortælles på, der oppebærer kvaliteten og interessen (i det omfang den er tilstede - hvilket sandt for dyden også gælder disse mine herværende "øfferier". Mærkeligere er det heller ikke).

To hobbitter drager ud for at ødelægge en tryllering i en vulkan, men den onde fyrste vil selv have ringen, og de to hobbitter må gå grueligt meget igennem før deres forehavende lykkes. En ung mand ved ikke, at han er bestemt til at styrte det onde imperium, men efter at have gået grueligt meget igennem, lykkes det ham tilsidst. Esben Askefis og den bestøvlede kat.
Der skér egentlig ikke noget ved, at man bytter rundt - ad absurdum - på elementerne "to hobbitter", "en ung mand", "den onde fyrste" og "det onde imperium". Det er stadig samme historie - endda vil man opdage hvor meget de to historier er identiske, netop hvis man foretager øvelsen. For selvom "Ringen" har dybe mytologiske og arketypiske rødder, så er der næppe nogen grund til at gøre den til noget andet end ren "macguffin", trods meget bragesnak om hvordan den "overtager sin bærer". Ligeledes kan man fylde på med legender og sagn og påvise at der både er noget norrønt, noget keltisk og noget chanson d'arthur over både StarWars og Ringenes Herre. Men det skyldes ikke set-uppet, historien, men derimod fortællingen, eller rettere: - måden historien bliver fortalt på, hvadenten over tre bind (hvilket ikke oprindeligt var meningen) eller tre film (som var nødvendigt af produktions- og finansmæssige årsager).
To hobbitter der lever på en ørkenplanet, flygter sammen med troldmanden Gandalf i et rumskib, der har gjort The Kessel Run på under 3 fjerdingvej................
Der er noget galt hér!
Eller er der?
Vi mangler i hvert fald Ringen! Ja, men istedet kan vi få "Kraften" - og bemærkningen "use The Force, Luke", ligner meget godt den udbredte irritation i læserskaren, over at Rådet hos Elrond er så skvattede at det ikke napper Ringen fra Frodo og bruger Den mod Sauron. På den anden side: - hermed ville også fortællingen gå til, og vi ville være strandet på at der hverken er en historie eller en fortælling. Er det måske éns dybfølte ønske, at Paul Atreides flygter med familiens atomvåben, bare fordi Baron Harkonnen erklærer "kanly" - fint nok, for så vidt, men dermed også "Dune" exit! Og selv kriminalromaner forudsætter en hvis grad af villighed til at parkere en stringent benægtelse af forudsætningernes relevans. Alternativet er at lade være med at læse - og det, at gå i biografen er helt hul i hovedet, for der betaler man for at sidde i mørke 50% af tiden, også selvom billederne fiser forbi med de dér sædvanlige 24 frames per sekund, eller hvordan det nu er.
På Italo Calvinosk vil jeg nu sige til læserne af dette, at vi jo hermed - over ganske få linier - kan påvise en kongruens mellem StarWars og Ringenes Herre, hvilket ses af, at de henholdsvise narrata forbliver konsistente i det tekstuelle rum, selvom vi har byttet lidt rundt på et par figurer og begreber. Med andre ord: - StarWars ER den Ringenes Herre-film, som George Lucas ikke fik lavet! Hvilket således bliver ”påstanden”, hvorfor det følgende bliver underbyggelsen: Hypotese, eksperiment, konklusion – samt evaluering og fejlkilder…….
Yderligere vil vi tage godt fat i de enkelte figurer, og det er ikke nødvendigt at ryste dem særligt meget, før deres forklædninger styrter til jorden, og de viser deres "sande identitet".


