Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Nørd og Søn 2. Papmachémonstre, morfinmisbrugere og transvestitter i børneopdragelsens tjeneste

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Sat, November 24, 2012 18:44:15

Nogle gange spørger man sig selv som forældre: Var det nu også rigtigt gjort? For eksempel spurgte jeg i går aftes mig selv: Var det nu rigtigt af mig at lade den niårige se den der film med uhyrer, gale videnskabsmænd, zombier, foruden transvestitter og transseksuelle, stofmisbrugere, fallit og (nu kommer det uhyggelige:) kæresteproblemer? Svaret er et klart ja. Men jeg må nok hellere forklare mig lidt.

Til halloween, der som altid var et af årets højdepunkter for min søn, kom jeg til at fortælle ham om den legendariske filminstruktør Edward D. Wood, Jr. (1924-1978), 'verdens dårligste instruktør', der ikke gik så meget op i om der lige væltede en kulisse under optagelserne eller lignende detaljer. Jeg fortalte selvfølgelig om den særligt berygtede rumgyser Plan 9 From Outer Space (1959), Bela 'Dracula' Lugosis sidste film - sådan da. Lugosi var allerede død da filmen blev indspillet, men Wood brugte nogle foreliggende optagelser og lod derefter sin kones kiropraktor overtage rollen, selv om han ikke lignede Lugosi, hvad man dog søgte at kamuflere ved at lade ham gå med armen oppe for ansigtet i samtlige scener.

Woods film er sjovere at snakke om end at se. Hvis man har set trailerne og de gode klip (med synlige snore i de flyvende tallerkener, etc.), har man set alt det sjove. Tro mig, jeg har set Plan 9 i sin fulde længde, som ikke er meget mere end en time, men nok til at jeg nåede at kede mig bravt selv om det foregik i veloplagt selskabeligt lag. Derimod huskede jeg med fornøjelse Tim Burtons pragtfulde spillefilm om Ed Wood (1994) med Johnny Depp som den talentløse, men smittende entusiastiske Wood og Martin Landau i en glansrolle som den glemte, aldrende Lugosi.

Jeg foreslog min søn at vi kunne se Burtons film sammen (vi har jo med fornøjelse set hans Alice i Eventyrland og Charlie og chokoladefabrikken) med det forbehold at det, selv om det lyder meget sjovt med de dårligt lavede monstre og væltende kulisser etc., er en film med nogle meget voksne problemstillinger, så det var meget tænkeligt at den slet ikke ville fange hans interesse. Så vidt jeg huskede, var der ikke noget for alvor uhyggeligt i den. Et andet emne som måske kunne være lidt kontroversielt for et børnepublikum, var Ed Woods transvestitisme (Wood instruede den delvist autobiografiske Glen or Glenda (1953) hvis gode tabubrydende intentioner bl.a. skæmmes af at der indgår en gal videnskabsmand som ævler om grønne drager, for at Wood kunne få Lugosi med i filmen). Men jeg huskede det som skildret så uskyldigt (først og fremmest noget med lyserøde angorasweatre) at jeg snarere opfattede det som noget udmærket der kunne give anledning til et smil og en snak om folks forskellighed og normer gennem tiderne.

