ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Rotter på loftet (og under gulvbrædderne) - en fristil

LitteraturOprettet af Henning Andersen lør, marts 16, 2013 19:13:14
Jeg bor ude på landet. Som i: - jeg bor Lars Kragevender i vold, omgivet af skov og mark, åer og oldtidsfund samt plantager, maskinstationer, svinefarme og møgspredere. Og der er de som mener, at det hus jeg bor i ville have det bedst - ved at blive revet ned. Hvilket altsammen kun tjener som baggrundsinfo om det forhold, at vi jævnligt (om vinteren) ikke kan sige os helt fri for at have visse uønskede logerende. Og navnlig iår har den lokale bestand af rotter åbenbart udset sig matriklen som særlig attraktiv - sandsynligvis i forlængelse af en ret strid vinter (hvornår kommer den dér globale opvarmning, så jeg kan få dyrket mine ananas?)

Hele hurlumhejet omkring at få knaldet den lokale rotte-bestand tilbage til hvorfra den kom, fik mig, ikke desto mindre, til at prøve et lidt andet perspektiv: - prøv at se det fra rottens side! Vores hus er nok/godt 100 år gammelt, men "rattus rattus" har sandsynligvis boet hér, siden dinosaurerne døde (ahr, knap nok, hvis vi tæller op omkring nogle istider og andet geo-hejs). MEN! Hvem er den invasive art, por favor?

H.P. Lovecraft skrev i 1923 historien "The Rats In The Walls", der starter med - ja - rotte-kratteri i væggene, men senere breder sig ud til en fortælling om en underjordisk "civilisation", grundlagt af en enkelt familie, der har taget "rotte-adfærden" til sig - som et overlevelsesmønster. Lige den minder mig unægtelig om Frank Herberts "Hellstrom's Hive"(1973) - hvor det dog/nok/vist mere er "sociale" insekter der har stået rollemodel til den doktormandens "kube". Og en yderligere udløber - uden at der nødvendigvis er nogen bevidst forbindelse - har jeg set (af alt) i et afsnit af "X-Files" (da trut is aut dare), hvor en "hill-billy"-familie i incestuøst håndgemæng søger at opretholde en selvstændig "koloni", udenfor den øvrige menneskehed. Det kan være "evolution" - men jeg tror ikke det er "transhumanisme". Alle tre eksempler minder mere om den drøm C.G. Jung fortalte til S. Freud, hvor et hus - startende på kvisten og endende i krybekælderen - bliver "metafor" for "race-hukommelse" og menneskets udvikling som genstandsfelt for mareridt og svigtende selverkendelse (og så er det sagt!).

Menmen! Nu skal det jo ikke være sjov, det hele. Under min lokale "rotte-jagt" kom jeg til at tænke på, at SF egentlig også var "besat" med/af invasive arter - som regel i en langt mere grandios "setting"; tænk bare på "War Of The Worlds"(1898), eller hvad med "Krigen Mod Salamandrene"(1936)? (jaja, også Terminator og Matrix - jaja, jaaaahhhe, ja!).
Og hvordan klarer menneskeheden så dette "evolutionære tryk" fra andre "racer"?

I Arthur C. Clarkes "Against The Fall Of Night"(1953) er "invadørerne" en skrøne, der egentlig dækker over et fejlslagent eksperiment med Kunstig Bevidsthed ( - hvilket kan føres frem til en bemærkning i Frank Herberts "Destination: Void"(1966), om at en "rogue consciousness" fjernede en i ø i Puget Sound). Senere i Clarkes forfatterskab vil "de fremmede" os det bedre, f.eks. i "Childhood's End" og for så vidt i "2001; aso". "Vi" er dog stadig ikke degraderede -"vi", "menneskeheden", er i ingen instans blevet invasive.

I forlængelse af "Klodernes Kamp" kommer så Hubbards "Battlefield Earth", som jeg ikke gider bruge skriveplads på, men istedet rette blikket mod Brian Aldiss' "The Interpreter"/"Bow Down To Null" (1960), hvor "nullerne" har overtaget verdensherredømmet - og det gør "tolken" noget ved. Hér er menneskeheden sådan set blevet detroniseret, men gør dog noget ved det med bomfaldera og kukkuk og dikdik. - og, øhe, den fortælling vil jeg da gerne anbefale, "for a lazy afternoon".

Se! Nu strammer det til, for i John Varleys "Eight Worlds"-serie er menneskeheden slet og ret blevet vippet (ud) af Jorden, og må henslæbe en helt anden slags tilværelse med udskiftelige kropsdele og kloner og telepati osv. på de øvrige måner og planeter den sidenhen har bosat sig på. Vi hører ikke meget om "de nye husværter", der nu regerer Jorden, men de har ihvertfald ladet delfinerne være tilbage (ja! jeg forstår den heller ikke - men John Varley kan godt være lidt....hvad skal man sige: "inkongruent"?). Og vi får heller ikke at vide, hvad de nye "ejere" vil med Jorden, så for at få det svar skal vi helt hen til Douglas Adams' "Hitchhiker's Guide To The Galaxy" ( - "78"-doh...-?): - bygge en motorvej! Yipiiihhe! Og lodsejerne bliver egentligt ikke spurgt - hele lortet er bare exproprieret! Fremskridtet, ikk'gås?

Fra 1972 til 2004 udbreder Frederik Pohl sin "Heechee"-saga (hermed anbefalet), hvor den - så at sige - er helt gal. (Spoiler Alert). En "race", "entitet", "främling" (for nu at bruge Orson Scott Cards nomenklatur) er ikke bare ude på at slå alle andre ihjel. Nej! "De" er ude på at ændre Universet, Kosmos, til noget for dem langt mere livsstils-fremmende. I det spil er der ikke meget plads til menneskeheden - og egentlig heller ikke plads til materie. "We want a Cosmos of energy - and we want it now!". Der ligger - vistnok - i Heechee-sagaen implicit at "The Assassins" (energivæsenerne, der ønsker at ændre Universet) er slutproduktet af en race, der opnåede deres nuværende form via en rute som menneskeheden kun lige har påbegyndt (up-loading of personalities), men at denne udvikling begyndte længe før der var andre "intelligenser" på banen. Lignende "entiteter", men med en noget anden dagsorden, finder vi iøvrigt i Niels E. Nielsens "Gæsten Fra Stjernerne" (1977). Men der er god grund til at mene at Pohls "Assassins" opfatter materielt liv som invasive arter i det Univers "de" prøver at skabe, til egen fordel, netop fordi dette liv kom til langt senere end det punkt hvor "de" .... gik op i en højere enhed - og alt sådan noget! Nej, Pohl er ikke religiøst behæftet, men han har fået Jungs arketyper og Freuds personlighedstyper på tværs, engang. Men det er en del af charmen - det ta'r man med. Iøvrigt opretholdt Frederik Pohl et livslangt venskab med Robert Heinlein, til trods for at den første må anses for at være venstredrejet (må man godt sige "socialist" på det hér site?) og den anden må anses for at være højrevredet (jeg elsker at kalde ham "krypto-fascist" - men jeg ved egentlig ikke hvad det betyder). Og også Heinlein har jo ihvertfald én historie om menneskeheden "overtaget" af "aliens": "The Puppet Masters" (1951) - der ovenikøbet er filmatiseret, med Donald Sutherland i en hovedrolle, og så kommer vi ret hurtigt over i "The Body Snatchers" og alt sådan noget.

Personligt opfatter jeg John Christophers "Tripods"-trilogi (i fire dele) dels som ungdomslitteratur, men primært som en fortsættelse af Welles' "War Of The Worlds" - nemlig som en udfoldelse af "hvad nu hvis de der jord-baciller ikke havde rørt de der mars-mænd en tøddel - hvad så, måske, hvad?". Et lignende scenario finder man i Thomas M. Disch's "Mankind Under The Leash" (aka: The Puppies Of Terra) (1966), hvor forfatteren ligesom tager tilløb til den langt mere dybdeborende "Camp Concentration" - der IKKE handler om at "noget-udefra-kommende-vil-os-det-ondt!". Nej! Det klarer vi fint selv, men: TANSTAAFL, eller "træerne vokser ikke ind i himlen", idet fri vilje og opportunisme er et væsenstræk for mennesker såvel so - ja, for som rotter (uden at jeg dog vil udstyre rotter med en "vilje" der ligger højere end Ulrich Thomsens "Peter" i "Blinkende Lygter", hvis mantra er: " - jamen, jeg ska da ha....jeg ska da ha nået te næsen, det ska jeg da haaaaaeee....jeg ska ha'!").

