Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Tid & rum, skrift & køn - James der var Alice

Science FictionPosted by Stig W. Jørgensen Fri, November 02, 2012 16:25:16

Alice Bradley Sheldon (1915-1987) var et usædvanligt menneske. Som datter af den i samtiden kendte forfatterinde og opdagelsesrejsende Mary Hastings Bradley deltog hun som barn i ekspeditioner i det 'mørke' Afrika. Efter et tidligt og problematisk ægteskab prøvede Sheldon i mellemkrigstiden at slå igennem som tegner og kunstkritiker. Under 2. verdenskrig meldte hun sig til militæret, kom til at arbejde for flyvevåbnets efterretningstjeneste og frem til 1955 for CIA. Herefter forlod hun efterretningsvæsenet for at hellige sig studier og blev i 1967 ph.d. i eksperimentel psykologi. Sheldons liv endte tragisk. Da hendes noget ældre anden ægtemand og tidligere kollega fra efterretningstiden blev uhelbredeligt syg, skød hun ham og tog derefter sit eget liv.

Sheldons dramatiske skæbne ville dog næppe være offentligt kendt hvis det ikke var fordi hun også havde en anden identitet - som forfatter. Hun var debuteret som forfatter så tidligt som 1946 med en novelle i eget navn i The New Yorker. I 1968 debuterede hun imidlertid som science fiction-forfatter. Af hensyn til såvel sin efterretningsbaggrund som videre akademiske karriere valgte hun at skrive under pseudonym. Da science fiction-litteraturen dengang stadig var mandsdomineret, mente hun at et mandligt pseudonym ville bidrage til at undgå uønsket opmærksomhed om hendes person, og hun opfandt navnet James Tiptree, Jr. - inspireret af marmeladen med de små glas der var så populære i min barndom. Ud over de praktiske grunde i forhold til fortidig og fremtidig karriere gav det tilsyneladende også Sheldon et påskønnet kreativt frirum at udfolde sig gennem en anden identitet. Meget tyder også på at hun nød muligheden for i en forstand at skifte køn. Sheldon var ifølge egne udsagn tiltrukket af kvinder, men udlevede aldrig den side af sin seksualitet; som Tiptree tegnede hun et billede af sig selv som traditionelt maskulin (militærbaggrund, man of the world) og glædede sig over at flirte med kvindelige korrespondenter.

I løbet af 1970'erne udviklede 'Tiptree' sig til en af science fiction-genrens mest bemærkelsesværdige novelleforfattere, og der fulgte en forventelig nysgerrighed om hvem der gemte sig bag navnet ('den bedst bevarede hemmelighed siden Cordwainer Smith'). Forestillingen om at vække mindre opsigt gennem et mandligt pseudonym gav til dels bagslag. Det prellede tilsyneladende ganske af på hende da Samuel Delany i en polemik kaldte Tiptree for mandschauvinist, men det blev moralsk sværere at gemme sig bag pseudonymet når Tiptree kom på tale til litterære priser hvor begrundelsen gik på Tiptrees evne til som mandlig forfatter at indleve sig i kvinders situation og oplevelser. (James Tiptree Jr. Literary Award uddeles i dag for science fiction- og fantasyværker der udforsker kønsroller). Alice Sheldon havde også skrevet mere eksplicit feministiske science fiction-noveller under et andet pseudonym, Raccoona Sheldon, og det var en udbredt opfattelse at Sheldon og Tiptree var samme person, måske at Sheldon var Tiptrees kvindelige pseudonym (!) - eller alternativt at Raccoona Sheldon var James Tiptrees datter. Da moderen Mary Bradley døde i 1976, blev Alice Sheldon omtalt i nekrologerne, og da Tiptree desuden i sin korrespondence var kommet til at nævne at 'hans' mor lige var død, blev identiten bag pseudonymet afsløret - til Alice Sheldons store fortrydelse.

Det mest principielt og blivende interessante ved den gode historie om Sheldons maskespil forbliver diskussionen om mandlig og kvindelig litteratur. Robert Silverberg havde i forordet til Tiptrees anden (og måske bedste) novellesamling Warm Worlds and Otherwise (1975) skrevet at påstanden om at Tiptree skulle være en kvinde, var 'absurd' - ikke alene fordi Tiptrees historier tydede på førstehåndserfaringer med militær- og efterretningsvæsen, forretningsrejser, jagt og tilsvarende traditionelt maskuline aktiviteter, men fordi der fandtes en henholdsvis maskulin og feminin skrivestil der umuligt ville kunne imiteres af det modsatte køn. Silverberg har efterfølgende valgt at lade forordet genoptrykke uændret - dog med nogle linjers tilføjelse - for tydeligt at vedgå sig at han tog fejl, og lade dette fremstå som en lærerig pointe om fordomme om mandlig og kvindelig skrivestil.

