Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Sprogtegn og tvetunget tale i det ydre rum

Science FictionPosted by Stig W. Jørgensen Wed, December 28, 2011 13:06:33

China Miéville forbindes mest med The New Weird, en moderne undergenre af fantasy der som betegnelsen antyder, dyrker det bizarre, bryder med elementer og atmosfære fra klassisk fantasy og foregår i komplekse, i nogle henseender realistiske verdener med inspiration fra både horror og science fiction. Miévilles nyeste bog, Embassytown, er hans første egentlige science fiction-roman.

Romanen er først og fremmest bemærkelsesværdig på grund af sit sprogfilosofiske tema. Som science fiction betragtet peger den tilbage på 1960'erne og 70'erne, især på Samuel R. Delany der i Babel-17 (1966) diskuterede sprog og virkelighedsopfattelse og i Nevèrÿon-bøgerne (fra og med Tales of Nevèrÿon, 1979) gennemgik forskellige tegnteorier inden for rammerne af en rationaliseret sword & sorcery-verden. I lighed med Babel-17 og andre af Delanys værker udfolder Embassytown sin teoretiske diskussion på baggrund af et traditionelt space opera-univers.

Sprogligt og i opbygningen af et science fiction-univers fungerer romanen fornemt. Titlens 'ambassadeby' er en enklave med menneskelig beboelse på planeten Arieka, hvis væsener ærbødigt omtales som værterne, the Hosts. Rejser mellem universets planeter foregår ikke gennem det normale verdensrum, men via det hypotetiske 'immer' (som i traditionel space opera ville hedde hyperrummet eller lignende) som kun særligt udvalgte kan navigere i, og hvor den 'nærmeste' planet måske befinder sig i en fjern galakse i normalrummet. Det er ret traditionelle science fiction-ideer, som her ikke udfoldes med sindrige naturvidenskabelige efterrationaliseringer, men gennem indforstået sprogbrug, som nogle gange knytter associationer og forklaringer, andre gange forbliver dunkle med poetisk effekt. Dette gælder også den bioteknologisk dominerede verden Arieka og værterne hvis udseende man aldrig får reelt beskrevet, men må forestille sig ud fra indforståede gloser som 'fanwing' og 'giftwing'. Der er - ikke overraskende i betragtning af bogens tematik - en skriftbevisthed i denne sprogbrug. Jeg lo det sted hvor fortælleren, Avice, sammenligner forholdet mellem immer og normalrummet med langue og parole (dvs. sproget som idealiseret studieobjekt vs. de faktiske sproglige ytringer i Saussures lingvistik). Det er ikke kun sjovt fordi det er herligt nørdet og går imod den pseudonaturvidenskabelige terminologi der normalt tages i brug for at udlægge 'hyperrummet' (eller hvad det nu hedder i den givne fortælling), men fordi det samtidig peger på at immer/hyperrummet er et fortælleteknisk greb og dermed et sprogligt snarere end et fysisk konstrukt.

Psykologien i bogen er underligt flad og meget kønsløs, forstået på den måde at man med søg & erstat ville kunne gøre den kvindelige hovedperson, Avice, til en mand og de mandlige hovedpersoner til kvinder uden at der ville være ret meget man undrede sig over. Der er stort set ingen referencer til personernes udseende, og selv om folk bliver gift og har seksuelle forhold, omtales det alt sammen meget neutralt og henkastet. Dette er uden tvivl et bevidst valg da Miéville i andre værker gør brug af nuancerede portrætter og sanselige beskrivelser (af og til grotesk sanselige, som sexscenerne med mennesker og insektvæsener i gennembrudsromanen Perdido Street Station, 2000). Sociologien er ligesom de fysiske detaljer om universet indforstået/underspillet - 'ægteskab' betyder tydeligvis noget andet i Avices verden end i vores, eftersom ægtefællerne ikke deler bolig eller nødvendigvis har et seksualliv sammen - og sanseløsheden bidrager til at hæve personerne over kønsstereotyper, men der ryger noget karakter ved det træk, og hvorfor det hele skal virke så psykologisk uengageret er lidt vanskeligere at forstå.

Bogens egentlige hovedperson er i en vis forstand værterne og deres sprog, der slet og ret kaldes Sproget, Language. Sproget afviger fra alle andre kendte sprog i universet på adskillige måder. Værterne er udstyret med to munde (eller taleorganer), så Sproget artikuleres samtidig med to stemmer. Det har mennesker naturligvis svært ved at gøre spontant, men det interessante er at hvis det gøres indstuderet eller Sproget genereres ved hjælp af maskiner, opfatter værterne det ikke som sproglige ytringer, bare som støj, selv om ytringerne er lydligt identiske med sætninger på Sproget. Værterne forstår tilsyneladende ikke at de lyde mennesker og andre væsener end dem selv kommunikerer med, også er sprog - tilsyneladende opfatter de ikke engang menneskene som bevidste skabninger. For at sætningerne skal opfattes som Sprog, skal de artikuleres med to munde af ét bevidst væsen, et problem menneskene løser ved frembringelsen af særlige dobbeltpersoner gennem kloning og teknologi. Disse dobbeltpersoner er menneskeenklavens aristokrati, Ambassadørerne, der varetager al kommunikation med værterne.

