Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Hinsides de grå nuancer: masochisten som heltinde og fantasy som seksualpolitisk forum

FantasyPosted by Stig W. Jørgensen Wed, September 05, 2012 13:32:03

I sidste uge udkom fænomenet Fifty Shades of Grey så på dansk med kulmination på måneders medieomtale. Angiveligt er bogen startet som Twilight-fanfiction, hvilket ikke er kulturelt uinteressant. Det er tit blevet anført at den moderne bølge af paranormal romance med især vampyren som drømmeelsker afspejler en samfundsmæssig udvikling hvor traditionel kærligheds-trivi som Lægeromanen ikke længere har samme appel: Lægen er i dag lige så ofte kvindelig som mandlig, og lægeskikkelsen har ikke samme autoritet og status. Så må man jo finde på noget nyt og mere mystisk dragende. Vampyrskikkelsen er en i én forstand uskyldig seksualfantasi om drømmeelskeren hvis overnaturlige kræfter og evner også omfatter de erotiske færdigheder. Det er dog ikke gået min (mandlige) opmærksomhed forbi at vampyrerne i paranormal romance-universerne ofte derudover har bevaret nogle meget traditionelle og traditionelt maskuline statusværdier: De er ældre og mere erfarne end de kvindelige hovedpersoner (måske mange hundrede år ældre), de er ofte umådeligt velhavende og gør brug af traditionelle symboler på deres mandighed, status og velstand, såsom sportsvogne. "Man ser aldrig en vampyr i en Ford Fiesta!" som Sookie Stackhouse siger i True Blood.

Når E.L. James så har taget sin oprindelige vampyrhistorie og i Fifty Shades omskabt den til en realistisk (i betydningen: ikke overnaturlig) fortælling om en meget, meget uskyldig ung kvinde og en farlig, erfaren, depraveret og meget, meget rig mand (med privat helikopter! - man ser aldrig en farlig, erfaren, depraveret og meget, meget rig mand i en Ford Fiesta), ender man med noget velkendt: Mere end én anmelder har gjort opmærksom på at dette er Barbara Cartland, bare tilsat lidt bondage. På den måde afdækker fænomenet egentlig de træk hvor paranormal romance ikke bryder spor med traditionelle romancer. Det er svært at sige hvilken fantasi der er mest 'ærlig': Den overnaturlige version er ærlig som seksualfantasi, ærlig om at drømmeelskeren qua sin overnaturlige karakter netop er et idealiseret drømmebillede, og hvorfor så ikke gå hele vejen ud i fantasiens verden (hvor ingen kan komme i tvivl om at det er dér vi er)? Megen pornografi er i en eller anden forstand fantasy: fantasier om en verden eller et rum hvor lysten altid modsvares af mulighed og formåen og ikke forstyrres af forskelle i forventninger og præferencer, personlige uoverstemmelser eller ydre faktorer. Omvendt kan den overnaturlige version kamuflere at elementer som status og social opstigning stadig figurerer i fantasierne.

I sidste ende handler det om hvorvidt (eller rettere: i hvilke tilfælde) en mimetisk (dvs. virkelighedsefterlignende) litteratur er bedre til at skildre og diskutere en given problematik end en litteratur der forflytter den til en fantasiverden som man kan holde op mod den verden vi kender. Det bliver sat på spidsen når det handler om traditionelt 'farlige'/kontroversielle emner som seksuelle normer. Der ligger nok ikke et så reflekteret valg mellem mimesis og fantasy bag det meste mere banal erotisk litteratur eller paranormal romance, men det samme forhold gør sig gældende i de tilfælde hvor en forfatter bevidst vælger at føre en seksualpolitisk diskussion. Det mest markante eksempel jeg kan komme på, er Jacqueline Careys serie af erotiske fantasybøger, der blev indledt med debuten Kushiel's Dart i 2001, og jeg er aldrig blevet helt enig med mig selv om hvorvidt de kunstgreb Carey gør brug af, er til fordel eller ulempe for hendes seksualpolitiske standpunkter og pointer.

