ESSEF

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

What's the Matter

LitteraturOprettet af Henning Andersen lør, februar 11, 2017 14:21:35

Det skal jeg fortælle dig.

E=mc2

Energi og masse er det samme, bare forskellige fremtrædelsesformer. Hvad de to fremtrædelsesformer så er det samme som, det fremgår ikke - men de er vel det samme som hinanden ...

Dette har ledt til fabuleren om noget eksotisk teknologi, der i vid udstrækning er svær at skelne fra magi. Men hvad sagde Arthur C. Clarke ikke om den slags?

Specifikt skal vi holde os til teleportation. At sende en given masse fra A til B, uden at tilbagelægge afstanden mellem disse. Og den slags syvmilestøvler har også andre navne: - hyperrumet, superrummet, overrummet, nulrummet, ormehuller, warpdrive, stardrive m.fl.

Nu er jeg ganske klar på, at VIDENSKABEN også interesserer sig lidt for teleportation - mattertransmission - men lad os nu holde os til litteraturen, hvor molevitten bliver benyttet.

Teleportation - i sig selv - har lange rødder. Der er f.eks Aladdin - hvor djinner kan bevæge sig over store afstande på ingen tid. Eller det jødiske begreb Kefitzat Hederech, der betyder "at sammenpresse vejen" (ja, nemlig: Dune, Kwizatz Haderach). Eller Niebelungenlieds Tarnhelm, der er en hovedbeklædning som gør én istand til at forflytte sig øjeblikkeligt fra sted til sted. Hvilket er meget magisk, altsammen, men hvad sker der så når det skal technobabbles, gøres til science fiction?

Der sker masser af ting, men lad os holde os til dem der benytter sig af noget maskinel, noget teknologi. Også selvom jeg mener, at "jaunting", i Alfred Besters "The Stars My Destination", og senere lånt af Stephen King, i "The Jaunt", er meget udmærket godt gået.

Lad os starte med "The Fly", fra 1957, filmatiseret i 1958 og i 1986). Maskinen virker - men den mangler et separationfilter - af en slags - og resten er gys og gru. Blandingen af menneske og flue er mere horribel end plausibel. Men der et andet aspekt ved teleportation, som jeg finder væsentlig. Èn ting er, at massen transporteres - hvis den da gør - men hvad bliver der af bevidstheden, ånden, sjælen?

Philip K. Dick har en novelle, hvor maskinen også virker fint. Afgang: Jorden; destination: Mars - overførsel pr. øjeblikkelig! Men - men - man kan ikke snyde Universet, så dette øjeblik føles som at rejse gennem det tomme rum, nøgen, ligeså hurtigt eller langsomt, som hvis man var gået til Mars på sine flade konvolutter. Tusind års pine og plage.

I Larry Nivens "Known Space"-univers er der ingen problemer. Man træder ind i en "transfer-booth" på det ene gadehjørne, og ud af en anden, på det næste - fuldt intakt og i levende live. Bevidsthedsproblematikken adresseres ikke. Den gør den heller ikke i Star Trek. Hér bliver man bare beamet hid og did, når Scotty er ved tasterne. I begge tilfælde er nævnte problem tilsidesat - ikke af ond vilje, eller forglemmelse; det er bare ikke en del af konceptualiseringen og har sikkert ikke engang været overvejet. Teleportation findes, virker og bruges. Færdig.

