Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

2008 - Årets læsehøst

LitteraturPosted by Stig W. Jørgensen Thu, January 01, 2009 22:53:19

For nogle år siden tog jeg mig endelig sammen til at gøre noget, som jeg havde overvejet lige siden barndommen: at skrive ned hvilke bøger jeg læser. Hver gang jeg har afsluttet en bog, noterer jeg titel, forfatter, sidetal, genre og sprog. Mere bureaukratisk er det ikke - jeg holder ikke regnskab med enkeltstående noveller eller artikler jeg også læser, og jeg tager med 'sidetal' heller ikke højde for at tekstmængden pr. side er en yderst varierende størrelse. Med et tilstrækkeligt antal titler på listen giver det nok et meget godt gennemsnit. 'Afsluttet' er også et vigtigt nøgleord - jeg er typen, der som regel læser flere bøger ad gangen, og jeg ikke typen, der altid læser en bog færdig. (Jeg har dog aflagt min ungdoms uvane med at læse første halvdel af en bog i ét ryk, stille den tilbage i reolen og så - måske - læse anden halvdel i et tilsvarende ryk op til halvandet år senere. I dag læser jeg som regel mine bøger i et mere jævnt tempo og afslutter langt flere af dem. Der er dog nogle anomalier, der dukker op hist og her: Jeg mangler nu på tolvte år at læse sidste kapitel i Ib Michaels Vanillepigen).

Jeg noterer kun ren fornøjelseslæsning. Der er meget andet tekst i mit liv, som heldigvis også tit er en fornøjelse, men indgår i en professionel sammenhæng. En bog jeg læser igennem for at afgøre om jeg vil påtage mig at oversætte den, kommer ikke på listen. Der er selvfølgelig gråzoner - hvis det der indgår i en arbejdsmæssig sammenhæng, også er sjovt eller interessant, læser man jo nogle gange videre end det der er strengt nødvendigt for at udføre den faglige opgave. En roman jeg for eksempel anmelder i et science fiction-tidsskrift, kommer derimod typisk med på listen, selv om det i nogle sammenhænge kan kaldes en meriterende aktivitet. Men det er i de fleste tilfælde ikke noget jeg får penge for, og ofte er det mig selv der tilbyder at anmelde en bog jeg alligevel læser. Jeg regner med at det er med gråzoner og tvivlstilfælde som med sidetallene - i længden går det nok meget pænt op.

Hele formålet med øvelsen har sådan bare været at finde ud af om mine fornemmelser holder stik med hensyn til hvad eller hvor meget jeg læser, eller om jeg f.eks. bilder mig ind at læse flere bøger end jeg faktisk gør. Der er i dag egentlig ikke megen grund til at jeg fortsætter med at notere ned, for jeg har for længst fået bekræftet alle mine fornemmelser, heraf vigtigst:

1) Jeg læser et par gennemsnitsbøger om måneden. Det er ikke meget - jeg kender mange, der læser langt mere end det bare om ugen, men på den anden side kender jeg også mange professionelle, inklusive bogfolk, der har fravalgt al læsning i fritidssammenhæng. Fair nok, for hvis der er meget tekst i ens liv, er det måske bedre at se en film eller høre en plade, når man skal slappe af - men jeg kan ikke selv undvære fornøjelseslæsningen, så det er nu hvad det bliver til.

2) Science fiction og beslægtede genrer udgør cirka halvdelen af min fritidslæsning; den anden halvdel udgøres af alt mulig andet. Klassikere, historiske romaner, nyere danske forfattere og populærvidenskabelige værker optræder måske lidt hyppigere end så meget andet i denne halvdel, men der er vitterlig tale om en blandet landhandel. Jeg synes balancen er passende - min interesse er litteratur i bred forstand, science fiction og omegn er mit særlige specialeområde. Men jeg kunne slet ikke forestille mig kun at læse science fiction, som nogle fans gør - min glæde ved science fiction ville også blive mindsket af det, ikke kun på grund af overmætning, men også fordi genrens særlige kvaliteter jo ikke træder i relief uden et sammenligningsgrundlag.