Men! Thi der et et men! William Tenn (Philip Klass 1920-2010) skrev i 1968 romanen "Of Men And Monsters", og det kan jo undre hvorfor det bringer ekkoer af Steinbecks "Of Mice And Men". Men det ligger nok i konceptet, på en eller anden måde, idet romanen er inddelt i tre dele, der bærer overskrifter fra Jonathan Swifts "Gullivers Rejser" - i dette tilfælde til "Brobdignang" - kæmpernes land: "Priests For Their Learning"; "Soldiers For Their Valor"; "Counsellors For Their Wisdom"!
Jeg mener: - Ta den!!! Navnlig set i det perspektiv at vi - indledningsvist - får at vide at "menneskeheden" består af 128 personer! - som lever inde i de vægge som "kæmperne" har bygget, og som udgør disses boliger og kontorer og forretninger o.s.v., formodentligt. Romanen skal man selv læse, men hér kan man virkeligt tale om menneskeheden degraderet til en invasiv art - primært (spoiler alert) fordi de "aliens" der har "overtaget Jorden er så kolo-enorm-gigantiske i størrelse, at det nok ikke engang gik op for dem, at "der bor faktisk nogen hér!". Således bor "menneskeheden" godt nok inde i væggene, og under gulvbrædderne, og oppe på loftet - og, ja, stort set over det hele, og det viser sig følgeligen at net op ankomsten af disse "aliens" har foranlediget muligheden for en - som vi sagde i min ungdom - "kodyl" ekspansion af "menneskeheden", der aldeles ikke begrænser sig til stammen på 128 personer, men sandsynligvis består af tonsvis af milliarder af individer. Og i slutningen af romanen lader det også til at man vil ekspandere, til stjernerner, gemt inde i væggene på "de fremmedes" rumskibe. Som rotter.

Det alligevel sjældent at se mennesket præsenteret på den måde, og selom jeg vil gøre hvad jeg kan for at komme den helt jordnære, lokale, på matriklen, rotteplage til livs, er jeg alligevel fascineret af livs-driften hos de små sataner, og spekulerer samtidig på om der - bortset fra sammenfald i valg af ernæringskilder - egentlig ikke også er et fællesskab i sindelag. Og det er derfor de er så pokkers svære at få bugt med. Men som som sagt: - jeg har rotter på loftet.

  • Kommentarer(0)//essef.sciencefiction.dk/#post89

Kurtz In The Soul

LitteraturOprettet af Henning Andersen tir, januar 15, 2013 20:04:15

“I rummet kan ingen høre dig skrige”

Tavst (havde det ikke været for baggrundsmusikken) og livløst (havde det ikke været for bevægelsen) glider det lysårstilbagelæggende bugser-fartøj ”Nostromo” ind i vort synsfelt, på en mørk, stjernespættet baggrund, indtil planeten – og navnlig månen – manifesterer sig umenneskeligt kolde. Vi taler naturligvis om Ridley Scotts og Dan O’Bannons (efterhånden) klassiske film ”Alien”, fra 1979. Ud fra mørket glider ”Nostromo” – ind mod Mørkets Hjerte, der i dette tilfælde hverken er Congo, Vietnam, Belzagor, Matto Grosso eller Bosk Veld. Men derimod mini-månen LV-426; ikke at forveksle med mini-planeten LV-223, der først kommer til senere. Vi er langt hjemmefra: borte har taget os.

”Nostromo” er titlen på en roman af Joseph Conrad, og selv samme Conrad må også lægge navn til det epigram, der pryder introen til tegneserie-albummet ”Alien – Den 8. passagér”. Citat: ”vi lever som vi drømmer – alene!”(1).

Joseph Conrad (1857-1927) skrev ”Heart Of Darkness” i 1899, som vel nok er en af litteraturhistoriens mere skelsættende fortællinger – og handler, i korthed, om en hvis (ikke Philip, men derimod:) Charlie Marlows rejse ind i The Congo Freestate, ad flodvejen, for at……….ja, for at finde ud af hvad det er ham dér Mr. Kurtz render rundt og laver(2).

Nostromo i ”Nostromo” kæmper en sej kamp for at blive optaget i det bedre borgerskab, samt sikre sig nogle sølvskatte, udelukkende med det formål, at…….blive accepteret af det bedre borgerskab! ”Borgerskabet” (i form af dettes instrument: - hans svigerfar in spe) skyder dog Nostromo, i den tro at det drejer sig om en indbrudstyv, og sølvskatten går alles næse forbi(3) .

(”Sig mig engang?” spørger min kyndige læser; ”Har det hér noget med science fiction at gøre, eller er du gået forkert, makker?” – til hvilket jeg vil svare: - ro på nu! Det kommer! Jeg lover dig – det kommer; i klaser, bundter, buketter – indkøbsvogne i Bilka-størrelse!)

I sin samling ”The Language Of The Night”, har Ursula K. Le Guin bl.a. essayet “The Stalin In The Soul”(4).

“The Stalin In The Soul” behandler – med udgangspunkt i Yevgenie Zamiatins dystopiske ”Vi” – hvad censur egentlig er for en størrelse, samt hvorfor frihed til at udtrykke sig IKKE er et privilegium!(5)

Vi vil også lige nævne selv samme Le Guins ”The Word For World Is Forest” (1976), på dansk som ”Verden er Skov” (Klitrose 1981), for også i denne roman har vi at gøre med en situation, hvor uforstandig eksploitering(6) og invalideret empati leder til dehumanisering og voldtægt af såvel individ som planet.

Og spørgsmålet forbliver – hér, som i det følgende – bør det stoppes, kan det stoppes, skal det stoppes? Hvorfor/Hvorfor ikke (skriv venligst svaret i den rette kolonne).

”Heart Of Darkness” fik en opfølger/modernisering i form af filmen ”Apocalypse: Now” (1979 med en senere ”redux”, 2001; hvorfor ved vi ikke), hvor scenen er hensat til Vietnam, i slutspillet af en krig, om hvilken USA hovedsageligt mente, at det dårlige ved den krig var, at USA ikke vandt (”I love the smell of napalm in the morning”). I denne film er ”intrigen” oversat til, at en deserteret officer – i skikkelse af en ældre Marlon Brando, i rollen som Oberst Walther E. Kurtz – har oprettet sit eget lille terroristiske og terroriserende og terroriserede rige, dybt inde i den cambodiske-laotiske-vietnamesiske jungle, udenfor amerikansk kontrol(7). Og det er så Martin Sheens ”Kaptajn Willards” opgave at hente obersten ud af ”The Heart Of Darkness”. Et vist ekko kan – efter min sølle opfattelse – høres i Michael Ciminos ”The Deer Hunter”, hvor små og smålige krigsherrer udfører hvad deres syge fantasi er i stand til, når det gælder versioner af jurisdiktion og retfærdighed. Som – i al sin gru og elendighed – fremstår yderst miserable. Helt på linie med Kurtz’s ”junglerige”, hvad enten i Congo eller Sydøstasien. Samt en fornedret Robert De Niro der søger sin Kurtz, i form af Christopher Walken.

Ikke mere om det, bortset fra den ligegyldige oplysning at Han Solo optræder plysset i en cameo i ”Apocalypse: Now”.

Alligevel (nu vi er ude i digressioner) er det værd at nævne, at Michael Bishop i sin ”Transfigurations” (1979) – som er en udvidelse af en ”novellette”(8) – også opererer med en ”Kurtz”-agtig figur, og handlingen i denne bog tildrager sig til planeten Bosk Veld (tjek dit afrikaans). Hvilket sådan set også er tilfældet i Ballards ”The Drowned World” og ”The Chrystal World” (with a twist – I twist it myself). I sidstnævnte optræder endvidere figuren ”Serena”, som er hustru til Ventress(9) , hvilket man lige kan skrive sig bag øret – men frem for alt har vi hovedpersonen Edward Sanders(10). Og mens ”The Drowned World” tager sit udgangspunkt i et oversvømmet og tropisk London, foregår handlingen i ”The Chrystal World” i Gabon – relativt tæt på Congo, i forhold til en Afrikansk standard, hvor Cairo og Alexandria er naboer, på samme måde som København og Århus er - ikke sandt?

Man skal passe på med at bringe sig selv i en position, hvor alt muligt minder om alt muligt andet, og ende i den berygtede sætning at ”det hele hænger sammen i en stor pærevælling”(11). Vist gør det så – men det gør os ikke klogere på den enkelte pære. Så selvom jeg vil mene, at Frank Herberts ”Green Brain” (der foregår i Matto Grosso), Orson Scott Cards ”Speaker For The Dead” (der delvist foregår blandt grislinger med grænseoverskridende hang til træer), samt Brian Aldiss’ ”Cryptozoikum”/”An Age”, der foregår i fremtiden (!), alle låner potentiale fra Conrads ”Heart Of Darkness”, så lad os bevæge os ind mod det centrale for hele dette nærværende. Ind i Mørkets Hjerte.

