Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Ekkorummet i bogform

LitteraturPosted by Stig W. Jørgensen Wed, June 05, 2013 22:12:48

Bogen Ekkorummet. Refleksioner over kultur og videnskab er udkommet i dag, 5. juni 2013.

Denne bog tager udgangspunkt i mødet mellem videnskaben og æstetikken og de mere ”bløde” menneskelige forhold. Det er et møde der udfolder sig i science fiction – en litteratur der ideelt set handler om teknologiens og det naturvidenskabelige verdensbilledes betydning for menneskelivet – men også mange andre steder: i billedkunst, poesi og musik, i filosofi og videnskabelige tankeeksperimenter. Bogens essays og artikler kommer derfor vidt omkring, fra evolutionsteori til Otto Frellos malerier, fra matematisk logik til erotisk fantasy, fra sprogfilosofi til samspillet mellem tegneserieforfatteren Neil Gaiman og sangerinden Tori Amos, fra kunstig intelligens til Henrik Nordbrandts digte – til inspiration for den intellektuelt nysgerrige læser.

Bogens artikler stammer fra bloggen Ekkorummet, som Stig W. Jørgensen, science fiction-ekspert, oversætter og lingvist, skrev frem til 2012. Stig W. Jørgensens ekkorum er et åbent rum, et sted præget af resonans, hvor forskellige videnskabelige og kulturelle emner giver gensidig genklang.

ISBN 978-87-90592-78-3
Køb bogen fra Science Fiction Cirklen.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post164

I regret to announce - this is The End. I am going now. I bid you all a very fond farewell.

BegivenhederPosted by Stig W. Jørgensen Fri, December 14, 2012 14:41:19

Bloggen Ekkorummet har eksisteret siden 2008. Den fandt ret hurtigt sin form - primært lange indlæg, der i nogle tilfælde havde karakter af egentlige artikler, men til gengæld med uregelmæssig opdatering hvor der godt kunne gå lang tid imellem indlæggene. Indholdsmæssigt var det lige fra begyndelsen en pointe at det ikke 'bare' var en science fiction-blog, men en blog om 'science fiction og beslægtede emner': Der blev også skrevet om relaterede genrer og om litteratur mere generelt, om videnskabelige emner og billedkunst, musik og andre mere eller mindre relevante kulturformer.

Her i foråret var bloggen kommet til at ligge lidt stille, men fra og med sommer valgte jeg at revitalisere den. Det bredere emnefelt blev gjort mere eksplicit, og jeg nedtonede min aktivitet på de sociale medier for at bruge bloggen som min primære kanal. De lange artikelagtige indlæg blev hyppigere, og der kom flere småindlæg ind imellem dem. Det har været en fornøjelse, men det har selvfølgelig også lagt beslag på en del tid.

På det seneste har bloggen ligget stille igen, og jeg står over for at kaste mig ud i nye projekter, hvor jeg vil lægge min tid og energi. I stedet for at lade bloggen glide tilbage til en tilstand med sjældne opdateringer, synes jeg det er mere fornuftigt at sige stop her hvor vi nærmer os årets udgang. Man kan sige at jeg lukker, men ikke slukker: Indtil videre vil indlæggene blive liggende på nettet, netop fordi der i mange tilfælde er tale om artikler og essays snarere end dagsaktuelle kommentarer. Jeg har på min egen hjemmeside lavet en oversigt over Ekkorummets vigtigste indlæg.

Tak til foreningen Science Fiction Cirklen som velvilligt har hostet bloggen, på trods af at nogle indlæg har ligget uden for foreningens (kerne)område, og tak til læserne gennem årene og de mange positive tilbagemeldinger. På gensyn i andre og nye sammenhænge. Farewell, but not goodbye.

  • Comments(2)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post163

It's beginning to look a lot like reXmas

BegivenhederPosted by Stig W. Jørgensen Mon, December 03, 2012 10:52:44

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post162

Fukuyamas juggernaut. Essay af Palle Juul Holm (1997)

Science FictionPosted by Stig W. Jørgensen Tue, November 27, 2012 23:01:50

En lang række af Palle Juul Holms skriverier om science fiction igennem over femogtredive år er nu blevet samlet i Den virkelige tåre i det fiktive bæger, en bog, der bl.a. omfatter en komplet genudgivelse af Juul Holms kritiske pionerværk Syzygy og den sorte stjerne fra 1975. En tekst jeg virkelig savner i udvalget, er det meget velskrevne og tankevækkende essay ’Fukuyamas juggernaut, eller Den forvrængede præsens’ fra 1997. Ud over at berøre kulturkritiske emner der rækker langt ud over science fiction, sætter ’Fukuyamas juggernaut’ en række indlæg i Den virkelige tåre i det fiktive bæger i relief. Det er en vigtig tilføjelse til bogens gennemgående tema om science fiction og specifikt dystopien som et udtryk for samtiden snarere end fremtiden. Da essayet er umuligt at skaffe, ja, næsten hemmeligt, idet det blev trykt i et festskrift for Niels Dalgaard, som jeg redigerede og uddelte i 100 nummererede eksemplarer til dennes 40-års fødselsdagsfest, har jeg her efter aftale med Palle Juul Holm valgt at offentliggøre det på ny. Nedenstående tekst er let redigeret (interne referencer til Niels Dalgaards fødselsdag er udeladt), hvorimod pdf-filen til download er en faksimile af den oprindelige udgivelse.

---

Palle Juul Holm:
Fukuyamas juggernaut
Eller Den forvrængede præsens
Opr. trykt i Magister i mirrorshades, red. Stig W. Jørgensen (1997)

Kanske er jeg slet ikke i stand til at udtale mig om science fiction-genren. Måske har Erwin Neutzsky-Wullf ret i, at pensionerede akademikere ikke har begreb skabt om science fiction. Eller om noget som helst andet, for den sags skyld.
Nået til den dis- og inkriminerende pensionsalder oplever man, hvordan fremtiden overhaler en, forsvinder stadig længere bort og kun når en i forvrænget form. Rødforskydning. Dopplereffekt. Alting overhaler en: teknologien, sproget, politikken. Samtidig er der et eller andet gråt neutrum, der rykker stadig nærmere, så at det ikke er til at få øje på det forsvindingspunkt, hvor diverse parallelle trends krydser hinanden. Og måske er man også blevet en smule ligeglad.
Til gengæld – eller af samme grund – gennemlyser fortiden en med røntgenstyrke, så at man kan se det spinkle framework, som årene og erfaringerne har klasket deres mere eller mindre tilfældige materiale på. Al forkalknings store åbenbaring: Man er sit skelet, i både den ene og den anden forstand, og skelettet er blevet til på et meget tidligt tidspunkt. Resten er kroppens og psykens opportunistiske tilpasningsforsøg. Eller arvæv.
Tynget af den indsigt er det selvfølgelig svært at opretholde illusionen om at kunne mene noget kvalificeret om science fiction, for så vidt denne har at gøre med fremskrivning og videnskab.
Det gælder naturligvis ikke eksklusivt for mennesker over en vis alder, at fremtidsvisioner blot er ekstrapolationer af de formative års håb, frygt og traumer. Det gælder alle. Men når ens sidste holdbarhedsdato er overskredet, kan man imidlertid tillade sig at indrømme det. Det forlanges ligefrem af en.
Af yngre mennesker kræves det, at de er under konstant forvandling, i gang med en uendelig kvalifikationsproces og ikke alene på forpulet forkant med udviklingen, men langt forud for den.
Det er de ikke.
De lader som om for at blive læst og hørt og set, for at avancere eller blot undslippe fyreseddelen. Men naturligvis stikker også de til halsen i forklaringsforsøg på det, der i en nu svunden barndom eller pubertet fik dem til at måbe eller savle.
Det er derfor, så mange profetier inden for vor genre rammer 100 mile ved siden af den real future, som gradvis eksponeres.