I Poul Andersons "The Enemy Stars" er der et vist tilløb (uden at jeg vil beskylde forfatteren for selv at have opdaget det). En række stjerneskibe er blevet sendt afsted, og ombord er der en sender/modtager. Skibene "flyver" med en hastighed under lysets, og det vil derfor tage hundredevis af år, før de når deres respektive destinationer. Men idet man også har en modtager/sender på Månen, har man mulighed for at sende nye mandskabshold frem og tilbage (op og ned/ud og hjem). Vi får en længere forklaring på, hvordan denne teleportation funktionerer, og det bliver gjort klart, at "det oprindelige objekt går til grunde". Med andre ord er det kun den fuldstændige (nu om dage ville vi vel kalde det "digitaliserede") information, der når frem til modtager-kammeret, hvor objektet så gendannes via "stof-banken". Er det - efter ankomst - altså en kopi eller en original? Det er en kopi - en eksakt kopi. Men hvad så med originalen? Ja, den gik jo "til grunde". Så selvom man muligvis kan påstå, at bevidstheden - egoet, sjælen - er en del af informatorikken, der bliver afsendt, er det så en kopi af den pågældende bevidsthed, der bliver gendannet via "stofbanken" eller er det originalen? I romanen berøres det ikke, men på en sær måde er det et spørgsmål der uvilkårligt vil trænge sig på for læseren.

Nu vi er ved Månen: I "Rogue Moon" af Algis Budrys er teleportation yderst centralt. Romanen handler om en mærkværdighed, man har fundet på Månens "bagside". En blanding af en by, en maskine, en labyrint og et våben (måske). Det specifikke ved monstrummet er, at man kun kan overleve i det i meget få minutter. Men det er samtidig gået op for Jordens forskere, at der er "sikre" ruter igennem uhyret. Dem vil man gerne have kortlagt - og det gør man ved hjælp af prøv&fejl-metoden. Man finder en modig mand, der ikke er bange for at dø, og netop fordi teleportation virker sådan, at det er en kopi der ankommer til Månen, så kan "den samme mand" sendes ind i labyrinten, igen og igen, selvom han døde. Finten er, at originalen bliver hjemme på Jorden og går tilbage til swimmingpoolen og pina colada, mens hans alter-ego dør igenogigen på Månen i forsøget på at kortlægge den sikre rute. Her behøver vi ikke spørge til bevidsthedens bevarelse, idet der intet sker med originalen. Værre er det for den kopi, der endeligt kommer igennem labyrinten. For han har ikke noget sted at tage hen! Mission completed - time to die!

En lignende problematik er at finde i "Echo Round His Bones", af Thomas M. Disch, hvor teleportationen virker 10-4, men tilbage bliver der et residual-spøgelse. Og idet Disch ikke var hverken religiøs eller spirituel, ligger det lige for at han hér konstaterer, at bevidstheden er "blevet tilbage", selvom kroppen er "sendt videre".

Philip K. Dicks "The Unteleported Man" handler også om teleportation - men hovedpersonen er hér en mand, der af uudgrundelige årsager ikke kan teleporteres, men må tage den lange rejse.

"Echo Round His Bones" har en mere moderne pendant, nemlig "Think Like A Dinosaur" af James Patrick Kelly. I korthed: - da en kvinde skal sendes afsted til en fjern planet, går der ged i koblingen og hun befinder sig stadig på afsenderstedet. Men så viser det sig, at hun alligevel er ankommet på modtagerstedet. Og så står man pludselig der med 2 af den samme. I historiens univers er det ikke menneskeheden der "styrer for hårdt", men derimod nogle øglelignende væsener, og i henhold til deres logaritmer og politikker, så kan det ikke accepteres. Kvinden må henrettes. Så på den måde adresserer fortællingen flere problematikker, end blot og bart hvorvidt bevidstheden er "overført".

For lige kort at vende tilbage til "stofbanken". I Niels E. Nielsen iøvrigt udmærkede "Skyggen Fra Sirius", gøres det klart at de tre astronauter ombord på stjerneskibet Kronos, udelukkende består af information der er lagret i Kronos' sind, idet alt andet er opløst under "nul-rums-overfarten". Det er med andre ord bevidstheden Kronos, der både gendanner skibet og astronauterne, i forhold til hvad "han" kan huske. Det er ikke teleportation, men det taler alligevel om dikotymien sind/psyke vs materie/krop.