Robert Silverberg har aldrig lagt skjul på, at hans roman ”Downward To The Earth” (1970) var inspireret af ”Heart Of Darkness”, samt en safari-tur på Serengeti-sletten(12). Ja, vi bliver ligefrem præsenteret for en ”Kurtz”, samt dennes samlever, Sheena (man husker Serena fra ”The Chrystal World”?)(13), samt en ret våd tur. Hvis ikke det regner, eller er så tåget at det næsten kunne være det samme, så svømmer hovedpersonen rundt i diverse laguner og svømmingspøle.

”Hvo ved om Menneskets Sjæl stiger opimod Himmerig, og Dyrenes nedad mod Jorden?”

Tidligere Planet-Administrator Edmund Gundersen ( – ikke Edward Sanders, eller Kommisær Sanders (From The River), men heldigvis heller ikke Philip Marlowe –) vender tilbage til Holman’s World, nu Belzagor, i et anfald af weltschmerz og fortabt tid. Uden mødom: med dødsdrift.

Efter et imperialt sammenbrud, og en politisk perspektivændring(14), er planeten ”leveret tilbage” til de oprindelige indbyggere, og de jordiske efterladenskaber får lov til at tage deres egen gode tid med at gå til grunde: - bygninger og materiel, såvel som visse personer, der ikke kunne løsrive sig. Herunder van Beneker, der nu er blevet turistguide og i besiddelse af et markant alkoholproblem, Ced Cullen, der er flygtet ind i The Mist Country på grund af en akteionsk ”synd”(15) og er ved at dø af ”den gamle krabbe”, samt Sheena og Kurtz, der bor ved Shangri La Falls (hedder det så ikke længere – men mennesker kan ikke udtale det lokale navn på det grandiose vandfald).

Jordens oprindelige interesse i Holman’s Planet/Belzagor var den såkaldte ”snake-venom”, der på diverse ”snake-stations” blev ”malket” ud af nogle lokale selvlysende kæmpeorme(16). Denne ”snake-venom” har den bemærkelsesværdige kvalitet, at den regenererer kroppe og derfor er et uvurderligt materiale indenfor den farmakologiske industri samt kirurgien. Til gengæld var interessen for planetens to intelligente arter, Nildoroerne og Sulidoroerne, markant minimal idet disse hovedsageligt blev betragtet som pak-dyr og rå arbejdskraft. Ligeledes var den korporative imperialmagt bedøvende ligeglad med disse beboeres ”religion”, der centrerer sig om begrebet genfødsel.

På sin ”camino” til The Mist Country, hvor “the rebirth takes place”, går det gradvist op for Gundersen, at det ikke så meget er en religion som en levet virkelighed. Ikke mindst da han besøger Sheena og Kurtz, hvoraf sidstnævnte er blevet forvandlet til noget uigenkendeligt, fordi han har gennemgået en ”gen-fødsel”, og er kommet ud af det som en travesti på det menneskelige. Mødet med Kurz er for Gundersen et møde med Lucifer. Lysbringeren, rebellen, den nedstyrtede ærkeengel, der blev til en modstander og nu er lænket til kroppen og smerten – med ren tungetale og øjne som afgrunde til følge. Og Gundersen beslutter sig til at han selv vil gen-fødes ”up Mist-Country”, idet han indser at også han har meget at bøde. På ingen måde i samme fanden-i-voldske kategori som Kurtz, men små incidenter, oversprings-handlinger, forglemmelser, negligering og almindelig foragt for andre individer med gh’rakk(17) gør ham bodfærdig og klar til pønitense.

Og så er det, at det går op for Gundersen, at Belzagors indbyggere ikke er 2 men blot én intelligent art: - Nildoror og Sulidoror er varianter, der skifter udseende og karakter for hver ”re-birth”(18). Og ”juhuuuuh” – det vil Gundersen også prøve, selv efter at have set ”Kurz-variationen”. Så det gør han.

På hvilken måde har dette forbindelse til ”Alien”? Eller rettere: - med Alien-sagaen!

Jeg er sikker på, at jeg ikke bedrøver nogen ved at undlade en analyse af ”Alien- Den Ottende Passager”, ”Aliens”, ”Alien3”, ”Alien: Resurrection”, men jeg vil godt spænde højfjeldssolen op på ”Prometheus” (som jeg så heller ikke har intention om at analysere), og nævne The Weyland/Yutani Corporation. Allerede i ”Aliens” støder vi (vistnok) på firmanavnet ”Weyland”, men med Thomas Weyland jr.’s TED-talk, der tager sit udgangspunkt i Lawrence Of Arabia og fører tændstikken tilbage til Prometheus, ja, så er der ingen anden vej frem, end udfoldelsen af de betydningsbærende lag i lige netop de hentydninger.

Prometheus var – i hh til græsk mytologi – en titan, der gav ilden og ildens brug til menneskene, og af guderne blev straffet for denne gerning, ved at blive lænket til en klippe og blive udstyret med en ørn til at hugge i hans lever.

Nu er der ingen grund til at føle nogen speciel sympati for Prometheus, for, som sagt, han var en titan, og disse – altså titaner – er sådan nogle ting som jordskælv, oversvømmelser, vulkanudbrud, tsunamier, Katrinaer, Sandyer - og bliv selv ved! Oversat: - ilden kom til mennesket gennem naturkatastrofer (id est: - udenom gudernes mere eller mindre gavmilde gavegiveri).

Navnet ”Weyland” er det samme som den nordiske smedegud Vølund, og ”Yutani” er japansk og betyder ”varme kilder”. Så hvad er det, der skal smedes? Ja, efter ”juniors” TED-talk at dømme, tilsyneladende ”menneskeheden om”, netop ved at introducere disse metamorfiske ”aliens” med henblik på en race af ”super-soldiers to go boldly…..”. For allerede i ”Alien”, samt understreget i ”Aliens”, bliver det gjort klart at ”man” ønsker at bruge ”xenomorferne” i våben-industrien.

Og lad os da ikke glemme Lawrence Of Arabia. Did he go native? Nej, han camouflerede sig blot, men forblev imperiets mand. Det kan godt være han dansede med kameler, men målet var ikke Kalifatets overlevelse – der skal man gå til Richard Burton (nej, ikke Elizabeth Taylors off-and-on husband – den anden, du ved). Derimod tænkte Lawrence i Imperiets overlevelse, gennem introduktion af guerrilla-taktik (der er sådan lidt Paul Atreides og frimenere over lige den hér). Men for Weylan jr. er Lawrence primært interessant som ”overmenneske” – superman: ”the trick, Potter, is not minding it hurts!” Sådan taler et RigtigtMandfolk, og så må vi andre tudefjæs jo gå hjem og øve med lighteren.

Man går ikke ind i det ukendte og forbliver ustraffet. I mørket lurer det urene. I mørket lurer den fuldstændige forandring. Som altid er til det værre! Det er udsagnet, det er kernen i disse fortællinger.

I Mørkets Hjerte opdager vi et ret trist aspekt ved den genre, vi i øvrigt skatter så højt, nemlig dens tendens mod det reaktionære; at det ukendte – pr. definition – er ”modstanderen”. Og hvis vi skal derind, så må vi blive – noget andet. At søge udad for at opdage det nye, og derved undergå en forandring, hvad enten fysisk, intellektuelt eller emotionelt – men helst uden forandring. Men hvorfor er ”modstanderen” separat fra os selv? Hvad er det for en kamp, vi ser udspille sig hér?

Mørket, hjertet, Prometheus, Vølund, det dyriske og drifterne. Materien og seksualiteten sat op imod transcendensen og det åndelige – hvoraf det første er noget lidt uhumsk og det andet er rent og ubesmittet.

Kan vi se det? Vi kan godt se det, ikke? Er mennesket godt? Eller er det en ustabil masse, et kødeligt sammenrend af molekyler og metabolismer, der kan svinge mellem det fromme og det syndige, med sekunds varsel, hvis blot der kommer den rette impuls? Fri vilje? Glem det: - du er summen af dine drifter. Vis os en mulighed for egen promovering, og vi griber den – og de som ikke gør, kan, vil: - nåmmen de er jo bare dumme! Nietzsche og Ayn Rand kan indgå i sjældne forbindelser – eller: man må da håbe de er sjældne! Eller også er det skæbne – guddommelig entreprise.