Den anden afgørende særhed ved Sproget er at det er konkret, ikke symbolsk. Sproget kan ikke henvise til tænkte genstande og hypotetiske situationer eller beskrive reelle genstande i modstrid med fakta. (Værterne kan altså ikke lyve, og måske ligger der et ironisk ordspil i at de artikulerer med to munde, men netop ikke er tvetungede i overført betydning). I den forstand er Sproget slet ikke hvad vi på virkelighedens Jord eller i resten af Miévilles fiktive univers forstår ved et sprog, idet sprog som vi kender dem, netop muliggør abstrakt tænkning og i vid udstrækning udvikler sig ved en billedlig brug af ordene, noget som ikke er forbeholdt poesien, men ved nærmere eftersyn gennemsyrer almindelig sprogbrug. Det er lidt besynderligt at værterne på denne baggrund overhovedet kan have en civilisation, og de har da heller ikke traditionel teknologi, men en avanceret bioteknologi der er fremvokset på organisk vis. For at kompensere for de manglende symbolske udtryksmåder på Sproget, iscenesætter værterne talefigurer ved at tvinge mennesker til at indgå i (ofte hensynsløse) situationer, som værterne herefter kan referere til som eksempler, lignelser etc. Avice er således 'pigen der blev gjort fortræd og tvunget til at spise det hun fik udleveret'. I overensstemmelse med Sprogets konkrete karakter er Avice (og de andre lignelser) en del af Sproget, idet der ikke skelnes mellem udtrykket og det det refererer til ('pigen der blev gjort fortræd og tvunget til at spise det hun fik udleveret' ville aldrig kunne henvise til andre end Avice). Et metafysisk problem som ikke forklares helt tilfredsstillende i bogen, er hvordan værterne nogen sinde får stablet disse situationer på benene for at kunne sprogliggøre dem, når de ikke har hypotetisk sprog til rådighed til at udtænke og planlægge dem (og det understreges at de ikke har nogen tænkning uafhængig af Sproget).

Romanen sprudler af idérigdom, dens univers er fascinerende og valget af tematik en fornøjelse, men bogens sprogfilosofi er rodet, og ideerne er heller ikke altid overbevisende på science fiction-niveau. Værterne er, mange gennemtænkte detaljer til trods, ikke biologisk troværdige væsener: Det uforanderlige Sprog er medfødt hos dem, og de kan spontant tale det når de indtræder i den livsfase hvor de opnår bevidsthed. Dette er muligvis udtænkt med henvisning til Noam Chomskys indflydelsesrige innateness-hypotese om menneskesprogets medførte karakter (ifølge hvilken vi fødes med en universel grammatik, så barnets indlæring af det konkrete modersmål ikke er en indlæring af grammatikken på bar bund, men et parametersetting hvor barnehjernen registrerer den aktuelle udmøntning af de universelle principper), men det er svært at forestille sig de evolutionære mekanismer der skulle have frembragt værternes Sprog.

Til at begynde med er det fascinerende at få beskrevet værternes reaktioner på menneskenes muligheder for at fremsætte forkerte påstande (værterne mødes i store forsamlinger og bliver euforiske over at høre Ambassadører sige 'Den er blå og firkantet' om en gul kugle etc.). Men disse effekter bliver absurd overdrevet - et hemmeligt våben bestående af en udefrakommende Ambassadør der kan tale Sprog uden at de to bevidstheder er perfekt synkroniserede, virker for eksempel så berusende og lammende på værterne at det sætter hele Ariekas samfund i stå. Det er ikke særligt overraskende at plottet i sidste ende kommer til at dreje sig om værternes mulighed for at lære at tale hypotetisk med de øgede evner det giver, og heller ikke så overraskende at en menneskelig fraktion modsætter sig det fordi de ønsker at fastholde værterne i en idealiseret løgnefri før-syndefaldet-tilstand. For den i andre værker politisk bevidste og bevidst politiske Miéville er dette sikkert en subtil tematisering af sprogets bevidst- og frigørende effekt i den stil man forbinder med diskursteoriens mest rablende postmarxistiske poststrukturalistiske yderfløj, men på fortællingens niveau fremstår det som en tilbagevenden til nogle meget traditionelle handlingselementer, så man i praksis snarere føler sig hensat til Jack Vances The Languages of Pao tilbage fra 1958.