3) Min læsning er ligeligt fordelt på dansk og engelsk. Kun sjældent læser jeg bøger på andre fremmedssprog. Heller ikke dette er nogen overraskelse for mig, men dog en kilde til selvransagelse. Hvis jeg tog mig selv lidt i nakken, burde jeg kunne læse i hvert fald visse bøger på yderligere fem-seks fremmedsprog, og at jeg ikke gør det, skyldes primært dovenskab og manglende nysgerrighed. Det er typisk at vi gerne kritiserer de snævertsynede amerikanere for ikke at læse oversat (endsige fremmedsproget) litteratur eller se udenlandske film, men samtidig selv standser ved det fremmedsprog vi behersker bedst (for langt flertallet af os altså engelsk) og heller ikke er synderligt opsøgende over for de øvrige sprogområders litteratur i oversættelse. I en vis forstand er det en provinsialisme der er endnu mere utilgivelig end de engelsktalendes - men ak, de fleste af os har en rem af huden.

Når jeg stadig laver liste over min læsning, er det først og fremmest fordi det er blevet en vane. Ad åre kunne det måske være sjovt at se, hvordan mine læsevaner udvikler sig over en meget lang periode, eller jeg vil få et nostalgisk forhold til det og sige: Åh jo, det var i 2008 jeg læste Cory Doctorow ... Men som så meget anden registrering der blot burde være en konstatering af de faktiske forhold, truer også denne registrering med at blive et mål i sig selv. Man kommer til at kigge på listen og sige: Gud, har jeg været tre uger om den bog, nu må jeg se at få den færdig! Og det var jo slet ikke meningen. Så jeg holder nok op igen ved passende lejlighed. Men indtil da er det samtidig meget hyggelig f.eks. at kunne se tilbage ved årsskiftet og gøre status over årets læsehøst.

Blog Image

I 2008 har jeg læst færre titler end jeg plejer - ikke fordi jeg har læst færre sider, men fordi der har været nogle tykke moppedrenge imellem. De mest omfangsrige er det umage par bestående af Vernor Vinges space opera A Deepness in the Sky og Jan Hansens nyoversættelse af Dostojevskijs Idioten.

Hvis vi begynder med A Deepness in the Sky, er bogen især bemærkelsesværdig for sin dobbeltstrategi i skildringen af de edderkoppelignende fremmede væsener. Det svarer til to forskellige måder man kan gengive en sætning fra et fremmed sprog (og en fremmed kultur) på, enten en ord for ord-glossering med forklarende noter, der giver et indtryk af sprogets ordforråd og præcise opbygning, eller en oversættelse der er mundret på målsproget. Begge indfaldsvinkler har deres styrker og svagheder. Glosseringen forbliver distanceret og kan endog få indholdet til at fremtræde unødvendigt mystisk - mange tvivlsomme påstande om fremmede kulturers opfattelse af tid og kausulitet bygger på sådanne parafraser. Den mundrette fortolkning forråder derimod forlægget ved at berøve det dets sproglige og kulturelle egenart. Til sammen kan de to metoder imidlertid kaste et vist lys. I Vinges roman skildres edderkopperne både udefra og indefra, det sidste i en bevidst antropomorfiserende stil hvor figurerne sågar får engelske navne. En bevægelse med munddelene gengives som et 'nik' eller en 'skuldertrækning', en sprække med en halv meter til loftet omtales som en 'mødesal', og en lodret skakt som en 'trappe'. Det bliver måske lovlig gemytligt, men giver mulighed for at identificere sig med skabninger, man ellers ville finde såvel uforståelige som frastødende, og skal altså ses i sammenhæng med den eksterne synsvinkel der også bruges. Den overordnede baggrundsfortælling fandt jeg langt mindre fascinerende, den havde slet ikke samme schwung som forgængeren A Fire Upon the Deep - og det er på en gang genialt og problematisk at handlingen i Deepness er forankret i et univers, der kun kan forstås i lyset af den anden bog. Et umådeligt irritationsmoment ved A Deepness in the Sky er også de katastrofale skildringer af de kvindelige hovedpersoner, der gerne er sexede og opfører sig barnligt fjantet, samtidig med at vi hele tiden får at vide at de er genier. Jeg er ikke så meget moralsk indigneret over det, jeg synes først og fremmest bare det er trivielt og dårligt, men der er da ikke noget at sige til, hvis feminister får et føl på tværs - se f.eks. denne underholdende svada. Vinge er i øvrigt i gang med en sequel til A Fire Upon the Deep, så det bliver spændende at se hvordan den bliver.

