Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Frello - fabulant og simulacrum

BegivenhederPosted by Stig W. Jørgensen Sun, April 05, 2009 19:05:37

Kunstmaleren Otto Frello fylder 85 år i morgen, 6. april. Senere på måneden vil næsten hele hans produktion kunne opleves på en stor udstilling i København.

For enogtyve år siden oplevede jeg en åbenbaring. Der var ikke noget overnaturligt ved det. Det betød ganske bogstaveligt at noget kom til syne for mig som beskuer. Men dog et syn som efter alle de år står lige så stærkt for mig som dengang og siden er blevet en integreret del af mit liv.

Jeg besøgte dengang for første gang Frello-familiens hjem og trådte ind i en stue hvor Otto Frellos Københavnerbillede prydede endevæggen. Billedet havde jeg faktisk set før. Det var blevet brugt på omslaget af tegneserieantologien København fra Bogfabrikken året før, i 1987. Men selv om jeg havde set denne udgivelse, var det intet at ligne mod oplevelsen af at stå over for det Rembrandtagtigt store lærred med følelsen af at kunne træde direkte ind i ikke én, men mange andre tider.

Københavnerbilledet (1985-6) skildrer Amagertorv i et tidløst panorama hvor fragmenter af forskellige historiske epoker fremtræder spøgelsesagtigt overlappende. Også fremtiden er diskret repræsenteret. Under den karakteristiske, stiliserede signatur er der noteret '1992' - dengang et futuristisk årstal. Billedet er vel stadig i dag (med konkurrence fra Oksbølbilledet = ravskoven) malerens 'store stykke', men det er ikke perfekt. Horror vacui-udfyldningen af himlen over byen giver en klaustrofobisk fornemmelse og en ubalance i kompositionen. Men denne skævhed - i bogstavelig og overført betydning - er med til at gøre billedet uforglemmeligt. Jeg har nu haft en reproduktion hængende i to årtier og opdager dagligt nye detaljer.

Frello var dengang ukendt - som kunstmaler altså. Som tidligere forstander for Akademiet for fri og merkantil kunst (hvor han underviste mange, senere fremtrædende illustratorer og kunstnere, heriblandt den i science fiction-kredse kendte Ole E. Petterson) og professionel illustrationstegner til bl.a. en stribe af Politikens Håndbøger fra 70'erne (Ædelstene i farver, Stilarternes kavalkade osv.) var han langt fra ukendt i illustratorkredse. Maleren Otto Frello fik derimod for første gang offentlighedens bevågenhed halvandet år efter min personlige åbenbaring da fødebyens Vardes Museum i december 1989 slog dørene op for den første udstilling af 20 oliemalerier. I de følgende år blev han i stigende grad præsenteret i medierne som en slags mystisk fund under det sigende brand-name 'Den ukendte maler' - noget man, som han senere betroede, skal være en meget garvet gammel rotte for at kalde sig selv! Det store gennembrud fik Frello som 70-årig ved udstillingen i Helligåndshuset i København i 1994.

Frellos billeder er realistisk fabulerende. Billederne er eventyrlige, men i modsætning til f.eks. hos surrealisterne overholder motivernes elementer gerne tyngdeloven. Omvendt kan der leges med dimensionerne som i Tågen (1993) - brugt som plakat for science fiction-festivalen Fabula '96 - hvor en mikroorganisme fremstår i mandshøjde. Blandt de talrige genrebetegnelser andre har hæftet på billederne, har Frello vist selv været mest begejstret for beskrivelsen postmoderne simulacra. Billederne er 'simulacra' derved at de foregiver at rumme eller illustrere en kompleks og dybsindig fortælling. I virkeligheden er de imidlertid rent visuelle konstrukter, og beskueren må selv levere fortællingen - hvilket det faktisk er komplet umuligt at lade være med! I senere værker som fremtidsvisionen Det sidste menneske fra 2000 synes der dog at være en større grad af bagvedliggende narrativitet. Den sidste overlevende af menneskeslægten læner sig op ad billedrammen - som med et typisk Frello-greb er malet på lærredet - på en baggrund af et dødningeagtigt ruinlandskab og en meget levende natur der står på spring for at tage over efter mennesket. Med direkte øjenkontakt med beskueren stiller det sidste menneske indirekte spørgsmålet om det også er tidens ophør når dette bevidste blik slukkes.

