Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Gammel vin på nye flasker?

Science FictionPosted by Stig W. Jørgensen Thu, December 11, 2008 15:15:20

Vi har tidligere beskrevet space opera som 'storstilede fortællinger om rumkrige, galaktiske imperier og eksotiske verdener', en genre der i de senere år er blevet fornyet ved at indføre nye elementer af humor og ironi, lægge nogle realistiske træk ned over fortællingen, eller ved at tilføje barokke elementer og inspiration fra andre genrer. Originalantologien The New Space Opera, redigeret af Gardner Dozois og Jonathan Stranhan giver et bud på hvad moderne space opera kan være i atten fortællinger af veletablerede forfattere - de fleste af dem lange noveller på 30-40 sider.

Blog Image

Dozois og Strahan beskriver den nye space opera som en genre der bevarer den traditionelle space operas interstellare skala og generelle storståethed, men med en højere grad af videnskabelig stringens (altså lidt a la min kommentar om at lægge realistiske træk ned over fortællingen, såsom at lade rumskibene flyve langsommere end lyset eller skildre de galaktiske kulturer som decentrale og heterogene). Redaktørerne har imidlertid ikke bedt bidragyderne om at leve op til nogen definition, men betonet at de var ude efter underholdningslitteratur.

Formel definition eller ej, så skaber betegnelsen space opera naturligvis nogle forventninger hos læseren. Det skal, som Dozois og Strahan er inde på, være underholdende - det betyder selvfølgelig ikke at det behøver være overfladisk eller tomt, men der skal være gang i handlingen. Og så forventer vi den brede pensel på det store lærred, jo større, jo bedre. Problemet er at dette netop hurtigt bliver en tom øvelse. Det er let at forsøge at overgå hinanden ligesom små børn blot ved at forøge skalaen - det galaktiske imperium havde eksisteret i hundrede tusinder af år og omfattede millioner af solsystemer, nej, det intergalaktiske imperium havde eksisteret i millioner af år og omfattede milliarder af solsystemer, nej ... Vi ender hurtigt som i Dave Langfords parodi hvor en nærliggende galakse eksploderer, og skurken snerrer: 'Pokkers, en forbier!' (Han bliver dog til sidst stillet for retten for 'uagtsomt folkedrab, folkedrab med formildende omstændigheder' osv.) Det var på sin vis et af den klassiske space operas problemer som genre: Man øgede hele tiden målestokken uden at ændre på grundfortællingen, og det holdt hurtigt op med at være spændende i sig selv. Det virkelige trick er hvis en forfatter ikke bare smækker flere cifre på tallene, men formår at give os en fornemmelse af de uendelige afstande og umådelige tidsrum - og det er lidt af en sjældenhed. Endelig skal der være et motiv der matcher baggrundens målestok, for en hverdagshændelse et sted i det mægtige galaktiske rige gør det ikke. Det kan i stedet være en interstellar krig, en katastrofe eller et mystisk nyt fænomen der sætter hele menneskehedens eller sågar universets skæbne på spil.

Ud fra disse forventninger er der nogle historier i The New Space Opera der falder temmelig meget ved siden af. Mest fejlplaceret er Kage Bakers 'Maelstrom', en fjollet komedie om nogle kolonister på Mars der bygger et teater og opfører Edgar Allan Poe som skuespil. Hvis der i stedet havde været tale om et operahus, kunne historien have været opfattet som en vits eller et slags udvidet ordspil, ligesom Jack Vances gamle roman Space Opera, der rent faktisk handler om et rumfarende operaensemble. (Min kone fandt det meget apropos vældig morsomt at The New Space Opera indledes med en novelle af Gwyneth Jones. Hun tænkte naturligvis på den anden Gwyneth Jones). Det eneste Kage Bakers fortælling har til fælles med space opera, er at den overfører stemningen fra en historisk lokalitet - nybyggertidens Amerika - til et science fiction-miljø, idet klassisk space opera jo er kendt for bevidst at udnytte historiske scenarier: Cowboys og indianerne, feudaltiden, Romerriget - om noget et paradigme for det galaktiske imperium med hyperrum i stedet for Middelhav, monokulturelle og klimatisk ensartede planeter i stedet for kolonier (ørkenplaneter for Ægypten, skovplaneter for Germanien), Klingons i stedet for persere, og områderne hinsides 'known space' for Oceanus og Ultima Thule.

En historie som Gregory Benfords 'The Worm Turns' er heller ikke space opera efter mine begreber, selv om hovedpersonens fandenivoldskhed igen er et typisk genretræk. Fortællingen handler om at tæmme et ormehul og er afgjort hård science fiction, men det er jo ikke nødvendigvis det samme. Noget lignende kan siges om Mary Rosenblums 'Splinters of Glass', (endnu) en action-historie fra Jupiters måne Europa. En historie bliver ikke space opera blot ved at foregå på en fremmed planet eller - som James Patrick Kellys lidt kedelige 'Dividing the Sustain' - på et interstellart rumskib. Så ville rigtig meget science fiction automatisk være space opera. Så er der forholdet mellem forgrundshandlingen og baggrunden som giver nogle mellemvarer. Nogle historier har det store lærred, men ikke en historie der udnytter det; andre har et space opera-motiv som rumkrig, men på en mere begrænset baggrund.