Vi har allerede rusket lidt i Luke Skywalker, og ud af ham dumpede Frodo Sækker og Samvis Gammegod. Vi har også antydet at Alec Guinness kunne have spillet Gandalf i Peter Jacksons LOTR, havde det ikke været for det forhold at Guinness døde i 2000. Og vi er vel også jævntud tilfredse med Ian McKellens præstation.
Hvad så med de to andre hobitter, Merry og Pippin?
I Ringenes Herre har de nogle sideordnede roller at spille, i det "game" der foregår i fortællingen, men deres funktion er iøvrigt at tilføje denne lidt humor og noget falden-på-halen-komik. En funktion som R2D2 og CO3PO udfylder så glimrende i StarWars - også fordi Merry og Pippin er ret kønsløse og internt udifferentierede, i.e.: - det er svært at se forskel på dem, da de egentlig er en enhed (hvilket jeg ikke er alene om at mene. Det mener Ursula LeGuins datter også, hvilket man kan læse i ”Language Of The Night”). Man kan så omvendt godt se forskel på de to robotter - til gengæld er det den dummeste der fører ordet og åbenbart ikke for klogt, selvom "han" kan titusind sprog (eller hvor mange det nu er).
Næste levende billede er Traver/Strider/Aragorn/Kong Ellessar, som spilles af Harrison Ford - undskyld! Af Han Solo! "Strider" er godtnok "ranger", eller sådan en slags "politimand" i de nordre regioner af Midgård, indtil dagen oprinder, hvor det knækkede sværd skal smedes igen, og så videre og så videre, mens Han Solo er smugler. På den anden side: - det er "Strider" også! Han "smugler" rundt med Den Brækkede Klinge, der skal smedes påny, når dagen oprinder, hvor Den Rette Konge -.......undskyld! Vi går videre! Samtidig gemmer "Strider" på nogle identiteter, og ligesom Han Solo gradvist viser sig som andet og mere end en lovløs lykkejæger, viser denne Ranger at han er noget andet, end vi først troede. Iøvrigt er der en figur, som Han Solo og Aragorn deler identitet med: - den romantiserede Robin Hood, a la Sir Walter Scott.

Af det resterende Fellowship Of The Millennium Falcon, er der Boromir, Legolas og Gimli. Chewbacca må stå model til at repræsentere såvel dværgen som elveren, hvilket er en opgave der åbenbart har givet ham lange hår. Det forstår man godt. Man skal både være kort og stærk, samt høj og elegant; kunne svinge en økse, såvel som bue&pil, samt være en god kammerat og redningsmand i nødens stund - og samtidig kan man ikke tillade sig at være et menneske, når man både skal være vertikalt udfordret og kunne leve af luftsteg og vindfrikadeller! Eller: - totalt fremmedgjort, mand! Enter "The Wookie"!
Boromir er der ikke rigtigt plads til på Tusindårsfalken, hvis Luke også skal træne med lyssværdet. Og der er også det at sige til figuren Boromir, at hans funktion er en afsværgelse af nogle egenskaber som hans bror, Faramir, således ikke behøver at være i besiddelse af. På den anden side er Lando Calrissian et rimeligt stærkt bud på en Boromir/Faramir-klon, der netop svinger trofast mellem alliance og forræderi. Calrissian er Solos "gamle ven", mens Faramir udfører en opgave, der meget godt ligner Aragorns, da han var "Ranger" under navnet "Strider".
Princess Leia kommer ind på en ubetinget førsteplads som Arwen, mens Yoda må finde sig i at blive udråbt til Galadriel - in heavy disguise - og det er svært at afgøre, hvem af parterne man skal undskylde overfor. I den cinematografiske optik, kan man overveje om Carrie Fisher muligvis var den tids Liv Tyler (åbent spørgsmål), men det er under alle omstændigheder nødvendigt at understrege, at Cate Blanchett IKKE er en muppet-dukke. Det skylder man nok, vil jeg mene.

Det var så ”De Gode”. Hva’ mæ’ ”De Onde”?
Den ondeste i Lucas’ stjernekrigs-epos, ja det er vel Kejser Palpatine. Og selvom han siden hen optræder I Flæsket, så starter han med at være en spøgelsesagtig entitet, der kan udstrække sin magt over uendelige afstande, således at det åbenbart er en nødvendighed for hans Sith-fyrste at knæle foran hans hologram.
Genkender vi Sauron? Spørger vi.
Ja, det gør vi, svarer ”Italo Calvino”, og hvordan er det nu at Gandalf beskriver ”oplevelsen” af Saruman? Man hører hans røst, længe før man sér ham! I StarWars er det så ikke hans røst, hans stemme, men ”blot” hans tunge åndedrag man først og fremmest ”oplever”, før man sér personen i hele hans sorte germanskhed.