Og hvad summerer det sig op til? Lad os være ærlige, i stedet for at henvise det faktiske til en symbolverden. Både civilisationsdannelsen og prokreationen er noget klistret, rodet og umiddelbart udifferentieret spektakel, hvis detaljer man sjældent (after the deed is done – so to speak) ønsker at få knaldet i synet. Kulturens ubehag og penetrationsangsten går sagtens en aftentur ved stranden, hånd i hånd.

Det er hér hykleriet begynder, thi Conrads Kurtz har blot skabt en faksimile, indkogt og koncentreret, af hvad den belgiske kolonimagt forøvede; Oberst Kurtz har blot savet videre på den gren USA sad på i Indokina, og Belzagors Kurtz ville lægge arm med biologiens univers – for egen tilfredsstillelses skyld. Alle søger de tilbage til en tilstand, der allerede er forladt af omgivelserne, netop fordi omgivelserne er kommet videre. I al korthed: - de forladte grave, de nedpælede vampyrer, de skjulte/glemte riger og de forladte planeter rummer kun død og fravær. Så hvad vil du helst? Tro på at der findes noget fint og sirligt, at hente ud af døden og den endelige entropi, eller tro på det småklistrede og uordentlige liv? Prometheus gav guderne fingeren, Vølund/Weyland smeder våben til Ragnarok, Kurtz forlanger døden tilbage i kontrolburet og helst så de alle en verdensbrand de kunne applaudere. Fordi de selv, og deres omgivelser, er rædselsslagne over udsigten til forandring.

Hvad er det – helt præcist – Marlow&Conrad, Gundersen&Silverberg og Willard&Coppola er bange for? Men svaret er vist allerede givet, om ikke andre steder så i det foreliggende. Tror jeg nok……

På den anden side foreligger der det let paranoidt konspirationsagtige omkring ”det militær-industrielle kompleks”, der vil gøre alt – ALT – for en exploitering, uden hensyntagen til humane grænsesætninger; uden hensyntagen til det menneskelige: - det er kun forbigående modeluner og i sidste ende at betragte som råstof eller kanonføde. Hér er kun plads til supermænd og titaner, dixi! Synes tanken at være.

Men: i virkeligheden er både Lucifer, Prometheus og Kurtz én og samme figur – nemlig tricksteren – Nanabocho Den Store Kanin, Brother Coyote, Abe, Loke eller Kickaha. Som sætter spørgsmålstegn ved det etablerede, ved alt hvad ”vi-ved-jo-nok”. Hvilket må siges at være et udtryk for den længsel efter forandring, som ingen øvrighed eller gud garanterer – disse garanterer kun status quo.

Tillad mig afslutningsvist at løfte Joseph Conrad op i en mere livsbekræftende sfære, idet det står til troende at han skulle have udtalt, at efter hans mening var der kun ’en slags bøger der var i stand til at gøre mennesker lykkeligere, nemlig kogebøger.

Lille efterord:

Der er noget ”Heart Of Darkness” over Melvilles ”Moby Dick”, derfor over Sterlings ”Involution Ocean” (se note 16), men det er samtidig min faste overbevisning at disse ”ekskursioner” egentligt tager deres udgangspunkt i Dantes ”Guddommelige Komedie”, der uden problem eller tøven kan føres direkte tilbage til myten om Orfeus og Eurydike. Hvilket – hvis der kan tillades mig lidt højtravenhed – betyder, at våben ikke kan vinde noget som helst, men at kærligheden – i det mindste – har en chance, til trods for enhver usikkerhed og menneskelig svaghed. Samt: - indeholder kimen til forandring af den positive slags.

  • Kommentarer(0)//essef.sciencefiction.dk/#post87

Noter Til "Kurtz In The Soul"

LitteraturOprettet af Henning Andersen tir, januar 15, 2013 19:18:58

[1] Det er muligt citatet ligger indlejret et sted i teksten, men i min udgave af ”Mørkets Hjerte” har jeg ikke kunnet finde det. Men det skal jo nok være rigtigt, når de siger det.

2 Mr. Kurtz skulle efter sigende være inspireret af Georges Antoine Klein, der døde ombord på den damper Conrad var styrmand på – et sted i Congo. Pågældende flodbåd hed i øvrigt ”Roi de Belges”

3 ”there is no spoon – “ (Matrix)

4 G.P Putnam’s Sons 1979, Hugo-nomineret 1980 – meget anbefalelsesværdig

5 Spoiler: - fordi det er en ret! I øvrigt er det – på en eller anden måde – interessant (eller ”awesome” eller ”häpnadsväckande”) at den første isbryder, der hed ”Lenin”, oprindeligt hed Alexander Nevskij, bl.a. var tegnet af Zamiatin – og ”stelnummeret” var D-503.

6 Findes der ”forstandig eksploitering”?

7 Is he gone native or is he gone commie? That’s the question, Horatio

8 ”Death And Designation Among The Asadi”

9 Ventress – vingt trés, hvilket enten er en rødvin eller en slags bacon fra Provence

10 Edgar Wallace skrev en stribe historier om ”Sanders Of The River” – oprindeligt var jeg overbevist om at det var en parodi på kolonialismen, men gradvist er det gået op for mi, at Sanders’ way to do it præcis var Edgars ide om hvordan de dér sorte skulle have det. Og han får det selv, i den grad, i ”The Chrystal World” – så kan han lære det (tænkte Ballard, formodentlig, forhåbentlig – medmindre jeg tager fejl)

11Jeg har søgt på nettet, men jeg kan ikke finde det politiske koryfæ der skulle have udtalt dette pragtstykke af retorisk opsummering: - Leif Hartwell, Thomas Nielsen, Ninn-Hansen, Poul Hartling – the answer is blowing…….

12Og på den tur vistnok også et forlist ægteskab, eller i hvert fald afslutningen på et kærlighedsforhold – rygter, rygter

13Det kan være meget vanskeligt at sige noget meningsfuldt om ”Downward To The Earth”, uden at røbe opløsningen, og i nærværende sammenhæng er det nærmest omsonst. Derfor må denne note repræsentere den eneste spoiler-alert jeg giver. Og for at det nu ikke skal være løgn så opfatter jeg egentlig Sheena som en nedtonet model af Rider Haggards ”She” (who must be obeyed) og Bourroghs’ Queen La Of Opar fra Tarzan-cyklussen – ældre, roligere; kvinde, hele vejen igennem (uha-dada – uhadadada)

14konsekvenser af økonomiske fluktuationer bliver i politisk jargon ALTID oversat til nye analyser og nye perspektiver, hvilket også gælder i situationer hvor en fejlslagen politisk disposition kræver en forklaring. Sjovt nok

15Aktæons synd – eller uheld – var at han kom til at se gudinden Diana i bad, og hun forvanlede ham til en hjort, og staklen blev flået ihjel af sine egne jagthunde.

16Det følgende vil antyde visse links til Arrakis-spice, Known-Space Booster-Spice, det dér de hiver ud af støvhavets hvaler i Bruce Sterlings Involution Ocean – derfor også til spermaen i Melvilles Moby Dick – samt Stroon fra Cordwainer Smiths Instrumentality Of Mankind-serie

17Det irriterer mig til døde, at Robert Silverberg fandt behov for at nikke til Robert A. Heinleins ”Stranger In A Strange Land”, ved at indføre den besynderlige term, som et ekko af ”grok”, der bare er noget den aldrende Heinlein har fundet på for at være ”groovy” med ”the young ones” – hvorfor ikke bare kalde det ”bevidsthed”, ”sjæl” eller ”forstand”?

18Nildoror ligner elefanter; Sulidoror ligner kæmpedovendyr med en tapiragtig snabel

  • Kommentarer(0)//essef.sciencefiction.dk/#post85

Obskure bøger til sommerferien

LitteraturOprettet af Henning Andersen ons, maj 23, 2012 18:42:42
Nu kan det jo være, at der er nogen der sidder og tænker: - er det nu ham igen? – Ku’ han ikke tage og oprette sin egen blok, hvor han kan fyre sit hejs af? Til hvilket jeg vil sige, at det da har strejfet mig, som en mulighed. På den anden side er ESSEF et ganske udmærket forum, jeg godt vil bidrage til om end det kan gå hen og blive lidt personligt vinklet (men aldrig privat, amagerhalshug). Jeg vil derfor tillade mig at præsentere en række romaner, man kan overveje i forbindelse med udvælgelsen af sommerferielæsningen, simpelthen fordi de har været en fornøjelse for undertegnede – som regel på ret mærkelige måder. Men altså:

Hullet i Nullet, 1969, SV-science fiction, af M.K. Joseph (1914-1981) – Er underlig! Rummogulen Kraag, hans datter Helena, hans spindoktor og svigersøn in spe Billy Merganser og ”rumvagten” Paradine forliser i det omgivende kaos, der æder sig ind på vores univers. Da jeg søgte efter M. K. Joseph på nettet, herunder Wikipedia, forventede jeg at finde en matematiker med statistik som speciale. Not so. Og jeg ved heller ikke om han var så ung med de unge, at han tog sig en tjaller eller lidt Lucy In the Sky with Diamonds. Joseph var angiveligt poet og forfatter – britte af oprindelse, bosat i New Zealand. Ikke desto mindre er ”Hullet I Nullet” en ren rutschebane-tur udover grænserne for denne – og alle mulige andre – verdener, hvor det post-modernistiske (og så på den tid!) projekt om at gen(op)finde sig selv, i en ustabil reference-ramme, ligger helt fremme i skoene. For de fire hovedpersoner er der ikke længere nogen ”virkelighed”. De er udenfor ”Kosmos” ( det ordnede Alt) og befinder sig i det Kaos, hvoraf alt – eller er det ”Alt” – kan, men ikke nødvendigvis vil- eller skal- udspringe. Som et kvadrat, der søger mod at blive en cirkel. Eller omvendt. En meget moderne fortælling, der er 50 år gammel. Prøv den!