Min egen indre, kulturelle matrice var færdigstøbt engang i 50’erne, er jeg bange for. Jeg har ikke kunnet se det før, men jeg kan se det nu.
Det gælder mit materielle univers. Lige meget hvilke eksotiske galakser min læsning eller mine fantasier fører mig ud i, så er de uvægerligt makromodeller af Rude Skov og mine forældres baghave. Mine ekstraterrestiske samfund er besynderligt lavteknologiske, lugter af primussprit, trækulstjære, tørverøg og fynsk tobak. Alle skurkene bærer armbind og er klædt i tyske panserværnsuniformer, anno 1942. Der er masser af fyrreskove i mine science fiction-drømme – fyrreskove og snevintre som i de tyske ugerevyer under besættelsen. Og selv det mest avancerede space battle bliver i mit baghoved til en opdateret udgave af slaget ved Kursk.
Alle de glitrende verdener derude er blot Edgar Rice Burroughs cum Bradbury cum Hitler cum Gordon Flash med et score af Bruckner og Tjajkovskij på elguitarer.
Og bilerne er raketdrevne Oldsmobiles, model 58!
Det samme gælder de fundamentale problemstillinger, hvad enten de nu er af politisk, etisk eller erotisk art. Mine utopier er stykket sammen af ruinbrokker, min etik er lejret om virtual virtues, der fungerer under afspilning af indre dramaer, hvis rollehavende er rødmende bobby-soxers, ubestikkeligt tyranniske svigerfædre-in-spe, eksistentialistiske digtere med sorte rande under øjne og negle, en smuk, blid, jomfruelig kvinde, der smiler til mig under tårer foran alteret, MGM, 20th Century Fox og hele lortet i sort-hvidt med soft-focus. Der er ikke mange fædre mere, der vogter deres døtres dyd. De, der måtte være, har noget at se til.
Der er heller ikke så mange Oldsmobiles.
At projicere Wehrmacht og jomfruelige gymnasiepiger og seksualforskrækkede ministerialfuldmægtige og Sartre – for ikke at tale om udgående bilmodeller – op på firmamentet må vel diskvalificere mig som ekspert i nutidig science fiction. Så godt som noget.
Og dog. Og så alligevel …

Der er ét hjørne af mine sciencefictionelle fantasier, der er up to date. Mine dystopier. De ligner nutiden. De er Jorden tro, som Nietzche sagde, at man skulle være. De ligner real reality, så det næsten ikke er fiktion, science fiction or otherwise.
Det er skræmmende. Det er så isnende, buksevædende rædselsfuldt, at det tvinger mig til at overveje en apologi for min science fiction-skepsis, der ikke blot går på alderdommens ønske om at fryse (for)tiden fast, og dens vægring ved at begejstres over nymodens påfund.
Min tiltagende distance til genren og min skepsis med hensyn til koblingen mellem den og mig skyldes måske ikke udelukkende forkalkning, våde drømme om troskab, Redlichkeit, kærlighed til døden splitter os ad, grænseoverskridende æbleflæsk og C+,C+ …
Den kunne have noget at gøre med, at man vist ikke kan begå science fiction uden at have en utopi, en antropologi eller bare en historisk bevidsthed inden for rækkevidde. Jeg kan ikke se nogen utopi noget sted. Det kunne skyldes nærsynethed, eller at mit blik var sløret af nostalgiske tårer. Men det kunne også skyldes, at den ikke er der. At ikke blot den konkrete utopi, men utopien som begreb, som mulighed, er død.
Nu vil nogen indvende, at utopien længe har været død, og gudskelov for dét, for har vi måske ikke set, hvad de store visioner har afstedkommet i Bergen Belsen og Gulag Øhavet?
Andre vil hævde, at vi i nyere tid aldrig har været så bøvsefærdige af utopi, som vi er det i dag. Og så vil de pege på tekster om økologiske paradiser og på en halv snes indisk inspirerede hybridreligioner, der forjætter opstigningen til et højere niveau af åndelig oplysning.
Og naturligvis – vil en tredje gruppe protestere – kan man udmærket skrive science fiction, der ikke implicerer en utopi.

Til de første: Utopien er ganske rigtigt død. I hvert fald sidder jeg med adskillige dødsattester, der må være udstedt på samme patient, om end navnene varierer: utopien, ideologien, den store fortælling. Men redegørelserne for symptomer, sygdomsforløb og anamnese er samstemmende.
Men dødsfaldet har fundet sted for nylig og synes at skyldes en ændring i det globale økonomiske klima af ret ny dato. I hvert fald synes det at have været den afgørende faktor (med mindre nogen har slukket for respiratoren).
I min opløbne studentertid var der endda indtil flere forskellige, konkurrerende utopier på banen. De forefandtes ganske vist kun i fragmenterede udgaver som splinter af et knust spejl eller gnister fra et slukket bål. Men de var der. Og så godt, den slags nu er gørligt, forsøgte vi at rette ind efter en af dem – eller flere i rækkefølge. Når vi læste en dystopisk roman, var det noget, der berørte os, fordi dystopi og utopi stod i et dialektisk forhold til hinanden. De første (mange) år efter krigen handlede de fleste dystopier, forudsigeligt og uopfindsomt, om despotier af Hitlers eller Stalins slags. Men heller ikke dengang var al litteratur science fiction. Og et betragteligt læs af den eksistentialistiske litteratur, der blomstrede dengang, var reelt dystopier in disguise med al deres snak om menneskets overladthed til eksistensen, valget og sjælens ubodelige ensomhed. Og dermed signalerede de på sæt og vis længselen efter utopien. Den bittersøde attraktion ved dén philosophie noire hidrørte, tror jeg, fra dens implicitte suk over forliset af en tryg totalitet. I hvert fald var det sådan, den blev forstået af de hulkindede unge, der ernærede sig ved øl, vandkringle, Sartre og Camus på universitetets frokoststue.
Det er da muligt, at fascistiske og stalinistiske utopier avlede forbrydelser. Men der var også utopier bag kampen mod dem.
Til dem, der mener at utopier er i live, har det godt og bor i Indien eller i en flok blåhvaler:
Det kan være svært at se en utopi – i hvert fald en brugbar sådan – i den dybdeøkologi, der dårligt nok har plads til mennesket, ja, i visse tilfælde anser det for en fordel, om 90% af menneskeheden gik til grunde, så at Naturen kunne starte from scratch (Wm. Aiken, 1984).
De fleste quasi-buddhistiske eller –hinduistiske bevægelser har en meget spinkel social dimension. I det store og hele kerer de sig kun om hin enkeltes spirituelle karriere.
Til dem, endelig, der mener at man da godt kan skrive science fiction, der overholder genrekriterierne, uden at ud- eller indfolde en utopi i den:
Ja, det kan man selvfølgelig. Man kan skrive noget, der realiter er verbaliserede computerspil eller tegneserier; man kan lege med på den nye teknologis iboende muligheder eller supponere skove af kødædende træer på Venus. Men uden forestilling om, hvad et menneske er, og hvordan mennesker bør leve (også sammen) bliver det ret ligegyldigt, hvem der æder hvem. Og man kan tømre en slags futurologiske tekster sammen. Men, som allerede nævnt, så har de fleste forudsigelser i science fiction-litteraturen vist sig mangelfulde eller direkte fejlagtige.
Og hvis science fiction-litteraturen så lidt som resten af samfundet har en vision af det afgørende anderledes, og hvis den ikke har mod og ærlighed til at hente håb og frygt fra historien, så vil genrens fremtidssyner antage en højst ufremtidig karakter. De vil tage form af forvrænget præsens.
Hvilket just er, hvad der er i færd med at ske, ikke blot inden for science fiction, men også hvad angår mainstream-litteraturen, filmen, teatret – kulturen i det hele taget.
Stilistisk vidner kulturens tiltagende af-metaforisering om denne bevægelse. Hvor der kun er nutid, peger fænomenerne kun på sig selv. Bøger, film og videoer træder i stadig højere grad frem som (elegant) overflade, og fantasiens krydderi tilsættes kun i form af kontorsion.