Saruman Den Hvide er Istari-Ordenens Leder – troldmændenes laugs- eller landsformand – og han var tidligere den dygtigste, den bedste, den klogeste af disse Istari, som Eru Illuvatar, i Arda kaldet Den Ene, sendte til Midgård, for at forvalte ”Hans” gods. Men Saruman blev forledt til Den Mørke Side af for megen læsning(!) og egen ærgerrighed og higen efter Ringen, og endte med at blive Et Redskab for Sauron, bag hvem Morgoth står som Saurons læremester – for som de siger: ”Der er altid kun én Sith-Mester og én Sith-Fyrste”! Men hvem skabte slangen? Spørger Mowgli………

Kender vi nogen, i StarWars-universet, der engang var Den Bedste af alle Jedi-riddere, men blev forledt af Den Mørke Side og et blev et villigt redskab for Kejser Palpatine? Mon ikke: ”Dark Father” - alias Anakin Skywalker.
Anakin er Lukes far – og Leias, gud bevare os – og ligesom Sméagol var en slags ”fortids-hobbit”, der senere blev til Gollum, og i sidste sekvens bider en finger (med Ring) af Frodo, ligeledes hugger Darth Vader højre hånd af Luke Skywalker, efter et lille slagsmål på ”Vulkanens Kant” – Dødsstjerne eller Orodruin, same shit!
The imperial Stormtroopers kan få lov til at være alle orkerne, mens Jabba The Hutt kan få lov at være en discount-udgave af Uruk-hai’en.
Sarlac’en, som Luke og Han Solo skal ofres til, er med i en cameo, som en up-side-down Shelob.

Som om det ikke skulle være nok, så har vi sandelig også Broen Ved Khazad Dum, i form af den afgrund som Mark Hamill og Carrie Fisher svinger sig over, skarpt forfulgt af ”orker”. Der forekommer godt nok ingen faksimile af Balroggen, men de bliver dog heftigt beskudt med laserstråler og alt sådan noget. Imellemtiden sniger Alec Guiness – undskyld: Gandalf – sig ind på Dødsstjernens centralgenerator, der er placeret over endnu en afgrund, for at slukke den. Hvorfor selve Dødsstjernen, sådan set, kan få æren af at være en balrog med spiseforstyrrelse.
Inden da, har Luke, Leia, Chewie og Han oven i købet været fanget i en affaldssilo, hvor de kæmper med at finde det rigtige kodeord til at åbne døren med, mens et mangearmet blækspruttevæsen prøver at hive Luke nedunder kloakvandet i siloen.
En ganske udmærket oversættelse af hændelserne ved Narvi’s dør – ”sig ’ven’ og træd ind”.
”Mellon”! Udbryder Gandalf og døren til Morias Miner går op.
Lige før Kraken, Søens Vogter, kan få has på Frodo.

Der er nok at tage fat på, og selvom det hele selvfølgeligt kan være ”et tilfælde”, så må man have lov til at mene, at der dog i den grad er en såre masse ”tilfældigheder”. Og som vi siger: - første gang er en undtagelse, anden gang er et tilfælde, tredje gang er en regel!
Hvor mange ”tilfældige sammenfald” er vi oppe på?
Man kan også afskrive hele øvelsen med henvisning til, at den slags generelle overensstemmelser kan man finde mellem alle mulige eventyr. Hvilket er korrekt, og sådan set heller ikke er benægtet på nogen måde. Påstanden er mere, at man andre steder skal gøre sig nogle anstrengelser og omskrivninger, før en sammenligning ligesom gider at falde på plads.
Uagtet hvad man mener om ”Avatar”, skal der alligevel gøres et benarbejde, før en sammenligning med et enkelt andet enestående ”værk” er mulig. Det behøver man ikke hér. Alle elementer er direkte oversættelige – ikke spor ”lost in translation” – men helt tydelige, up-front i en 1:1 korrespondance.
Som sagt. Som vist. Som regel……
Der er dog forskelle, det skal ikke nægtes.
Og en væsentlig forskel er tonen, stemningen, atmosfæren.
StarWars er knap så ”pjattet” som Dino de Laurentiis ”Flash”, men det er et spørgsmål om grader, og selvom Ringenes Herre er noget højromantisk, pseudo-victoriansk, kønsforskrækket og chauvenistisk krukkeri, så er den konsistent med sit univers og komplet i en fortælling der ikke kan se anderledes ud.
Udefra er hverken StarWars eller Ringenes Herre noget man skal – som i: SKAL! – tage alvorligt, men på indersiden er Ringenes Herre en mere seriøs ”tekst” end StarWars nogensinde kan blive. Det har ikke noget med smag, at gøre – det har noget at gøre med fremførelsen. Og man kan sige – eller: - jeg gør, i hvert fald – at hvis George Lucas havde tænkt sig at lave Ringenes Herre i og med den stemning, atmosfære mv., han dirigerer StarWars efter, så bør vi muligvis være glade for at det var Peter Jackson der kom til at filmatisere Lord Of The Rings.
Selvom guderne skal vide, at der er lige så lidt Ringenes Herre i ”Braindead” eller ”Meet The Feebles”, som der er StarWars i ”American Grafitti”.
Der er dog en anden film, som måske ikke understreger, men så i hvert fald indikerer, at Lucas enten ikke var helt færdig med Ringenes Herre, alternativt lige ville vise at han havde fod på tingene, også når det gjaldt et ”fantasy-univers”, nemlig ”Willow”.
Hvilket så blot understreger, at Peter Jackson nok er ”den senere”, men så sandelig også ”den bedre”.

