Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Lord Byrons roman

LitteraturPosted by Stig W. Jørgensen Sat, October 10, 2009 20:10:13

'Fortællingen i fortællingen' er en gammel tradition, som John Crowley har gjort rig brug af i sit forfatterskab, fra tematiseringen af fortællingen som begreb i den tidlige science fiction-roman Engine Summer (1979) - en tematisering der er særligt vidunderlig ved faktisk at være integreret i en fuldblodsfortælling i stedet for at opløse den som i 'skriftbevidst' modernistisk digtning - til egentlig brug af bogen i bogen: I Aegypt-tetralogien (1987- ) består teksten, ud over historien om akademikeren Pierce Moffett, af en historisk-okkult roman om Giordano Bruno og John Dee af den fiktive forfatter Fellower Kraft, og af den bog som Moffett selv skriver. I Crowleys første egentligt realistiske roman, The Translator fra 2002, spiller (oversættelser af) den fiktive, russiske digter Falins værker en afgørende rolle. The Translator førte med rette til sammenligninger med A.S. Byatts Besættelse (Possession) på grund af stilen og det litterære tema. En sammenligning jeg i dag finder mere slående er Siri Hustvedt, hvis Det jeg elskede (What I Loved) ganske vist handler om billedkunst frem for litteratur, men rummer en meget tilsvarende integration af fortællingens intellektuelle og følelsesmæssige niveauer, men den parallel var ikke til rådighed oprindelig eftersom Hustveds nævnte roman først udkom i 2003. Mere Byatt er der i virkeligheden over John Crowleys Lord Byron's Novel, som udkom i 2005, men som jeg først har læst nu. Det meste af bogen består af en fiktiv roman, The Evening Land, denne gang af en historisk skikkelse, Lord Byron, som i virkeligheden aldrig skrev et prosaværk i fuld længde.

Ifølge et dagbogsnotat fra 1813 var Byron gået i gang med at skrive en roman, men opgav den fordi den 'kom for tæt på virkeligheden', og brændte manuskriptet. Præmissen i Crowleys bog er naturligvis at romanen faktisk blev skrevet. Manuskriptet blev ganske vist brændt på ordre af Byrons efterladte ekskone, der også syntes den kom for tæt på virkeligheden, men reddet af datteren Ada Byron Lovelace. Ada Lovelace var, som det vil være videnskabshistorikere og andet godtfolk bekendt, matematisk begavet samt ven og samarbejdspartner med Charles Babbage, opfinderen af den mekaniske regnemaskine og principperne bag den programmerbare computer, the analytical engine. Ada bevarede og skjulte således faderens roman ved at omsætte den til kode i forventning om at eftertiden ville være i besiddelse af analysemaskiner hvormed man snildt kunne bryde koden og genskabe teksten. Romanen - altså Crowleys - er vævet sammen af tre bestanddele. Langt det meste er den fulde tekst af Byrons roman, The Evening Land. Derudover får vi præsenteret Adas noter til faderens værk, som hun ligeledes gemte i koden. Og det resterende er en email-korrespondance fra moderne tid mellem et lesbisk par, Alex(andra) og Thea, hvor Alex under arbejdet med Adas genopdagede papirer finder de matematiske tabeller som altså efterhånden viser sig at være den tabte roman. Der er ikke noget spændingselement i handlingen omkring afkodningen. Dels ligger det dybt begravet i en psykologisk brevroman, dels ved læseren fra begyndelsen hvor det bærer hen, og der er ingen antagonister der modarbejder afsløringen, så der er intet tilløb til thrillermotiver overhovedet. Derimod er detaljerne i det matematiske afkodningsarbejde forfriskende i en roman der ellers har så eksplicit litterære og psykologiske temaer. Imidlertid er det et irritationsmoment at Alex' elskerinde Thea tilfældigvis er kodeekspert, og at hendes far, som hun vælger at kontakte efter ikke have set ham i mange år, tilfældigvis har en fortid som Byron-kender. Det er den slags bekvemme tilfældigheder man accepterer for handlingsgangens skyld i en spændingsroman, men ikke i en realistisk psykologisk roman.