De fleste af menneskehedens kulturelle ytringer har i tidens løb haft karakter af 1) beskrivelser af overvindelse af en natur-, gud- eller samfundsgiven modstand, der netop har skænket det heldige resultat dets værdi, eller 2) protester mod et kontraktbrud. Ikke nødvendigvis et brud på en formaliseret kontrakt, men et brud på en konsensuel moralsk orden, på en rimelig forventning eller på en sund tillid til magter og medmennesker.
Forløbet af denne sidste type kan ende på upbeat, hvis kontraktforholdet restitueres, eller det kan munde ud i en tragedie – som så i sin tur og orden kan instituere et nyt værdisæt og en ny (type) kontrakt.
Fællesnævneren er sansen for tradition og, for institueret orden og nybrud, for værdi og normer, som man kan måle graden af sine forventningers rimelighed mod – og en selvfølgelig modstand, som kan forlene ens Errungenschaften med værdi.
En utopi indbefatter netop visionen af et samfund, som på visse, fastlagte præmisser befinder sig i (statisk eller dynamisk) harmoni. Hvad der fremmer harmonien kaldes godt. Hvad der bryder den, opfattes som ondt, i hvert fald indtil en ny orden er indstiftet.

Nu træder så, som Surt i Vølvens spådom, Francis Fukuyama ind på scenen (om ikke ganske alene) for at proklamere, at historien er forbi. Tilbage er den globale markedsøkonomi, det globale, parlamentariske partidemokrati og det globale computernet.
Ikke flere brud. Kun mere af det samme.
Det ser ud til, at de såkaldt kulturbærende lag i Vesten har annammet budskabet, der jo også er ganske rummeligt, al den stund at alle i denne millenaristiske vision har lov til at tro og give udtryk for, hvad de vil. I praksis er der naturligvis visse restriktioner, der dog ikke betragtes som ideologiske, men som udtryk for sund fornuft eller hensynet til det demokratiske system.
Der er ingen grund til at pinde ud, hvordan Fukuyamas tusindårsrige har fungeret indtil nu. Og, ja, jeg ved også godt, at verden aldrig har været et leje af rosenblade, ikke for flertallet i det mindste. Og jeg ville nødig være kommet i vejen for Attila eller Caligula, ville også helst have været fri for at skulle leve som træl i sagatidens Island, med tandpine og bronkitis. Og i middelalderen ville jeg ikke engang have haft valget mellem pest og kolera.
Så jeg skal afstå fra de forventede bemærkninger om, at jeg troede, vi var kommet videre, dass wir es herrlich weit gebracht hätten; og alt det dér med hospitalernes ventelister, distriktspsykiatrien, vold og narko og race og kuldedøde russere – det vil jeg slet ikke komme ind på her, som Cicero sagde. Det er ikke dér min pointe ligger. Pointen ligger i, at man ved at acceptere die Neuordnung der Welt giver afkald på ikke alene enhver moralsk målestok, men også på enhver drøm om en radikal forbedring. Man taber utopien på gulvet.
Det er ikke frugtbart for kunst og litteratur i det hele taget. Det frembringer endimensional kunst, kreeret af salgbare krystere (’’…nej, jeg har overhovedet ikke noget politisk budskab med min kunst; det vigtigste for mig er at udtrykke mine erfaringer og måske gi folk noget’’) og stumme dissidenter. (Markedsdemokratiets dissidenter! hvabehar! den må kunne genbruges!). Og for en genre som science fiction, hvis eksistensberettigelse består i qua fremmedgørelseseffekter at sammenholde det, livet kunne være, med det, det faktisk er for den enkelte, gruppen eller universet – er det slow death.

For godt et år siden brugte Mads Dam-Larsen en aften og en 4-5 snebajere på en præcis og forundret konstatering af, at dagens science fiction og science fiction-kunst havde så lidt duft af fremtid. Som modstykke viste han mig et arkitektonisk udkast fra den franske revolutions tid: en monumental kenotaf for en eller anden berømt videnskabsmand. Den havde netop den udstråling af på en og samme tid genkendelighed og radikal fremmedhed, som udløste ens sense of wonder, den, øjeblikkets science fiction-produkter mangler. Det tror pokker. Jakobinerne ville faktisk noget nyt, og derfor kunne de præstere noget fremadrettet. I øvrigt skal jeg ikke her tage stilling til værdien af deres projekt.
I modsætning til kenotaffen har vi så dagens forvrængede præsens. Ikke så få af det sidste tiårs science fiction-tekster har blot været kyborgiserede udgaver af det sædvanlige amerikanske Shitsville, med forstærker og forvrængerpedal, med plugged-in punkere, niggers på super crack og rappende androider. (No pun intended).
Og som omtalt har der ikke været nogen subtekst. Hvad skulle den også bestå i? Hvad er ’’den dybere mening’’ med en reportage fra en teenagebandekrig?
Så hellere læse James Ellroy. Hans personer behøver ikke engang indopererede chips for at opføre sig lige så sindssygt.

Nu bruger jeg faktisk ikke al min tid til at læse og se voldsvideoer. Ind imellem taler jeg med folk. Også med pæne unge mennesker med drive og kreative evner – eller i det mindste: vilje.
De er – mange af dem – allerede med på Fukuyamas vogn eller juggernaut, eller hvad vi nu skal kalde den. Deres ambition indskrænker sig til en faglig/kunstnerisk karriere og penge nok til at kunne føre ’’et godt liv’’. Deres moral er konkret, som hos en præ-columbiansk indianerstamme: man bør passe på sin krop, spise sundt, være velsoigneret, kildesortere sit affald og sørge for et regelmæssigt, helsebefordrende seksualliv.
De har sjældent eller aldrig været ulykkeligt forelskede. De interesserer sig ikke for politik, mener ikke, de har nogen indflydelse på den, mener i øvrigt i vid udstrækning, at fattigdom her og i u-landene er naturfænomener på linje med orkaner og El Niño.
Der har altid været nogle, der var rige, og nogle, der var fattige, siger de. Og sådan vil de nok blive ved med at være.
Fremtiden, indflydelsen og rigdommen tilhører dem, der behersker den elektroniske teknologi. Siger de. Og de, der ikke om ti år har en pc, er marginaliserede, proletariat, yt. Sådan er dét bare.
At være yt, er det værste, de kan forestille sig.
Og de betragter den nye orden som ideel, fordi den flader værdihierarkierne ud. Hvad den i stedet har at byde på, er et demokratisk bredt vareudbud, hvor ethvert kulturelt tilbud er ligeværdigt med et hvilket som helst andet: porno med Tolstój, Raffael med tegneserier.
De ønsker intet alternativ – kan ikke forestille sig et. De har ingen historie og ingen utopi. Den nye orden er blevet statisk skæbne.
De er, som Nietzsche ville have udtrykt det, die letzten Menschen.

Det er dét, der er lige til natlige svedeture:
For første gang i den nu suspenderede historie er dystopien alene i arenaen, optræder autonomt og ikke blot som utopiens dark half.
Hvorfor jeg kalder den nye verdensorden en dystopi?
Fordi den ikke vil noget for mennesker, men kun med mennesker. Og fordi den, med en vis overbevisningskraft, gør fordring på at være universel og evig. Der kommer ikke noget efter den, højst mere af det samme. Der er ingen vej ud. Fordi den er rykket uden for menneskelige betragtninger over godt og ondt, er ’’jenseits Gut und Böse’’, emanciperet fra etikkens ’’jeg bør’’ til et pseudoguddommeligt ’’jeg er’’. Fordi den er Shivas vogn, som man kan ofre sig til – eller skubbe andre ind under.
Fordi den er den inkarnerede principløse magt, der fører sig frem i en guddoms gevandter.
Dens religiøse pamfletter er avisernes sektioner med erhvervsstof, ejendomshandeler, modenyt, biler og lystbåde, computernyt, in-checklister og tips om kvalitet via lidt men dyrt.
De fortabte og de urene kan så skamme sig, når de høvler baked beans og økonomipålæg ned i indkøbskurven. Og slå sig til tåls med, at denne er den bedste af alle tænkelige ordener. Og den sidste.

Set oppe fra juggernauten er utopien ikke alene mistænkelig – den er utænkelig. For den nye orden er uden historie og monolitisk i sin fordring i en grad, man ellers skal til Islam eller skolastikkens velmagtsdage for at finde mage til.
Al medgang kommer fra den og al selvforskyldt straf, blot er nøglen til forløsning i dag hverken retfærdighed eller tro, men salgbarhed. Ve, de(t) usælgelige.
Dybest set er denne Store Antifortælling udstyret med en slags blasfemisk enhedsbekendelse: at sværge til socialisme, blandingsøkonomi, shari’a … whatsoever er forkasteligt, ikke blot fordi det er kættersk, men også, og måske især, fordi det er en fornægtelse af virkeligheden.