Ud over at Tiptree af mange andre grunde er en af mine yndlingsforfattere, har jeg en professionel interesse i den diskussion som mandlig oversætter af en længere række kvindebøger, forstået som bøger skrevet af kvindelige forfattere for et primært kvindeligt publikum, fra traditionelle kærlighedsromaner over Isabel Allende-agtige dramaer til fantasyromaner henvendt mest til piger. Jeg smiler over nedladende bemærkninger fra ældre mandlige kolleger der ikke forstår at jeg nedlader mig til den slags (jeg plejer at spørge dem om de er misundelige fordi jeg kan tjene penge på min indsigt i det kvindelige univers); mere interessant er diskussionerne med (kvindelige) redaktører der mener at bøger af kvindelige forfattere bør oversættes af kvindelige oversættere (indtil jeg viser dem min backlist). Nu kan jeg forestille mig masser af opgaver jeg ville sige nej til fordi de kræver kendskab til en tone jeg ikke ville kunne imitere - dette kunne godt være venindesnak mellem unge kvinder, men det kunne lige så vel være tonen mellem mandlige pensionister i et provinsmiljø. Kønnet er naturligvis et parameter, men kun et blandt mange og ikke det mest afgørende. Mit professionelle svar er altid at min personlige interesse i bøger henvendt til kvindeligt publikum er at de ofte er dramaer med megen dialog - og jeg kan lide at oversætte dialog - og at jeg principielt mener at forfatterens individuelle stil er langt mere afgørende end forfatterens køn. At der er en stil vi oplever/kalder for maskulin/feminin, er så noget andet, og spørgsmålet om personlig indlevelse er igen noget andet end stil. Tiptree brugte ofte mandlig synsvinkel og demonstrerede ofte en dyb psykologisk forståelse (også) for sine mandlige hovedpersoner (som Silverberg også lod sig narre af). Jeg er også altid stum af beundring over for den indlevelse en af mine yndlingsforfattere uden for genren, Siri Hustvedt, demonstrerer i sine mandlige førstepersonsfortællere, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sikkert også påstå at nogle af Hustvedts romaner ikke kunne være skrevet af en kvinde. Men det kan de, og det er de - og blandt andre Tiptree/Sheldon har lært os at man ikke skal gøre sig nogen skråsikre antagelser.

Der har tidligere kun været udgivet få af Tiptrees historier på dansk, alle for år tilbage. Antologien En anden ensomhed (1978, red. Palle Juul Holm m.fl. - titelnovellen er i øvrigt af den senere nok så kendte George R.R. Martin) rummer 'For evigt opsteg røgen' ('Her Smoke Rose Up Forever'). Novellemagasinet Nye verdener nr. 7 (1983) indeholdt 'Glemte veje' ('For I Have Come Upon this Place by Lost Ways'). Parallaxis, en antologi med science fiction af kvindelige amerikanske forfattere (1986, red. Lise Svane-Mikkelsen m.fl.), indeholdt en Raccoona Sheldon-historie, 'Søster min - så skær og fin' ('Your Faces, O My Sisters! Your Faces Filled of Light'). Og Tiptrees nok kendteste historie, 'The Women Men Don't See', blev af Science Fiction Cirklen i 1989 udgivet som et selvstændigt hæfte, De kvinder, mænd ikke lægger mærke til, i min oversættelse.

Denne sparsomme repræsentation på dansk har Science Fiction Cirklen nu rådet bod på med en samling noveller og kortromaner, Houston, Houston, kan I høre os?, udvalgt og oversat af Niels Dalgaard. Samlingen indledes med 'Doktor Ains sidste flyrejse' ('The Last Flight of Dr. Ain') fra 1969, nok den første Tiptree-historie der vakte opsigt. Den er først og fremmest bemærkelsesværdig for sin fortælleteknik hvor historien først giver virkelig mening når man når til slutningen. 'Beam os hjem' ('Beam Us Home') er en repræsentativ historie om at føle sig fremmed i verden. Den er på mange måder tidsbunden - selv om den handler om en fremtidig krig, er det nærmest kun et lag fernis for en historie om 60'ernes USA og Vietnamkrigen, og som titlen antyder, bruges Star Trek som det bærende billede på hovedpersonens længsel efter en anden og bedre verden. Pudsigt nok er Star Trek-referencerne mere indlysende herhjemme i dag end de ville være for år tilbage, hvor man netop på grund af dem nok ikke ville have valgt den historie til en dansk samling. 'En sælgers fødsel' ('Birth of a Salesman') er Tiptrees science fiction-debut. Som mange af hendes tidligste historier er det en komedie, næsten sitcom-agtig, hvor komiske situationer, her fra en galaktisk transitcentral, følger på hinanden uden at der opbygges nogen egentlig fortælling. Derimod er kortromanen 'Pigen med stikket' ('The Girl Who Was Plugged In') dybt alvorlig og ubehagelig. Historien er en forløber for cyberpunk med en besk analyse af mediesamfundet og foregriber det moderne mediebillede med 'reality'-tv og kunstigt skabte berømtheder. I en verden hvor reklame er formelt forbudt, er medierne i praksis totalt dominerede af product placement, og en pige fra rendestenen bliver udnyttet til at styre en socialite-avatar hvis liv og forbrugsmønster masserne følger.

