Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

A Scanner Darkly

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Wed, November 26, 2008 11:03:00

Blog Image

De bedste oplevelser er ikke nødvendigt dem der koster flest penge eller bliver promoveret kraftigst. Blandt DVD'erne til knap halvtreds kroner, gemt lidt af vejen i Fona, har jeg fundet Richard Linklaters A Scanner Darkly, den seneste og absolut ikke ringeste af de snart talrige Philip K. Dick-filmatiseringer. Filmen har ikke gået i biograferne herhjemme.

Philip K. Dick har efterladt sig en besynderlig arv. På den ene side er han akademisk kult, 'our own homegrown Borges', som Ursula Le Guin i sin tid kaldte ham. På den anden side er han Hollywood-blockbuster-materiale - Total Recall, Minority Report og indirekte The Matrix - film der ofte tager et så løst udgangspunkt i Dicks værker at man spørger sig selv hvorfor. Hvis man vil lave en kulørt science fiction-film, er der såmænd så meget kulørt science fiction man kunne lade sig inspirere af. Helt grelt bliver det i de dårligere produktioner som Imposter. A Scanner Darkly er på mange måder en helt anderledes filmatisering.

Ikke alene er den uhyre tro over for sit forlæg - den vælger også et temmelig anderledes forlæg end de ovennævnte action-film. A Scanner Darkly (1977) var vel Dicks sidste store roman. Ellers rettere: Den sidste, hvor der er nogenlunde enighed om bogens kvaliteter. Efter den får vi VALIS som man enten hylder som et postmoderne mesterværk eller slet og ret opfatter som et makværk. Selv om den har sine øjeblikke, hælder jeg selv absolut til makværk-opfattelsen - jeg lytter af og til til Tod Machovers udmærkede opera over romanen, men vil næppe nogensinde genlæse bogen. Sammen med Strøm mine tårer, sagde politimanden fra 1974 repræsenterer A Scanner Darkly en afdæmpet fase i forfatterskabet, efter de inspirerede festfyrværkerier fra 60'erne og før forfatteren gik fuldstændig amok med VALIS-trilogien. Hvor afdæmpetheden i den roste Strøm mine tårer efter min mening er problematisk, en Dick-bog der bare ikke er dicksk nok, fungerer A Scanner Darkly fordi den reelt tilhører en anden genre.

Blog Image

A Scanner Darkly er fortællingen om en gruppe stofmisbrugere og politiagenter. Det er kun i meget behersket grad en science fiction-roman. Det hele foregår nogle få år ude i fremtiden i et socialt polariseret, lettere totalitært samfund. Det vigtigste narkotiske stof i handlingen er det fiktive Substance D hvis virkning er beskrevet med inspiration i 'split brain'-eksperimenter. Politiagenterne bruger 'scramble suits', konstant skiftende, randomiserede sammenblandinger af millioner af menneskers udseende, der umuliggør enhver genkendelse. Overvågningsteknologien er også let fremskrevet (titlens 'scanners'). Plottet rummer en labyrintisk leg med overvågning og skjulte identiter, men meget mere science fiction er der ikke i det. Det er svært at trække grænsen mellem det faktuelle og personernes oplevelse af virkeligheden, og det meste har en metaforisk læsning. Både agenternes slørende maskering og Substance D er billeder på personlighedsspaltning og identitetstab. Fremtidssamfundet er frem for alt en bogstaveliggørelse af den herskende paranoia - såvel borgerskabets/statens paranoia over for outsiderne som outsidernes totale paranoia over for myndighederne og det omgivende samfund. Mere end en science fiction-roman er det en roman om narkomiljøet og 60'erne og 70'ernes californiske modkultur, og den indskriver sig i traditionen fra Burroughs Nøgen frokost med glidende overgange til det hallucinatoriske. Det er en desperat og rørende, men også desperat morsom bog med den mest fantastiske, i bogstaveligste forstand syrede dialog.

