Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Robert Holdstock (1948-2009)

FantasyPosted by Stig W. Jørgensen Mon, November 30, 2009 13:31:49

Den engelsk fantasyforfatter Robert Holdstock er død i en alder af kun 61. Holdstock var især kendt for den genrefornyende serie om den magiske skov Ryhope Wood, der startede med Mythago Wood i 1984. I de senere år skrev han også trilogien The Merlin Codex, hvor han blandede keltisk og græsk mytologi. Nedenfor gengiver jeg mine gamle anmeldelser af de to første Ryhope Wood-bøger. Se også Robert Holdstocks officielle hjemmeside.

The Word for World is ...Wood?

Oprindelig i Proxima nr. 43, 1987, og Proxima nr. 53, 1990

MYTHAGO WOOD
Roman af Robert Holdstock
Grafton Books 1986, 319 s.

Robert Holdstocks roman Mythago Wood må vel betegnes som fantasy, en genre med et lige så stort potentiale som science fiction, som dog ikke altid udnyttes. Ofte ender fantasy-romaner som sex-, vold- og "quest"-historier (eller infantile parodier på eventyrgenren). Mythago Wood er en af de - relativt sjældne - bøger, der indser potentialet og bruger det til noget konstruktivt. Det er en flot og meget spændende fantasy-roman, som kun kan anbefales.

Historien er en udvidelse og omskrivning af en novelle, som oprindelig udkom i The Magazine of Fantasy & Science Fiction. Foruden en kort prolog består romanen af 3 dele, hvoraf de første to grænser til det mesterlige, mens den tredje er lidt mere traditionel og action-præget, dog ikke så meget at det ødelægger det positive indtryk af bogen som helhed.

Hovedpersonen, Steven Huxley, er vokset op tæt ved skoven Ryhope Wood, som ingen tilsyneladende interesserer sig for pånær Stevens far, der til gengæld er sygeligt optaget af den. Han vender ofte tilbage med store sår efter månedlange ophold i skoven, hvilket selvfølgelig er mystisk, når man betænker, at skoven ikke er større end man kan løbe rundt om den på en halv time.

Under 2. verdenskrig er Steven i Frankrig, hvorimens den verdensfjerne fader dør og hans ven Wynne-Jones - der deler hans interesse for skoven - sporløst forsvinder. Da Steven efter krigen vender tilbage til sit barndomshjem opdager han, at broderen Christian nu også manifesterer en usædvanlig interesse for Ryhope Wood.

Christian indvier sin bror i skovens hemmeligheder; Ryhope er nemlig befolket med de særeste væsener og mennesker. Forklaringen er noget pseudo-videnskabeligt sludder: skoven - der kan opfattes som en stor, levende entitet - er et slags psykisk knudepunkt, hvor myteskikkelser og andet godt fra indtrængernes kollektive ubevidste materialiserer sig, bliver til de såkaldte mythagos ("myth imagos"), som Stevens far døbte dem. Desuden er tiden forvrænget indenfor skovens grænser (jvf. faderens lange fravær), ligesom skoven synes at "forsvare" sig mod udefra kommende, der søger mod centrum, de mystiske "heartwoods". Temmelig søgt, men pyt med forklaringerne, det er fantasy, og billedet er stærkt. Holdstock fascinerer bogen igennem læseren med at øse rigeligt af de oversete rigdomme, der udgør den keltiske mytologi (jo tak, jeg ved godt Julian May har puslet lidt med den slags, men prøv engang selv at tænke efter, hvor mange græske eller nordiske guder du kender, og sammenhold det så med antallet af keltiske ditto, du kan komme på).

I bogens anden del - efter min mening den bedste - stifter Steven bekendtskab, venskab og i sidste ende et kærlighedsforhold med en mythago, krigerinden Guiwenneth of the Greenwoods. Guiwenneth er én del gudinde, én del primitivt naturmenneske og én del almindelig sød pige. Det er den ædle vilde og andre klicheer for fuld udblæsning, men forfatteren er alligevel original på sin egen facon, og yder endvidere den kraftpræstation at skildre denne kvinde, der afskyr badevand og med vellyst slikker blod af fingrene, så også læseren opfatter hende som attråværdig.

Mens denne elskov står på, lusker broder Christian rundt i skovene og leder efter nøjagtig den samme mythago, som han tidligere har elsket, men som nu er død. Efter 15 år i Ryhope Wood (udenfor er der gået ca. et år) vender han tilbage og finder Guiwenneth hos Steven. De mange år har forandret ham, han er ikke længere et menneske af det 20. århundrede, og det siger sig selv at han under udøvelse af fysisk vold render med pigen - tilbage til skoven.

Tredje del handler så om, hvordan Steven med en ven - der har lignende erfaringer fra en fransk skov - drager ind i Ryhope Wood for at dræbe sin bror og redde Guiwenneth. Det er her, bogen degenererer til ret traditionel fantasy, men okay, historien er stadig spændende, selvom læseren efterlades med et par løse ender.

Bogen rummer mange paralleller til Stanislaw Lems science fiction-roman Solaris; i Mythago Wood er mytologien anderledes og lidt mere legitim, men Orfeus i underverdenen er til stede i begge disse bøger, med det kærlighedstema det indebærer. Det levende hav og den levende skov er begge magtfulde billeder, og det de gør er jo netop at skabe billeder, materialisere drømme (inkl. mareridt). Hvor evolutionen har fjernet mennesket så meget fra havet, at ursuppen er et intellektuelt snarere end et emotionelt billede, har skoven - det mystiske, mørket mellem træerne, den truende natur - stadig magt over menneskesindet. Det er en metafor, der er en forfatter som Holdstock værdig.