I to tilfælde er jeg stødt på forfattere, der tog den fulde konsekvens af teleportations-problemet vis-a-vis bevidsthed/psyke/sjæl/ånd/ego. Den ene er Fred Pohl, der i sin "The Cuckoo-Saga"" har noget teleportations-teknologi, der virker og er brugbart, men det det sender er information om skabelsen af en kopi. Originalen "går til grunde" i processen. Man skal mao have sine rigtigt gode grunde, men selvfølgelig med den mulighed at skabe et alter-ego, inden man dør. Iøvrigt noget Pohl viderebrugte i sin "Heechee-saga", hvor up-loading af bevidsthed er en mulighed, og man kan eksistere videre "på internettet" - som kopi. Man er stadig stendød, hvis man er død. Kopien leve - hurra!

Det andet eksempel er Greg Egans "Schild's Ladder", i hvilken man jævnligt bør uploade sig, således at skulle man komme ud for noget, så kan man gendannes. Som kopi, vel at mærke. Originalen er stendød.

Umiddelbart skal jeg ikke ind i nogen teleportationsmaskine, før det er helt afklaret, hvad der sker med kopi - og navnlig med original. Så er der nogle der siger - semiotisk og postmodernistisk - at hvis omgivelserne genkender dig som dig, så er det jo dig. Til hvilket jeg vil sige, at hvis jeg døde i processen der skabte min kopi, så er det eddermame ikke mig, uanset hvad omgivelserne mener. På den anden side: - idet vi ikke har noget rigtigt særligt godt greb om, hvordan vi i det hele taget skal definere bevidsthed (tjek Frank Herberts "Destination:void"), så kunne det måske tænkes, at "bevidsthed" mere er et hologram, et holistisk fænomen.

Det sidste jeg har hørt fra den videnskabelige front er, at noget kunne tyde at et område i hjernen, kaldet corpus nigra (det sorte legeme) er sædet for bevidsthed - med den kringle, at "organet" synes at udstrække nervetråde udover hele hjernebarken.

I denne sammenhæng betyder det blot, at det teleporterede "jeg" er identisk med det "originale" jeg, idet vi sætter at teknologien er optimal. Tilbage bliver spørgsmålet: - er det mig?





  • Kommentarer(0)//essef.sciencefiction.dk/#post99

Blogosfærisk undren

MetablogOprettet af Henning Andersen tir, december 06, 2016 17:14:33
Når jeg kommer lidt for godt igang, plejer min hustru at sige til mig: - nu skal du ikke komme for godt igang! Og så stopper det jo lissom dér, ikk'sandt? Hvilket kunne lede til spørgsmålet: - hvorfor egentlig ikke? Hvorfor ikke komme rigtigt meget igang? Og det er netop, hvad vi skal snakke lidt om.
Se! Rasmus Wichmann har (jo) oprettet en omgribende dot.org des ved&henrørende de fantastiske genrer (jeg var lige ved, at sige: - mv,), der ganske enkelt hedder
http://www.fanportalen.org/
Unge Wichmann er blevet benævnt "forfærdeligt barn" og "provokerende afslører" (begge dele frit oversat fra fransk), og det kan da godt tænkes. Men med Fanportalen har han da beriget alle, der er interesserede i de fantastiske genrer, med en indgang til hvad der foregår, skrives, blogges, podcastes, samt youtubeuploades af såvel kridt som kamel.
Genialt.
Det giver ikke stor mening, at opremse de sider - blogs - som Fanportalen portaler til, idet man blot kan "gå ind på den" og selv se. Blot kan man sige: - det er ret mange. Og på hver hjemmeside er der og end yderligere lænker til en farligt fjollet flere forslag.
Og nu er det så, at jeg kommer for godt igang:
Ingen - og som vi plejer at sige: "ingen" - der interesserer sig for de fantastiske genrer, ønsker sig at disse skal gå ind i den godnat (frit oversat fra Dylan Thomas). Alle - eller som vi plejer at sige: "alle" - ønsker sig et sprudlende, kreativt miljø, der aktivt deltager i en kreativ debat, sætter tingene på spidsen, øser af såvel forudfattede meninger, dybfølte ønsker og yilbundsgående analyser til oplysningens fremme og dialogens fortsættelse.
Har jeg ret? Ja, jeg har!
Nu er det (tilfældigvis?) sådan, at jeg følger med i hvad der lissom foregår på ihvertfald fem-syv af de hjemmeside-blogs, der kolporteres via Fanportalen. Jeg er ovenikøbet så avanceret, at jeg også efterlader kommentarer nede i feltet, hvor der står #"skriv en kommentar". Og det er åbenbart "avanceret", for så vidt som at det er swe ikke så mange andre der gør - ihvertfald er der langt imellem, hvorfor den sprudlende debat lissom ikke rigtigt kommer ud af hangaren.
Nu spørger jeg så migselv: - migselv, spørger jeg, - er det nu fordi debatten foregår i andre fora? Facebook er en mulighed (og der kommer jeg ikke), twitter, instagram, goodreads eller hvad ved jeg? Eller er det fordi ... ja, hvad?
Oprindeligt er jeg Københavner, og jeg husker udmærket hang-outs som Politikens Boghandel, Fantask og Faraos Cigarer. Der var "miljø", skal jeg huske at sige. Og det er da heller ikke utænkeligt, at der nu om dage findes steder for "the in-crowd", hvor det jeg efterlyser hér, mondænt passer behørigt the select few. Hvilket jeg ikke engang selv tror på, så meget mere som at fantastiske genrer ikke er noget specifikt københavnsk fænomen. Hvorfor den larmende tavshed til stadighed står i kontrast til det udtalte ønske om en livlig debat.
Prove me wrong!