Hermed afsluttes et forsøg på at rotoscope StarWars, betragtet som tegnefilm, over Ringenes Herre, betragtet som real-film – dog kun kørende inde i skribentens hoved, men med premiere hver gang du vælger at læse J.R.R. Tolkiens udgave. Det er nemlig ikke Peter Jackson du skal spørge, hvis du vil have at vide om jeg har ret i mine antagelser – det er dig selv.

Og så vil jeg da - endeligt - anføre at alle med hang til dybere undersøgelse af, hvad der monne ligge til grund for Ringenes Herre, Lord Of The Rings, bør/kan/må gøre sig den ulejlighed at opstøve David Days tre bøger om samme. Og det gælder egentlig også dem, der vil vide hvad der ligger bag StarWars.

  • Kommentarer(3)//essef.sciencefiction.dk/#post81

INSPIRATIONSARKÆOLOGI - et causeri

FilmOprettet af Henning Andersen lør, januar 30, 2010 17:15:01

Harlan Ellison udtog en "skriger" og et sagsanlæg, da venlige sjæle gjorde ham opmærksom på, at Terminator vistnok indeholdt sekvenser der var vel voldsomt inspirerede af Ellisons egen "Future Soldier", fra The Twilight Zone. Og så blev James Cameron nødt til at takke Harlan og aflevere nogle grunker. Hvilket i et vist omfang også er ganske på sin plads, selvom det ikke nødvendigvis være sådan at inspiration eller ideer er copyrightede. For hvis det er med den på, så er vi færdige med at fortælle historier, idet der kun findes to - ialt: "En mand kommer til byen!" - eller: "En mand forlader byen!". Og hermed skylder alle forfattere og filmmagere all over die ganzes welt mig en hulens bunke kroner, for nu har jeg lige defineret det spektrum der findes - overhovedet! Hvorfor alle disse har hugget deres "inspiration" fra min DEFINITION. At betale!

Selvom jeg nok har mine tvivl om, hvorvidt denne påstand overhovedet kommer over dørtrinnet til byretten, finder jeg det unægteligt interessant at forsøge at spore inspirationskilder. Det er ikke utænkeligt, at det er en helt personlig "craze" men man kommer ikke udenom at den giver perspektiv. Perspektiv og sammenhæng. Og det har jeg lige fået lyst til at give et par eksempler på:

Tilbage i 1980 så jeg "Alien" - for første gang. Et aldeles nyskabende stykke cinematografi, hvor en realistisk uhygge var koblet til en realistisk kontekst. Ikke desto mindre var jeg sært foruroliget ved følelsen af "lissom at have set det før". Ikke så mærkeligt, idet "Alien" (1979) har lånt materiale fra "The Thing"(1951 - senere filmatiseret som (have a guess!) "The Thing" (1982)), mest i forhold til væsenets formskiftende fremtræden. Vi taler hér om et forlæg af John W. Cambell (1910-1971) fra 1938 med titlen "Who Goes There". Men samtidig er væsenet - The Alien - en opdatering af "Ixtl" fra Voyage of the Space Beagle (1950) skrevet af A.E. van Vogt (1912-2000) - og i et vist omfang Couerl fra samme. Copyright-sagen hér ville jeg gerne overvære i byretten!

