ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Sjón: Splinten fra Argo. Athene 2006.

AnmeldelserOprettet af Knud Larn tir, maj 20, 2008 15:23:46

Blog Image

Splinten fra Argo

Af Sjón

Originaltitel: Argóarflísin (Islandsk)
Oversat af Kim Lembek
Athene, 2006
ISBN 87-11-17137-5
1. udgave, 1. oplag 2006
Indbundet
138 sider.
Cirkapris 229,00 kr.

Sjón er født i 1962 i Reykjavik og har skrevet indenfor mange genrer, udgivet digtsamlinger, noveller og romaner, har skrevet teaterstykker og sangtekster til blandt andet Björk. På dansk er tidligere udkommet Dine øjne så mig fra 2002 og Skygge-Baldur fra 2005. For sidstnævnte fik Sjón helt fortjent Nordisk Råds Litteraturpris i 2005. Er man til fantastik i bred forstand, bør man ikke snyde sig selv for dette forfatterskab. Her er en god målestok hvormed vi i disse år kan måle de litterære kvaliteter i vores genrelitteratur. Også i denne roman, udkommet i 2006, står Sjón som eminent fortæller af det fascinerende skæve.

På den ene side sker der ikke en skid i Splinten fra Argo, på den anden side er den så mættet af fortælling at den spilder over i læserens fantasi mellem læsesessionerne. Den rummer to fortællere: Den ene stemme tilhører den pedantiske Valdimar Haraldsson, der har viet sit liv til udgivelsen af tidsskriftet Fisk og Kultur, i hvilket han argumenterer for sammenhængen mellem indtagelse af fisk og den nordiske races kulturelle overlegenhed! Han er inviteret med på fragtskibet M/S Elisabeth Jung-Olsens jomfrurejse i 1949. På turens første stop ligger skibet underdrejet nogle dage i en norsk fjord, og Haraldsson nyder at sidde ved kaptajnens bord til måltiderne. I løbet af disse underdrejede dage fortæller skiftevis 2. maskinmester Kaineus og Haraldsson selv, myter og historier for bordets øvrige gæster.


Kaineus brillerer og fascinerer med sin selvoplevede myte som matros på skibet ”Argo” under kommando af Jason (ham med det gyldne skind!). Kaineus finder inspiration til sine historier i en lille splint fra Argos stævn, som gudinden Athene havde givet den egenskab, at den kunne tale. Når man holder splinten op til øret, kan man høre kvindesang. Sangen rummer alverdens fortællinger, og Kaineus historier blander lystigt elementer fra Ovids Metamorfoser og Euripides' Medea med sin egen fortælling om Argos besætnings langvarige ophold på Lemnos, de elskovssyge kvinders ø. Kvinderne er forbandet af Afrodite, og stinker derfor fælt, men det er nu ingen hindring for sømænd, der har været længe på havet! De beruser sig i hvide kvindearme, ligesom selskabet på M/S Elisabeth Jung-Olsen beruser sig i Kaineus frivole fortælling. Ind imellem Kaineus' fantastiske fortælling bidrager Valdimar Haraldsson med lidt mere nørdede historier og holdninger om primært fisk og det gode som heraf kommer!

Romanen er en dannelsesrejse i 5 afsnit, hvor Valdimar og Kaineus skiftes til at tale. Sjóns surrealisme trænger fint igennem, henimod bogens slutning sidder de to fortællere alene en sen aftentime, og Valdimar får lov at lytte til splintens lokkende sang. Fra da af flyder Kaineus fortælling mere og mere sammen med dagligdagen ombord, og denne forandrer sig til et magisk univers, hvor mennesker skifter køn, forvandler sig til fugle, og flyver tværs over århundrederne. En tilstand, hvor badeværelser transformeres til våbendepoter og fæstningen i Theben indtager sin selvfølgelige plads som centralt, strategisk punkt i 2. Verdenskrig!

Sørejsens ydre form finder nemlig sted i 1949 i kølvandet på 2. Verdenskrigs afslutning, og krigens sår og fortrængninger spindes gennem splintens magiske fortællekraft sammen med myternes beretninger om guder og mennesker, storhed og fornedrelse, lyst og tvang, som vi alle kan spejle os i. Kaineus fortælling åbner dermed et rigt facetteret referencerum, der i sammenstødet med Valdimars pernitne rejsebeskrivelse fungerer som en knivskarp og meget morsom refleksion af lilleputmentalitet set gennem det store perspektivs prisme. Derved løfter romanen sig yderligere og bliver til en islandsk postkolonial kommentar over imperium og småstatsdrømme. Og over småstaters inhærente hang til racereligion: Valdimar er i udgangspunktet en mavesur og småligt bornert herre, der har nemt ved at se splinten i andres øjne, men helt overser den bedrevidende og idiosynkratiske bjælke i sit eget. Han er helt fokuseret på sin forkærlighed for fisk, og reflekterer ikke nærmere over, om hans raceteori har mere til fælles med nazisternes, end godt er.


Græske og nordiske sagn blandes frodigt og helt naturligt i denne herlige bog. Kaineus' blodige og forførende fortælling kontra Haraldssons kedelige og indtørrede beretninger bliver til en herlig og komplimenterende cocktail af fortællinger. Som ved alle gode fortællere glemmer vi helt at tiden går under læsningen.

Dette er en meget stor bog selvom den kun er på sølle 138 sider. Tænk hvis science fiction genreforfattere generelt kunne skrive sådan!

  • Kommentarer(1)//essef.sciencefiction.dk/#post2
« Forrige