Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Hvilken science fiction-bog ville du anbefale din mor?

Science FictionPosted by Stig W. Jørgensen Wed, November 19, 2008 20:43:55

I forrige indlæg præsenterede jeg New Scientists Science Fiction Special og skrev at rundspørgen blandt magasinets egne medarbejdere var sjov, fordi de ikke kun blev spurgt om hvilke titler de elskede eller hadede, men også fik et par mere originale spørgsmål. Jeg kan naturligvis ikke modstå fristelsen til også selv at besvare spørgsmålene.

Hvad er din yndlings-science fiction-bog?

For år tilbage ville jeg uden tøven have sagt Ubik af Philip K. Dick. Det er en kompleks fortælling om en gruppe mennesker med særlige psykiske evner, der holdes kunstigt i live efter et bombeattentat og i halvlivstilstanden etablerer hvad vi i dag ville kalde en virtual reality. Det er lang tid siden jeg har læst bogen sidst, men det er nok stadig den science fiction-roman, jeg har læst flest gange. En fuldstændig vanvittig og dybt fascinerende bog, men bestemt ikke nogen lydefri læseoplevelse - den bærer præg af at være affattet i hast, rummer helt elementære smuttere som personer der skifter hårfarve undervejs, og balancerer mange steder på grænsen mellem det vittigt opfindsomme og det ufrivilligt komiske. Men det er samtidig en surrealistisk og grænseoverskridende original fortælling, fuld af uforglemmelige billeder, der river tæppet fuldstændig væk under læseren, med en snigende fornemmelse af noget der aldrig bliver til rigtig uhygge, men i stedet udfolder sig som noget stort og dybt og mytisk. Jeg kan ikke slippe den.

Blog Imagehttp://www.flickr.com/photos/marcomolinari_it/887870399/

Konkurrenter til førstepladsen?

Dying Inside af Robert Silverberg må jeg have læst næsten lige så mange gange som Ubik (og den var emnet for min allerførste artikel i 1984!). Ligesom i Ubik indgår der ekstraordinære psykiske evner, men derudover kunne de to bøger næppe være mere forskellige. Dying Inside er en meget jordnær fortælling om en tankelæser der er ved at miste sin evne, og på mange niveauer er det en realistisk roman - et psykologisk portræt (med autobiografiske elementer) og et tidsbillede. Det er en bog der har fortjent en langt mere fremtrædende plads i efterkrigstidens amerikanske litteratur, helt uafhængigt af tilhørsforholdet til science fiction-genren.

Den tredje konkurrent til førstepladsen er Engine Summer af John Crowley, en gribende, bittersød beretning om civilisationens sensommer i en fremtid, hvor menneskene lever i spredte småsamfund, kun med isolerede rester af højteknologi. Romanens særlige poesi skyldes ikke mindst de passager hvor vores egen tid skildres og forklares ved pastorale billeder. I modsætning til de to ovennævnte romaner er Engine Summer især læseværdig for sin stil. Der er passager jeg stadig aldrig kan læse uden at få gåsehud på armene (en effekt ufølsomme mennesker tror kun kan opnås ved musik, og som endnu mere ufølsomme mennesker tror blot er en talemåde).

Herefter bliver der selvfølgelig trængsel i feltet. I mine yngre år læste jeg også meget Philip José Farmer: de første Riverworld-bøger, Night of Light, den mildt sagt excentriske space opera The Unreasoning Mask med inspiration i sufi-mystik. Tiden er nok løbet fra en del af det. Derimod bliver jeg altid glædeligt overrasket ved genlæsninger af Brian Aldiss' vintage-produktion fra 60'erne: Gråskæg, Fra tid til anden m.fl. Herhjemme kommer jeg heller ikke uden om Erwin Neutzsky-Wulffs tidlige romaner. Man skal huske den kontekst de blev produceret i. Børne-'eksperter' gennemheglede Astrid Lindgren for ikke at præsentere poderne for en gennemarbejdet social analyse, Vinterbørn toppede bestsellerlisterne, og der gik Lola Baidel i poesien. Her var der så en gal ung mand der gik mod strømmen med politisk ukorrekte og formmæssigt kompromisløse værker som Gud og Den 33. marts. Hatten af for det.

Hvad er den værste science fiction-bog du kender?

Det er jo næsten ikke til at svare på. Der er som bekendt ingen ende på hvad der skrives af dårlige bøger. En del af den franchise fiction og media tie-in-litteratur der udkommer, er ærlig talt under lavmålet. Jeg synes også det er lidt trist at se hjulet genopfundet. Herhjemme ser vi f.eks. nogle unge forfattere, der ikke nødvendigvis mangler talent, men som tager direkte udgangspunkt i Star Wars og lignende universer og dermed ignorerer hvad space opera og skreven science fiction generelt har udviklet sig til i løbet af de sidste halvfjerds år. (Andre vil selvfølgelig sige at det er den litterære science fiction der er blevet for indforstået eller fisefornem, og at de derfor med rette fører genren tilbage til et glemt udgangspunkt).

