Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Fans og feer - Among Others som problematisk fantastroman

FantasyPosted by Stig W. Jørgensen Thu, July 26, 2012 13:58:46

Femtenårige Morwenna Phelps er en outsider. Hun er waliser på en engelsk skole, og de andre elever kommer desuden fra mere velhavende og velfungerende familier end hendes. Hun halter efter en trafikulykke, der dræbte hendes tvillingesøster. Hun interesserer sig (til at begynde med) overhovedet ikke for drenge. Hun er en bogorm, der gerne læser mere end én bog om dagen, og er især fuldstændig opslugt af science fiction. Og så har hun kontakt til den overnaturlige verden. Hun kan se og tale med væsner som hun i mangel på bedre betegnelse kalder 'feer', og hendes egen mor er en ond heks, som stod bag trafikulykken og søsterens død og stadig forfølger Morwenna med sin mørke magi.

Morwennas historie kan læses i Jo Waltons velskrevne og medrivende roman Among Others, der vandt årets Nebula, de amerikanske science fiction-forfatteres pris, og har fået megen rosende omtale. Bogens popularitet hos såvel Science Ficton Writers of America som almindelige læsere skyldes nok ikke mindst at historien også og i høj grad handler om læseoplevelser med science fiction-litteraturen, og også for mig vakte mangt og meget genkendelsens glæde. I hvilken grad bogen på andre måder rummer autobiografiske elementer er uvist (og irrelevant), men hvad det litterære indhold angår, trækker Walton tydeligvis på viden om hvordan det var at være et ungt menneske der læste science fiction i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne. A portrait of the artist as a young fan.

Herhjemme har vi en tradition for 'fantastromaner', navngivet efter og til dels defineret ved Hans Egedes Schacks klassiker Phantasterne, hvori det så berømt hedder sig at 'en Phantast udvikler sig gjennem Phantasier, ligesom andre Mennesker gjennem Handlinger og Begivenheder'. I slægt med dette er hvad man kunne kalde litteratromanen, biografien over et læsende og skrivende menneske, der ligeledes udvikler sig gennem hvad han eller hun læser og skriver, såvel som gennem den praktiske livserfaring. Disse romaner har deres indlysende berettigelse som realistisk og psykologisk litteratur. Fantaster og litterater er lige så meget en del af virkeligheden som alle andre, samtidslitteratur der ignorerer dem, går uden om en (omend særlig) del af menneskeheden, og deres historier kan ikke fortælles ordentligt uden at gå i detaljer med deres fantasiliv og litterære oplevelser. Når denne type litteratur er bedst, formidler og analyserer den spændingsforholdet mellem kunsten og livet, fantasien og virkeligheden, som en afart af udviklingsromanen, hvor personerne finder deres plads på det spektrum der strækker sig fra det goldt fantasiløse og poesiforladte menneske til eskapisten og drømmeren der helt fortaber sig i umulige fantasier. Tit er der elementer af en klassisk dannelsesroman hvor hovedpersonen finder vej til en gunstig placering på dette spektrum, et sted, hvor fantasierne perspektiverer den verden, vi er placeret i, eller tager form af visioner, som man kan stræbe efter at virkeliggøre, og hvor de kunsteriske oplevelser beriger og inspirerer snarere end erstatter det levede liv.

I mindst trekvart århundrede har der nu fandtes mennesker med en opslugende interesse i science fiction, og i hvert fald siden efterkrigstiden har de mest entusiastiske af dem for alvor engageret sig i en egentlig subkultur. Science fiction-fans udgør således en betydelig variant af det 20. og 21. århundredes 'fantaster', og det ville nærmest være problematisk hvis der ikke også forekom realistiske skildringer af deres livsstil.