Om alt dette er særligt postmoderne kan derimod diskuteres. Men der er utvilvsomt tale om en legende referentialitet, som gerne spiller på guldalderens kunstnere, men lige så vel har appeleret til Generation X og generationerne derefter. Denne 'leg' er gennemført ironisk og også respektløs over for eget værk. F.eks. kan man på Københavnerbilledet finde de to gråspurve som engang prydede de danske 20-kronesedler. Det er en senere tilføjelse som derfor ikke er med på tidlige reproduktioner. Det er også sådanne referencer der har fået dele af den etablerede kunstverden til at nedvurdere Frello som blot en 'plakatkunstner', men som klicheen lyder: Den der kun ta'r spøg for spøg ... Et billede som Chagalls modeller (1988-9) er da naturligvis en vits. Men det er samtidig en oprigtig, besk kommentar til traditioner i det 20. århundredes kunst der kun tillader skildringer af menneskenaturen som forkrøblet og til tider lader hånt om den håndværksmæssige basisteknik.

Frello er ikke længere nogen ukendt maler - han har et stort og hengivent publikum. Derfor han har også i de senere år skiftet titel til utidig maler. Det er en uhyre velvalgt betegnelse. Dels handler vigtige dele af Frellos motivverden netop om at stille sig uden for og ophæve tiden. Dels er han ganske uden traditionsmæssig berøring med sin samtids kunst - de dele af kunstlivet som åbent indrømmer deres beundring for ham, som portrætmaleren Thomas Kluge, er skikkelser som selv bliver mødt med professionel skepsis. Og sidst men ikke mindst er Frello da utidig som en der går på tværs af den herskende smag. Diskret knarvorn, men altid med et glimt i øjet, lægger han ikke skjul på sin foragt for den 'kunst'verden der omvendt ikke vil kendes ved ham.

Ideen om en overensstemmelse mellem liv og værk er noget man oftere ser diskuteret i forbindelse med mere bohemeagtige kunstnere. Men den sindige, borgerlige Frello er ligeledes et konsekvent menneske hvis kunst synes at udspringe direkte af hans livsførelse. Der går en lige linje fra illustratorvirket til maleriet. Otto Frello er oprindeligt uddannet håndværksmaler, har selv restaureret og malet sit hus i den indre by og kan således krukke med at boligen er 'en ægte Frello' - hvad den ved nærmere eftersyn vitterlig er. Publikum fik lov til at opleve dette hus i 2004 hvor der blev afholdt en udstilling i kunstnerens eget hjem, som er præget af selv samme finurlighed der kendes fra billederne. Rundt omkring er mystiske objekter delvist skjult i væggene, ikke ulig den forstenede lommeregner i Tre Krukker (1991), og kommende generationer vil utvivlsomt finde sære, indemurede skatte. Gæster bukker sig ned for at forsøge at samle genstande op som viser sig at være malede. På én etage er selve døren en illusion. Engang sad jeg fnisende i skjul med den samlede Frello-familie og iagttog et stakkels avisbud der forsøgte at putte reklamer i en malet brevsprække. Det er næsten performancekunst.

Jeg bider vel mærke i denne overensstemmelse fordi jeg har været så heldig at komme i familiens hjem i en årrække (og endog med stolthed kan sige at jeg har haft en finger med i motivvalget til et enkelt lille Frello-maleri), men jeg er overbevist om at billederne under alle omstændigheder ville være blevet en del af min personlige mytologi, som de er blevet det for så mange andre. Under aftenvandringer i København har jeg tit sendt en tanke til Københavnerbilledet og følt trøst snarere end uhygge ved den tanke at også jeg engang blot vil være en af storbyens utidige skygger.

Flere billeder på Otto Frellos hjemmeside

Bemærk: Stor retrospektiv udstilling af Frellos værker åbner senere på måneden! Her vil man foruden flere hundrede håndbogsillustrationer kunne se 80 oliemalerier, hvoraf de 19 ikke tidligere har været udstillet.

Helligaandshuset ved Strøget
Amagertorv 24, 1160 København
Udstillingsperiode: 18. april – 1. juni 2009, alle dage kl. 11 – 17

Udstillingen vises efterfølgende på Varde Museum.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post39