Uden utopi ingen science fiction. Måske er det derfra, min skepsis over for genrens fremtid stammer.
Men det kan selvfølgelig også have noget at gøre med, at jeg altså er, nåja, en pensioneret akademiker. En af dem, der tilmed tilhørte de årgange, der henimod slutningen af besættelsen var gamle nok til at blive skolet i antifascistisk ideologi – for ligesom at være på reservebænken, hvis der skulle blive forlænget spilletid. En af dem, der ikke blev hentet ind, før kampen var forbi, og som græd snot, da Christiansborg et par år efter befrielsen begyndte at snakke realpolitik, og kun kunne hente trøst hos William Butler Yeats:

Was it for this the wild geese spread
The grey wing upon every tide;
For this that all that blood was shed,
For this Edward Fitzgerald died,
And Robert Emmet and Wolfe Tone,
All that delirium of the brave?
Romantic Ireland’s dead and gone,
It’s with O’Leary in the grave.

Måske kan man hente trøst I den tanke, at det ikke er den nye verdensorden, der ikke kan rumme fremtid og forandring, men blot pensionister.

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post161

Nørd og Søn 2. Papmachémonstre, morfinmisbrugere og transvestitter i børneopdragelsens tjeneste

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Sat, November 24, 2012 18:44:15

Nogle gange spørger man sig selv som forældre: Var det nu også rigtigt gjort? For eksempel spurgte jeg i går aftes mig selv: Var det nu rigtigt af mig at lade den niårige se den der film med uhyrer, gale videnskabsmænd, zombier, foruden transvestitter og transseksuelle, stofmisbrugere, fallit og (nu kommer det uhyggelige:) kæresteproblemer? Svaret er et klart ja. Men jeg må nok hellere forklare mig lidt.

Til halloween, der som altid var et af årets højdepunkter for min søn, kom jeg til at fortælle ham om den legendariske filminstruktør Edward D. Wood, Jr. (1924-1978), 'verdens dårligste instruktør', der ikke gik så meget op i om der lige væltede en kulisse under optagelserne eller lignende detaljer. Jeg fortalte selvfølgelig om den særligt berygtede rumgyser Plan 9 From Outer Space (1959), Bela 'Dracula' Lugosis sidste film - sådan da. Lugosi var allerede død da filmen blev indspillet, men Wood brugte nogle foreliggende optagelser og lod derefter sin kones kiropraktor overtage rollen, selv om han ikke lignede Lugosi, hvad man dog søgte at kamuflere ved at lade ham gå med armen oppe for ansigtet i samtlige scener.

Woods film er sjovere at snakke om end at se. Hvis man har set trailerne og de gode klip (med synlige snore i de flyvende tallerkener, etc.), har man set alt det sjove. Tro mig, jeg har set Plan 9 i sin fulde længde, som ikke er meget mere end en time, men nok til at jeg nåede at kede mig bravt selv om det foregik i veloplagt selskabeligt lag. Derimod huskede jeg med fornøjelse Tim Burtons pragtfulde spillefilm om Ed Wood (1994) med Johnny Depp som den talentløse, men smittende entusiastiske Wood og Martin Landau i en glansrolle som den glemte, aldrende Lugosi.

Jeg foreslog min søn at vi kunne se Burtons film sammen (vi har jo med fornøjelse set hans Alice i Eventyrland og Charlie og chokoladefabrikken) med det forbehold at det, selv om det lyder meget sjovt med de dårligt lavede monstre og væltende kulisser etc., er en film med nogle meget voksne problemstillinger, så det var meget tænkeligt at den slet ikke ville fange hans interesse. Så vidt jeg huskede, var der ikke noget for alvor uhyggeligt i den. Et andet emne som måske kunne være lidt kontroversielt for et børnepublikum, var Ed Woods transvestitisme (Wood instruede den delvist autobiografiske Glen or Glenda (1953) hvis gode tabubrydende intentioner bl.a. skæmmes af at der indgår en gal videnskabsmand som ævler om grønne drager, for at Wood kunne få Lugosi med i filmen). Men jeg huskede det som skildret så uskyldigt (først og fremmest noget med lyserøde angorasweatre) at jeg snarere opfattede det som noget udmærket der kunne give anledning til et smil og en snak om folks forskellighed og normer gennem tiderne.

I alt dette havde jeg husket filmen og vurderet mit barn rigtigt. Gyserfilmelementet virkede ikke uhyggeligt på et moderne barn, det bizarre var bare underholdende og tankevækkende, og filmen og dens figurer fascinerede ham tydeligt. Dér hvor jeg nok havde fejlet, var ved ikke at tage højde for hvor sørgelig historien var set med barneøjne. Da den affældige Lugosi, glemt af offentligheden, på fallittens rand og dertil morfinmisbruger, ringer Wood op om natten for at trygle om hjælp, havde det så stærk en virkning at vi måtte afbryde filmen for at snakke om det. Her var åbenbart en indlevelsesmulighed, hvilket fik mig til at tænke tilbage på min søns yndlingsfilm i børnehavealderen, BBC-serien i I dinosaurernes verden, hvor det vores betænkeligheder til trods ikke rørte ham det mindste at se allosauren hapse en diplodocus-unge, det var bare spændende, men at diplodocus-mor lagde sine æg og så forlod dem - det var en adfærd der var svær at godtage for en lille dreng med trygge forestillinger om forældrerollen! Under alle omstændigheder sad jeg nu pludselig med en afbrudt film og et barn der var meget ked af det, og overvejede kraftigt om jeg havde ladet min søn se noget han ikke skulle have set. Han gav imidlertid udtryk for at han stadig godt kunne lide filmen og gerne ville se den færdig, hvilket jeg støttede kraftigt da jeg synes det var bedre end at lade uafklarede følelser og en uafsluttet historie hænge i luften. Vi snakkede om at sørgelige historier også kan være gode, og at filmen jo også handlede om hvordan Wood hjalp Lugosi. Så vi så videre med brug af det gamle trick fra min egen barndom (folk var faktisk ofte, tro det eller lad være, udmærkede til at opdrage børn for både en og flere generationer siden): Min søn gemte hovedet hos mig og jeg skruede ned for lyden hvis det var noget han ikke ville se, hvilket i ét tilfælde - nogle ganske korte klip med Lugosi på afvænningsklinik - var sammenfaldende med noget jeg absolut heller ikke selv ville have ladet ham se. Da først vi havde fået den strategi på plads, var resten af filmoplevelsen en fornøjelse. Han virkede oprigtigt rørt og lutret (jo, katarsis-begrebet er klart relevant også for en niårig) over historien om hvordan Wood hjalp Lugosi til igen at føle sig som stjerne en sidste gang, uanset hvad omverdenen måtte mene om filmene og Woods kunstneriske evner, og Lugosis død (der jo var ventet, da vi vidste at en anden medvirkende skulle gå rundt med armen for ansigtet i Plan 9) havde overhovedet ikke den sørgelige virkning.

Transvestitelementet gled også uden videre ned. En ting der af og til får mig til at tænke at min søns forældre, deres øvrige fejl ufortalt, ikke kan være fuldstændig håbløse, er hans åbenlyst uforstående reaktion på forskelsbehandling og diskrimerende tænkning. Det handler ikke om at der er blevet prædiket for ham at mænd og kvinder og folk af forskellig race er lige, men at den tanke tydeligvis ikke har strejfet ham at det skulle være anderledes - at nogle har lys hud og andre mørk, er et banalt faktum ligesom at nogle har blå øjne og andre brune, og at der var engang hvor kvinder ikke havde stemmeret, bliver mødt med en dyb forundring. Denne selvfølgelige opfattelse af ligeværdighed er efter min mening noget ganske andet og bedre end den grasserende politiske korrekthed der ikke altid holder sig ovre på den anden side af Øresund. At man godt kan have en kæreste af samme køn, virker lidt mere fremmed på junior - nok fordi han ikke på samme måde ser det i det daglige, selv om mor og far forsikrer at vi også har venner der lever på den måde. Nu blev det så takket være Ed Wood suppleret med den oplysning at der er mænd der godt kan lide at gå i dametøj og vice versa. Som min søn ganske fornuftigt opsummerede budskabet: 'Det er nok for at sige at man kan være god nok selv om man er anderledes'. Og det er jo umiddelbart hvad man behøver at tænke og vide om den sag i så ung en alder. Igen stak forundringen sit hoved frem som reaktion på den morsomme scene hvor Ed Wood chokerer sine baptistiske sponsorer ved at træde frem i nederdel og angorasweater. 'Hvorfor tror nogle at Gud ikke vil have man går i dametøj??' Børn stiller mange gode spørgsmål.

