Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Neutzsky-Wulffs kriminalroman

LitteraturPosted by Stig W. Jørgensen Sat, May 05, 2012 23:02:46

Det er vist rigtig mange år siden at nogen - kritikere, forlæggere eller fans - har forestillet sig nogen form for bredt folkeligt gennembrud for Erwin Neutzsky-Wulff. I stedet har forfatteren jo - for nu at udtrykke det i merkantile vendinger - etableret en niche med et publikum der langtfra har bestsellerstørrelse, men til gengæld er trofast. I disse år hvor bogbranchen som vi kender den, gennemgår store forandringer, er han et illustrativt eksempel på hvordan man som forfatter med forudsigelige, men ikke nødvendigvis store salgstal kan etablere sig som sit eget forlag og eliminere mellemleddene kommercielt forlag + boghandel. Dette er Neutzsky-Wulff yderligere et interessant eksempel på derved at forfatterskabet kommer til at repræsentere en slags alternativt litterært kredsløb (sig ordet: kultforfatter!), hvilket nu ikke alene gør sig gældende med hensyn til litterære normer, læserkreds og modtagelse, men også i bøgernes produktions- og salgsformer.

Det forhindrer dog ikke Erwin Neutzsky-Wulff i stadig at udsende lidt bredere bøger på forlag med traditionel distribution, som nu i februar den historiske krimi Jack the Ripper på Forlaget Sohn (med et udstyr der til forveksling ligner Wulffs gamle udgivelser på Borgens Forlag og da også redigeret af hans gamle redaktør fra dette forlag, Jens Christiansen). Neutzsky-Wulff har lige siden sin ungdom udtrykt planer om engang at skrive en kriminalroman (noget der måske lidt frit kan opfattes som i tråd med forfatterskabets lettere bøger som de tidlige ungdomsværker om den okkulte detektiv Adam Hart og den sene surrealistiske gyser Abattoir). Jeg husker for over tyve siden at have spurgt forfatteren om kriminalromanen ikke kunne blive den titel der skabte det 'populære gennembrud', hvortil han trak på skuldrene og sagde noget i retning af at selv om han skrev en kriminalroman, ville den blive opfattet som 'underlig'.

Det er vist nogenlunde den skæbne der er overgået Jack the Ripper, og hvis der skal rettes en kritik i den forbindelse, bør det først og fremmest være mod forlagets markedsføring af bogen som 'en traditionel kriminalroman'. Det er den ikke. Mangler der ikke et lille bogstav? Hvorfor ikke markedsføre bogen som 'en utraditionel kriminalroman' (når det nu oven i købet er det den er)? Så ville læsere med traditionelle forventninger ikke blive skuffede, og andre ville måske ligefrem se genrebetegnelsen som et plus i en tid hvor det vist ikke er traditionelle krimier vi mangler.

Man kan vel sige at Neutzsky-Wulff med bogen har positioneret sig på samme måde i forhold til krimigenren som han igennem store dele af forfatterskabet har gjort i forhold til science fiction-genren. Science fiction-værkerne har altid rummet genrens inventar (rumskibe, tidsrejser, computere), men tilføjet andre elementer og - vigtigere - brudt med det rationalistiske grundsyn mange opfatter som essentielt for genren. Ironisk nok har ENW samtidig udtrykt en nærmest 'hard-sf'-puristisk insisteren på streng videnskabelighed i udgangspunktet; nogle ville måske sige at værkerne overholder genrens bogstav, men ikke genrens ånd. Krimigenren er i modsætning til science fiction mere snævert inventardefineret (handlingen i en kriminalroman må nødvendigvis indeholde kriminalitet), og Jack the Ripper omhandler naturligvis i allerhøjeste grad forbrydelser og (forsøg på) opklaring. Og igen gør der sig en form for purisme gældende idet Neutzsky-Wulff overholder historiske fakta om de autentiske Ripper-mord i en grad så nogle vil mene at han i højere grad burde have taget sig kunstneriske friheder for fortællingens skyld. Dér hvor han bryder med læserforventningerne, er i opbygningen som savner en sammenhængende fortløbende fortælling og kriminalromanens traditionelle spændingskurve.