Alien Perspective, 1978, LB (?), af David Houston (1938- ). Ethvert rumskib har en inderside og en yderside. I ”Alien Perspective” har vi en yderside inden i en ydersyde, og inde i ydersiden en inderside, der er en yderside for indersiden. Og en katastrofe i fortiden har afsondret indersidens yderside fra ydersidens inderside, og hvis ikke kludene med ammoniak kommer hurtigt nok, eller hvis budskaberne fra den yderste yderside er for dramatiske, besvimer besætningen – lige efter kaptajnen. Forvirret? Tag så den hér: - tid og ”tid” er to vidt forskellige ting. Uanset Einstein – og alt det der – er der en real-tid, som følger af Universets beskaffenhed, men der er samtidig(!) en perceptionstid. For menneskets vistnok defineret som 230 slap/dash i sekundet. I Frederik Pohls ”HeeChee”-serie støder man på ”The Sluggers” – en race af gople-blæksprutter med en perceptionstid på omkring 10 slap/dash i minuttet! Det vil jo tage en krig og en sandkage at snakke med dem – hvilket så i øvrigt også er ganske besværligt, idet de foretrækker et miljø, der mestendels består af kvælstof ved en temperatur på minus 42 grader (Celsius eller Fahrenheit – ét fedt). I ”Alien Perspective” lander nogle grandfætre til ”The Sluggers” på Jorden, med det kedelige budskab at de har en epidemi ombord, samt at deres fremdrivnings-enhed ikke er for børn. Hjælp!!! - Der er ingen onde, der er ingen gode. Scenen er sat til et spil om intellektets styrke – hvad enten menneskeligt eller ”alien - overfor kosmiske vilkår –

The Sound Of His Horn, 1952, (?), af Sarban (John William Wall) (1910-1989). “Vores” arme genre er besat med historier om, hvordan og hvorledes det nu ville være gået, dersom 2. Verdenskrig var blevet vundet af tyskerne. Den må jo kunne bære det – ”genren”, ikke ”Verdenskrigen”! Og hvis der kan tillades et øjeblik med personlige betragtninger, finder jeg faktisk ikke at Philip K. Dicks udgave i ”The Man In The High Castle” er den bedste, lige i den kategori. Bevares, den er vældig – men den vil så meget, indenfor så lidt plads, og det kommer næsten til at se ud som om, at Det Tredje Rige, der tabte, ”kun” er en variant af så mange andre, der vandt! Det slider lidt på min personlige dømmekraft – eller på godt dansk: - No Way, Søster Lagkage! Jeg anser derfor (men det er naturligvis mit personlige synspunkt) Keith Roberts’ ”Weinachtsaben” samt Richard Harris’ ”Fatherland” for de langt bedre. ”The Sound Of His Horn” (som på et eller andet tidspunkt, vistnok fragmentarisk, er blevet oversat til dansk som ”Kattekvinderne”, i en serie med titlen ”Farlige Bøger”, - hvad pokker det så kan være….. alle mine 4.000 stykker står sgu meget roligt og falder sammen) er historien som Alan Querdillon fortæller sine nære ven, ved pejsen med a good shot of whisky. Af ikke nærmere angivne årsager vågner Alan op i 2047 på et skovgods, der regeres af en Rigsskovfoged (”Reichsforester” – hvad kan det være? ”Reichswaldmeister”?). Og Alan, der bliver vist rundt af en noget modvillig – nærmest fornærmet – læge, får forevist hvilke yndigheder et fremtidigt 3. Rige er i stand til at manifestere. Herunder menneskejagt, hvor de nævnte ”kattekvinder” har et og andet at skulle have – nåja, gjort. ”Anmeldelser” er helt høje på det sado-masochistiske islæt/indslag, men hvis man skulle have været igennem sin Erwin Neutzsky –Wulff, eller Norman Spinrads ”The Men In The Jungle”, er chokket ikke større end et genhør med Anne Linnets ”Går Og Glor På Vinduer”. Anbefalingen går således ikke så meget på konceptet, som på det fremskrevne miljø og spændingen om hvordan knageme Alan skal komme ud af det hul. Svagheden er at forfatteren åbenbart føler sig forpligtet til at afskrive hele øvelsen i stil med ”det hele var en drøm” – det kunne man have undværet. Men samtidig er det et ”figurativt” bud på den forestilling Det 3. Riges ideologer muligvis gjorde sig om Den Perfekte Fremtid – der mest kommer til at ligne en mytologisk fortid! Og det er – om ikke andet – et interessant lille bolsje at sutte på, mens man tænker videre ad nogle baner, som forfatteren blot skitserer. Og nej, der er hverken rituel sex eller læderbondage involveret, selvom en central scene måske lige akkurat strejfer det dødspornografiske. Lidt lir må der til. Og det er kun et strejf…..

Pilgrimage, 1981, DAW, af Drew Mendelson (? – det 20. århundrede). Christopher Priest skrev romanen ”Inverted World” i 1974 (udgivelsesår, i hvert fald), om en by på ruller, der begiver sig igennem en hyperbolsk verden, for at fastholde et fokus af nogenlunde euklidisk topografi. Bag ved byen og foran byen, bliver geometrien alt mere udfladet, mast, drejet omkring en singulær attraktor, således at byens omverden synes at manifestere sig forståeligt (for byens indbyggere) så længe de befinder sig i hyperblens ”toppunkt” - vinduet. Men deformerer betragteligt, jo længere de kommer fra dette ”vindue”. At realiteterne er lidt anderledes konstruerede, det kommer man ligesom frem til, undervejs. Men byen der må bevæge sig, kender vi også fra Brian Aldiss’ ”Non-Stop”, hvor hovedpersonen Complain (kom lad os brokke os) tager på tur for at afklare hvordan hans verden egentlig ser ud. Og får et chok. ”Pilgrimage” er i samme – om man så må sige – genre, som disse andre romaner. Brann Adelbran bor sammen med sin familie i byens ”Tailend”, hvor maskinerne er ved at rive det hele ned, for at genopbygge det i ”Frontend”. Et konkret status-fald, som der må gøres noget ved. Af forskellige årsager kan Brann ikke bare pakke kufferterne og tage toget, men må ned til byens fundament og de skjulte passager. For på ”overfladen” er Tailend og Frontend blevet afskåret af ”noget”. Der er noget udsøgt freudiansk psycho-babble i konceptet, ligesom ”coveret” – i hvert fald i min kopi (gad vide om der findes andre) – både fremviser falliske objekter, conan-agtige figurer og sex-symbolet par excellence: ”vand i korridorer” – nu med penetrerende kano! Men man skal jo sælge det, så hvorfor ikke. Det har dog kun perifert noget med fortællingen at gøre, og selvom denne får en ende, så vil det være retfærdigt, og i deklarationens navn ærligt, at sige at den fader underligt ud i slags optimistisk håbløshed. Hvis De kan følge mig. Men indtil da har man i hvert fald fået én på opleveren. Det er ikke verdenslitteratur, men en lille anderledes kryddersild til aftenkaffen. Og husk: - Der er ingen tvang.

Kolber Til En Klode, 1970, Forlaget Tommeliden, af Herluf Th. Flensborg (1919- ?). 2023. Reagensglasbørn og kloner. Der er noget farligt indeni. 10 år senere skulle fåret Dolly få verden, om ikke til at skælve, så i hvert fald diskutere intenst, om det nu også kunne forsvares – etisk, religiøst, moralsk, politisk, økonomisk, you name it! Og det var bare et får! I ”Kolber Til En Klode” – med undertitlen ”Projekt: New World”, sigtes der på helt andre individer, samt helt andre lokaliteter. Primært drejer romanen sig dog om, hvordan man skal finde døren ind til Dr. Frankensteins laboratorium, og forviklingerne er mere af romantisk karakter end af videnskabelig. Ikke desto mindre er der nogle små ”tænke-perler”, som man selv kan fortsætte at sætte på tråd. Hvad er mennesker for? Hvad er kloder til? Er ”mulighed” identisk med ret eller pligt? Hvor ska vi hen du?