  • Kommentarer(2)//essef.sciencefiction.dk/#post98

Asimov-tunellen bliver en realitet

MetablogOprettet af Henning Andersen fre, april 01, 2016 18:30:59

Efter mere end 25 års budgetforhandlinger, politisering og anden hanky-panky, for at få de øvrige parter til at bekoste hele molevitten, er der nu indgået endelig aftale om, at Asimov-tunellen skal gøres til en realitet.

Hidindtil har projektet været bremset af finansielle stridigheder mellem Apple og Microsoft, med Google som en mulig interessent begge bejlede til, men i sidste måned kom så så Drexler-korcernen og IBM med et endeligt budget, og realistiske plantegninger, der er blevet godkendt af såvel OECD som WHO.

EU tøver stadigt med endeligt udsagn, men er stærkt presset af FN og i høj grad af UNESCO. Og det kan da også vække bekymring, at lige præcis ISIL har udsendt en pressemeddelelse, hvori beslutningen bliver budt velkommen.

De fleste vil vide, at Asimov-tunellen oprindeligt skulle have været ført fra Tanger til Malaga, altså gennem grundfjeldet under det mediterrane bækken. Men Drexler-koncernen har udtalt at deres nano-sværme trods alt ikke kan klare en gennemboring af ethvert sediment. Og der ligger derfor i den endelige beslutning, at Asimov-tunellen skal føres fra Cairo til Lissabon.

Den danske statsminister har udtrykt sin begejstring for projektet, og kvitterer på instagram med nogle betragtninger over Fehmern-bælt-projektet. Det er også interessant, at han på instagram – og på sin facebookhjemmeside - åbenbart er så hjemme i science-fiction-terminologien, at han udtaler:

”Projektet er jo udtænkt af en positron-hjerne, og indkorporerer på den måde de tre robotiske love, således som de var udtænkt og gjort progamerbare af Isak Asmow. Men jeg finder det til Danmarks fordel, at man fastholder navnet og ikke – som sverige – kalder det for positron-bryggen”

Vladimir Putin har udtalt, at man kunne bygge en bro til Mars indenfor det samme budget. Men hvad ved han?

Kim Il Sung har fordømt projektet. Næppe nogen overraskelse.