Århe ja, nu vi er ved van Vogt. Flere steder - og jeg er en klovn til referencer - bliver Daniel F. Galouye (1920-1976) sammenlignet med van Vogt, fordi deres protagonister (også kaldet "hovedpersoner") sjældent har helt greb om hvem de er, eller hvad der foregår!

D.F. Galouye (1920-1976), som blandt andet var testpilot henne i USA's flyvevåben, og som vist nok i virkeligheden døde af de følgevirkninger han pådrog sig under udførelsen af denne metier, var forfatter til en fem-seks romaner og 25-30 noveller. Hans roman "Simulacron-3" - eller "Counterfeit World" (1964) - dannede grundlaget for Rainer Werner Fassbinders tv-serie "Welt Am Draht" ( eng.: World On A Wire; dansk: Verden I En Tråd) fra 1973. Ja, i henhold til Fassbinder-arkivet samskrev de to bananer faktisk manuskriptet. Hvad ved jeg?

Med Welt am Draht er vi ikke længere i rummet, hvor ingen kan høre dig skrige. Nu er vi i inner-space, hvor du slet ikke kan skrige! Verden I En Tråd handler om et computerprogram, hvis hovedformål er at afpasse produktudvikling og reklame til den virkelige verdens beboere. Programmet - eller Trådverdenen - er selvfølgelig beboet af bevidste individer ( som altså er programmer), og programmørerne kan komme ind i denne verden, for at se hvordan det lissom går. (En streng - det er ikke en morsomhed!!! - som vi ikke hér vil forfølge, er koblingen til Frederik Pohl's "Tunnel Under The World", der iøvrigt er oversat til dansk af Jannick Storm, I supreme, og udgivet i antologien "Den Elektriske Myre" - 1972 - der handler om hvorfor man skal købe Feckles køleskabe, Feckles havregryn, Feckles hårtørrer, Feckle, Feckle, Feckle......).

Welt am Draht blev i 1999 genindspillet under titlen "The Thirteenth Floor" - og ganske epokegørende, om man så må sige, havde det bare ikke været for samme års "Matrix", der virkeligt rev de røde piller ud af de blå gardiner, og viste os dybden af kaninhullerne på et sted, der ihvertfald ikke var Kansas. Og det må hermed lægges op til den enkelte smagsdommer at vurdere, hvilken film der er den bedre. Personligt sér jeg begge film med lige stor fornøjelse, uden at have behov for at sammenblande metaforerne. Derimod er det en kendsgerning, at det var i de år at "plug-in-the-back-of-the-neck", for at kunne tiltræde The Virtual Realm, blev "prop'et" i SF-film. Okay, det startede sikkert med "Johnny Mnemonic", men alligevel.....! Tredie film fra dette næstsidste år af det 20. århundrede, er "eXistenZ", hvor personerne også kobler sig op på computerprogrammet med "neck-plugs", mens de piller ved nogle "tits" og "clits" på medbragte biodynamiske konsoller ( ja, det kan sgu gerne være min fantasi er i overkanten - men prøv lige at se, hvad Cronenberg får ud af sine rekvisitter i hér omtalte film, og kom så igen!).

Nu jeg er ved "Johnny Mnemonic", så er det jo en Willam Gibson-sag - ihvertfald det litterære forlæg - selvom der ymtes en del om autencitet og retfærdighed og political correctness. Men jeg tvivler på at der ville være kommet nogen "Matrix" uden "Johnny Mnemonic" ( hvilket ikke har noget med sammenfald af hovedrolle-indehaver at gøre), men jeg tvivler fremfor alt på at der ville være kommet SF-film af de typer vi på det seneste har set ( Surrogate, Avatar - eller Vanilla Sky), havde det ikke været for Gibsons "Neuromancer".