Fängelsestaden, 1978, Raben-Sjøgren, af Sam J. Lundwall (1941-). Giovanni Battista Piranesi (1720-1778) er manden bag Carceri d’Invenzione (Imaginære Fængsler), en stort anlagt serie af graveringer, der forestiller tykke mure, lænker i Atlas-størrelse og gangbroer af hele ege-skove, under granithvælvinger der lukker en hel fængselsverden inde. Sam J. Lundwall, som vistnok må anses for science fictions doyen i det svenske, med talrige antologier, romaner, fanzines, faglitteratur og øvrig virksomhed i ”feltet”, skrev Fängelsestaden med baggrund i disse graveringer, hvilket der kom en underlig hybrid af ”The Master And Margharita” og ”Metropolis” ud af. Lag på lag afdækkes i dette mytiske landskab, hvor fængselsbyen kommer til at stå som metafor for menneskets begrænsning af sig selv – for byggede vi ikke selv denne by? Eller var det andre der låste os inde? Er vi fanger af os selv eller af andre? Kan vi komme ud – og ud til hvad? Året efter udkommer Pink Floyd’s ”The Wall”. Og i opløsningen af romanen, er det ganske vist at ”We don’t Need No Education”, for den kan slet ikke bruges hér hvor vi er. Men frem for alt kan vores hovedpersoner ikke bruge deres hidtidige viden – for de ved ikke hvornår de er. Det er Lundwalls oplæg til en remis, at vi som læsere troede ét, gennem det meste af romanen, indtil det gradvist gik op for os, at sandheden, virkeligheden, er en anden. Uden dog at aflive det evindelige ”hvorfor” eller ”hvordan”. Det har man til gode, som en personlig overvejelse. I øvrigt er carceri-suiten også interessant derhen, at den indeholder en del Escher-lignende ”umulige fingurer” – men man skal lede lidt efter dem.

The Fifth Head Of Cerberus, 1972 (?) Gene Wolfe (1931-). ”Are you ain’t or is you not my baby?”. Til tider spekulerer jeg på, om ikke Gene Wolfe er en writers’ writer, lidt ligesom James Joyce, Italo Calvinho og i et vist omfang Umberto Eco (muligvis også Salman Rushdie og Gabriel Garcia Márquez). Hvorved jeg har bragt Gene i nogenlunde ordentligt selskab, skulle jeg mene. I den lange historie om Severian og Terminus Est kører handlingen sådan set strygende, bortset fra at der er nogle pauser hvor ditten eller datten skal forklares – med det alibi at vi befinder os så langt ude i fremtiden, og historien er først nedskrevet så længe efter, at der må gribes tilbage til en langt ældre fortids sprog og idiomer, for at en nutidig læser kan følge med. Er ”vi” stadig på? Således er ”The Book Of The New Sun” ( 4 bøger) til at have med at gøre, fordi der er faktisk en rent kronologisk, narrativ fremadskriden hængt op på Severians kvest. Noget lignende kan man absolut ikke sige om The Fifth Head Of Cerberus. Hvor man i BOTNS må finde sig i arkæismer, der kun er tilnærmelser til navne eller funktioner, så er man i FHOC (undskyld) ikke engang sikker på at der egentlig er nogen til stede. Og sproget er også underligt diffust og ustabilt. Dobbeltplaneterne Sainte Anne Og Sainte Croix (de vestindiske øer?) har været overgivet til sig selv siden en krig i fortiden. John Marsch, der kommer udefra, er som antropolog meget interesseret i myten om en oprindelig befolkning af ”formskiftere” på Sainte Anne, men så kommer historien om en dynastisk klon, og de enkelte individers forhold til hinanden, lærer-robotten Mr. Million og den underlige jernstatue af en tre-hovedet dobermann i familiens have. Og da det ikke synes som om personerne egentlig forstår hinanden, men blot opsætter sæt-stykker af tillærte dialoger og handlingsforløb, begynder man at spekulere over hvad det egentligt er der foregår. Og det er sikkert med vilje. The Fifth Head Of Cerberus er et underligt maleri, man ikke kan blive klog på. Hvilket hænger sammen med de mange fortællerlag, samt det forhold at den omtalte klon muligvis slet ikke er menneskelig, men prøver at agere som sådan i et næsten-slavesamfund med en glemt fortid. Meget mærkelig roman.

The Time Of The Kraken, 1978 (?) Jay Williams (1914-1978). En del af kontrakten mellem forfatter og læser er, at det i det mindste står rimeligt klart, hvilken slags fortælling man begiver sig ind i. Og den aftale er også på plads, allerede fra starten. Der er et vist norrønt overlæg, nogle saga-agtige myter, og uhyret Kraken. Thorgeir Rødhår kommer under vejr med at en stor fare, der truer hans eget folk, samt fjenden, tyrningerne, atter er kommet på banen fra en dyb fortid. Og han begiver sig ud i verden for at opklare, hvad det er der adskiller de to folk og hvilken fare de egentlig står i. Hvilket – mildest talt – bliver et paradigmeskifte, også i læserorienteringen, hvor førnævnte aftale skrider helt ud og alting bliver noget andet. På visse måder ligner romanen Niels E. Nielsens ”Akerons Porte”, og på visse – andre – måder ligner den Harry Harrisons ”Captive Universe”. ”The Time Of The Kraken” er vistnok tænkt som en ungdomsbog ( 10 år og opefter), men hvis man kan læse Ursula LeGuins ”Earthsea”-krønike, og tage dilemmaerne nogenlunde alvorligt, eller Anne MacAffreys ”Pern”-serie, uden alt for meget spørge-jørgen, så er der en lille behagelig mund-hapser i Time Of The Kraken ( jeg skal indrømme at jeg kun har læst den på svensk, under titlen ”I Nidhuggs Tid” (Sjøstrands Forlag, 1979), oversat og med forord af Åke Ohlmark, der tåger ud i noget med Tolkien – tro ham ikke! Men den svenske titel er for så vidt et pletskud). Najs lille sag, uden for mange løse ender, og med et optimistisk perspektiv, der forsager den almindeligt anerkendte reaktionære holdning, der ligger i megen Fantasy. Hvilket nok er fordi ”The Time Of The Kraken” netop ikke er Fantasy. Men fuldfed science fiction, ligesom Nielsens ”Akerons Porte”.

Den Udvalgte, 1986, Gyldendal, Anders Westenholz (1936-2010). Det er ikke stedet at analysere Westenholz’ forfatterskab. Ingen tvivl om en hvis religiøs åre (”Genkomsten”, 1984, ”Skriget Fra Golgatha”, 1973), og der er da også et Messias-tema gemt inde i denne underlige roman, der synes at sprede sig udover en mangfoldighed af verdener, og samtidig lukke sig omkring en konkret elendighed. Hvis du spiser af den euforiserende østers, så kan du se – men intet gøre. Og selvom du kan bære din spand, er det ikke sikkert du kan nå ned til kilden. I Muren er der et liv – men det er sølle. På stranden er der masser af liv – men du er ikke en del af det. I Bjergene råder overraskelsen – men du kan ikke nå derop. Alligevel er der håb i denne roman. Men heller ikke læseren får hverken håbet eller målet gratis. Det kunne minde lidt om den (fiktive) dag, da Belsen eller Birkenau bare gik i stå, og de udsultede, forslagne, trøstesløse KZ-fanger og livsopgivende ”musel-mænd” tog på vandring mod forvisningen om et lys, uden at kunne gøre andet. Ikke rart – men turen er interessant! Læs den under æbletræet en sommerdag, med en kold bajer og en pibe tobak indenfor rækkevidde – ellers går du ud og hænger dig! Det er dansk, det er litteratur på et vist niveau af akademisk åndelighed og intellektuelt overlæg, muligvis klarsyn af den slags som hovedpersonen i Stanislaw Lems ”Fremtidskongressen” får, men jeg tror at betegnelsen ”trøstesløs optimisme” dækker bogens stemning rimeligt godt. En verden man godt vil læse om og vide mere om – men sandt for dyden ikke kunne tænke sig at leve i!