I alt dette havde jeg husket filmen og vurderet mit barn rigtigt. Gyserfilmelementet virkede ikke uhyggeligt på et moderne barn, det bizarre var bare underholdende og tankevækkende, og filmen og dens figurer fascinerede ham tydeligt. Dér hvor jeg nok havde fejlet, var ved ikke at tage højde for hvor sørgelig historien var set med barneøjne. Da den affældige Lugosi, glemt af offentligheden, på fallittens rand og dertil morfinmisbruger, ringer Wood op om natten for at trygle om hjælp, havde det så stærk en virkning at vi måtte afbryde filmen for at snakke om det. Her var åbenbart en indlevelsesmulighed, hvilket fik mig til at tænke tilbage på min søns yndlingsfilm i børnehavealderen, BBC-serien i I dinosaurernes verden, hvor det vores betænkeligheder til trods ikke rørte ham det mindste at se allosauren hapse en diplodocus-unge, det var bare spændende, men at diplodocus-mor lagde sine æg og så forlod dem - det var en adfærd der var svær at godtage for en lille dreng med trygge forestillinger om forældrerollen! Under alle omstændigheder sad jeg nu pludselig med en afbrudt film og et barn der var meget ked af det, og overvejede kraftigt om jeg havde ladet min søn se noget han ikke skulle have set. Han gav imidlertid udtryk for at han stadig godt kunne lide filmen og gerne ville se den færdig, hvilket jeg støttede kraftigt da jeg synes det var bedre end at lade uafklarede følelser og en uafsluttet historie hænge i luften. Vi snakkede om at sørgelige historier også kan være gode, og at filmen jo også handlede om hvordan Wood hjalp Lugosi. Så vi så videre med brug af det gamle trick fra min egen barndom (folk var faktisk ofte, tro det eller lad være, udmærkede til at opdrage børn for både en og flere generationer siden): Min søn gemte hovedet hos mig og jeg skruede ned for lyden hvis det var noget han ikke ville se, hvilket i ét tilfælde - nogle ganske korte klip med Lugosi på afvænningsklinik - var sammenfaldende med noget jeg absolut heller ikke selv ville have ladet ham se. Da først vi havde fået den strategi på plads, var resten af filmoplevelsen en fornøjelse. Han virkede oprigtigt rørt og lutret (jo, katarsis-begrebet er klart relevant også for en niårig) over historien om hvordan Wood hjalp Lugosi til igen at føle sig som stjerne en sidste gang, uanset hvad omverdenen måtte mene om filmene og Woods kunstneriske evner, og Lugosis død (der jo var ventet, da vi vidste at en anden medvirkende skulle gå rundt med armen for ansigtet i Plan 9) havde overhovedet ikke den sørgelige virkning.

Transvestitelementet gled også uden videre ned. En ting der af og til får mig til at tænke at min søns forældre, deres øvrige fejl ufortalt, ikke kan være fuldstændig håbløse, er hans åbenlyst uforstående reaktion på forskelsbehandling og diskrimerende tænkning. Det handler ikke om at der er blevet prædiket for ham at mænd og kvinder og folk af forskellig race er lige, men at den tanke tydeligvis ikke har strejfet ham at det skulle være anderledes - at nogle har lys hud og andre mørk, er et banalt faktum ligesom at nogle har blå øjne og andre brune, og at der var engang hvor kvinder ikke havde stemmeret, bliver mødt med en dyb forundring. Denne selvfølgelige opfattelse af ligeværdighed er efter min mening noget ganske andet og bedre end den grasserende politiske korrekthed der ikke altid holder sig ovre på den anden side af Øresund. At man godt kan have en kæreste af samme køn, virker lidt mere fremmed på junior - nok fordi han ikke på samme måde ser det i det daglige, selv om mor og far forsikrer at vi også har venner der lever på den måde. Nu blev det så takket være Ed Wood suppleret med den oplysning at der er mænd der godt kan lide at gå i dametøj og vice versa. Som min søn ganske fornuftigt opsummerede budskabet: 'Det er nok for at sige at man kan være god nok selv om man er anderledes'. Og det er jo umiddelbart hvad man behøver at tænke og vide om den sag i så ung en alder. Igen stak forundringen sit hoved frem som reaktion på den morsomme scene hvor Ed Wood chokerer sine baptistiske sponsorer ved at træde frem i nederdel og angorasweater. 'Hvorfor tror nogle at Gud ikke vil have man går i dametøj??' Børn stiller mange gode spørgsmål.