Vi var også med på at Woods kæreste fra filmens begyndelse ikke er noget dårligt menneske bare fordi hun ikke forstår det der med at han låner hendes sweatre, og at hun jo i øvrigt har ret når hun siger at både han og hans skuespillere er talentløse, da hun forlader ham for at få sig et mere normalt liv. Jeg forsikrede at han senere ville få en kæreste der bedre forstod ham, og sønnike havde tilstrækkelig dramaturgisk indsigt til straks at erklære 'Lad mig gætte! Det er hende der bliver hans nye kæreste!' da Kathy træder ind på scenen i Patricia Arquettes skikkelse. Der er en af filmhistorien største kærlighedsscener da Kathy efter at have forsikret sig om at Ed Wood er til kvinder, accepterer hans transvestitisme med et 'Okay'. Ingen afstandtagen, intet 'jeg vil ikke høre om det her', heller ingen begejstring eller egentlig forståelse, men et skuldertrækkende godtagelse: Okay. Vi talte også om hvordan Wood på trods af sine begrænsninger er en idealist der kæmper for sine drømme og visioner. Det var altså i sidste ende vældig opbyggeligt at se Ed Wood sammen.

Filmen forstyrrede da heller ikke min søns nattesøvn, tværtimod fortalte han her til morgen at den var 'rigtig god', og vi fulgte op med youtube-klip med den rigtige Bela Lugosi i sin glansperiode ('I never drink ... wine'), autentiske scener fra Ed Wood-film (ikke mindst blæksputten fra Bride of the Monster var et hit) og Orson Welles' Den tredje mand. Jeg havde standset Ed Wood for at fortælle hvordan scenen med pariserhjulet filmisk refererer til den Orson Welles som Wood hele tiden sammenligner sig med (og som dukker op sidst i filmen), og det fik vi så demonstreret og lærte noget om filmsprog. Og at en film i øvrigt kan være lige så god selv om den er i sorthvid.

Det handler selvfølgelig om den banale sandhed at det vigtigste ikke er hvad ens børn får lov at se (selv om der naturligvis er ting de absolut ikke skal se, og som det fremgår var jeg også undervejs i tvivl om jeg havde gjort noget uheldigt), men også hvordan. De skal ikke bare plantes foran fjernsynet til en ubearbejdet oplevelse, men hvis man er med og taler om tingene både undervejs og bagefter, er der videre rammer. I dette tilfælde var der jo et ekstremt filter på: ikke kun fordi vi afbrød og sorterede i filmen, men også fordi min søn endnu ikke læser hurtigt nok til at kunne læse underteksterne, og kun forstår enkelte ord og simple vendinger i den engelske dialog. Det giver en mulighed for at gå lidt let hen over problematiske elementer.

Der er andet der kan bekymre. Vi er ikke herhjemme så begejstrede for tweenage-sitcom-serierne på Disney Channel med deres himmelråbende stereotyper a la den bitchede smukke pige, den kiksede kloge fyr, tyksakken og den uforbederlige bølle, og et ganske bestemt - og meget udansk - 'smart' lingo. Der var vist lukket lidt op for Disney Channel i formiddag, og så tænker man 'er det nu forkert at lade ham se det?', men trøster sig med at vi så papmachémonstre, morfinmisbrugere og transvestitter i går, og det er jeg rigtig glad for.

Se også: Nørd & Søn

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post160

To sole på himlen: Vian og metaforens bogstaveliggørelse

LitteraturPosted by Stig W. Jørgensen Sat, November 17, 2012 21:09:19

Fulsere vere candidi tibi soles, skriver den romerske digter Catul i et digt, der måske kan kaldes oldtidens svar på Beatles' 'Yesterday'. Otto Gelsted oversætter det 'Ja, muntre sole lyste også for dig engang!' Pointen er ikke til at tage fejl af: Det var en lys og lykkelig tid, and now I long for yesterday. Hvordan soles, flertalsformen af sol, skal fortolkes og oversættes, er ikke helt entydigt. Prosaisk kan man slet og ret læse det som 'dage', da der jo kommer en 'ny' sol på himlen hver morgen: 'Dine dage var i sandhed lyse og klare!' Men latin har et meget mere fleksibelt forhold end dansk til flertal af såvel abstrakter som konkreter, og soles virker slet og ret forstærkende. Oversat til dansk bliver billedet meget mere bogstaveligt: Dine dage var så lyse, at der var ikke blot én, men flere sole på himlen. Og det er jo ganske flot, men muligvis mere påfaldende end verselinjen har virket på Catuls latintalende samtidige.

Det er det samme bogstavelige billede vi møder i begyndelsen af Boris Vians Dagenes skum (L'écume des jours, 1947). I Lone Teglskovs nye oversættelse fra Løvens forlag hedder det: 'Gangen ud til køkkenet var lys med vinduer til begge sider, og der skinnede en sol fra hver side, for Colin elskede lys.'

Handlingen i Dagenes skum er som udgangspunkt banal grænsende til det klichéagtige: Den unge velhaver Colin lever et sorgløst liv i overflod. Han møder kærligheden i skikkelse af Chloé, men Chloé bliver i bedste Boheme-stil brystsyg og står ikke til at redde. Behandlingerne er opslidende og tillige økonomisk belastende, så Colin mister ikke alene sin elskede, men også sin formue og sin samfundsposition og ender selv i den grumme sociale virkelighed som vi fra begyndelsen har fornemmet, lå til grund for Colins forlystelsessyge overklassetilværelse. Den knap så velhavende kammerat Chick mister også sit livs kærlighed, eller rettere: er ude af stand til at realisere den på grund af misbrugsproblemer.

Denne enkle handling udspiller sig imidlertid på en usædvanlig baggrund. Ligesom i et klassisk melodrama er kulisserne alt andet end neutrale - der bryder som bekendt altid et tordenvejr løs på det helt rigtige tidspunkt i gyserfilm. I Dagenes skum er dette ophøjet til en raffineret og meget bevidst pointe: Omgivelserne afspejler fuldstændig personernes til hver en tid herskende sindstilstand. I den lykkelige begyndelse er der to sole på himlen. Solstrålerne frembringer klare toner når de rammer alle de blanke overflader, og husmusene danser til denne musik. I ren tegnefilmsstil har Colin en trofast følgesvend i en af de små mus. Opfindsomheden er morsom og sprogligt overstadig i en grad der leder tanken hen på Storm P.s absurde noveller, som når musikerne efter brylluppet bliver afhentet af politiet fordi de skal i gældsfængsel, og 'for at hævne sig truttede [...] i deres instrumenter, hvilket for violinisternes vedkommende frembragte en afskyelig lyd'. Erotikken er også munter og nonchalant på måder der i dag tangerer det politisk ukorrekte: En onkel hilser ikke sin niece med et kram, men ved at kærtegne hendes bryster, og mener andetsteds at kunne 'føle sig frem til' at de piger han var i selskab med, måtte være henholdsvis 16 og 18 år. Man fornemmer dog hurtigt at denne overgivne eventyrverden har en mørk underside: På den lystige udflugt til skøjtebanen bliver skøjteløbere smadret mod væggene og som en selvfølge skrabet ned, og i et udstillingsvindue med reklame for sygehusvæsenet 'kvalte en tyk mand iført slagterforklæde småbørn'. Da Chloé bliver syg trækker verden sig bogstaveligt sammen: Lejligheden bliver mindre, mørkere og stadig mere uhumsk, til loftet rammer gulvet og man skal vare sig for ikke at blive fanget af ækle gevækster. Chloés brystsyge er ikke tuberkulose, men en åkande der vokser i hendes lunger og endelig ikke må gå i blomst, og behandlingen består i at lade hende fryse og tørste og være konstant omgivet af andre blomster.