Da vi nu er oppe i de tertiære lag, så tag lige den hér: "-The sky above the port was the color of a television tuned to a dead channel" - mod denne: "- the screen looked like static on a broken television set - snow crash". Gibson fandt på det - Stephenson brugte det til noget. Der er altid noget interessant at finde for den arkæologisk interesserede..............

Til slut en undskyldning: - jeg er virkelig ked af at have plastret teksten til med årstal i paranteser, men hvis vi taler "arkæologi" er det altså væsentligt, at have lagdeling og strata iorden. Jeg skal forsøge at henvise den slags unoder til et unode-apparat ...... et note-apparat, mener jeg selvfølgelig - næste gang!

Til gengæld giver jeg en tudekiks i form af en liste over de "virtual reality"-film jeg er bekendt med ( i rodet, ukommenteret orden):

Matrix (og efterfølgere)

Vanilla Sky

Tron

Total Recall

Johnny Mnemonic

Eternal Sunshine In A Spotless Mind

Strange Days

Virtousity

Brainstorm

The Lawnmover Man

Thirteenth Floor

Welt Am Draht

EXistenZ

Videodrome

Skyggen (dansk: med Lars Bom - jeg sagde jeg ikke ville kommentere -)

Manden der tænkte ting (dansk: - med John Price - så hold dog op....)

La Jetee ( udgangspunktet for Twelve Monkeys)

  • Kommentarer(0)//essef.sciencefiction.dk/#post51

Returner, The Future Could Be History.

FilmOprettet af Lea Thume man, september 28, 2009 22:21:19

Returner, The Future Could Be History.

Udgivet 2002 Hjemmesiden nævnt på coveret er www.SonyPictures.com, men billederne er af Columbia og Tristar. I ved, Damen med lyset og Den flyvende hest.

En Eminent DVD, der absolut er et bekendtskab værd.

Jeg fald over den brugt en dag. Den er sprængfyldt med spændende vinkler og interessante ideer. Samtidig er den beskidt og med masser af seje kampscener og heltinden har den der irriterende bebrejdende japanske kvindestemme, der virkelig understrejer hele filmen.

Bag på filmen står der blandt andet:

"2084 - Menneskehedens dage er talte. Efter en årrække med voldsomme kampe er en invasionsstyrke fra rummet tæt på at ødelægge alt det, der er tilbage på jorden. Alt håb samler sig om guerillasoldaten Miri, som er nødt til at vende tilbage til fortiden for at ændre fremtiden... og tage jordens skæbne i sin hånd.

Miri får Miyamoto, som er en dygtig kampsports- og våbenekspert til at hjælpe sig, da der kun er 72 timer tilbage inden krigen mod invasionsstyrken fra rummet begynder. Byens værste kriminelle har taget kontrollen over et rumskib og har taget piloten til fange. Miri og Miyamoto er nødt til at befri piloten, inden rumskibene angriber jorden..."

Det er simpelthen en bragende spændende film, med masser af ironisk distance og Miri der opfører sig som en forkælet og sur skolepige det meste af tiden, for at presse Miyamoto til at hjælpe, er simpelthen guddommeligt irriterende, når hun altså ikke lige behager at opføre sig som den guerillasoldat hun er.

Der er flere lydspor, engelsk, italiensk, japansk og Spansk, men se endelig filmen på Japansk, ellers ryger timingen fuldstændig. Hvis I har mulighed for det, så hold jer også fra de danske undertekster. Englænderne har langt mere styr på det, hvilket man kan se hvis man ser filmen flere gange. De engelske tekster giver simpelthen mere mening end de danske.

Hvis I falder over filmen nogen steder er den klart en investering værd.

God fornøjelse.

  • Kommentarer(0)//essef.sciencefiction.dk/#post48

Den forfærdelige ting fra Alpha-9

FilmOprettet af Janus Andersen lør, juni 13, 2009 16:58:36
Jeg må indrømme, at jeg ikke er stødt på Jake Armstrong før - men forleden faldt jeg over hans film The Terrible Thing of Alpha-9. Den er en charmerende blanding af klassisk science fiction (en enlig rummand, der jæger et monster) og lun humor (monsteret er måske ikke helt så forskrækkeligt, som titlen antyder, men dog alligevel...). Altsammen animeret i en enkel og flydende streg.



  • Kommentarer(0)//essef.sciencefiction.dk/#post39
Næste »