Jeg skal indrømme ærligt at jeg aldrig er nået så langt i serien (der består af tre trilogier hvoraf hvert enkelt bind er på 700 tætskrevne sider), al den stund at selve teksten generelt keder mig for meget. Dens fantasy of manners med et gigantisk persongalleri og tilsvarende mængder af intriger samt den snirklede højromantisk-arkaiserende sprogbrug (også i de erotiske beskrivelser: 'I had begun to think my ripening body would wither untasted on the vine', 'I swayed ... my flesh shaping itself to the form of her desire') får mig hurtigt til at stå af. Det er jo nok et spørgsmål om smag - bøgerne har i hvert fald et stort, primært kvindeligt publikum (som også omfatter kvinder i min umiddelbare nærhed). Men disse personlige forbehold over for bøgernes sprog og særlige afart af fantasy skal ikke afholde mig fra at forholde mig - primært sympatisk - til Careys projekt.

Kushiel-bøgernes baggrund er en alternativ religionshistorie: Guddommen Elua er undfanget af Jesu blod og Maria Magdalenes tårer med selve Moder Jord som rugemor. Forstødt som en uægte søn af Gud får Elua støtte af otte faldne engle og stifter landet Terre D'Ange, der som navnevalget antyder, svarer geografisk til vores verdens Frankrig. Terre D'Ange er dermed et eksplicit 'satanisk' Eden, i den forstand at det står i et modsætningsforhold til traditionel jødekristen moral. Eluas eneste lovbud, Love as thou wilt, synes også at kombinere Aleister Crowleys 'Do as thou wilt' og 'Love is the law', ligesom heltindens udbrud "My lord. It is too much, and not enough!” giver mindelser om William Blakes Proverbs of Hell ('Enough! or too much'). Lovbuddet fortolkes som seksuel frihed - promiskuitet/polyamori, homoseksualitet, biseksualitet, sadomasochisme osv. er fuldt accepteret normalitet - men også som et kærlighedsbud: Voldtægt og anden seksuel adfærd uden eller i modstrid med en partners samtykke er forbrydelser også mod kærligheden og dermed også (den eneste betydningsfulde form for) kætteri.

Tidsmæssigt befinder vi os på Frankerrigets tid, men middelalderelementet kombineres stemningsmæssigt med l'Ancien Régime hvilket er med til at give det særlige fantasy of manners-præg. På godt og ondt er Kushiel-verdenen en meget amerikansk fantasi: en amerikaners fantasy-Frankrig med hvad det indebærer af beundring såvel som fordomme om kulturelt raffinement, liaisons dangereuses og en særlig sensualitet. Hovedpersonen Phèdre, der vokser op til at blive en magtfuld kurtisane og spion, er anguissette - hvad man normalt ville kalde masochist. Det er den slags sproglige detaljer der umiddelbart kan få én til at udbryde ooh-la-la og vende øjne. Hvilket formål tjener denne pseudofranske romantisering?

Men uanset hvad man nu måtte mene om denne konkrete (sproglige) udmøntning af fantasien, er det vigtigt at skære ind til hvad Careys ærinde grundlæggende er. Terre D'Ange er et seksuelt utopia - et sted hvor forfatteren ifølge eget udsagn kunne tænke sig at være. Ikke alene forflytter hun sin drøm om seksuel frigjorthed til et fiktivt rum som en slags laboratorium for tankeeksperimentet, endnu vigtigere er hendes retoriske strategi at frigøre diskussionen fra begreber og betegnelser (bøsse, sadomasochist) som har ganske bestemte og for nogle grupper negative konnotationer i vores verden. Hvad man mener om den konkrete (pseudofranske, højromantiske) udformning er et andet spørgsmål, og det er derfor at jeg selv kan være sympatisk indstillet over for projektet, men finde romanernes intriger kedelige og deres sprogdragt småpinlig.