Den Sidste Neandertaler, 1991 (?) Per Thygesen Poulsen (ca. 1930- ). “Femte Skib Brænder” er en roman af Henning Larsen, der tager sit udgangspunkt i en arkæologs funderinger over diverse helleristninger på dansk (og svensk) grund – herunder Grevingestenen-stenen - med det sære udgangspunkt at arkæologen er halvt ægypter og de skibe, der afbildes på stenene, først kendes 1.000 år senere ( i ”flæsket”). Og derefter går der bare Dan Brown i den. Noget lignende sker i Per Thygesen Poulsen er mestendels forfatter til bøger om management og coaching i det højere erhvervslivs eskaloner. Så lad det være sagt straks: - det er IKKE SF! Men med ”Den Sidste Neandertaler” har Thygesen alligevel begået en lille genistreg. Der er mange ”gylp” om hvor svært det er at være forsker i Danmark, og hvor svært der er at få gennemført noget i selv samme, på grund af politisk tøven og forsnøvlet langmodighed. Men tilbage står historien om hvordan kødbjerget Lektor Groest faktisk finder ”Den Sidste Neandertaler” i Europas dyb, med udgangspunkt i Bjovulfs-kvadet, ”forrædersangen” (der muligvis er en variant af Bro,Bro, Brille – min anm.) og Tolkiens ”Ring”. Jeg er den sidste turist i Europa! Come on, det kan du godt – 200 sider med stor skrift, masser af afsnit og mellemrum, rimeligt pæs på action-indholdet og lidt matador-mix til det cerebrale netværk; lige til et par timer på stranden, mens sværen bruner.

De Døde I Vefby, 1974, SV-science fiction, Ole Henrik Laub (1937 -)
Deb er dum. Det bliver fastslået meget tidligt, og det passer. Deb er er debil! Og den verden han lever i er heller ikke helt rask. Det starter ved en flod. Og det slutter ved en flod. Og ind imellem disse to yderpunkter må Deb tiltræde inkarnationer, han ikke forstår, og (gen)opleve korte blink – som filmsekvenser – af noget enten han, eller andre, har levet i. Og det foregår måske i fortiden, måske i fremtiden, måske i en anden dimension eller et andet tidsspor. Vi er så langt hjemmefra, at kun myter og legender giver os en mulighed for at begribe det hele, hér, hvor myten optræder i flæsket – so to speak! Uden at vi kan være sikre på, at det nu også er rigtigt….! Allerede titlen ”De Døde I Vefby” burde have advaret os. ”Døde de i Vefby”? Eller er der (kun) ”Døde I Vefby”? – og i virkeligheden: ”(h)veffen by snakker vi om?”
Denne roman (?) kunne være et dansk udslag af New Wave (det står der i hvert fald på bagside-blurpet), og det er da heller ikke umuligt. Men frem for alt er det en yderst koncis roman, i den forstand at den er fortalt i et stramt sprog hvor der bliver sagt hvad der bliver sagt. Og ABSOLUT ikke andet. Spil bold, van Gogh! Ole Henrik Laub har vistnok skrevet teaterstykker, eller er dramaturg (det kan tjekkes på Wiki), og ”De Døde I Vefby” ligner ret meget noget der kunne være eksperimenterende total-teater a la Eugenio Barba og Odin Teatret. Deb er dum – men han bliver klogere – bare for at blive Debil igen, ligesom Charly i ”Flowers For Algernon”, for han befinder sig faktisk ikke særligt godt med at være klog. I den ”tilstand” synes man nemlig kun at være jaget gennem byens nat af ”De Døde I Vefby”.

  • Kommentarer(3)//essef.sciencefiction.dk/#post84

Sandhedens Elendighed - Arthur C. Clarke in memoriam

LitteraturOprettet af Henning Andersen ons, april 18, 2012 19:58:22

Hvis man hiver gamle travere af stald, er det så bevis på at man selv er ved at nærme sig ”støvets år”? Ikke nødvendigvis, men man risikerer i hvert fald at tilråbene: - dén har vi hørt! Medmindre man – som jeg, som hér – håber på at kunne sige noget nyt om noget (ret) gammelt. Og i dag vil vi kigge lidt på noget ”ret gammelt” begået af Arthur C. Clarke. Og ESSEFs læsere må vurdere om der er noget nyt i det!

Sidst i marts måned, 2008, var jeg temmelig beskæftiget med forberedelserne til en vandring langs Hadrians Mur, på grænsen mellem England og Skotland, da meddelelsen om Arthur Charles Clarkes død stod at læse på Wikipedia.

Hos en gammel fan-dreng var der noget, der anslog nogle sentimentale strenge, midt i rejseforberedelserne. For det samme år, hvor jeg blev opmærksom på eksistensen af Hadrians Mur, udkom SF-Magasinet Nr. 6 med en oversat historie af Clarke: The Wall Of Darkness (da.: Muren I Mørket, SF-Magasinet, maj 1978, Irlov Regulus). Og fascinationen af den ene mur havde siden været kompatibel med interessen for den anden. Big Dumb Objects. Ligesom “Rama”.

I et anfald af veneration for Den Gamle Mester, pakkede jeg mit slidte og bedagede eksemplar af ”Against The Fall Of Night” med ned til drikkedunk og vandresokker, mens jeg huskede på Dylan Thomas’ digt Do not go gentle into that good night.

Angiveligt skulle Clarke have givet udtryk for, at han ikke troede på Gud, men at han var fascineret af forestillingen om en sådan, og kaldte sig selv for ”krypto-Buddhist” eller ”Pantheist”. Hvorved ”konceptet ´Gud`” muligvis er sat i bås, et sted ”udenfor” Clarke, hvilket så på ingen måde forhindrer Det Religiøse Stadie, hos samme (som hos Kierkegaard, hvor Søren nok selv tænker på ”Christendom” – men det er ikke afgørende). Og jeg kunne føle mig fristet til at mene, at Clarke selv optræder i ”Rendezvous With Rama”, som cosmochristeren Boris Rodrigo, hvis ”moderkirke” tror på at Jesus var en alien, der ville os alle det bedste….osv,osv, - og snart kommer tilbage! Og Boris tror på at ”Rama” er en ”Ark” for ”The Rightious”, sendt af denne kristus-alien…. i de sidste dage -

Ofte er det blevet nævnt at ”Rendezvous With Rama” er en kedelig roman: - En bande astronauter render rundt på en hul klode, og det mest spændende er da én af dem falder af sin cykel. Og derudover sker der ikke en dyt! På den anden side får tallet ”3” umanérligt meget plads, ja, ligefrem hen til en slags pointe i romanens sidste sætning, hvor en senator(?) vågner op af en drøm og husker på, at ”ramans do anything in three’s”. Der er lagt op til fortsættelse, men gad vide om vores ”drømmer” hér ikke også lige korser sig: - I Faderens, Sønnens og Den Hellige Ånds Navn. Amen! Cosmochristers og Den Hellige Trefoldighed?

Og man kunne også fremhæve at romaner som ”Childhood’s End”, ”2001, A Space Odyssey” og ”The Fountains Of Paradise”, i bund og grund er ”religiøse” værker. De indeholder alle en sært deterministisk undertone, aldeles separat fra det konspiratoriske, men trods alt med en konnotation over mod ”det var hele tiden meningen” eller ”sådan var det planlagt” – hvor meningen og planen på enhver måde er ude af menneskets eller menneskehedens mulighed for at korrigere. Og uanset hvordan man pakker det ind, så staves det S-K-Æ-B-N-E; og ”skæbne” er et religiøst begreb, selvom man som ”krypto”buddhist muligvis hellere vil kalde det ”karma”.

Sam J. Lundwall udgav I 1969 bogen ”Science Fiction – från begynnelsen til våre dage”. I den beskriver han Clarkes ”Against The Fall Of Night” på følgende (efter hukommelsen) måde:” - menneskeheden blev slået tilbage af Invadørerne, og har nu låst sig selv inde i et gigantisk fængsel og smidt nøglerne væk, i angst for en unævnelig rædsel der lurer ved galaksens kant!”

Et sted mellem desperation, depression og paradis ligger Diaspar. Men Diaspar er ikke enebarn. Diaspar har en storesøster, der hedder Comarre og en lillesøster, der hedder Shastar. Alle bynavne fra henholdsvis ”Against The Fall Of Night”(1948), “The Lion Of Comarre”(1945) og “The Road To The Sea”(1950) – se iøvrigt note.

Hovedpersonerne – der alle er unge mænd, for ikke at sige store drenge – hedder henholdvis Alvin, Thomas Peyton III og Brandt. Og alle tre lever i frie, men lukkede – hvad enten pr. konvention, historie eller fysik – samfund, hvis største brist er at fortiden er ”glemt”, eventuelt mytologiseret. Omstændighederne er paradisiske, men de unge mænd er utilpassede og frustrerede (hvoffer må jeg ett` få beatles’hå/hvoffer ska jar ålti klippes, mor?), og den ældre generation prøver at forklare dem, at det er til det bedste, og der er ingen grund til at rode i fortiden – vi bør se fremad og være tilfredse, tilfredse…..