Alt dette er imidlertid fuldstændig harmløst. Langt mere problematisk er værker der decideret stiller genren i et dårligt lys ved at bekræfte alle fordommene: at science fiction kun er for mænd (måske endda kun mænd med ingeniøruddannelse), at det er en umoden genre for folk der hverken forstår menneskelig psykologi eller naturvidenskaben, at det er tom tjubang skrevet af folk der er ude af stand til at konstruere en grammatisk korrekt sætning. L.Ron Hubbards sene værker rinder umiddelbart i hu.

Hvilken science fiction-bog ville du anbefale din mor?

Min mor læste i sin tid min oversættelse af James Tiptree, Jr., De kvinder mænd ikke lægger mærke til, og gav den med en vis overraskelse i stemmen den ultimative kompliment: 'Den kan jo godt læses af almindelige mennesker'.

Det er der nu meget der kan. Af de ovennævnte bøger er Dying Inside altid en god bog at stikke ikke-science fiction-læsere, og Aldiss' Gråskæg burde også appellere bredt.

Fra de senere år er der en dansk bog jeg især ved fremhæve: Niels Brunses suveræne tidsrejsehistorie Havmanden, der er en fuldgyldig science fiction-roman, men underspiller sine science fiction-elementer og er en lige så velfungerende historisk roman.

Tidsrejse-historier og alternate histories af den mindre syrede slags (hvor det hverken handler om sindrige paradokser eller ændrede naturlove) er tit gode bøger til folk der tror science fiction kun handler om robotter og rumvæsener. Keith Roberts Pavane demonstrerer hvordan sprogbehandlingen og den psykologiske interesse godt kan være i top i en science fiction-roman.

Blog Image

Hvilken science fiction-bog er sværest at forstå?

Hvis man siger uforståelig science fiction-forfatter, har man også sagt R.A. Lafferty (1914-2002). Lafferty har fortsat fans der mener at han er en humorist af Monty Pythonsk kaliber. Vi er mange andre der har svært ved at se komikken og bare er forvirrede. Lafferty kan skrive. Han kan levere en fængende indledning, opbygge en stemning, lægge op til en handlingstråd -- og så kommer der noget helt andet. Det er frustrende, ligesom at lytte til moderne kompositionsmusik som jeg ikke er musikalsk nok til at følge strukturen i, men blot oplever som brudte melodistumper. Som jeg engang spontant udbrød under gennemlytning af en symfoni i venners lag: Der er nu ingen som Sjostakovitj der kan skrive noget der er så smukt i op til fire sekunder ad gangen!

Heldigvis er der mange andre science fiction-historier der er svært forståelige på den fede måde, om jeg må sige. Jeg er meget fænget af dunkle og mystificerende noveller af Harlan Ellison, Carter Scholz, Ian Watson, Gene Wolfe m.fl.

Den bedste novelle

Her må jeg melde pas! Og det er gudskelov fordi der er så mange og meget forskellige historier at vælge mellem.

James Tiptree var nu en af genrens bedste novelleforfattere. Hendes talrige skildringer af mødet mellem det menneskelige og det fremmede gentager måske sig selv lidt for meget i længden, men de enkelte tekster glimrer ved en sjældent set intensitet.

Fra slutningen af 1990'erne fik jeg en fornyet interesse for såkaldt hård science fiction. Det skyldes i høj grad én forfatter, Greg Egan, og hans overvældende noveller og kortromaner som 'Reasons to Be Cheerful' og 'Oceanic'. Den meste påfaldende science fiction-novelle jeg har læst i de senere år, er 'Rogue Farm' af Charles Stross fra 2003 - dybt original og hylende sjov på én gang. (Reddet på målstregen! Her troede I lige at jeg kun læste science fiction fra før 1980 ...)

Blog Image

Den korteste novelle

Tja, vi har jo allerede været inde på mikrofiktion her på bloggen. Mere interessant end de få ord lange historier finder jeg nu de få sider lange tekster.

Den bedste en-til-to-siders historie jeg kender inden for nogen genre, er uden tvivl Villy Sørensens 'Fjenden' fra Ufarlige historier. Selv om hovedpersonen kan stifte brand med sit blik, ville man nok stramme den rigeligt hvis man forsøgte at inkludere den i science fiction-genren. (Dansk litteratur faktisk er en guldgrube af ganske korte fortællinger. J.P. Jacobsens 'Pesten i Bergamo' er jo heller ikke ret lang, og det er en af verdenslitteraturens bedste noveller. Med sin skildring af et brat skift i verdensbilledet er den heller ikke helt uinteressant for science fiction-læsere, hvis vi nu også skal pushe lidt den anden vej).

Helt så sublim kortprosa kan science fiction næppe opvise. Men de ovennævnte novelleforfattere har også gjort det godt i temmelig kort form: Aldiss' 'New Arrivals, Old Encounters', Tiptrees 'And So On, And So On', Ellisons 'Pitll Pawob Division', Wolfes 'Feather Tigers', Scholz' 'Galileo Complains' ...

...

Fortsæt selv. De bedste og de dårligste bøger kan vi nok diskutere til dommedag. Men jeg hører meget gerne bud på svært forståelig science fiction og science fiction-bøger man kan anbefale sin mor (spørgsmålet antager vist lidt fordomsfuldt at ens mor hverken er professor i biofysik eller særligt optaget af avant garde-litteratur).

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post22