Og Donald Trump bedyrer på CNN at han hele tiden har villet være med:

https://www.youtube.com/watch?v=p9dwyWVySMo



  • Kommentarer(0)//essef.sciencefiction.dk/#post97

Childhood's End - tv-serie 2015

FilmOprettet af Henning Andersen ons, februar 03, 2016 15:18:15

Man burde være ellevild af begejstring: - her kommer SyFy-channel med en tre-episoders tv-film, baseret på Arthur C. Clarkes ”Childhood’s End” (Clarke, 1953, på dansk som ”Ud Af Barndommen”, Vendelkær, 1968, Gyldendal, 1986). Især burde man være ved at gå ovenud af sit eget skind, idet man ofte har slået til lyd for, at netop den var en roman, der burde filmatiseres. Af en lang række gode grunde. Og nu er den her!

Eller er den?

Vi tager lige det korte resumé: - menneskeheden står på tærsklen til virkeligt at drage ud i rummet. Da ankommer The Overlords og giver menneskeheden ”stuearrest”. De vil heller ikke have ballade på børneværelset, så krig bliver forbudt. Og for dem der ikke forstår det, i første omgang, haben wir unsere methoden. Og så skal der gøres noget ved sult, social ulighed, racisme, analfabetisme, undertrykkelse, diskrimination og religion. At afskaffe, Bøv!

Til gengæld vil The Overlords sørge for, at menneskeheden opnår den totale frihed, til at gøre hvad fanden der passer os. Uden yderligere krav.

Der er selvfølge de, der føler sig utrygge ved kontrakten og aner en skjult dagsorden. Men generelt går menneskeheden ind til en lang, døsig sommer hvor du kan være alt ”this time around”.

Og så er det, at det viser sig, at The Overlords er fødselshjælpere for det som menneskeheden er ved at blive. Nemlig noget ultimativt transhumant. Og idet børnenes transcenderende bevidstheder stiger op for at blive en del af The Overmind, går Jorden under.

Det er sådan set den samme historie tv-serien fortæller. Men der er noget på spil, som ikke burde være der.

Childhoods End.jpeg

(reklame-plakat for tv-serien)

For det første er der hele religionsspørgsmålet. I romanen ”går det over af sig selv”. I tv-serien får det en markant stor plads. Jeg vil ikke påstå, at tv-serien spreder nogen glamour over de religiøse bipersoner (kristne, selvfølgelig – og vi bevæger os, stort set, kun indenfor USA’s grænser), men bare det at de får en rolle at spille i dramaet, udsiger noget om hvor produktionsselskab og instruktør lægger vægten. Og jeg vil yderligere påstå, at det er med vilje. Det er der nemlig to-tre forhold der peger på.

I romanen går der 50 år, før Overherren ”Karellen” viser sig (hvorfor han er opkaldt efter et landområde i Finland, er vi desværre forhindrede i at spørge Clarke om). I tv-serien nøjes man med 15 år efter ankomsten. Fidusen er – som bekendt – at The Overlords ligner middelalderlige fremstillinger af Fanden Selv. Efter 50 år med Paradis på Jord, giver det kun et lille gys, mens det efter kun 15 år bliver til rædsel for de hellige. Det kan i øvrigt bemærkes, at selve tv-serien er blevet udråbt som et satanisk set-up, for at narre os alle når nu Anti-Krist om føje tid vil vise sig igen.

I tv-serien forklares det, at The Overlords har været her før, og vi har derfor dette ”race-minde”, der sidenhen er blevet til noget skræmmende. I romanen har The Overlords aldrig været her før. Billedet af, hvordan djævlen ser ud, hænger sammen med den lille gnist af prækognition, menneskeheden altid har haft. En ”gnist”, der kommer til fuld blomstring i børnenes telekinetiske, -portable, og –patiske evner.