Den første indfaldsvinkel til Among Others (og den der som nævnt forklarer dens popularitet) vil være først og fremmest at læse bogen som en roman om at være et ungt, science fiction-interesseret menneske. Forfatteren (f. 1964) og hendes jævnaldrende hovedperson tilhører ligesom mig (f. 1968) den måske sidste generation der kunne 'opdage' science fiction og kulturen omkring genren med den fornemmelse det giver af 'der er en hel verden derude!' og 'der er andre ligesom mig!'. I dag er mediebilledet gennemsyret af om ikke andet science fictionelle elementer (min søn kendte ordet 'parallelunivers', da han var i børnehavealderen, og han havde det ikke fra mig, men vist fra Ninja Turtles), så de færreste bliver opmærksomme på genrens eksistens fordi de falder over en forunderlig antologi i antikvariatets eller bibliotekets mest støvede hjørne. Ligeledes kommer det første møde med ligesindede og deres aktiviteter næppe som noget forunderligt chok, da det ikke kræver mange øjeblikkes internetsøgning at finde en diskussionsgruppe. Morwennas vej ind i litteraturen mere bredt følger også et mønster som åndsfæller vil nikke genkendende til: Fra science fiction og fantasy udbreder hendes læsning sig til historiske romaner, Platon og andre af oldtidens klassikere, Shakespeares eventyrspil, modernistiske lyrikere som T.S. Eliot samt genremæssigt ubestemmelige samtidsforfattere som John Fowles. Derimod står hun fuldstændig uforstående over for den problematiserende nutidslitteratur og den brede 1800-tals realisme hun bliver præsenteret for i skolen, og som hun møder med herligt ungdommelige betragtninger som at Thomas Hardy 'kunne have lært virkelig meget af Silverberg og Delany'.

Som sagt: Science fiction-entusiaster er jo lige så meget en del af virkeligheden som alle andre, og nogen bør også fortælle deres historie og skildre deres liv. Det var måske mere interessant om det skete i en form der kunne åbne deres verden for en u(den)forstående øvrighed, frem for blot gennem indforståede referencer der kun vækker genklang hos ligesindede, men lad nu det hvile. Hvis hovedsigtet er en realistisk roman om en opvækst som science fiction-læser, er bogens fantasyelement unødvendigt og dybest set malplaceret. Fantasyelementet kan naturligvis fremføres som et billede på bogslugerens tilflugt til en anden verden, men det er en svækkende niveausammenblanding at prøve at fortælle historien både som realisme og overnaturlig allegori. Fans for sig, og feer for sig.

En anden mulighed er at tage bogen alvorligt som fantasyroman. Læst på denne måde er den en stilfærdig protest mod moderne tendenser i den fantastiske litteratur. Among Others er anti-Harry Potter - det engelske kostskolevæsen er ikke et arnested for magi, men tværtimod indbegrebet af den knugende middelklassesmålighed som er eventyrets værste fjende. Romanens afdæmpethed er antitese til den fremherskende paranormal romance/urban fantasy. Er de tre velhavende tanter der betaler for Morwennas uddannelse (og holder hendes forhutlede far i kort snor), hekse? Hvis de har mægtige magiske kræfter, hvorfor vælger de så at leve deres liv som pebermøer der stort set aldrig forlader landsbyen (læs: hvorfor vælger nogle mennesker der har velstand og muligheder at lade deres liv begrænse af snævre normer og rammer)? Er Morwennas møde med fæller (in casu, science fiction-fans), som giver hende mulighed for at få venner og en kæreste, blot produktet af hendes forsøg på selv at udøve trolddom, og er de så rigtige venner? - et dilemma i stil med kærlighedseliksirens problem, for er kærlighedens mirakel ikke netop at nogen falder for én som den man er, uden nogen ydre påvirkning? Alt dette er elegant underspillet og slet ikke ueffent. Men så er det skildringen af litteraturoplevelserne der er et unødvendigt påklistret element som burde reserveres til en anden (realistisk) roman og indsnævrer bogens kernepublikum i unødvendig grad.

Den mest indlysende læsning af romanen er desværre også den mest problematiske. Meget peger på at fantasyelementet slet ikke skal tages bogstaveligt, men at feerne og magien kun findes i fortællerens fantasi. Morwenna er en ung pige der er vokset op med en psykisk syg mor, har mistet sin elskede tvillingesøster, pådraget sig et smertefuldt fysisk handicap og er omgivet af mennesker der ikke forstår hende. Det er ikke nogen unaturlig reaktion at flygte ind i bøgernes verden i den situation og heller ikke uforståeligt at hun skulle være så traumatiseret at presset driver hende ud i egentlige vrangforestillinger. Afslutningen hvor hun afsværger og fravælger magiens verden da feerne afkræver hende det ultimative offer for at genforenes med søsteren, kan vanskeligt læses som andet end et afværget selvmordsforsøg der åbner for professionel hjælp og vejen tilbage til psykisk stabilitet.