I den modsatte grøft er Robert Silverbergs 'The Emperor and the Maula' ikke så meget ny space opera som gammeldags space opera (som redaktørerne gør opmærksom på, er Silverberg den eneste bidragsyder hvis karriere går så langt tilbage at han også nåede at skrive space opera før det gik af mode første gang). Her er (i grel modsætning til f.eks. Greg Egans novelle) ikke nogen nanoteknologi, kvantemekaniske paradokser, personligsbackups eller anden transhumanisme. Her er Jorden som slavestat i et galaktisk imperium, eksotiske (men ikke for eksotiske) fremmede racer, en (alien-)kejser og en smuk (menneske)kvinde. Der mangler kort sagt bare et par humanoide robotter. På trods af den sikre stilimitation og den intertekstuelle leg med rammefortællingen fra 1001 nats eventyr er der ikke meget mere dybde end i en Star Wars-bog. Til gengæld er det sjovt, meget mere sjovt end visse andre historier i antologien, og det er måske nok lidt tankevækkende.

Rendyrket space opera er der også tale om i 'Verthandi's Ring' af Ian McDonald, hvis konflikt eskalerer til stadig mere overdrevne dimensioner i løbet af den temmelige korte tekst. Redaktørerne skriver at novellen rummer flere ideer en mange andre forfatteres murstensromaner, og det er sandt nok, men også problematisk. For en gangs skyld en historie der er for kort i forhold til indholdet. Anderledes udfoldet, men stadig hæsblæsende, er fortællingen i Dan Simmons originale og syrede kortroman 'Muse of Fire'. Menneskeden er atter slaver, men i et univers med en utilsløret gnostisk kosmologi med hierarkier af verdensherskere og -skabere, rumskibe har ikke centralecomputere, men mumier som den centrale komponent, Shakespeares skuespil er den eneste grund til at menneskeheden ikke er blevet udryddet, og adskillige racers skæbne viser sig at afhænge af et rumrejsende Shakespeare-kompagnis opførelser af den udødelige bard. Tekstkommentarer til King Lear, Hamlet og Romeo og Julie veksler med beskrivelser af dysonsfærer og fremmede intelligenser, og det er på en gang intellektuelt og temmelig fjollet. Men det er fængende og så afgjort anderledes.

Silverberg og Simmons scorer altså højt på underholdningsskalaen, som jo var den anden faktor antologien slog sig op på. Jeg slugte også Alastair Reynolds 'Minla's Flowers' om en rumrejsende der afbryder sin mission nogle hundrede år for at forsøge at redde en civilisation fra undergang. Nancy Kress' 'Art of War', der ikke handler om krigskunst i gængs forstand, men om kunstens rolle i en krig, var også spændende læsning. Underholdning og fascination fandt jeg også i Robert Reeds 'Hatch', der er en del af hans serie om Den Store Skib, det seneste af de Big Dumb Objects der en overgang var så populære i science fiction. Skibet af blevet invaderet af noget der mest minder om Det Levende Hav fra Solaris, og er nu på vej væk fra galaksen. Fortællingen følger en gruppe mennesker der er strandet uden på skibet.

Walter Jon Williams' 'Send Them Flowers' har en forrygende indledning: We skipped through the borderlands of Probability, edging farther and farther away from the safe universes that had become so much less safe for us, and into the fringe areas where stars where cloudy smears of phosporescent gas and the Periodic Table wasn't a guide, but a series of ever-more-hopeful suggestions. Nu bliver det sjovt, tænker man, men det bliver det bare ikke, i hvert fald ikke så sjovt som det kunne have været. Jovist, vi får en munter picaresk fortælling om to slyngler, en musikant og en kvindebedårer, på flugt gennem universerne med knuste hjerter og tomme pengekasser bag sig, og ikke mindst vrede ægtemænd og stadig mægtigere fjender i hælene. Men baggrunden bliver ikke udnyttet. Det forbliver et tomt postulat at fortællingen foregår i et fremmed univers, for vi får ikke mere beskrivelse end det citerede og så nogle spredte bemærkninger om at rusmidlerne virker anderledes på grund af de ændrede naturlove. Der kunne lige så vel at stået at alkoholen slog hårdt i Sydens sol, og det er netop problemet: Historien kunne lige så godt udspille sig på fremmede planeter i ét univers eller bare i forskellige lande. Hvis Williams nu havde bibeholdt skælmeromanens form, men samtidig givet os en hæsblæsende jagt gennem forskellige, stadig mere fremmedartede universer, så havde det været sjovt - også som science fiction betragtet.

Så er der selvfølgelig tekster der fungerer på andre niveauer end de rent underholdningsmæssige eller graden af tilhørsforhold til space opera-genren. Pointen i Gwyneth Jones' 'Saving Tiamaat' gjorde indtryk på mig, og det samme gjorde beskrivelsen af det mystiske ørkenmiljø i Tony Daniels 'The Valley of the Gardens'. Ud over de hidtil nævnte rummer antologien også behændige historier af Paul McAuley, Peter F. Hamilton, Ken Macleod og Stephen Baxter.

Der er altså meget udmærket science fiction i The New Space Opera, men jeg synes ikke at bogen er noget overbevisende sagsakt til fordel for moderne space opera. Måske har det at gøre med at rumoperaens brede lærred egner sig bedst til det længere format, for der er jo vitterlig skrevet mange fremragende nyere space opera-romaner, fra Ian Banks Culture-bøger til Vernor Vinges originale univers i A Fire Upon the Deep, der demonstrerer hvordan de gamle skyldige fornøjelser (eksotiske planeter og aliens, verdenstruende katastrofer) udmærket kan forenes med nye temaer og ideer.

Jeg synes måske også at det af og til blev lidt ensformigt over de 640 sider, så The New Space Opera er en bog man snildt kan læse sideløbende med andre bøger. Antologien er ellers også et udmærket bud på et ikke alt for krævende bind science fiction-historier til juleferien, og hvis man ikke kan få nok, kan man jo kombinere den med The Space Opera Renaissance, redigeret af David Hartwell og Kathryn Cramer.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post25