Den retoriske/argumentationsmæssige strategi svarer således til at lade folk smage på maden før man fortæller dem hvad det er de spiser. Og man ved jo hvordan det kan gå med det - reaktionen kan gå fra 'wauw, hvor er det godt, det havde jeg aldrig troet jeg ville kunne lide' til vrede over at have fået folk til at indtage noget de ellers aldrig kunne drømme om at putte i munden (en vrede der ikke bliver mindre hvis de faktisk kunne lide smagen!). Jeg har ikke overblik over publikumsmodtagelsen, ud over at bøgerne tydeligvis sælger, men der har da været kræfter i USA der har advaret om dem som 'farlige'. Det er måske ikke underligt i betragtning af hvad jeg ovenfor udpegede som en 'antikristen' referenceramme. Hvad der derimod har overrasket mig (men ikke burde gøre det) er at kritikken primært har gået på det bi-/homoseksuelle indhold som jeg nærmest ikke havde lagt mærke til (hvilket jeg håber er udtryk for fordomsfrihed fra min side) i lyset af de mange andre eksplicitte seksualpraksisser der skildres. Omvendt skal det ikke udelukkes at der er dem som forholdsvis fordomsfrit har kastet sig over historien om en anguisette, men som måske ikke (i hvert fald ikke i tiden før Fifty Shades) ville binde an med en masochistisk heltinde.

En læserreaktion som 'I never thought I would find myself sympathizing with a courtesan whose specialty is masochism, but there it is' er repræsentativ, ligeledes denne velformulerede anmeldelse der på en gang slår syv kors for sig for at forsikre at anmelderen ikke tænder på det seksuelle indhold, og samtidig leverer en ganske skarp analyse:

I wondered if I could stomach the book ... Carey does not mince words when it comes to describing Phèdre's peculiar vocation. It did get me to thinking: why can I even bear to read this story?
Many fans of fantasy are aware of John Norman's "Gor" stories, a series of rather low fantasy aimed at pubescent boys' prurience. Norman's stories are misogynistic in the extreme: On Gor women are slaves as a matter of course, and they like it that way. When there is sex, it typically is described as rape, because that's how it's done. They are always the property of men - whichever man is man enough to capture them from their last owner. In all, it is an extremely objectionable series of books.
Carey, on the other hand, takes care to point up the differences between her story and that of a misogynist's rape fantasy. Phèdre's desire for pain is inborn, not conditioned. In fact, the desire is the titular mark of Kushiel, a deified angel that's responsible for punishing sinners in hell. Her assignations with her torturers are mostly entered into voluntarily. When she suffers without giving consent, it is a different matter, and it is not suffered gladly - regardless of the pleasure that she receives in the bargain. Beyond that she is very much her own woman, proud of her training, her abilities, and her divine mark. She is also not the only strong female character.
This difference is essential to make the story palatable.

Det er selvfølgelig altid nemt at skyde på John Normans Gor-serie som noget alle pæne mennesker kan blive enige at tage afstand fra. Jeg skal ikke folde mig ud som Gor-apologet, for bøgernes litterære værdi kan ligge et meget lille sted, og naturligvis er de som fantasier eksplicit misogyne - men tingene er selvfølgelig en smule mere nuancerede. (John Normans filosofi, som han udtrykte den i Imaginative Sex i 1974, er frigørelsen af den seksuelle fantasi - og i mange henseender er Imaginative Sex ganske puritansk set mod nutidige øjne. Jeg tror oprigtig talt heller ikke at bøgernes hovedpublikum er pubertetsdrenge; de ivrigste Gor-læsere jeg har mødt, har været modne kvinder, men det er måske bare fordi det er den gruppe der tør indrømme det). Men anmelderens hovedpointe rammer naturligvis lige på sømmet: Phèdres historie er historien om en stærk kvinde - blandt mange andre stærke kvinder (og mænd) af forskelligartet observans i et frigjort samfund. Der er med et af tidens gyselige modeord tale om empowerment af masochisten. Set isoleret kan man naturligvis rette kritik mod denne skildring. Når Phèdres masochisme giver hende magt (hun er ret ekstrem, hvilket i mere end en forstand giver hende adgang til steder hvor de færreste kan komme), bekræfter det så en fordom om kvindelig seksualitet som noget farligt? Bør denne empowerment ikke følges op med en tilsvarende dekonstruktion af mandlig sadisme (og mandlig masochisme og kvindelig sadisme og alt derimellem) for at det skal blive et egentlig emancipatorisk projekt? Men dels er Phèdres historie kun en af mange (og der er som nævnt mange tusinde sider Kushiel jeg ikke har læst), dels kan man jo ikke, når Carey søger at tackle én type fordomme, straks klandre hende for ikke at have løst alle andre problemer.

