Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Hugo Awards 2012 - nu med feer

BegivenhederPosted by Stig W. Jørgensen Mon, September 03, 2012 09:02:10
I nat dansk tid blev science fiction/fantasy-læsernes store pris, The Hugo Awards, uddelt på verdens-science fiction-kongressen Chicon 7 i Chicago. Hvis man var tilstrækkelig interesseret eller ikke kunne sove, kunne man følge ceremonien live over nettet (selv om der vist var nogle problemer med streamingen) eller om ikke andet via twitter.

Jeg kunne nu godt vente til jeg stod op med at tjekke resultatet, men jeg var alligevel mere nysgerrig efter udfaldet i år end så mange andre år. Det vigtige spørgsmål var for mig om Jo Waltons fantasy- og (eller?) udviklingsroman Among Others ville løbe af med sejren frem for mere rendyrkede genreværker som China Mievelles filosofisk-spekulative science fiction-roman Embassytown og George R.R. Martins seneste fantasy-epos A Dance with Dragons, ligesom romanen tidligere på året vandt de professionelle genrefolks pris, Nebulaen.

Surprise, surprise -- Waltons beretning om den femtenårige outsider Morwenna Phelps der både er ivrig science fiction-læser og har kontakt til overnaturlige væsner hun i mangel på bedre betegnelse kalder for 'feer', blev også læsernes favorit. Min diskussion af romanen affødte en lille debat i flere fora, sådan som romanen vist er blevet diskuteret af genrelæsere overalt i verden. Jeg skal ikke udelukke at min nærlæsning bør revideres på nogle punkter, men jeg synes stadig væk at sammenblandingen af fantasyroman og fantastroman har uheldige følger, og også hvis værket i sig selv var uproblematisk, er det tankevækkende når en genre(miljø)tematiserende og -refererende tekst stryger lige ind på førstepladsen frem for de mere gedigne bud. Moden refleksion eller bare nostalgi og alderstegn? Det kan vi helt sikkert diskutere videre. Men som jeg skrev: Det er da altid bedre end det år hvor de gav Hugoen til Harry Potter and the Goblet of Fire.

Samtlige vinderresultatet kan ses på The Hugo Awards' hjemmeside. Locus Online News lister også de øvrige nominerede.

  • Comments(3)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by Flemming Rasch Wed, September 05, 2012 02:55:23

Film-kategorierne er ofte lidt underlige. Apollo 13 er ikke et normalt historisk drama, men en fortælling om mennesker og teknologi, baseret på en historisk begivenhed. I indhold ligner den derfor meget science fiction, selv om den formelt er historisk.

Traditionelt har interesse for naturvidenskab hængt sammen med science fiction, så det er meget naturligt at invitere en astronaut. Det ændrer ikke ved at den æresgæst der er mest prestige i at blive, er forfatter-æresgæst, ligesom den Hugo der er størst prestige i, er den for romanen.

Jo Walton var i øvrigt overrasket over at hun fik prisen, og meget rørt. Men hvis man ser på hvad hun var oppe imod, er det måske ikke så underligt: De tre af dem var nummer et eller andet i en serie, og Mieville er nok lidt for speciel for de amerikanske fans, som udgør størstedelen af dem der stemte (går jeg ud fra). Der er måske ved at ske det at fans ikke læser de samme bøger mere, og derfor kun kan blive enige om bøger som "Among Others". Sidste år var det jo Connie Willis der vandt med en roman hvor science fiction-elementet er der, men som basalt set er en historisk roman, skrevet af en forfatter som er meget populær i fan-kredse. Men lad os nu se hvad næste år byder på. Der er kommet en del interessante bøger ud, som jeg i hvert fald skal have kigget på (og sikkert vil gøre mit for at nominere, da jeg kan gøre det som medlem af Worldcon i år).

Posted by Stig W. Jørgensen Mon, September 03, 2012 20:04:50

Chicon har en astronaut som æresgæst ... ;-)

Posted by Klaus Æ. Mogensen Mon, September 03, 2012 19:58:34

Lavpunktet i Hugoens historie er nu efter min mening da filmen Apollo 13 vandt i 1996. Udmærket film, men den er altså en historisk dramadokumentar, ikke science fiction. Siden Gagarin har der ikke været lighedstegn "rumskib = science fiction", og det var altså 35 år før Apollo 13 vandt Hugo.