Blog Image

Andre dele af min læsning inden for de fantastiske genrer vil være Ekkorummets læsere bekendt: Kage Bakers Gods and Pawns, Cory Doctorows Little Brother, Harry Turtledoves antologi The Best Time Travel Stories of the 20th Century, den danske gyserantologi Horror.dk og Dozois & Strahans antologi The New Space Opera har, som det fremgår af linksne, alle været omtalt her på bloggen. Derudover har jeg læst John Crowleys fornemme novellesamling Novelties & Souvenirs, der langt om længe samlede al hans kortprosa (primært litterær fantasy) i ét bind. Inden for fantasy har jeg også læst Michael Swanwicks The Dragons of Babel, en bog der begynder fantastisk, men desværre ikke holder standarden hele vejen igennem. I modsætning til f.eks. Michael Moorcock der aldrig har lagt skjul på sin foragt for Tolkien-traditionen, erklærer Swanwick sin kærlighed til denne tradition, men netop derfor kan han ikke acceptere epigoneriet og trivialiseringen i de hyldemeter af fantasy-trilogier der bliver ved med at udkomme. Hvis man skal ære forgængerne og holde liv i genren, skal man forny traditionen i stedet for at tærske langhalm på klicheerne. Det er naturligvis rigtig set, men problemet med anti-eskapistisk fantasy er på den ene side at det let holder helt op med at være fantasy som vi normalt forstår det, på den anden side at man ved at være bevidst modsat, nemt kan komme til at ligge lige så meget under for traditionen som de der blindt gentager dens klicheer. Hvis der har været et tema i min læsning i det forgangne år, har det tilsyneladende handlet om værker der forsøger at forny traditioner der kommer faretruende tæt på det trivielle - space opera, tidspoliti, heroisk fantasy. Der kommer en anmeldelse af The Dragons of Babel i Proxima.

Blog Image

Islandske Sjóns lille roman Skygge-Baldur er velsagtens også en fantastisk fortælling, men i en radikalt anden tradition end den anglo-amerikanske sf/fantasy. Ikke mindst et pragtfuldt og præcist sprog gør bogen til en stor (omend hurtigt overstået) læseoplevelse. På klassikersiden tilbragte jeg som nævnt lang tid i selskab med Dostojevskijs Idioten. Dostojevskij har jo den mest uforlignelige stil, og jeg er aldrig nået til bunds i hvad det er, der gør den så anderledes alt andet jeg nogen sinde har læst. Idioten, som jeg ikke havde læst tidligere, bliver nok aldrig min personlige favorit. Der var passager, der greb mig voldsomt, men også andre som jeg tyggede mig igennem med en noget mere akademisk interesse. Den var ikke samme rystende og uforglemmelige oplevelse som i sin tid Forbrydelse og straf, som sugede mig ind i sin verden lige fra begyndelsen, ramte noget meget dybtliggende og ubehageligt med sit tema, og er en af de bøger man føler at man aldrig bliver rigtig færdig med.

Nogle bøger vælger man at læse på grund af ydre omstændigheder. Som så mange andre holder jeg meget af Leonard Cohen som sanger og sangskriver, men jeg havde aldrig læst nogen af de romaner, han skrev som ung. Da jeg i sommer befandt mig nogle dage i Cohens hjemby Montreal, syntes jeg det var passende at læse hans debut The Favourite Game ved den lejlighed, ikke mindst eftersom byen faktisk spiller en vis rolle i den delvist autobiografiske handling. (Ironisk var dette i netop de samme dage, hvor Leonard Cohen gav koncert i det fjerne København). Det gav da også en særlig stemning at læse om Sherbrooke Street og alle de andre lokale stednavne, som ellers ikke ville have sagt mig noget. Umiddelbart faldt ellers bogen ikke helt i min smag, men den er vokset i bevidstheden efterfølgende, for der er hele tiden scener og formuleringer der dukker frem af erindringen. Så det er nok en af de titler, man skal give tid (og måske en læsning til) før man afsiger sin dom over den.