Selve Byrons roman The Evening Land er en broget tekst med elementer af både gotisk gyser, skælmeroman og social satire, og fortæller historien om 'tyrken' Ali der fra Albanien bliver hjemført som adoptivsøn for en usympatisk engelsk lord, som han senere uretmæssigt bliver beskyldt for at have myrdet. Et udtryk der hele tiden slog mig under læsningen af Lord Byron's Novel, var det engelske by proxy, per stedfortræder eller på anden hånd. Lord Byron's Novel/The Evening Land er en historisk roman om Lord Byron by proxy. Frem for at skildre Lord Byron direkte giver den et billede og en fortolkning af Byron gennem den roman han kunne have skrevet, med alle dens autobiografiske elementer og skjulte hentydninger. For den Byron-interesserede, som læser alt hvad der skrives om manden, vil den utvivlsomt være en interessant tilføjelse og ny indfaldsvinkel. Hvor god stilimitationen faktisk er, har jeg ingen kvalificeret mening om - dertil er mit Byron-kendskab alt, alt for begrænset - og de kvalificerede meninger er delte. Den er fuldstændig perfekt, mener - ikke overraskende - Crowleys berømteste fortaler, Harold Bloom (der gerne så ham sparket op på linje med Thomas Pynchon, Philip Roth og Don DeLillo, og det kan man jo kun tilslutte sig). 'Ikke så meget som én side ville kunne forveksles med Byron,' mente New York Times' anmelder, professor Christopher Benfey, men tilføjede dog vittigt: 'Ikke engang Byron selv, der var bleg og firskåren og haltede når han gik, kunne altid imitere Byron overbevisende.' Men Byron-imitation eller ej virker teksten på den almindelig læser overbevisende som en roman fra omkring 1800, et tidspunkt hvor versdramaets betydning så småt var ved at svækkes, og romangenren var ved at finde sin form. The Evening Land er underholdende hele vejen igennem, og hvis det var et autentisk historisk dokument, ville jeg have læst den med fornøjelse og interesse. Som det er nu, bliver det en kende for distanceret, og det eneste sted der for alvor rørte mig, var den scene hvor Ali genser som ungdoms elskede som han ikke måtte få, og som nu på trods af sin kærlighed til Ali ikke vil forlade sin forhadte ægtemand - ikke af frygt for at bryde de sociale normer, men af hensyn og kærlighed til børnene. Og det er jo sigende nok et moderne tema. Resten af tiden var den primære oplevelse en ren æstetisk beundring for projektet.

Derimod blev jeg flere steder ægte berørt af Adas noter, der på samme måde er en fortælling by proxy om Adas liv og hendes forhold til sin berømte far. Men ellers var den mest fængende del for mig den moderne brevroman med emailkorrespondancen mellem især Alex, Thea og Alex' berømte far Lee, der er filminstruktør i eksil pga. en gammel voldtægtsanklage, en affære med påfaldende ligheder med den for tiden igen så omtalte sag mod Roman Polanski. Karakteristisk nok får vi serveret historien fra flere sider uden at få præsenteret nogen version som den rigtige. Der er i denne korrespondance, hvis indeholdte fortælling er om ikke by proxy, så i hvert fald klassisk hemingswaysk isbjergsteknik, at Crowley demonstrerer sit mesterskab som personskildrer og viser hvor stor betydning der kan ligge i at en email for eksempel mangler tekst i subjektlinjen. Det overordnede tema i romanen er forholdet mellem børn og forældre - Ali og hans stedfar, den datter han selv svigter, Ada og Lord Byron, Alexandra og Lee og moderen på sidelinjen - og de mange niveauer og sideskud går på den måde op i en højere enhed.

Børn og forældre jo et almenmenneskeligt tema som de fleste kan forholde sig til, og ligesom familien Byron følte jeg af og til at noget 'kom for tæt på'. Men der går ret lang tid før man finder ud af at dette er bogens egentlige emne, og alt i alt følte jeg at romanen var lovlig meget by proxy og dermed mindre gribende end forfatterens øvrige bøger. Det skyldes ikke mindste at selve The Evening Land fylder så meget, vel omkring fire femtedele af romanens 465 sider. Jeg respekterer beslutningen om at skrive og præsentere Byrons tekst in extenso, frem for fragmentarisk som i mange bøger om bøger, og Crowley har tydeligvis elsket at skrive den, men det får for meget karakter af projekt og fremkalder netop respekt, snarere end en indre oplevelse. Genremæssigt er Lord Byron's Novel hvad jeg ville betegne som en grille (ikke mindst ihukommende Niels Brunses oversættelse af titlen på John Fowles' roman A Maggot), og som sådan ville den have gjort sig meget bedre som en lille roman på et par hundrede sider.

P.S. Og nu må jeg så se om jeg kan skaffe Crowleys sjældne kortroman, The Girlhood of Shakespeare's Heroines ...

Links

John Crowleys blog

Jeg skrev en artikel om John Crowley og The Translator i litteraturmagasinet Standart febr. 2004 - se side 64

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post53