I titelhistorien 'Houston, Houston, kan I høre os?' ('Houston, Houston, Do You Read?'), endnu en af Tiptrees kendteste kortromaner, ender et rumskib med tre mandlige astronauter i en fremtid hvor jordens befolkning kun består af kvindelige kloner. Som Niels Dalgaard også er inde på i samlingens efterord, spiller 'Houston, Houston' ligesom Joanna Russ' samtidige 'When It Changed' (1972) op mod en gammel kliché om at et fremtidigt kvindesamfund med begejstring ville tage imod eller ligefrem lade sig 'redde' af mænd (ligesom 'The Women Men Don't See' spiller op mod en genrekliché om fremmede væsners interesse i jordiske kvinder). Omvendt optrådte der i 70'ernes feministiske science fiction en radikal forestilling om at den ideelle samfundsordning ville være total adskillelse af kønnene eller, endnu mere radikalt, afskaffelse af mandkønnet. Tiptree repræsenterer generelt en mere nuanceret og inkluderende feminisme hvor kvindeundertrykkelse også anskues som et element i en bredere undertrykkelse som mænd også er ofre for. 'Houston, Houston' (såvel som 'Søster min') ligger imidlertid tættere på den radikale synsvinkel, og jeg er ikke så overbevist om at en verden udelukkende bestående af kvinder ville være blottet for ærgerrighed, aggression og jalousi, sådan som det antydes i teksten - snarere tror jeg at individuelle forskelle i personlighed og vilkår er mere markante end en grundlæggende kønskarakter, hvilket faktisk er grunden til at man ikke generaliserende kan udpege en kønsbestemt skrivestil. 'Houston, Houston' er dog dobbelttydig og ikke rent kvindeutopisk - for ligesom de tre mandlige astronauter, ikke kun den bibeltro patriark og den afstumpede macho, men også den intellektuelle beta-han, ikke kan lade sig integrere i det fremtidige samfund, antydes det også at kvindesamfundet ikke er åbent nok til at forsøge at inkludere et maskulint element, men simpelt hen må aflive dem som syge dyr.

Samlingen sluttes med 'Det eneste seje at gøre' ('The Only Neat Thing to Do') fra 1985, altså den sene periode efter at Tiptree-pseudonymet var blevet afsløret. Hendes tekster fra disse år er ofte mindre intense, som her en space opera-agtig kortroman med en gæv teenageheltinde ikke ulig de raske piger der var hovedpersoner i Robert Heinleins ungdomsbøger tre-fire årtier tidligere. Men der er klassisk sprudlende science fiction-opfindsomhed, og heltinden redder menneskehedens planeter fra invasion ved at begå selvmord, fordi det er det eneste rigtige at gøre. Karakteristisk for Tiptree er den invaderende eller måske snarere invasive art ikke ondsindet; det er slags kosmisk tragedie hvor omstændighederne umuliggør sameksistens. Og med den, om end ironiske, heroisering af selvmordet er det svært ikke at tænke biografisk.