Blog Image

I efteråret havde jeg et svensk litteraturflip med værker af Håkan Nesser, Mikael Niemi og Kerstin Ekman. Den så afgjort sjoveste bog jeg har læst i 2008, er Niemis gennembrudsroman Populærmusik fra Vittula. Jeg var ikke så vild med de magisk-realistiske sekvenser, men jeg var gennemgående syg af grin over de surrealistiske beskrivelser af hæmningsløs druk, familierelationer og brovterier. Samtidig har bogen også en alvorlig side der rammer dybt. (Jeppe Larsen har i et aktuelt indlæg ovre på Interstellar sysctl kun hån til overs for Niemis Sulebulen. Jeg bliver jo næsten nødt til at læse den for at finde ud af om det er fordi Jeppe og jeg ikke deler humor, eller om det skyldes at Populærmusik og Sulebulen er to forskellige slags bøger i to forskellige genrer. Det kunne udmærket være det sidste, for jeg plejer heller ikke at synes den slags pseudo-science fiction-humor er morsom - jeg har heller aldrig syntes at Stefano Benni er sjov, selv om jeg ellers har det fint med den fantastiske fortælletradition i italiensk litteratur, han indskriver sig i).

Min største læseoplevelse i år inden for nogen genre var Ekmans Hændelser ved vand, der meget velfortjent indbragte hendes Nordisk Råds Litteraturpris tilbage i 1994. Vi befinder os i stort set den samme verden som i Nessers og Niemis bøger - det dybe Sverige langt langt fra det mondæne Stockholm - men i en meget mindre humoristisk skildring. Det en bog der fungerer fantastisk på alle niveauer: plot, personer, sprog, naturbeskrivelse, kulturkritik. For os med interesse for begrebet genre giver den også stof til spændende observationer. Som skelet i konstruktionen ligger et krimiplot, men dette bærende element er på mange måder så nedprioriteret at det ville være forkert at betegne bogen som en krimi. Men det er en roman som ikke ville kunne eksistere, hvis der ikke samtidig fandtes en etableret genre der hed krimi (og forfatteren beherskede denne genre).

Blog Image

Jeg har altid læst faglitteratur for min fornøjelses skyld, ja i perioder har jeg såmænd læst flere fagbøger end skønlitteratur i fritiden. Sådan har det ikke været i 2008. Under sommerferien købte min kone og jeg også nogle populære bøger om canadisk historie (hvilket giver en spændende vinkel på nogle begivenheder, som man som dansker - hvis man overhovedet har hørt om dem - typisk vil have fået præsenteret fra en USA-vinkel), men jeg har ikke rigtig fået dem læst. På mit natbog ligger fortsat Will Fergusons underholdende og oplysende Canadian History for Dummies, og der vil den sikkert blive liggende foreløbig, mens jeg læser lidt i den i ny og næ. Derimod kom jeg hurtigt igennem Lone Franks journalistiske bog om hjerneforskningens landvindinger, Den femte revolution. Jeg sætter stor pris på Lone Frank som en provokerende og lidenskabelig fortaler for naturvidenskaben og alt hvad den repræsenterer, men hendes kritikere har fat i noget når de beskylder hende for at præsentere fænomener og opdagelser som nye, i tilfælde hvor det nye 'kun' er at man nu kan bekræfte dem med neurologiske data ('kun' i gåseøjne fordi dette naturligvis kan være umådeligt interessant). Rent tilfældigt er den eneste anden faglitterære bog jeg har læst i år, en bog der omvendt argumenterer for at det ikke er på neuronniveau, men i mere abstrakte strukturer, man skal søge de afgørende forklaringer på tænkning og adfærd. Det er Douglas Hofstadters I Am a Strange Loop, et forsøg på efter små tredive år at afklare og på ny gengive hovedbudskabet i forfatterens nu klassiske Gödel Escher Bach. Det er et projekt der er meget at sige om, så måske er det også ét jeg vil vende tilbage til her i Ekkorummet.

Og med dette halve løfte vil jeg så ønske rigtigt godt nytår til bloggens læsere!

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post28