Det problematiske ved denne fortolkning af romanens begivenheder er at den drager en analogi mellem science fiction-interessen og vrangforestillingerne - eller sagt på anden måde: at den lægger op til at bekræfte en fordom om science fiction-læsere som socialt handicappede outsidere og eskapister. Det er selvfølgelig værd at bemærke at et forskruet, 'eskapistisk' litteraturforbrug ikke forudsætter en primitiv eller triviel kunstnerisk smag. Jeg har altid beundret den linje i Simon & Garfunkels gamle sang om et isoleret individ, 'I Am a Rock', der lyder I have ... my poetry to protect me. Et panser kan også være blødt, og poesien, selv den mest følelsesfulde og forfinede, kan udgøre så tykt et panser som noget. Et usundt forhold til litteraturen (eller alt muligt andet) handler ikke om læsestoffets kvalitet, men om at det får lov at fylde uforholdsmæssigt meget, ikke så meget i tid som følelsesmæssigt. Morwenna bærer tydeligvis disse træk. Hun siger eksplicit at hun føler mere for personer i bøger end for de mennesker der omgiver hende i den virkelige verden, og da hun hen mod bogens slutning får en kæreste, Wim, handler deres første alvorlige skænderi om Robert Heinlein. Wim forstår ikke hvordan hun kan være en beundrer af Heinlein når hendes øvrige helte er Zelazny, Delany og Le Guin, og Morwenna eksploderer ved antydningen om at Heinleins individualistiske tænkning skulle være fascistoid. Wim er på trods af godt udseende og charme også isoleret fordi han tidligere er blevet beskyldt for at gøre en pige gravid og forlade hende. Denne ensidige udlægning af historien er vist ikke helt sandfærdig, men Wim kan ikke ryste det dårlige omdømme af sig. Da han højlydt undrer sig over hvordan Morwenna kan være ganske ligeglad med hans blakkede ry, men derimod hidse sig op over hans syn på Heinlein, er hendes reaktion lige så uforstående: Heinleins forfatterskab er da naturligvis vigtigere set i et større perspektiv! Morwenna forsvinder ikke ukritisk ind i romantiske fantasiverdener. Hendes valg af læsestof er raffineret og reflekteret; det usunde i hendes forhold til litteraturen ligger på et andet plan.

Ikke desto mindre er det naturligvis helt legitimt at spørge sig om science fiction og fantasy som en litteratur der skildrer andre verdener, har en særlig appel til mennesker med et usundt behov for 'eskapisme', og om vi som science fiction-læsere, -forfattere og -kritikere stikker os selv blår i øjnene ved altid kun at fremhæve genrens kvaliteter og mest forbilledlige former. Det er en nødvendig diskussion, og en diskussion der også bør føres internt og netop ikke overlades til udenforstående og negativt forudindfattede. Jeg ville ikke have nogen principielle indvendinger mod en roman der bevidst skildrer science fiction-fans som socialt handicappede drømmere - så ville vi kunne diskutere den analyse den repræsenterer. Mit vigtigste forbehold over for Among Others er at bogen lægger op til en sådan diskussion, men ikke fører den. Forholdet mellem Morwennas to flugtmekanismer, læsning og vrangforestillinger, forbliver uanalyseret og uafklaret. Læseren må selv fælde sin dom, og det er der jo ikke noget galt i, men det er også en holdning ikke at tage stilling, som man siger, og romanens ambivalens og manglende vilje til analyse lægger for mig at se op til at be- snarere end afkræfte fordomme.

Bogen er nemlig ikke, som det er blevet påstået i anmeldelser og af begejstrede læsere, en bog om litteraturens forløsende kraft. Der er meget få eksempler på at Morwenna lærer noget om livet gennem den litteratur hun læser, og bruger disse andenhåndserfaringer som ballast og inspiration for sine førstehåndserfaringer som menneske. Hun møder endelig nogle andre der deler hendes interesse og minder om hende selv, og det er jo dejligt, men det kunne jo også være sket hvis hun havde en hvilken som helst anden minoritetsinteresse end science fiction. Der er, for nu at være skamløst politisk ukorrekt, øjeblikke i livet hvor man er omgivet af tumper, og hvor en for længst afdød forfatter kan være bedre og mere berigende selskab. Der er bestemt også øjeblikke hvor man skal lægge bogen fra sig og lette røven. Der er øjeblikke hvor det er konstruktivt at fantasere og drømme, og andre hvor man skal åbne øjnene og være opmærksom på omgivelserne. Det er dette fantastromanerne handler om, og hvad Morwennas feverden angår, følger Among Others mønstret: Fantasierne tager over, men hun slipper fri af deres greb og vælger i bogstaveligste forstand livet. Men hvad sker der med hendes anden flugtmekanisme, læsningen? Får hendes kærlighed til science fiction og litteratur generelt en andet og mere moden karakter? Der er elementer af en lykkelig slutning fordi hun ud over at redde livet og frigøre sig fra vrangforestillingerne har fået en kæreste og venner og får lov til at tage til Eastercon (Storbritanniens store årlige science fiction-kongres) i Glasgow. (What more could a young girl possibly want?) Men igen: Det siger kun at hun har fundet mennesker med en fælles interesse, og ikke noget om selve hendes forhold til litteraturen.