Chicks sygelige afhængighed er hverken af spil eller stoffer, men derimod af modefilosoffen Jean-Sol Partre. Partre-interessen får Chick til at forsømme alt andet, og han ruinerer sig i bestræbelserne på at opkøbe særudgaver af værkerne og andre Partre-souvenirs. Beskrivelserne af menneskemængderne der forsøger at tiltvinge sig adgang til Partres forelæsninger ved at trænge op gennem kloakkerne eller springe ned med faldskærm, er lige så overgearet morsomme som noget andet i bogen, men ikke desto mindre er parodierne på kredsen om Jean-Paul Sartre nok romanens eneste svaghed, der får den til at virke indforstået og tidsbunden på trods af den abstrakte eventyrverden og de almengyldige temaer. Referencerne til tidens musik såsom Duke Ellington fungerer derimod fint stemningsskabende.

Dagenes skum er en uafsluttet række af bogstaveliggjorte metaforer. Romanen ophøjer de sproglige billeder til en verden. Det er ikke en verden der er logisk konsistent eller rationaliseret som i en fantasy- eller science fiction-roman. Vi får ikke, som man ville gøre det i science fiction, en i én forstand realistisk forklaring på at der er to sole på himlen. En science fiction-historie kunne snildt præsentere en planet i et solsystem med flere sole, og samtidig bruge planeten hvor solen(e) altid skinner, som et billede på en lykketilstand. Men metaforerne i Vians roman er bogstavelige i den forstand at de ikke peger på deres egen karakter af tekst eller billeder, i modsætning til et eksempel med to sole på himlen som Niels Dalgaard flere gange har fremhævet (se bl.a. Den gode gamle fremtid, 1997, kapitlet om 'Dansk modernistisk science fiction'): Svend Åge Madsens tidlige roman Liget og lysten (1968), hvor solene viser sig at repræsentere forfatterens briller, når han kigger ned på sin kreation, og således ikke alene fremstår rent metaforisk, men samtidig gør opmærksom på at dette jo ikke er en verden, men bare tekst. En af de store fornøjelser ved Dagenes skum er at romanen på trods af overfloden af absurditeter netop fremstår som en gængs fortløbende fortælling og en verden man kan leve sig ind i, selv om den som sådan er utroværdig. Dette er nok grunden til at den virker så meget stærkere end Vians andre sammenlignelige, men mere radikalt surrealistiske romaner: Efterår i Peking (L'automne à Pékin, 1947), Det røde græs (L'Herbe rouge, 1950) og Hjertetangen (L'Arrache-cœur, 1953).

I den tradition Vian er den del af, tales der (efter hans tid) om pataforer snarere end metaforer. Vians inspirationskilde Alfred Jarry introducerede i 1893 pseudofilosofien patafysikken, der handler om det der ligger uden for metafysikken, ligesom metafysikken per definition beskæftiger sig med det der ligger til grund og uden for fysikken. Patafysikken er ikke nogen letgennemskuelig filosofi, men pataforen - der igen er hinsides metaforen - er forholdsvis veldefineret. Det handler om at udbygge og ophøje metaforen til at udgøre og udfylde konteksten. For eksempel skabte jeg uden at vide det en patafor da jeg som ganske ung sendte et postkort hjem fra Grækenland og ikke alene skrev at jeg havde fået for meget sol og lignede en hummer i hovedet, men gik videre til at beskrive hvordan jeg havde klippet følehornene af osv. Patafor-begrebet er således meget tæt på det der i en anden tradition, som bl.a. er overtaget af science fiction-kritikken, er blevet kaldt den bogstaveliggjorte metafor (literalization of metaphor), sådan som jeg også har gjort det overfor. Grundlæggende handler det om at skildre følelsen og oplevelsen som noget håndgribeligt. Når der sker noget forfærdeligt i vores liv, føler vi at verden går under. En fortælling om verdens faktiske undergang kan tjene som et billede på dette (uden at alle enkeltelementer i fortællingen symboliserer noget andet i et én-til-én-forhold, sådan som det er tilfældet i allegorien). Om denne undergang, eller hvad det nu måtte være, er rationaliseret som i en science fiction-tekst eller blot præsenteres med pokerfjæs som hos Vian, er en skelnen på et andet plan.

Der er også derfor man kan opleve ligheder på tværs af genrerne. Et gennemgående element i Dagenes skum er de genstridige brugsgenstande: stolen der stejler når man forsøger at sætte sig på den, slipset der ikke vil lade sig binde og prøver på at brække fingeren med knuden. Det er oftest morsomt, men går ligesom alt andet i bogen hen og bliver ubehageligt efterhånden, som i den ulækre scene hvor Colin ikke længere har råd til den fornemme franske madlavning der ellers beskrives så indgående, men prøver at indfange de sorte pølser der vrider sig som levende ål på stegepanden. Gevordighederne med brugsgenstandene minder gevaldig om scener i Philip K. Dicks især tidlige romaner, hvor folk ofte har problemer med døre der ikke vil lukke dem ind, eller fører lange diskussioner med deres bil. Hos science fiction-forfatteren Dick er det naturligvis rationaliseret - hjælpemidlerne i hjemmet er kunstige intelligenser/robotter - med en yderligere satirisk pointe om teknokrati, men stemningsmæssigt er vi på linje med Vian. Dicks forholdsvis store anerkendelse i Frankrig i sin levetid (før han blev mødt med tilsvarende 'seriøs' interesse i den engelsksprogede verden) skyldes utvivlsomt også at han i den forstand kan forholdes til en fransk-europæisk tradition. Det kan forklares med fælles inspirationskilder for Dick og Vian - Vian elskede amerikansk 'triviallitteratur', især hårdkogte detektivromaner, men også science fiction, og Vian oversatte bl.a. A.E. van Vogt til fransk. Van Vogt var et af Dicks tidlige forbilleder, fra hvem han overtog pulp-idealet om et hæsblæsende tempo i handlingen og en idérigdom der virker som et bombardement på læseren.

Dagenes skum har været en af mine yndlingsbøger siden jeg læste den første gang som teenager, så jeg har den naturligvis også stående på originalsproget, men mine franskkundskaber er langt fra tilstrækkelige til at kunne værdsætte Vians egen tekst uden støtte i en oversættelse. Derfor skal jeg heller ikke gøre mig til dommer over Lone Teglskovs oversættelse, men blot glæde mig over at vi nu har to danske oversættelser, nemlig den og så Jacques-Louis Ratel & Elsebeth Junckers fra 1965, der af indlysende årsager er lidt mere gammeldags i sit ordvalg. Dagenes skum har også været filmatiseret flere gange, af Charles Belmont i 1968 og i Japan i 2001 som Kuroe (dvs. Chloé). En ny filmatisering af Michel Gondry og med blandt andre Audrey Tautou får premiere i 2013.

Se også: Hvad har Lily Broberg og Boris Vian til fælles?

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post159

Tid & rum, skrift & køn - James der var Alice

Science FictionPosted by Stig W. Jørgensen Fri, November 02, 2012 16:25:16

Alice Bradley Sheldon (1915-1987) var et usædvanligt menneske. Som datter af den i samtiden kendte forfatterinde og opdagelsesrejsende Mary Hastings Bradley deltog hun som barn i ekspeditioner i det 'mørke' Afrika. Efter et tidligt og problematisk ægteskab prøvede Sheldon i mellemkrigstiden at slå igennem som tegner og kunstkritiker. Under 2. verdenskrig meldte hun sig til militæret, kom til at arbejde for flyvevåbnets efterretningstjeneste og frem til 1955 for CIA. Herefter forlod hun efterretningsvæsenet for at hellige sig studier og blev i 1967 ph.d. i eksperimentel psykologi. Sheldons liv endte tragisk. Da hendes noget ældre anden ægtemand og tidligere kollega fra efterretningstiden blev uhelbredeligt syg, skød hun ham og tog derefter sit eget liv.