I romanen er Overherren Rashaverak på besøg hos Rupert Boyce, fordi denne har et omfattende bibliotek med okkult lekture. Rashaverak er derfor vidne til en lille selskabsleg, hvor Jean Gregson kokser lidt ud på et Ouiju-bræt. Spørgsmålet til brættet er hvor Overherrernes hjemplanet er. Svaret er NGC og en hel bunke tal. Og det griner de så meget af, den vinter, mens Rashaverak pludselig skal noget andet, og den unge Rodericks genkender svaret som et katalog-nummeret på en stjerne i stjernebilledet Kølen.

I tv-serien er det Karellen, der har skabt et særligt rum med High-Tech Ouiju-board, for at komme til at tale med den ufødte Jennifer Gregson, der siden skal vise sig at være ”lederen” for den nye menneskehed.

(Charles Dance som Karellen)

Så er dramaet ellers tilspidset. Hvad er de der Overlords ude på? Har de kristne alligevel ret? Hvorfor redder Karellen ikke Ricky Stormgren – det er dog hans ven? Hvorfor forlader Rodericks sin kæreste, for aldrig at se hende igen (han skal lige et smut til Overherrernes hjemplanet – Helvede Selv; en rundrejse på 80 relativistiske år)? Hvorfor skal Stormgren plages med sin afdøde kæreste, hver gang han skal besøge Karellen? Som der ville stå på ekstrabladets spiseseddel: ”SÅ onde er de”.

Det er ren ”gak-farvel”. Af den simple grund, at det er PERSONLIGE dramaer. Og dem er der altså ikke så mange af i romanen. Med god grund.

Jeg kan fint leve med at Ricky Stormgren ikke er FN-diplomat, men blot en midt-vestlig ”redneck” med politisk tæft. Jeg kan også godt leve med en Rupert Boyce, der virker lidt anløben i det. Og jeg kan også leve med at Karellen ligner noget fra ”Legend”. Sværere har jeg det med forflytningen af det centrale drama. Det handler nemlig ikke om den personlige tragedie. For i den optik kunne man ligesågodt lave en tv-serie om datteren, der vokser op, nu skal giftes, og flytter endeligt hjemmefra i morgen – og forældrene står tilbage med et savn, de vidste ville komme, men nu nødes til at acceptere.

I romanen fremgår det meget klart, at det der skal ske er noget smukt og vidunderligt (lidt henad det der sker med Jupiter-månen Europa i roman&film ”2010”). Det er bare så anderledes, at vi ikke er i stand til at forstå det. Det er så nyt, at det endda må sprænge sig fri af fortiden – herunder Jorden – og romanens udgangshymne opdager vi, at det hjerteknugende ikke er, hvad der er sket med børnene, men at vores funktion, vores grund til at være, eksistere, er forbi. Consumatum Est, hvis et sådant citat kan tillades en hedning.

Nu skal det heller ikke være på den måde; det er ikke så dårligt skuldret, selvom kendskabet til romanen kan give maveknuder ved synet. Kender man ikke romanen, er det sådan set et ganske høfligt og vedkommende indspark, der måske netop kunne være konsoliderende i forhold til kvaliteten i science fiction. Ligeledes er special-effekterne brugt med omtanke (muligvis af økonomiske årsager) og der er nogle imponerende panoramaer og opsætninger. Skuespillerne gør det faktisk meget godt, om end lidt stereotypt – vi er et sted mellem Dallas og Friends. Noget tyder på at det har været en utaknemmelig opgave for Charles Dance, at portrættere Karellen. Og der er beklageligvis heller ikke meget udstråling. Når man nu alligevel var i gang med en klon af Tim Currys figur fra ”Legend”, så skulle man måske have overvejet at give Karellen samme pondus.

(Tim Curry, Legend)


Ret skal være ret. ”Childhood’s End” blev skrevet for 65 år siden. Verden var en anden, præcis som det vil være en anden verden om 65 år. Det er sin sag, at omsætte noget bedaget til noget nutidigt vedkommende. Så jeg må vel gå til bekendelse, og indrømme at jeg følte mig ret godt underholdt i de i alt 246 minutter forestillingen tager. At en gammel fan-dreng så ikke kan lade være med højrøvede sammenligninger og originalværket indenfor kritik-relateret rækkevidde, ja, det skal sandelig da ikke forhindre andre i at tage sig en kigge-lytter.