Vi står altså med en roman der i kraft af sin manglende refleksion på det niveau i praksis sætter science fiction-læsere i bås med eskapister med sociale og psykologiske problemer - og som bliver enorm populær blandt genrelæsere der bare genkender sig selv i de indforståede passager der handler om læseoplevelser. Det er sgu da problematisk. Nu har den vundet de professionelle forfatteres pris, Nebulaen. Det bliver mildest talt spændende at se om den her om en god måneds tid også vinder læsernes egen pris, Hugoen, frem for gedigne genreværker som China Mievelles Embassytown og George R.R. Martins seneste Game of Thrones-roman. I så fald vil man jo ikke kunne sige så meget andet end at det vel er bedre end det år hvor de gav Hugoen til Harry Potter and the Goblet of Fire.

  • Comments(5)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by Henning Andersen Thu, August 09, 2012 15:15:27

Hvorvidt kønnet hos hovedperson eller forfatter er relevant for tematikken? Det er det sandelig heller ikke. Men jeg vil vove den påstand, at det er relevant for hvorledes "tematikken" fremføres og bearbejdes i konteksten. Forleden var jeg til et foredrag med Peter Bastian, og han fremførte at der er horisontal tilgang til livet, stort set lig med:- hvordan har jeg det?; og en vertikal = hvad vil jeg?; med samt den påstand - Bastians (men jeg deler dens indholdsmæssige betydningslag) - at det moderne omsorgs-samfund har vundet stærkt over det opmuntrende los i røven. Det er blevet vigtigere hvordan vi har det, end hvad vi egentlig vil have ud af livet. Bastian karakteriserede det første som en kvindelig tilgang, det sidste som en mandlig tilgang - ikke mindst i forbindelse med udvikling, herunder læring og pædagogik. Og jeg er fuldstændigt (vertikalt) enig. Og nu er jeg nået 1/3 ind i Among Others - og keder mig gudsjammerligt, for der er præcis intet hér der viser opad eller udad. Vi befinder os udelukkende i det "horisontale", hvor den personlige "oplevelse" synes langt væsentligere end konsekvenserne af indsigten. "Hvordan føler jeg omkring det?" fremfor "hvad kan jeg bruge det til?". Og du kan jo så prøve at fortælle, at de to ting er ét og det samme - eller har lige stor vægt i både kvinders og mænds bevidsthed. Men den køber jeg nok ikke.

Posted by Flemming Rasch Sun, August 05, 2012 04:11:33

Interessant læsning af bogen. Jeg er både enig og uenig. Der er flere ting i det, så jeg må hellere må tage det i punktform:

1. Den er for indforstået: Ja, måske, men sådan en bog kan enten være skrevet for fans, hvor andre kan have svært ved at tyde koderne, eller for andre, hvor fans vil kede sig bravt over alle forklaringerne. Jo Walton har valgt det første, og det synes jeg er fint nok.

2. Fantasy-elementet er overflødigt. Det mente jeg også i første omgang. Men ved nærmere eftertanke: Fantasy-elementet har en metaforisk funktion: Problemerne med moderen er "ond magi", hovedpersonens ensomed gør at hun taler meget med sig selv - med feerne. I en sædvanlig udviklingsroman ville hun da "blive voksen" og erkende at magi ikke findes . Men ved at gøre fantasy-elementet til noget der i bogen univers er virkeligt (se punkt 4), opnås følgende: Hovedpersonen lider ikke af dybdepsykologiske skavanker, men er derimod mere mere i trit med virkeligheden end de fleste andre, da hun kan se og manipulere den magiske verden.

3. Læsnig af science fiction kan også tolkes som en flugt fra virkeligheden. Men ved at den dybdepsykologiske forklaring på hovedpersonens problemer ikke anerkendes, svækkes den tolkning også på det punkt. I stedet får vi at vide at hun faktisk interesserer sig for, og er er ret god til, mange forskellige fag i skolen, som absolut ikke har noget med virkelighedsflugt at gøre. Faktisk er det kun et meget abstrakt fag som matematik hun har problemer med.