Det vi i stedet får, er en kalejdoskopisk roman om Jack the Ripper i enhver forstand: mordene, de mistænkte, konteksten, samtiden, Nachleben og kulturel signifikans. De første tre fjerdedele af bogen veksler mellem vignetter, små portrætter og dialoger, diverse indskud som en oversættelse af Keats' 'La Belle Dame Sans Merci', essayistiske passager, i en grad så det ikke alene bryder med genren kriminalroman, men - som de fleste af Neutzsky-Wulffs senere bøger - med selve den gængse opfattelse af en roman. Det er denne form for sammenblanding af genrer såvel som af fag- og skønlitteratur der vist engang fik Bernhard Ribbeck til at skrive at ENW slet og ret kunne opfattes som postmodernisme efter bogen (en sublim fornærmelse mod en unik stemme der bevidst frasiger sig sin litterære samtid: Du er tidstypisk, Erwin!). Først i den sidste fjerdedel, morderens dagbog, bliver det til en nogenlunde traditionelt fremadskridende fortælling. Indtil da er der kun tilløb, hvilket på godt og ondt giver samme oplevelse som at lytte til en modernistisk symfoni hvor små melodistumper afbrydes og ikke får lov at udvikle sig som i en mere traditionel komposition, men straks erstattes af nye melodistumper eller umelodiske passager. Jeg kan godt lide ideen om en sådan kalejdoskopisk Jack the Ripper-roman - fordi Jack the Ripper netop er så meget: ikke bare en historisk mordsag, ikke bare en gåde, men et fænomen, et symbol, et kulturelt ikon, noget der er behandlet i så mange såvel fag- som skønlitterære bøger at dette i sig selv er værd (og uomgængeligt) at tematisere. Men - og det er ikke hver dag nogen skriver dette om en Neutzsky-Wulff-roman - bogen er så for kort. Vignetterne kunne udfoldes til dybere portrætter og mere omfattende tidsbilleder, og den afsluttende dagbog kunne udvides til en kortroman.

Der er masser af træk som på godt og ondt vil være Neutzsky-Wulff-læsere bekendt: de causerende/faglitterære indskud, sågar vanen med at indlede med et sådant exordium så de indledende kapitler nærmest får præg af et forfatterens forord, ironien ('Hvis Hendes Majestæt Dronning Victorias regeringstid vil blive husket for noget, er jeg bange for, at det er dens fuldstændige seksuelle uhæmmethed'), den bevidst manglende stilistiske variation på trods af de mange stemmer i dialogen og fortællingen (og det er bevidst, Neutzsky-Wulff demonstrerer mange steder evnen til at imitere andre stilarter, men alligevel vælger han gerne at lade sine personer tale og skrive som Neutzsky-Wulff), det ligeledes bevidst angliserede dansk med fremmedord der afspejler et mere naturligt engelsk ordvalg og konstruktioner som den hyppige brug af 'som' i betydningen 'idet', og sproglige idiosynkrasier generelt. (En internetanmelder roste ENW's imitation af historisk sprogbrug, men syntes det var over stregen at skrive 'erfor' i stedet for 'erfarede'. Men ENW skriver altid 'erfor'). Det er sådanne træk der utvivlsomt er med til at gøre kriminalromanen 'underlig' for uforvarende læsere, og sandheden er selvfølgelig at bogen først og fremmest tilhører én særlig litterær genre, nemlig genren Erwin Neutzsky-Wulff. Jeg fandt teksten underholdende, og den øgede min nysgerrighed vedrørende Jack the Ripper, som ellers ikke har været en af mine interesser - men som gammel Neutzsky-Wulff-læser havde jeg vel også en idé om hvad jeg gik ind til.

  • Comments(1)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by Lise A Fri, May 11, 2012 07:29:33

Det er nogle imponerende indlæg du begår! Jeg må indrømme jeg bedre kan kapere dem på tryk, så jeg glæder mig til din næste artikel-samling! :-)