Sheldons dramatiske skæbne ville dog næppe være offentligt kendt hvis det ikke var fordi hun også havde en anden identitet - som forfatter. Hun var debuteret som forfatter så tidligt som 1946 med en novelle i eget navn i The New Yorker. I 1968 debuterede hun imidlertid som science fiction-forfatter. Af hensyn til såvel sin efterretningsbaggrund som videre akademiske karriere valgte hun at skrive under pseudonym. Da science fiction-litteraturen dengang stadig var mandsdomineret, mente hun at et mandligt pseudonym ville bidrage til at undgå uønsket opmærksomhed om hendes person, og hun opfandt navnet James Tiptree, Jr. - inspireret af marmeladen med de små glas der var så populære i min barndom. Ud over de praktiske grunde i forhold til fortidig og fremtidig karriere gav det tilsyneladende også Sheldon et påskønnet kreativt frirum at udfolde sig gennem en anden identitet. Meget tyder også på at hun nød muligheden for i en forstand at skifte køn. Sheldon var ifølge egne udsagn tiltrukket af kvinder, men udlevede aldrig den side af sin seksualitet; som Tiptree tegnede hun et billede af sig selv som traditionelt maskulin (militærbaggrund, man of the world) og glædede sig over at flirte med kvindelige korrespondenter.

I løbet af 1970'erne udviklede 'Tiptree' sig til en af science fiction-genrens mest bemærkelsesværdige novelleforfattere, og der fulgte en forventelig nysgerrighed om hvem der gemte sig bag navnet ('den bedst bevarede hemmelighed siden Cordwainer Smith'). Forestillingen om at vække mindre opsigt gennem et mandligt pseudonym gav til dels bagslag. Det prellede tilsyneladende ganske af på hende da Samuel Delany i en polemik kaldte Tiptree for mandschauvinist, men det blev moralsk sværere at gemme sig bag pseudonymet når Tiptree kom på tale til litterære priser hvor begrundelsen gik på Tiptrees evne til som mandlig forfatter at indleve sig i kvinders situation og oplevelser. (James Tiptree Jr. Literary Award uddeles i dag for science fiction- og fantasyværker der udforsker kønsroller). Alice Sheldon havde også skrevet mere eksplicit feministiske science fiction-noveller under et andet pseudonym, Raccoona Sheldon, og det var en udbredt opfattelse at Sheldon og Tiptree var samme person, måske at Sheldon var Tiptrees kvindelige pseudonym (!) - eller alternativt at Raccoona Sheldon var James Tiptrees datter. Da moderen Mary Bradley døde i 1976, blev Alice Sheldon omtalt i nekrologerne, og da Tiptree desuden i sin korrespondence var kommet til at nævne at 'hans' mor lige var død, blev identiten bag pseudonymet afsløret - til Alice Sheldons store fortrydelse.

Det mest principielt og blivende interessante ved den gode historie om Sheldons maskespil forbliver diskussionen om mandlig og kvindelig litteratur. Robert Silverberg havde i forordet til Tiptrees anden (og måske bedste) novellesamling Warm Worlds and Otherwise (1975) skrevet at påstanden om at Tiptree skulle være en kvinde, var 'absurd' - ikke alene fordi Tiptrees historier tydede på førstehåndserfaringer med militær- og efterretningsvæsen, forretningsrejser, jagt og tilsvarende traditionelt maskuline aktiviteter, men fordi der fandtes en henholdsvis maskulin og feminin skrivestil der umuligt ville kunne imiteres af det modsatte køn. Silverberg har efterfølgende valgt at lade forordet genoptrykke uændret - dog med nogle linjers tilføjelse - for tydeligt at vedgå sig at han tog fejl, og lade dette fremstå som en lærerig pointe om fordomme om mandlig og kvindelig skrivestil.

Ud over at Tiptree af mange andre grunde er en af mine yndlingsforfattere, har jeg en professionel interesse i den diskussion som mandlig oversætter af en længere række kvindebøger, forstået som bøger skrevet af kvindelige forfattere for et primært kvindeligt publikum, fra traditionelle kærlighedsromaner over Isabel Allende-agtige dramaer til fantasyromaner henvendt mest til piger. Jeg smiler over nedladende bemærkninger fra ældre mandlige kolleger der ikke forstår at jeg nedlader mig til den slags (jeg plejer at spørge dem om de er misundelige fordi jeg kan tjene penge på min indsigt i det kvindelige univers); mere interessant er diskussionerne med (kvindelige) redaktører der mener at bøger af kvindelige forfattere bør oversættes af kvindelige oversættere (indtil jeg viser dem min backlist). Nu kan jeg forestille mig masser af opgaver jeg ville sige nej til fordi de kræver kendskab til en tone jeg ikke ville kunne imitere - dette kunne godt være venindesnak mellem unge kvinder, men det kunne lige så vel være tonen mellem mandlige pensionister i et provinsmiljø. Kønnet er naturligvis et parameter, men kun et blandt mange og ikke det mest afgørende. Mit professionelle svar er altid at min personlige interesse i bøger henvendt til kvindeligt publikum er at de ofte er dramaer med megen dialog - og jeg kan lide at oversætte dialog - og at jeg principielt mener at forfatterens individuelle stil er langt mere afgørende end forfatterens køn. At der er en stil vi oplever/kalder for maskulin/feminin, er så noget andet, og spørgsmålet om personlig indlevelse er igen noget andet end stil. Tiptree brugte ofte mandlig synsvinkel og demonstrerede ofte en dyb psykologisk forståelse (også) for sine mandlige hovedpersoner (som Silverberg også lod sig narre af). Jeg er også altid stum af beundring over for den indlevelse en af mine yndlingsforfattere uden for genren, Siri Hustvedt, demonstrerer i sine mandlige førstepersonsfortællere, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sikkert også påstå at nogle af Hustvedts romaner ikke kunne være skrevet af en kvinde. Men det kan de, og det er de - og blandt andre Tiptree/Sheldon har lært os at man ikke skal gøre sig nogen skråsikre antagelser.

Der har tidligere kun været udgivet få af Tiptrees historier på dansk, alle for år tilbage. Antologien En anden ensomhed (1978, red. Palle Juul Holm m.fl. - titelnovellen er i øvrigt af den senere nok så kendte George R.R. Martin) rummer 'For evigt opsteg røgen' ('Her Smoke Rose Up Forever'). Novellemagasinet Nye verdener nr. 7 (1983) indeholdt 'Glemte veje' ('For I Have Come Upon this Place by Lost Ways'). Parallaxis, en antologi med science fiction af kvindelige amerikanske forfattere (1986, red. Lise Svane-Mikkelsen m.fl.), indeholdt en Raccoona Sheldon-historie, 'Søster min - så skær og fin' ('Your Faces, O My Sisters! Your Faces Filled of Light'). Og Tiptrees nok kendteste historie, 'The Women Men Don't See', blev af Science Fiction Cirklen i 1989 udgivet som et selvstændigt hæfte, De kvinder, mænd ikke lægger mærke til, i min oversættelse.

Denne sparsomme repræsentation på dansk har Science Fiction Cirklen nu rådet bod på med en samling noveller og kortromaner, Houston, Houston, kan I høre os?, udvalgt og oversat af Niels Dalgaard. Samlingen indledes med 'Doktor Ains sidste flyrejse' ('The Last Flight of Dr. Ain') fra 1969, nok den første Tiptree-historie der vakte opsigt. Den er først og fremmest bemærkelsesværdig for sin fortælleteknik hvor historien først giver virkelig mening når man når til slutningen. 'Beam os hjem' ('Beam Us Home') er en repræsentativ historie om at føle sig fremmed i verden. Den er på mange måder tidsbunden - selv om den handler om en fremtidig krig, er det nærmest kun et lag fernis for en historie om 60'ernes USA og Vietnamkrigen, og som titlen antyder, bruges Star Trek som det bærende billede på hovedpersonens længsel efter en anden og bedre verden. Pudsigt nok er Star Trek-referencerne mere indlysende herhjemme i dag end de ville være for år tilbage, hvor man netop på grund af dem nok ikke ville have valgt den historie til en dansk samling. 'En sælgers fødsel' ('Birth of a Salesman') er Tiptrees science fiction-debut. Som mange af hendes tidligste historier er det en komedie, næsten sitcom-agtig, hvor komiske situationer, her fra en galaktisk transitcentral, følger på hinanden uden at der opbygges nogen egentlig fortælling. Derimod er kortromanen 'Pigen med stikket' ('The Girl Who Was Plugged In') dybt alvorlig og ubehagelig. Historien er en forløber for cyberpunk med en besk analyse af mediesamfundet og foregriber det moderne mediebillede med 'reality'-tv og kunstigt skabte berømtheder. I en verden hvor reklame er formelt forbudt, er medierne i praksis totalt dominerede af product placement, og en pige fra rendestenen bliver udnyttet til at styre en socialite-avatar hvis liv og forbrugsmønster masserne følger.