Dalgaards udvalg af noveller tegner et bredt og dækkende billede af forfatterskabet og rummer nogle af dets højdepunkter. Jeg bliver imidlertid slået over hvor helt forskelligt dette udvalg er fra det jeg selv ville have foretaget hvis jeg var blevet bedt om at redigere en sådan samling. Dette er ikke en kritik, for Houston, Houston, kan I høre os? er en ideel introduktion. Jeg tror mere det handler om at jeg ville være interesseret i at præsentere vintage-Tiptree hvor hun gør hvad hun gør bedst, frem for at præsentere bredde i tid og indhold. Således ville jeg næppe have medtaget nogen af de tidlige humoristiske tekster som 'En sælgers fødsel' og måske heller ikke en sen tekst som 'Det eneste seje'. Hvis jeg skulle sørge for bredde, ville jeg snarere have valgt en af de tidlige tidsrejsehistorier som 'Forever to a Hudson Bay Blanket' eller 'The Man Who Walked Home', den voldsomt ubehagelige historie om manglende (dyre)etik i eksperimentel psykologi, 'The Psychologist Who Wouldn't Do Awful Things to Rats', Raccoona Sheldon-historien 'The Screwfly Solution', og hvis jeg endelig skulle have noget sent og anderledes med, var det måske blevet en af Tiptrees fantasyhistorier fra Mexico som 'The Boy Who Waterskied to Forever'. Men først og fremmest ville det være magtpåliggende for mig at præsentere flere af Tiptrees stærke historier om fremmedhed, savn og stræben efter det uopnåelige (som i Houston, Houston er repræsenteret ved 'Beam os hjem'): den vidunderligt surrealistiske 'Painwise', den kulsorte 'On the Last Afternoon', den psykoseksuelle 'And I Awoke and Found Me Here on the Cold Hill's Side'.

Det er selvfølgelig en smagssag om en samling skal vise flest mulige facetter af et forfatterskab der ikke er så kendt herhjemme, eller søge ind til det man synes er det væsentligste og essensen af forfatterskabet. Mere interessant er det at spørge sig om forskellen mellem Dalgaards aktuelle valg og mine hypotetiske afspejler en forskellig læsning af teksterne. Nu ville det ligge mig fjernt at nedtone det feministiske aspekt af Tiptrees forfatterskab - det ville være besynderligt i betragtning af at jeg selv i sin tid fik 'The Women Men Don't See' udgivet på dansk - men der er ingen tvivl om at det for mig indgår i en større og mere tidløs tematik om køn i bredere forstand, om mødet med mennesker af det modsatte køn som et - naturligvis altafgørende vigtigt - tilfælde af mødet med den anden. Det var dette Tiptree skildrede så intenst i en science fiction-metaforik om det og de fremmede i universet på en toneangivende måde man herhjemme f.eks. ser videreført hos Richard Ipsen.

Hvis man vil vide mere om mennesket Alice Sheldon, har Julie Philips i 2006 skrevet en fremragende biografi, James Tiptree, Jr: The Double Life of Alice B. Sheldon - en velskrevet bog om et menneske hvis skæbne ville være interessant også hvis hun ikke var science fiction-forfatteren James Tiptree. Biografien har generelt fået særdeles positive anmeldelser - blandt de færre kritiske røster har Annette K. Nielsen dog herhjemme i sin anmeldelse i KVINFOs webmagasin (også på Nielsens blog som Jorden kalder James Tiptree, Jr.) kritiseret Philips for at være lovlig spekulativ om Sheldons seksualitet og på heltedyrkende vis romantisere Sheldons depressioner og misbrugsproblemer. Måske får vi større indsigt når Alice Sheldon selv kommer til orde i det udvalg af breve Philips efter sigende er ved at redigere.

---

Niels Dalgaard taler om James Tiptree og Houston, Houston, kan I høre os? på SFC's stand (C3-051) på Bogforum i Bella Centeret fredag den 9. november 2012 kl. 16.15
Program for SFC's stand

  • Comments(1)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by Henning Sat, November 03, 2012 18:04:25

I "Alexandria-kvartetten" af Lawrence Durrell opereres der med 5 køn - og muligvis et sjette. Og alle disse får "stemmer" at ytre sig i og med - til tider blot som noget fortalt af af andre. Ikke desto mindre: alternative og/men kønsspecifikke ytringsformer i en given kontekst, og indenfor et såvel socialt som biologisk felt, der er afgrænset af ydre faktorer - nemlig begrænsningen af deres (fuldstændige) udfoldelse. Havde jeg penge nok, ville jeg have hyret Samuel Delany til at præcisere det, men jeg kommer det næppe nærmere end til at sige, at autonomien ikke nedlægger biologien. Jeg skal nok holde kæft lige om lidt, blot en sidste lille kringle: - jeg læste Tiptrees "Up The Walls Of The World" næsten samtidig med Banks' "The Algebraist", og selvom vi "nu ved" hvem der er af hvilket køn, så finder jeg at der er noget distinkt feminint ved den første og noget distinkt maskulint ved den sidste. Resten må tilskrives tresserforvirring - dengang vi var børn. Men jeg skal da ihvertfald og ovenud af begejstring huske at takke for en rigtig god artikel og spændende lænker. Og eftersom man godt må kommentere - nåmmen, så gjorde jeg det! Hygge ;-)