Når værternes tænkning er fuldstændig afhængig af og identisk med deres Sprog, burde en døvstum vært vel være tanke- og bevidstløs, og dette er faktisk lige præcis handlingens vendepunkt, om end det for mig at se snarere er en reductio ad absurdum af hele setuppet. Det er også her at romanens sprogfilosofi kommer til at fremstå som en sammenblanding af indbyrdes modstridende teorier. En hær af døvstumme værter har nu kun ét sprogligt greb til rådighed: De kan pege på genstande - hvad man i fagsproget ville betegne som deiktisk reference. Denne udpegning svarer til ordene 'dét' eller 'den der' som værternes Sprog ikke rummer, idet det altid og udelukkende betjener sig af unikke beskrivelser. Ved at få udpegningen 'dét' ind i verden, får værterne indirekte også et begreb om 'ikke-dét', alt det andet, og det udgør så kimen til abstrakt tænkning. Forestillingen om at negationen er første skridt på vej til bevidsthed og sprog i vores forstand, er en klassisk tanke i semiotikken, tegnteorien. Men det er svært foreneligt med forestillingen om Sproget som på en gang konkret og bestående af beskrivelser. Materialistisk orienterede referenceteorier (i f.eks. moderne analytisk filosofi) opfatter den deiktiske reference som primær og verbale beskrivelser som en videreudvikling af dette greb, således at beskrivelser er udpegning ved hjælp af ord. Set ud fra denne synsvinkel burde det konkrete Sprog om noget rumme den originale deiksis. Alternativt (og mere foreneligt med den semiotiske indfaldsvinkel og diskursteori) kan beskrivelser opfattes som primært rummende et abstrakt betydningsindhold hvorved udpegningsfunktionen bliver sekundær (eller i radikale versioner helt fraværende), men hvis man vælger denne fortolkning, ville Sproget kun vanskeligt kunne udlægges som ikke-symbolsk, konkret. Idéerne i Embassytown hviler altså efter min mening på et usikkert eller ambivalent teoretisk grundlag. Men det må ikke overskygge min begejstring over at nogen gider skrive en science fiction-roman med en sådan tematik og med en detaljerigdom der gør det muligt for mig at fremføre denne kritik, på samme måde som man i 'hårde' science fiction-romaner kan diskutere om beskrivelsen af Lagrange-punkterne er videnskabeligt korrekt.

Embassytown er fængslende og sine steder ganske poetisk læsning igennem første halvdel af romanen hvor universet og idéerne etablereres, men ironisk nok taber den højde i anden halvdel hvor handlingen tager fart og derfor burde være mere spændende i traditionel forstand. Det er hvad man ville kalde en vigtig bog - én man bør læse hvis man vil følge med i hvad der rører sig i science fiction-genren. Der er ingen tvivl om at den vil indtage sin faste plads i den etablerede kanon over science fiction-romaner om sprog på linje med The Languages of Pao, Babel-17, Ian Watsons debutroman The Embedding/Sprogmestrene (1973, da. 1991) og Suzette Haden Elgins Native Tongue (1984). Ligesom disse er Embassytown velinformeret og tager sin sprogdiskussion meget alvorligt. Og ligesom disse overdriver romanen efter min mening sprogets evner til noget nærmest magisk og falder i sidste ende tilbage på ret traditionelle science fiction-elementer.


  • Comments(2)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by M. Høyrup Sun, January 01, 2012 14:17:31

Jeg var vild med den - én af de bedste bøger jeg læste 2011! Det er rigtigt at det psykologiske portræt af hovedpersonen og hendes ægtemand (?) er mærkeligt distanceret, men det var lige så fint som i Tintin - hvor hovedpersonen kan være enhver, med sit anonyme, androgyne, midt mellem barn og voksen-udseende - så står handling og bipersoner klarere frem.
Og for mig var det den første bog af Miéville, der ikke kun føltes som en bedrift at læse igennem. Den dramatiske opbygning virker klarere og bedre planlagt end f.eks "Kraken".
Den anden del af bogen var ligefrem rørende og heldigvis (lidt) mindre dyster end jeg havde vænnet mig til at en Miéville-historie skulle være.

Posted by Henning Andersen Wed, December 28, 2011 16:18:37

Det var spændende læsning, denne gennemgang af "Embassytown". Dog synes jeg man skal have med, at meget menneskeligt sprog baserer sig på "ting som ikke er". En slags "fælles" overenskomst om "eksistensen" af forhold eller fænomener, der ikke er baseret på noget konkret, men på forestillinger om hvordan "virkeligheden" er skruet sammen.