4. Slutningen. Jeg måtte genlæse det sidste af bogen for at være sikker: Det der sker er at hun har et endeligt opgør med de to magter der har styret hendes barndom, moderen og feerne. Men hun afsværger ikke magien! Det står ret eksplicit at hun stadig vil kunne bruge magi, men vælger ikke at gøre det mere - nok for ikke at blive som moderen. Jo Walton har i øvrigt også udtalt at fantasy-elementerne skal forstås bogstaveligt.

5. En læser der pr. automatik læser fantasy-elementer som virkelighedsflugt, vil også læse Among Others som (forfatterens) virkelighedsflugt - eller måske vælge at tolke fortælleren som upålidelig og tage det som fortællerens (hovedpersonens) virkelighedsflugt. Men anerkender man fantastisk litteratur som en gyldig form for litteratur, kan man i stedet vælge at læse den som jeg har skitseret her: At det faktisk er et modsvar på psykologiseringen af alle os der holder af at læse fantastisk litteratur.

Posted by Stig W. Jørgensen Fri, July 27, 2012 15:11:58

En af mine pointer i ovenstående var at det ikke er litteraturen i sig selv der er eskapistisk - det er ens forhold til/forbrug af den der kan være det, hvilket betyder at man kan have et lige så 'eskapistisk' forbrug af såkaldt 'god' litteratur. At der er science fiction/fantasy/horror der tværtimod er bevidstgørende (eller hvad vi nu skal kalde det), behøver vi vist ikke overbevise hinanden om i dette forum. Derfor er det stadig relevant at spørge sig om der er litteraturformer der appellerer særligt til et 'eskapistisk' forbrug -- og det er netop en diskussion man ikke kan overlade til de i forvejen negativt stemte. Ligeledes er det selvfølgelig også at føre diskussionen om 'eskapisme' altid er et negativt begreb -- det er fangevogterne der er de største modstandere af flugt, osv.

Men sig mig - hvor kommer forskellen på mænd og kvinder ind i billedet? Ifm Among Others har jeg hverken forholdt mig til forfatterens eller hovedpersonens køn, af den simple grund at jeg ikke fandt det relevant for tematikken.

Posted by Henning Andersen Fri, July 27, 2012 14:55:51

Jeg har en gammel "hyp-hest", der vrinsker at kvinder og mænd læser og skriver ligeså forskelligt som de to køn forholder sig til hinanden. Mit "kongsemne" for argumentationens skyld, er "James Tiptree jr." - for selvom det "selvfølgelig" var en mandlig forfatter, hæftede mange læsere og kritikere (allerede før "afsløringen") sig ved forfatterens greb om "den feminine/empatiske" side af tilværelsen. Og det er ikke noget med, at mænd skriver om teknik og kvinder skriver om følelser - eller mænd skriver SF; kvinder skriver Fantasy, udfra en idé om at Fantasy skulle være mere "følsom" end SF. Fokuspunkter og "kildekoder" er bare forskellige.Idet jeg ikke har læst "Among Others", skal jeg undlade at kloge specifikt på den, men modsat hvad de fleste tror, er hverken SF eller Fantasy (eller Horror eller Splatter) specielt "eskapistiske" genrer. Facebook og Second Life er to rigtigt gode kandidater til eskapisme. Samtidig er "fantasi" ikke et eller andet dag-drømmer-"værktøj". Det er sandt for dyden et meget væsentligt værktøj i enhver kreativ proces ( se iøvrigt John Cleese "Et Foredrag Over Nakken"). Og tænk så på en meget konkret "eskapisme", nemlig det at flygte fra Vridsløselille ("chancen for at vride sig løs er meget lille") - det kræver vistnok en del fantasi, at gennemføre den slags. Men uanset hvilket "vehikel" man benytter sig af, til at flygte fra sig selv, så siger det ikke ret meget om "fartøjets" natur. Kun hvordan man selv har benyttet sig af det. På den måde er "Among Others" måske - hvad ved jeg? - slet ikke at betragte som SF. Og fantasi ikke at betragte som et værktøj til virkelighedsflugt.

Posted by Johan Anglemark Fri, July 27, 2012 00:10:12

Jag vill minnas att Walton har sagt, att boken inte skall läsas metaforiskt, utan att magi verkligen existerar i den.