Vi var også med på at Woods kæreste fra filmens begyndelse ikke er noget dårligt menneske bare fordi hun ikke forstår det der med at han låner hendes sweatre, og at hun jo i øvrigt har ret når hun siger at både han og hans skuespillere er talentløse, da hun forlader ham for at få sig et mere normalt liv. Jeg forsikrede at han senere ville få en kæreste der bedre forstod ham, og sønnike havde tilstrækkelig dramaturgisk indsigt til straks at erklære 'Lad mig gætte! Det er hende der bliver hans nye kæreste!' da Kathy træder ind på scenen i Patricia Arquettes skikkelse. Der er en af filmhistorien største kærlighedsscener da Kathy efter at have forsikret sig om at Ed Wood er til kvinder, accepterer hans transvestitisme med et 'Okay'. Ingen afstandtagen, intet 'jeg vil ikke høre om det her', heller ingen begejstring eller egentlig forståelse, men et skuldertrækkende godtagelse: Okay. Vi talte også om hvordan Wood på trods af sine begrænsninger er en idealist der kæmper for sine drømme og visioner. Det var altså i sidste ende vældig opbyggeligt at se Ed Wood sammen.

Filmen forstyrrede da heller ikke min søns nattesøvn, tværtimod fortalte han her til morgen at den var 'rigtig god', og vi fulgte op med youtube-klip med den rigtige Bela Lugosi i sin glansperiode ('I never drink ... wine'), autentiske scener fra Ed Wood-film (ikke mindst blæksputten fra Bride of the Monster var et hit) og Orson Welles' Den tredje mand. Jeg havde standset Ed Wood for at fortælle hvordan scenen med pariserhjulet filmisk refererer til den Orson Welles som Wood hele tiden sammenligner sig med (og som dukker op sidst i filmen), og det fik vi så demonstreret og lærte noget om filmsprog. Og at en film i øvrigt kan være lige så god selv om den er i sorthvid.

Det handler selvfølgelig om den banale sandhed at det vigtigste ikke er hvad ens børn får lov at se (selv om der naturligvis er ting de absolut ikke skal se, og som det fremgår var jeg også undervejs i tvivl om jeg havde gjort noget uheldigt), men også hvordan. De skal ikke bare plantes foran fjernsynet til en ubearbejdet oplevelse, men hvis man er med og taler om tingene både undervejs og bagefter, er der videre rammer. I dette tilfælde var der jo et ekstremt filter på: ikke kun fordi vi afbrød og sorterede i filmen, men også fordi min søn endnu ikke læser hurtigt nok til at kunne læse underteksterne, og kun forstår enkelte ord og simple vendinger i den engelske dialog. Det giver en mulighed for at gå lidt let hen over problematiske elementer.

Der er andet der kan bekymre. Vi er ikke herhjemme så begejstrede for tweenage-sitcom-serierne på Disney Channel med deres himmelråbende stereotyper a la den bitchede smukke pige, den kiksede kloge fyr, tyksakken og den uforbederlige bølle, og et ganske bestemt - og meget udansk - 'smart' lingo. Der var vist lukket lidt op for Disney Channel i formiddag, og så tænker man 'er det nu forkert at lade ham se det?', men trøster sig med at vi så papmachémonstre, morfinmisbrugere og transvestitter i går, og det er jeg rigtig glad for.

Se også: Nørd & Søn

  • Comments(1)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by Henning Andersen Wed, November 28, 2012 15:12:53

Jeg lavede et lignende "stunt" med mine unger, da vi engang i halvfemserne (jo, vi gjorde!) - da de var noget yngre, tør man nok sige - så Blade Runner. Og jeg husker at det tog mere end to timer at komme igennem den sidste del hvor Deckard bliver jaget af Roy Batty gennem ruiner og mørke, for vi skulle hele tiden "pause" fordi det var uhyggeligt. Men gradvist, gennem snak og forklaring, var jeg i stand til at formidle den opfattelse at det i høj grad var synd for androiden, for han var under alle omstændigheder ved at dø - og vidste det selv, og vidste selv at han var et udnyttet væsen, blot et værktøj for andre. Når døden senere er kommet op som et diskussionsemne, har begge unger (der nu er voksne mennesker) altid forholdt sig til den aften, hvor de - gennem Blade Runner - blev præsenteret for dødens aktualitet, samt fik lejlighed til at diskutere "monsterets" dobbelttydighed. Og det er jeg stadig glad for. Men jeg ved ikke om det var klogt :-)