Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Den fortryllede skilteskov, eller: Narnia i Nordsjælland

BegivenhederPosted by Stig W. Jørgensen Sun, August 12, 2012 16:15:13

Robert Holdstock skrev i Mythago-bøgerne om den magiske skov Ryhope Wood hvor mytiske urbilleder fra de besøgendes underbevidsthed antager fysisk form. Som enhver god fortryllet skov synes Ryhope Wood at vokse sig større og større, jo længere man trænger ind i den. Man kan løbe rundt om den på en halv time, men søger man mod hjertet af skoven, kan man fare vild og rejse i måneds- eller årevis.

Jeg har igennem mange år haft min egen lille Ryhope Wood, en beskeden skov i Nordsjælland, som skal forblive navnløs for at bevare den mystiske stemning. Ganske hemmelig er den ikke, men ligger dog alligevel en kende afsides, så man ikke lige kommer uforvarende til den. Hvad den mangler i størrelse, kompenseres der for i interessante omgivelser, afvekslende beplantning, oldtidsminder i form af langhøje og jættestuer, og et overraskende rigt dyreliv.

Jeg er ikke i skoven stødt på væsener der var mere mystiske end at de kunne findes i naturleksika, bøger om Danmarks dyr eller lignende. Til gengæld har jeg den oplevelse at den som Ryhope bliver større og større, jo mere man trænger ind i den. Jeg har et gammelt projekt om at lære den godt at kende, også uden for stierne, og forbløffes til stadighed over hvor svært fremkommelig en velfriseret dansk kulturskov kan være, så snart man afviger fra de veltrampede veje. En rundtur ad hovedstien tager vel en god halv time i spadseretempo. Da jeg for nogle år siden besluttede at følge hele skovens udkant, måtte jeg bruge mere end én eftermiddag på at gennemføre det.

En skov bliver vild så snart man vender ryggen til den, og kræver også på varme sommerdage lange ærmer og lange bukseben hvis man ikke vil ende tornereven, insektbidt og brændenældebrændt, og fodtøjet ender gerne fugtigt og mudret når en 'dyresti' viser sig at være et ikke helt udtørret vandløb, eller bevoksningen skjuler hvor tæt på mosen man befinder sig. Enkelte steder er krattet så tæt at det skifter fra det uvejsomme til det helt ufremkommelige, medmindre man bevæbner sig med machete eller nogle af de gode maskuline haveredskaber fra planteskolen.

På et af disse mest tætbevoksede steder følte jeg mig engang pludselig hensat til Narnia snarere end Mythago Wood. Som Lucy der forundredes over at møde en lygtepæl midt i skoven, så jeg til min overraskelse et færdselsskilt inde bag krattet. Skiltet vendte den anden vej, så jeg kunne ikke se teksten, kun rester af gamle graffiti-tags på bagsiden. Min nysgerrighed var for stor; jeg måtte bane mig vej frem for at se hvad der stod på skiltet. Nu har jeg fundet det igen. Og lover at jeg også i min fremtidige udforskning af tykningen i skovens udkant altid vil overholde færdselsregulativet:

  • Comments(4)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by Stig W. Jørgensen Fri, August 17, 2012 16:10:56

Jeg tror det er den her hobby du taler om: http://da.wikipedia.org/wiki/Geocaching

Jeg har aldrig prøvet det, men det lyder skægt. Der er vist flere danske foreninger for det.

Posted by Henning Andersen Fri, August 17, 2012 16:02:19

Nærlæsningen nåede ikke op i de cerebrale centre ,-) - nåmmen der burde være sådan en byttecentral, hvor man kan udveksle interessante lokaliteter til videre besøg/udforskning. Og nu kan jeg søreme ikke finde "sitet", men jeg ved at der findes en ret spændende "skattejagtsside", hvor man kan få udplottet nogle gps-koordinater, og så ellers tage med familien ud og finde "skatten".... der oftest er en dims eller en vingummi gemt i en plastik-beholder, der tidligere har indeholdt fetaost - eller sådan noget. Eneste regel er, at når man har spist vingummiet, skal man selv lægge noget i "skattekisten". Det er sgudda en fed idé! På mine vandringer og ekskusioner er jeg stødt på mange af den slags "beholdere" - og aldrig har jeg dog set så mange udgaver af pikashu fra en eller "spas, spiel und shokolade" (jamen, det er jo hele tre) - tingeling. Eller plastikringe med Ben10. Måske kunne det også være en måde at bytte bøger på. Nå, det rabler. Tak for billederne ihvertfald.

Posted by Stig W. Jørgensen Thu, August 16, 2012 19:45:19

Kender skam udmærket områderne ved Vig -- familien har et sommerhus på Sjællands Odde. Men det er vist ikke helt gængs at benævne Odsherred som Nordsjælland, selv om det jo logisk set både er Sjælland og nordligt. Næ, vi befinder os oppe nord for hovedstaden ...

Posted by Henning Andersen Thu, August 16, 2012 17:34:59

To be or not to be - en knallert! Fedterøv! Skulle nogen komme forbi, fra det stor-kjøwwenhaunske område, hér til det sydøst-fynske-cum-sydfynske og få lyst til et tur ud i det tolkieneske eller narniske, vil jeg da stærkt anbefale en å-vandring (altså i åen - selvom en "langs med" også kan gøre det) ned ad Kobberbækken i Svendborg. Derudover en vandring ad Syltema Ådal (ja, det hedder den altså, og jeg ved ikke hvorfor, men den er der); en tur til Rødme, som kan opvise et istidslandskab, der næsten ligner noget walisisk eller noget skotsk - hvis man kan finde det. Og endeligt Vejstrup Ådal, som på de hér lokaliteter ikke er så nemt at komme udenom, idet der kun er tre "broer" over ådalen fra hér og til motorvejen - eller en strækning på omkring 20 kilometer. Og ellers er der altid de små lunde ned til stranden ved Langelandsbæltet, eller krattet ved Stenodden på Tåsinge, eller Verdens Totale Ende ved Stjovl. Hvis man er turistet oveni i sit hoved. Iøvrigt gætter jeg på at Stigs "områder" ligger oppe omkring Vig i Odsherred - det ligner. Men hvad ved en knallert som mig?