Endeligt vil det være værd at nævne, at projektet om en filmatisering af ”Childhood’s End” længe har været overvejet i flere fora. Endda har Neal Adams ( nok bedst kendt fra Batman-tegneserier) været inde over, med noget ”graphic design”.

Og jeg skal da også huske at nævne, at Anders Høeg Madsen og Jens Jerrild Poder, på deres podcast SciFiSnak, for nyligt har haft ”Childhood’s End” under behandling:

Kan høres hér: http://scifisnak.dk/childhoods-end/

Og på falderebet – inden rulleteksterne – en lille reklame for mig selv, idet jeg har fået lov til at lave en artikel på Fra Sortsand. Lænke kommer hér:

https://frasortsand.wordpress.com/2016/02/03/yog-sothoth-og-phssthpok-the-pak/

Childhood’s End

USA, 2015, Syfy-channel

Ep.: “The Overlords”; “The Deceivers”, “The Children”

Tovholder: Matthew Graham

Medv: Mike Vogel, Charles Dance m.fl.

Sprog: engelsk/amerikansk



  • Kommentarer(1)//essef.sciencefiction.dk/#post96

Glade Træk I Den Faktive Virkelighed

AnmeldelserOprettet af Henning Andersen ons, oktober 21, 2015 17:08:38

Der er kun en meget lille sandsynlighed for, at overskriften giver nogen mening – lige nu! Men lad os se, hvad der sker.

I anledning af noget helt andet – og hvorfor ikke beskrive den? Så altså: - i anledning af, at Jens Hjerrild Poder (der bestyrer den månedlige podcast SciFiSnak, sammen med Anders Høeg Madsen – og jeg kan virkeligt anbefale den), i fuld offentlighed – hvad giver De mig? – spurgte om jeg kendte til nogen taxonomi i forhold til genrer og undergenrer i science fiction.

Nu prøver jeg, almindeligvis og næsten på en daglig basis, at opfylde SFC’s formålsparagraf. Det ville derfor ikke bare have været en kende højrøvet, men decideret flabet, at have svaret: ” - se: Darko Suvin.” Men det ville også have været, at forbigå noget, på dansk grund, absolut anbefalelsesværdigt og i øjenhøjde – om man så må sige. Jeg foreslog derfor Jens og Anders at låne, købe eller til fingerpris komme i besiddelse af ”Den Elektriske Myre”, med Jannick Storms glimrende forord og indledning, Niels Dalgaards blændende ”Fra Platon Til Cyberpunk” og fremfor alt Palle Juul Holms ”Syzygy Og Den Sorte Stjerne”. Så ska du få taxonomi, ska du!

Nu gik det jo så hverken værre eller bedre – ja måske i virkeligheden bedre end værre – end at jeg selv fik lyst til, at genlæse ”Syzygy”, idet det gryede på mig – som vi anglofile siger – at det i hvert fald var tyve år siden, jeg sidst havde haft den stencilerede genistreg mellem hænderne. Og idet både jeg og riget fattes penge, så tyede jeg til biblioteket.

Et eller andet sted – muligvis i reptilhjernen – havde jeg opfattet, at SFC havde udgivet en samling af PJH’s skriverier, men nu fik jeg da smækket kalorius lige i fjæset, så i et anfald af ”overkill” bestilte jeg både ”Syzygy” og ”Den Virkelige Tåre I Det Fiktive Bæger” (med undertitlen ”udvalgte tekster om science fiction 1975-2009”).