Hvis vi skal vende tilbage til det ugeaktuelle udgangspunkt, har Fifty Shades of Grey jo længe været en uudtømmelig kilde til medieomtale - også i såkaldt seriøse medier der har kunnet bruge uendelig spalteplads på at forholde sig overlegent til fænomenet. I Englands svar på Information, The Guardian, mente Zoe Williams f.eks. hen over sommeren at kunne give svar på Why women love Fifty Shades of Grey:

As history is written by the victors, so S&M is written by the Ss, and the problem with sadists is that they exaggerate. They're not looking at it from the masochist's point of view – it's in their job description not to. If the Marquis de Sade thinks any garden–variety submissive is going to get a kick out of having their back broken on a cartwheel, he's dreaming. Conversely, two opposite predilections, across a very broad scope, might easily collide in a fantasy written from the perspective of the masochist or naïf. So that's the popularity of volume one.

Ta-da! Her får vi så først en fuldstændig udifferentieret en bloc-præsentation af 'sadisme' som identisk med de Sades radikale frihedsideologi (retten, ja endog pligten til at svinge med armen uden at standse ved naboens underkæbe), Crowleys 'Do as thou wilt' snarere end Eleus 'Love as thou wilt'. Derudover er det litteraturhistorisk noget sludder (og det er noget der forarger os i Ekkorummet) at 'S&M is written by the Ss' - den erotiske litteraturs hovedværker omfatter Pauline Réages O's historie, Elizabeth McNeills på sin vis ikke-pornografiske Ni og en halv uge (romanen fra 1978, for pokker, med dens foregriben af Brett Easton Ellis' iskolde skildringer, ikke den meget usexede 80'er-film der blev sin tids 50 Shades-modefænomen), i fantastisk litteratur Anne Rices pornografiske eventyr under forskellige pseudonymer (som stakkels Sleeping Beauty af 'A.N. Roquelaure'), samtidig med at hun banede vejen for den moderne erotiserede vampyr. Og selvfølgelig Jacqueline Careys fantasyromaner.

Careys empowerment af masochisten er måske nok et modbillede til Normans chauvinistiske Gor-verden, men den er i langt højere grad et korrektiv til fantasier a la Fifty Shades of Grey hvor det seksuelle dominansforhold (eller bare den seksuelle leg) entydigt følges af modsætninger som ældre og erfaren vs. ung og uskyldig, velhavende og med status vs. mindre velhavende og med lavere status - for slet ikke at tale om et entydigt kønsforhold. Det kunne jo være at den 'farlige' mand hverken var et dumt svin eller en patologiseret stakkel, men derimod en good guy der førte an i realiseringen af nogle fantasier som man ikke ellers behøver at være ung eller uerfaren i øvrigt for ikke at have virkeliggjort. Det kunne også være at det var ham der havde brug for en mere frigjort elskerinde til at hjælpe ham lidt på vej. Eller, uden at ende ude i det usexede som Rokokopostens parodi, kunne det også bare være at de fandt ud af det i fællesskab. Det sker såmænd hele tiden ude i virkeligheden.

Love as thou wilt.

  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.