Mythago Woods verdensbillede må vel nærmest kaldes okkult - den vanskelige kontakt med de overnaturlige væsener, skoven betragtet som et "astral-plan" etc. Men en sådan tolkning er næppe bevidst fra forfatterens side, og bogens symboler er snarere universelle. Mythago Wood er en roman om de ting, som hjemsøger ethvert menneskes drømme, selv i vor moderne civilisation, for som vor hjemlige Erwin Neutzsky-Wulff udtrykker det, vender mennesket altid tilbage til skovene.

LAVONDYSS
Roman af Robert Holdstock
Victor Gollacz 1988, 367 s.

Da Robert Holdstock fik udgivet Mythago Wood i midten af 80'erne, var vi mange, der frydede os over den geniale ide at udnytte den keltiske mytologi i en fantasy-roman. Indenfor de seneste par år er "celtic fantasy" ellers blevet noget af en kliche i Storbritannien og omegn. Men foregangsmanden kan stadig dreje en god historie på dette grundlag, selvom det keltiske stof indrømmelsesvis er knap så fremtrædende i Lavondyss, der er en opfølger til Mythago Wood. Det er også glædeligt at se en fortsættelse, der ikke bare er en kommerciel fidus. For selvom forfatteren jo nok er blevet inspireret af forgængerens succes, så er Lavondyss faktisk en kompositorisk bedre roman end Mythago Wood, der var en sammenkædning af tre historier.

Den omtalte skov er den engelske Ryhope Wood, der har den særlige egenskab, at urbilleder fra besøgendes underbevidsthed her antager fysisk form. Myterne lever i skoven, hvor tid og rum også er andre kvaliteter end vi kender dem fra verden udenfor. At rejse i skoven er at rejse i sig selv, for "vi er skoven, og skoven er os". Denne rejse har nogle af omegnens beboere i årtusinder været bestemt til at foretage.

Lavondyss handler om en sådan udvalgt i tiden omkring 1950, et årti senere end handlingen i Mythago Wood. Det er den kloge og charmerende 13-årige pige Tallis Keeton, særling i en familie af særlinge, hvis skæbne det er at nå frem til den fjerneste og mest fremmede region af skoven. Det sted er Lavondyss, underverdnen, hvor Tallis' bror er fanget. Men det er ikke let at være kaldet: Tallis fortæller historier hun endnu ikke forstår (det gør læseren heller ikke før senere) - eller rettere, noget fortæller historier igennem hende. Hun har påtrængende visioner og ved, at hun må drage afsted, men for at kunne trænge ind i skoven må hun nærme sig skridt for skridt, lære tingenes hemmelige navne at kende og fremstille magiske masker, alt mens hendes forældre fortvivles over at endnu et barn bliver "underligt". Denne udforskningsproces er pinefuldt velbeskrevet, og det tager da også Tallis 200 sider at nå så vidt, at hun kan trænge ind i skoven. Da gennembruddet endeligt kommer, er det pludselig og voldsomt, næsten apokalyptisk, men beskrivelsen har ingenlunde været kedelig indtil da. For det første er livet i den lille engelske landsby skildret stilsikkert og stemningsfuldt, for det andet giver Tallis' tiltagende besættelse den følelse af magi, af eventyr, som alle fantasy-fans vel går efter. Man kan sagtens argumentere imod bagefter, men først skal man kunne mærke dette sug i maven - når man f.eks. tager Lavondyss op i hånden og ser stregtegningerne af de magiske masker, at der citeres shamaniske riter og Walt Whitman, og kapitlerne hedder ting som "The Hollowing: Bird Spirit Land" og "Geistzones". Så tager man en dyb vejrtrækning. Ellers kan det være det samme.

I bogens andendel er der gået en række år, men Tallis færdes stadig i skoven. Det var nok første del af romanen, der fascinerede mig mest, men skovscenerne er heller ikke uden charme og originalitet. Her møder vi f.eks. Wynne-Jones (en væsentlig biperson i Mythago Wood), der har tilbragt det meste af sit liv blandt de mytiske indbyggere. Vigtige personer i Lavondyss er Wynne-Jones' børn, som er halvt mennesker, halvt mytevæsner, og hvis handlinger følgelig er en blanding af fri vilje og det deterministiske forløb af de legender, de er en del af. I Mythago Wood havde forfatteren det problem, at når vi først for alvor kom ind i skoven, degenererede fortællingen til ret traditionel fantasy. Den færd efter sin tabte broder, som Tallis begiver sig ud på, er jo også et arketypisk handlingsforløb, for nu at udtrykke det pænt, og en overgang troede jeg, at Lavondyss ville komme til at lide af samme skavank som forgængeren. Men det endelige besøg i underverdenen og udfaldet af færden var unægtelig anderledes end jeg havde ventet. Fortællingen bliver virkelig magisk, fortidige og fremtidige begivenheder griber ind i hinanden, og ved den smukke (om ikke decideret lykkelige) slutning går det op for læseren, hvor umådeligt sikker romankompositionen er.

Lavondyss hører afgjort til det bedste fantasy jeg har læst, og ingen, der kender "suget i maven", bør snyde sig for denne oplevelse. De ideelle omstændigheder at læse romanen under, må være efter en lang travetur i det sydengelske landskab, siddende blødt tilbagelænet foran en knitrende pejs og med et godt glas brandy ved hånden. De af os, som ikke har den slags omstændigheder til rådighed, må så trøste os med, at Lavondyss i sig selv er fuld af stemning.

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post59