Om jeg derved har hindret Jens og Anders i, at få fat i fidusen - det ville være trist, men sådan er det ... så -

Overdrabet består i, at ”Syzygy” er genoptrykt i ”Den virkelige … ”. Men ikke alene det. For heri er også genoptrykt PJH’s formidable essay ”Ædle Vilde – Syge Guder” om (dele af) Philip Jose Farmers forfatterskab, fra artikel-essay-analyse-samlingen ”Virkelige Eventyr”. Og ikke nok med det, for der også anmeldelser fra vintage Proxima, artikler om Erwin N-Wulff, samt en fantastisk ”korrespondance” – så at sige ad anmelderiets medias res – mellem PJH og Stig W. Jørgensen. Jørgensens indlæg er ikke med, som sådan, men PJH holder på at responsen skulle være til at forstå – og ellers må man ty til (temmelig bedagede) udgaver af ”Novum”.

Nu er jeg så knippelheldig, at jeg er født for så længe siden, at jeg (rent faktisk, som det hedder) deltog i nogle møder i SFC, dengang disse havde fast tilholdssted i Suhmsgade, København (første tirsdag i hver måned – tror jeg nok). Årstallet må hedde 87-88- eller – 89. Det er for så vidt bedøvende ligegyldigt, for det er faktisk så længe siden at jeg hér – hvor de 25-30 års ekstra lag ”døver smerten” – egentlig kun husker Niels Dalgaard, H.P. Inselmann – og: Stig W. Jørgensen, som jeg just havde læst et par anmeldelser af i Proxima, samt en ret hardcore analyse af, hvorvidt Kafka skulle betragtes som SF-forfatter, i Novum – som han selv var redaktør for (Jørgensen! – Ikke Kafka, c’mon!).

På denne afstand af mange år, tør jeg godt sige at den artikel, analyse, forekom mig uhyre akademisk og intellektuelt funderet. Det er derfor ret sjovt, at læse i ”Den Virkelige … ” at Stig W. angiveligt skulle have harceleret mod ”akademikere”, samt Holms svar, nemlig at han (Holm) absolut da heller ikke vil beskylde Stig W.’s skrifter for at være specielt akademisk perspektiverede. Touché, mon ami.

Mange år senere (i hvert fald 5-6 stykker), kalder Holm Jørgensen for en ”elegisk elegantier”, hvorfor den enes intellekt åbenbart har matchet den andens akademi, og det kan verden kun blive bedre af. Og da Stig W. – senere igen – starter sin, nu desværre nedlagte blog (men den findes) ”Ekkorummet”, vender han ofte tilbage til PJH, eller dennes alter-ego, Bernhard Ribbeck, og Jørgensen får også lov til at udgive PJH’s festtale til Niels Dalgaard – i redigeret udgave – som et indlæg, et af de sidste, på ”Ekkorummet”. Og for at det overhovedet ikke skal være løgn, så har de begge – Holm og Jørgensen – et godt øje til Erwin N-Wulff. Det ene af dem mere blåt end det andet, men der må være plads til begejstring, og i mine mere kontemplative sekunder (mere kan det ikke blive til) har jeg – uden at skyde noget i skoene på d’herrer – overvejet om vi hér er vidner til en begejstringstæthed, der overskrider såvel polære som formative grænser, hvis kernepunkt er entusiasmen for det kvalitative. Hvis det er tilfældet, er det en hyldest værdig. Men uagtet det, så skriver de begge to rigtigt godt, og det kan vi alle være tjent med.

Så jeg afslutter lige med nogle reklamer:

SFC har udgivet ”Fra Platon Til Cyberpunk” af Niels Dalgaard; ”Den Virkelige Tåre I Det Fiktive Bæger” af Palle Juul Holm; ”Ekkorummet” af Stig W. Jørgensen; ”Det Virtuelle Cocktailparty” af Stig W. Jørgensen. Desuden kan anbefales ”Den Gode Gamle Fremtid” af Niels Dalgaard, samt:

Se: - Darko Suvin.







  • Kommentarer(0)//essef.sciencefiction.dk/#post95
Næste »