Filmatiseringen fungerer ikke mindst i kraft af sin særlige æstetik. Filmen er lavet med rotoskopi-teknikken, hvor man filmer med rigtige skuespillere og så at sige tegner oven på filmen. Der er der sjældent kommet noget særligt godt ud af, og i hvert fald før i tiden er det simpelt hen blevet brugt til at springe over hvor gærdet er lavest for at nedsætte produktionstid og -omkostninger ved animationen (som i den gamle tegnefilmudgave af Ringenes Herre fra 1978). Her er det vellykket. Der er nogle enkelte steder hvor lys-skygge-kontrasterne, især i ansigterne, er for grelle efter min smag, og nogle scener hvor baggrunden ikke virker tilstrækkelig gennemført animeret og derfor giver et indtryk af netop tegnefilmsfigurer sat ind i rigtig film, men bortset fra disse undtagelser er billedsiden gennemført og spændende. Stilen ligger tæt op af moderne graphic novels og giver derfor et indtryk af levende tegneserie snarere end klassisk tegnefilm. Det giver det helt rigtige præg af uvirkelighed, der får historien til at fungere.

A Scanner Darkly kommer derved ud over et ellers grundlæggende problem med fantastiske fortællinger i de visuelle medier. Når man har et science fiction-element som 'scramble suits' eller en hallucinationsscene hvor en stofpåvirket pludselig oplever sine kammerater som insekter, risikerer man enten at 1) det visuelle element ikke fungerer og i værste fald bliver latterligt, eller 2) det fungerer så godt visuelt at det forrykker balancen i historien ved at selve effekten tiltrækker sig al opmærksomheden. Her får vi i stedet en glat overgang, hvor personer, science fiction-elementer og hallucinationer alle fremtræder lige virkelige - eller lige uvirkelige.

Hovedrollen som stofmisbrugeren og politiagenten Bob Arctor, der bliver sat til at overvåge sig selv, spilles af Keanu Reeves, en skuespiller der tilsyneladende har gjort karriere på at se ud som om han er gået forkert. Man kunne fristes til at sige at han absolut vinder ved at få lagt animation hen over sine træk, men i denne film er det nu engang meningen at han skal fremstå som stadig mere splittet og zombieficeret, og det er han jo ikke uden anlæg for. I grel modsætning til det står den pragtfulde gale trio Robert Downey Jr., Woody Harrelson og Rory Cochrane, der bevidst overdriver deres udtryk for at bidrage til den groteske tegneserieæstetik. Et sted midt imellem ligger Winona Ryder, der også fungerer udmærket.

Det bærende i disse præstationer er og bliver den surrealistiske dialog om alt fra konspirationsteorier og bedragere (og folk der udgiver sig for at være bedragere) til racercykler og bilmotorer i unævnelige tekniske detaljer. Det er den form for excentrisk, pseudo-dybsindig dialog vi senere er kommet til at forbinde med Quentin Tarantinos film, men der er ikke tale om inspiration fra Tarantino, for replikkerne stammer næsten ordret tilbage fra Dicks roman.

Ekstramaterialet på DVD'en er ikke overvældende interessant. Indslaget om hvordan animationen er foregået, går ikke tilstrækkeligt i detaljer til at det bliver spændende, og 'the making of'-materialet rummer den sædvanlige omgang tomt rygklapperi mellem skuespillere, instruktør osv. Så afgjort mest interessant er de sjældne interview-klip med Philip K. Dick - noget af det kan dog også ses her på YouTube - og for rigtige Dick-fans er det selvfølgelig også meget sjovt at se hans datter Isa Dick Hackett fortælle. Der er også et kommentar-lydspor til filmen med Keanu Reeves, instruktøren Richard Linklater, produceren Tommy Pallotta, den anerkendte forfatter Jonathan Lethem (som vi kan takke for at Dick indgår i Library of America-bogserien) og Isa Dick Hackett. Jeg skal indrømme at jeg ikke fandt kommentarsporet så spændende at jeg har gennemlyttet det alt sammen.

Blog Image

En syret og anderledes oplevelse. Traileren til filmen kan ses her.

  • Comments(2)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post23