Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Det uvirkeliges retorik

LitteraturPosted by Stig W. Jørgensen Thu, March 29, 2012 11:09:49

Nekrologen er en underlig genre - ikke i de tilfælde hvor man skriver velfortjente mindeord over eksempelvis en forfatter hvis værker man har beskæftiget sig med og skrevet om i årevis, men i de tilfælde hvor et menneskes død foranlediger én til at kommentere et livsværk der ellers ikke har ligget én så meget på sinde at man har set anledning til at formidle det. Lidt samme flove smag i munden som når en nyligt afdød løber med alle priserne til en prisuddeling efter at man ellers har haft mange års mulighed for at vise vedkommende anerkendelse.

Sandheden er selvfølgelig bare at et dødsfald som enhver anden begivenhed kan få én til at tænke på en måske lidt glemt eller mindre kendt personlighed og tjene som aktuel anledning til at gøre opmærksom på hvorfor vedkommende var og stadig er interessant. Så jeg satser på at formiddagskaffen kan forjage den flove smag fra tungen og gør opmærksom på at vi her i marts har mistet Christine Brooke-Rose (1923-2012).

Brooke-Roses livværk er tæt forbundet med modernismen. En romantitel som Textermination (1991) signalerer kraftigt hvilken tradition vi befinder os i - en legende fokus på skrift, sprog, litteratur, information, intertekstualitet. Men Christine Brooke-Roses forfatterskab var mangesidigt og eksperimenterende i meget bred forstand. Der blev ikke kun eksperimenteret med formen og teksten som tekst, men også med synsvinkler, fortællingens forløb og alt hvad man overhovedet kan eksperimentere med i litteraturen, ligesom Brooke-Rose heller ikke veg tilbage for at skrive helt traditionelt fortløbende når det var det der tjente formålet bedst. Blandt eksperimenterne gjorde Brooke-Rose også eksplicit brug af science fiction-greb: The Middlemen (1961), Out (1964) og Amalgamemnon (1984) henlægger handlingen til fremtiden, og børnebogen Xorandor (1986) handler om en computeragtig intelligent klippe. Novellesamlingen Go When You See the Green Man Walking (1970) giver et fint billede af alle de strenge Brooke-Rose spillede på, fra næsten traditionel realisme over sproglege til forskellige former for 'fantastisk' litteratur. Den novelle der gjorde størst indtryk på mig i samlingen, er et godt eksempel på et anderledes eksperiment: historien om en smerteplaget patient på et hospital, fortalt med smerten som jeg-fortæller.

Jeg har endnu til gode at læse den sene roman Subscript (1999), som ellers er et stykke 'evo-lit' og beskriver livets udviklingshistorie på jorden i en række glimt fra encellede organismer til de første mennesker.

Christine Brooke-Rose var også en betydningsfuld kritiker, igen med nær tilknytning til modernismen, og var i mange år professor i engelsksproget litteratur i Paris, hvor hun var bosat fra 1968. Hun var også Alain Robbe-Grillets engelske oversætter. Af særlig genreinteresse er det litteraturvidenskabelige værk Rhetoric of the Unreal (1981), hvor Brooke-Rose går i Todorovs fodspor med en teori der forener de fantastiske genrer med metafiktionen. For science fiction-intereserede er det mest spændende nok Brooke-Roses markante holdning om at science fiction taber i værdi når genren forsøger at gøre sig til 'rigtig' litteratur ved at efterlignende den traditionelle realismes karakterportrætter og fortællemæssige forløb, men derimod får virkelig litterær værdi når den kapper båndene til den psykologiske realisme og benytter et sprog og en synsvinkel (f.eks. en maskine eller en alien) der er fuldstændig integreret i den fiktive (fremtids)verden. Det er svært at være uenig i at genren får sin store berettigelse i kraft af sin egenart, men Brooke-Roses fortolkning af egenarten er ikke ganske uproblematisk - hendes egne science fiction(agtige) værker vidner om vanskelighederne (ikke mindst for læseren) ved den dobbelt-fremmedgørelse der opstår hvis man på en gang henlægger handlingen til et ukendt, fiktivt univers og eksempelvis benytter en utroværdig fortæller. Det ændrer ikke ved at der argumenteres godt for genreopfattelsen i A Rhetoric, som er fornøjeligt vidtfavnende i sin tilgang til det fantastiske i litteraturen.

Kilde: PNReview - Christine Brooke-Rose is dead

  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.