Den holder de unge mænd naturligvis ikke til, men vil ud og søge sandheden, baggrunden, oprindelsen – Meningen! Og ofte er der trængsler, udfordringer og svære mysterier at gennemskue og løse, med grandiose vistaer til andre tider og steder og møder med det exceptionelt ”fremmede”. Hvorved Clarke tilkendegiver en tro på ungdommen, på fremtiden – på at ting kan forandres?

Desværre: - nej! Alvin, Peyton og Brandt får godt nok udvidet deres egen horisont, samt lavet noget korrektion på den anerkendte mytologi. Alvin: - menneskeheden flygtede i angst for noget de selv havde skabt. Peyton: - menneskene på Jorden ”glemte” alt om deres ”teknologiske” fortid og ville ikke vide af den. Brandt: - stjernerejser var ikke for at finde nye verdener – det var for at beskytte menneskeheden mod en altødelæggende fare (”the theta-field – the drunkards walk”). Men i hvert enkelt tilfælde, så var forholdene generelt i orden, indtil det punkt hvorefter alt gik galt.

En tro på menneskeheden, da?

Nej: - desværre! I henhold til Clarke er menneskehedens ypperste gave at glemme og fortrænge og metamorfere fakta. ”Vi” var store ”korsriddere” i firmamentet, men måtte indse at der var nogle der var større ( Against The Fall Of Night) og det ”kunne vi ikke klare”. Verden ville være blevet forandret, hvis robot-teknologien skulle spille en rolle i vores fremtid (The Lion Of Comarre). Menneskeheden ville blive psykotisk, hvis den hele tiden skulle tænke på faren fra ”theta-feltet” (The Road To The Sea). Og derfor blev løgnen – eller i hvert fald tavsheden omkring det - skabt. Men inden da – inden da, der var det paradisisk, diasparsk, shastarsk – comarsk…..

Hvad sér vi hér (spurgte lektoren og knaldede pegepinden i katederet)? De unge mænd finder ind bag facaden af de ældres ”livsløgn”, og må konstatere at det var meget bedre i gamle dage; højt til loftet, masser af albuerum og lysten til at slå om sig var ikke behæftet med skyld eller skam. Men ”nu om dage” er vi feje, bange og læner os op ad en neurose, hvis ikke den øjeblikkelige tilfredsstillelse af vores umiddelbare behov er indenfor rækkevidde. Om end der muligvis kan trækkes paralleller til en moderne ”kom lad os brokke os”-kultur, vil den mest ekstravagant borgerlige højredrejning hævde at ”frelsen” ligger i at vi må væk fra fortiden (f.eks. eksemplificeret i det mystiske begreb ”kræve-mentalitet”). De unge mænd, Alvin, Peyton og Brandt, er godt nok ”krævende” i deres søgen efter sandheden, meningen, forklaringen, men opløsningen er at ”de gamle” trods alt vidste bedst, da ”de” konstituerede den virkelighed, det samfund, som de unge mænd voksede op i. Små korrektioner må der til – men alt i alt: top-dollar!

En sådan tilgang er reaktionær.

Clarke har – åbenbart – nu sagt, hvad han har at sige om menneskeheden, overladt til menneskeheden selv, dens dyder og lader upåtalt, samt dens frankenstein-syndrom blotlagt. I 1951 udgiver han ”Second Dawn”. En poetisk-idyllisk fortælling om nogle enhjørninge-lignende væsener på en helt splitter-anden planet og deres vej mod et teknologisk samfund. Det er vist nok sådan, at udgangs-sætningen skal forstås dommedags-agtigt (de har fundet uran = atombombe in spe). Men det er ikke vigtigt i denne sammenhæng. For historien begynder lige efter en krig. De enhjørneagtige beboere på denne klode besidder telepatiske evner, og ved en ”sammenkobling af bevidsthedsfelter” (eller sådan noget) er det lykkedes for Athelenerne at besejre Mithraneanerne.

Tykkere bliver den ikke! Hellenerne besejrer perserne (mithrasdyrkere), hvorefter den rette tænkning og den formelleste af formelle logikker har overlevet. Der Reinem Vernuft, med andre ord. Og tumperne? De bliver lukket inde i en dal, der ikke hedder hverken Diaspar eller Comarre. De er bare dømt ude. For samme år (1951) udgiver Clarke novellen ”The Sentinel”, som er forlægget til ”2001; a space odyssey” – og det er åbenbart os, der er tumperne nu, hvilket man kan forvisse sig om i 1953, da ”Childhood’s End” bliver udgivet. Kun brikker i et større kosmisk spil. Præcis en hellenistisk tankegang – læs bare din Illiaden & Odysseen!

En reaktionær og religiøs forfatter! Det lyder ikke som nogen jeg umiddelbart kunne have lyst til at beskæftige mig med. Så vil jeg hellere have en øl – det krummer heller ikke så meget i sengen, som Monrad siger. Ikke desto mindre var det Clarkes fortællinger og grandiose vistaer og fantastiske scenerier, der var med til at konsolidere min interesse for SF, for så mange, mange år siden. Så ligesom jeg kan se bort fra mandens tåbeligheder, eksempelvis at kineserne angiveligt skulle være i stand til at immobilisere den amerikanske hær ved at vise satellit-sendte pornofilm til unge mænd, lige så lidt kan jeg glemme den første gang jeg læste: many and strange are the universes that drift like bubbles in the foam upon the River of Time. Fra ”Wall Of Darkness”. Som er historien om hvordan den unge – og senere knap så unge – mand Shervane, og hans buddy-buddy Brayldon, og hans mentor Grayle, gradvist finder ud af, hvor lille et kosmos de bor i. Og der er er ingen udgang!

Clarkes menneskesyn er med andre ord at vi er nogle isolationistiske individer, der ikke har det i os at kunne komme os over en krise, og for altid vil være låst inde af ”vilkår” vi selv har skabt. Medmindre ”andre” kommer til vor frelse (eksempelvis de von Dänikenske bagmænd i 2001-cyklussen, ”Ramanerne” i Rama-cyklussen, ”Overherrerne” i Childhood’s End…… eller fortidens kloge hoveder, f.eks dem som Brandt møder i Shastar).

Den renere tanke, den fornuftsbårne handlekraft og den gode vilje, det var egenskaber en ”gyldnere” tidsalder besad. Nu om dage er vi rene død-hjerner med personlig behovstilfredsstillelse som højeste parameter.

Retfærdigvis skal det (vel/dog) siges, at eftersom disse historier foregår ”i fremtiden”, så befinder ”de kloge hoveder” sig altså ”i fortiden” – f.eks. nu! Så en alternativ udlægning kunne være, at Clarke peger på det heinleinske: - ”If This Goes On…”. Spørgsmålet er så: - bliver det bedre af det?

Lille efterskrift: - prøv at læs Clarkes ”The Star” og Niels E. Nielsens ”Det Flyvende Slot” ( eller hedder den blot ”Slottet”?). Hvem er mest buddhistisk?

Note: ”The Road To The Sea” i “Tales Of Ten Worlds”, 1962, på dansk som “Vejen Til Havet” i “Ti Verdener”, Stig Vendelkær 1973 (med værdikupon til en månerejse). ”Second Dawn” i ”Expedition To Earth”, 1953, på dansk som ”Det Andet Gry” i ”Ekspedition Til Jorden” (nyere udg. 1988 – spørg på biblo). ”The Wall In Darkness” i ”The Nine Billion Names Of God”(!), 1974, på dansk som ”Muren I Mørket”, SF-Magasinet nr. 6, maj 1978. ”Against The Fall Of Night” er ikke oversat, men ”genskrivningen” ”The City And The Stars, 1956, er oversat til dansk som ”Byen Og Stjernerne”, Bogfabrikken, 1988. ”The Lion Of Comarre” er ikke oversat til dansk (men til en hulens andre sprog og spørg mig ikke hvorfor); ”The Star” er oversat til dansk, enten i ”Den Elektriske Myre” eller i ”8 science fiction noveller” – jeg kan ikke huske det og jeg kan ikke finde dem; beklager. Niels E. Nielsen novelle er at finde i ”Hinsides Bjergene”, Irlov-Regulus, 197…-vistnok 7!For den kan jeg heller ikke finde i mit (alt for) store bibliotek…

  • Kommentarer(1)//essef.sciencefiction.dk/#post83
« ForrigeNæste »