I titelhistorien 'Houston, Houston, kan I høre os?' ('Houston, Houston, Do You Read?'), endnu en af Tiptrees kendteste kortromaner, ender et rumskib med tre mandlige astronauter i en fremtid hvor jordens befolkning kun består af kvindelige kloner. Som Niels Dalgaard også er inde på i samlingens efterord, spiller 'Houston, Houston' ligesom Joanna Russ' samtidige 'When It Changed' (1972) op mod en gammel kliché om at et fremtidigt kvindesamfund med begejstring ville tage imod eller ligefrem lade sig 'redde' af mænd (ligesom 'The Women Men Don't See' spiller op mod en genrekliché om fremmede væsners interesse i jordiske kvinder). Omvendt optrådte der i 70'ernes feministiske science fiction en radikal forestilling om at den ideelle samfundsordning ville være total adskillelse af kønnene eller, endnu mere radikalt, afskaffelse af mandkønnet. Tiptree repræsenterer generelt en mere nuanceret og inkluderende feminisme hvor kvindeundertrykkelse også anskues som et element i en bredere undertrykkelse som mænd også er ofre for. 'Houston, Houston' (såvel som 'Søster min') ligger imidlertid tættere på den radikale synsvinkel, og jeg er ikke så overbevist om at en verden udelukkende bestående af kvinder ville være blottet for ærgerrighed, aggression og jalousi, sådan som det antydes i teksten - snarere tror jeg at individuelle forskelle i personlighed og vilkår er mere markante end en grundlæggende kønskarakter, hvilket faktisk er grunden til at man ikke generaliserende kan udpege en kønsbestemt skrivestil. 'Houston, Houston' er dog dobbelttydig og ikke rent kvindeutopisk - for ligesom de tre mandlige astronauter, ikke kun den bibeltro patriark og den afstumpede macho, men også den intellektuelle beta-han, ikke kan lade sig integrere i det fremtidige samfund, antydes det også at kvindesamfundet ikke er åbent nok til at forsøge at inkludere et maskulint element, men simpelt hen må aflive dem som syge dyr.

Samlingen sluttes med 'Det eneste seje at gøre' ('The Only Neat Thing to Do') fra 1985, altså den sene periode efter at Tiptree-pseudonymet var blevet afsløret. Hendes tekster fra disse år er ofte mindre intense, som her en space opera-agtig kortroman med en gæv teenageheltinde ikke ulig de raske piger der var hovedpersoner i Robert Heinleins ungdomsbøger tre-fire årtier tidligere. Men der er klassisk sprudlende science fiction-opfindsomhed, og heltinden redder menneskehedens planeter fra invasion ved at begå selvmord, fordi det er det eneste rigtige at gøre. Karakteristisk for Tiptree er den invaderende eller måske snarere invasive art ikke ondsindet; det er slags kosmisk tragedie hvor omstændighederne umuliggør sameksistens. Og med den, om end ironiske, heroisering af selvmordet er det svært ikke at tænke biografisk.

Dalgaards udvalg af noveller tegner et bredt og dækkende billede af forfatterskabet og rummer nogle af dets højdepunkter. Jeg bliver imidlertid slået over hvor helt forskelligt dette udvalg er fra det jeg selv ville have foretaget hvis jeg var blevet bedt om at redigere en sådan samling. Dette er ikke en kritik, for Houston, Houston, kan I høre os? er en ideel introduktion. Jeg tror mere det handler om at jeg ville være interesseret i at præsentere vintage-Tiptree hvor hun gør hvad hun gør bedst, frem for at præsentere bredde i tid og indhold. Således ville jeg næppe have medtaget nogen af de tidlige humoristiske tekster som 'En sælgers fødsel' og måske heller ikke en sen tekst som 'Det eneste seje'. Hvis jeg skulle sørge for bredde, ville jeg snarere have valgt en af de tidlige tidsrejsehistorier som 'Forever to a Hudson Bay Blanket' eller 'The Man Who Walked Home', den voldsomt ubehagelige historie om manglende (dyre)etik i eksperimentel psykologi, 'The Psychologist Who Wouldn't Do Awful Things to Rats', Raccoona Sheldon-historien 'The Screwfly Solution', og hvis jeg endelig skulle have noget sent og anderledes med, var det måske blevet en af Tiptrees fantasyhistorier fra Mexico som 'The Boy Who Waterskied to Forever'. Men først og fremmest ville det være magtpåliggende for mig at præsentere flere af Tiptrees stærke historier om fremmedhed, savn og stræben efter det uopnåelige (som i Houston, Houston er repræsenteret ved 'Beam os hjem'): den vidunderligt surrealistiske 'Painwise', den kulsorte 'On the Last Afternoon', den psykoseksuelle 'And I Awoke and Found Me Here on the Cold Hill's Side'.

Det er selvfølgelig en smagssag om en samling skal vise flest mulige facetter af et forfatterskab der ikke er så kendt herhjemme, eller søge ind til det man synes er det væsentligste og essensen af forfatterskabet. Mere interessant er det at spørge sig om forskellen mellem Dalgaards aktuelle valg og mine hypotetiske afspejler en forskellig læsning af teksterne. Nu ville det ligge mig fjernt at nedtone det feministiske aspekt af Tiptrees forfatterskab - det ville være besynderligt i betragtning af at jeg selv i sin tid fik 'The Women Men Don't See' udgivet på dansk - men der er ingen tvivl om at det for mig indgår i en større og mere tidløs tematik om køn i bredere forstand, om mødet med mennesker af det modsatte køn som et - naturligvis altafgørende vigtigt - tilfælde af mødet med den anden. Det var dette Tiptree skildrede så intenst i en science fiction-metaforik om det og de fremmede i universet på en toneangivende måde man herhjemme f.eks. ser videreført hos Richard Ipsen.

Hvis man vil vide mere om mennesket Alice Sheldon, har Julie Philips i 2006 skrevet en fremragende biografi, James Tiptree, Jr: The Double Life of Alice B. Sheldon - en velskrevet bog om et menneske hvis skæbne ville være interessant også hvis hun ikke var science fiction-forfatteren James Tiptree. Biografien har generelt fået særdeles positive anmeldelser - blandt de færre kritiske røster har Annette K. Nielsen dog herhjemme i sin anmeldelse i KVINFOs webmagasin (også på Nielsens blog som Jorden kalder James Tiptree, Jr.) kritiseret Philips for at være lovlig spekulativ om Sheldons seksualitet og på heltedyrkende vis romantisere Sheldons depressioner og misbrugsproblemer. Måske får vi større indsigt når Alice Sheldon selv kommer til orde i det udvalg af breve Philips efter sigende er ved at redigere.

---

Niels Dalgaard taler om James Tiptree og Houston, Houston, kan I høre os? på SFC's stand (C3-051) på Bogforum i Bella Centeret fredag den 9. november 2012 kl. 16.15
Program for SFC's stand

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post158

Smukke skabninger

FantasyPosted by Stig W. Jørgensen Fri, October 26, 2012 10:36:12

Dødelige. Jeg misunder jer. I tror, I kan ændre på tingene. Standse universet. Lave om på ting, der blev gjort, længe før I kom til verden. I er sådan nogle smukke skabninger.

Første bind af Beautiful Creatures, Stormvind, udkom på dansk i går. Oversætteren kan melde at oversættelsen af bind 2 er færdig om et par uger. Bogen skal udkomme til februar samtidig med en filmbog-udgave af bind 1.

Filmen får ifølge de nuværende oplysninger dansk premiere 7. marts. Oversættelserne af bind 3 og 4 følger senere i 2013.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post157
Next »