Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Ringe i vandet

LitteraturPosted by Stig W. Jørgensen Fri, November 07, 2008 18:04:50

Blog Image

I indlægget om mikrofiktion kom jeg kort ind på den 'moderne science fictions fortælleæstetik hvor den fremmede tid/verden præsenteres i glimt og konsekvenserne af disse glimt breder sig som ringe i vandet', og nævnte en passant at den for mange af os er en hovedårsag til at læse denne type litteratur. Ikke mindst af sidstnævnte grund er emnet måske værd at knytte yderligere nogle bemærkninger til.

Fænomenet er (vist nok af forfatteren Jo Walton) blevet døbt incluing - læseren føres ind i den fremmede verden gennem clues frem for direkte forklaringer eller ekspositioner. Dette står i modsætning til mere klodsede (men nogle gange næsten uundgåelige) teknikker hvor baggrundsinformationen leveres i klumper af en alvidende fortæller eller - værre - personerne fortæller hinanden op og ned ad stolpe om ting de burde vide i forvejen, eller som ikke falder særlig naturligt ind i en realistisk dialog. Incluing er mere elegant, og hvis man er med på legen, langt mere spændende at læse, men har omvendt den ulempe at det let bliver indforstået. Det er således både en af grundene til at nogle mennesker læser science fiction med fornøjelse, og en af grundene til at andre 'står af' over for science fiction. Hvis man ikke kender terminologien, såvel den reelt videnskabelige (f.eks. astronomiske navngivningskonventioner) som den genrespecifikke der er vokset frem af traditionen ('hyperdrive', 'coldsleep'), bliver teksten uforståelig. Endvidere skal man i nogle tilfælde være villig til at acceptere at teksten er umiddelbart uforståelig, fordi synsvinklen er plantet solidt i det fremmede univers og man ikke altid har forudsætninger for at afkode referencerne - en vanskelig skriveteknik der anvendt rigtigt kan have en meget poetisk effekt, men også kan gøre teksten ufrivilligt komisk eller slet og ret ulæselig.

Den kritiker der nok har været pioner inden for beskrivelsen af denne indre 'world-building' som læseproces, er Samuel R. Delany, som også vi kan takke for at sætningen 'The door dilated' (fra Robert Heinleins roman Beyond This Horizon, 1942) er blevet standardeksempel på hvordan det fungerer. Man kan naturligvis finde andre gode eksempler i næsten enhver ordentlig science fiction-historie, men det er unødvendigt for pointen, og eksemplet er desuden velvalgt fordi Heinlein var den store foregangsmand mht at indføre denne skrivestil. 'Dilate' betyder at udvides eller udspile sig på den måde man forbinder med øjets pupil eller blændeåbningen i et kamera. Sætningen sætter altså gang i en længere tankerække: Døren er rund og ikke firkantet, den åbner sig ved hjælp af en eller anden mekanisme, en formgivning og teknologi vi ikke har eller benytter i dag, vi befinder os altså formodentlig i fremtiden osv. osv. Samtidig giver den lyst til at læse videre, fordi den rejser lige så mange spørgsmål som den giver svar: Hvor er vi henne? Er det mon på et rumskib?

Blog Image
www.flickr.com/photos/benmcleod/444545144/

Den grundlæggende fortælleteknik med at demonstrere i stedet for at forklare, at antyde i stedet for at udbasunere, er naturligvis ikke specifik for science fiction. Historisk set er den en følge af det æstetiske skift fra den alvidende fortæller i 1800-tallet romankunst til Hemingways såkaldte 'isbjergsteknik', og det er en variant af dette skift der også slår igennem hos Heinlein. Teknikken lever i bedste velgående i person- og miljøbeskrivelser inden for realistisk litteratur og kan også her være en medvirkende faktor i at gøre teksten spændende og underholdende at læse. Tag for eksempel blot første kapitel af en af tidens mest omtalte bøger herhjemme, Erling Jepsens Frygtelig lykkelig, og se hvor mesterligt underspillet personerne og deres indbyrdes forhold afdækkes.

Der er naturligvis forskel på underspillede beskrivelser af personer og velkendte miljøer og så gradvise afdækninger af helt fremmede samfund, kulturer, væsner eller sågar verdener. Men igen står science fiction (og fantasy) ikke alene. F.eks. historiske romaner kan sagtens skrives på samme måde - at mange populære historiske romaner ikke bliver det, har andre årsager, nemlig at der er et publikum der kan lide ordrige beskrivelser af påklædning og lokaliteter, lange forklarende passager om baggrunden osv. (ligesom der også skrives science fiction for et publikum der kan lide langstrakte beskrivelser af planetbaner og computersystemer). En historisk roman der gennemførte princippet, ville nærmest fremtræde som en oversættelse af et virkeligt historisk dokument, hvilket ikke nødvendigvis er ønskeligt, for enhver der har læst tekster der er meget gamle og/eller stammer fra en fremmed kulturkreds, vil vide at man render på passager hvor man vitterlig ikke fatter en brik hvis ikke man kender referencerammen. (Som studerende grundede jeg i sin tid længe over Ovids sætning non equo mea membra cohaerent, som jeg jo umiddelbart kunne oversætte til noget i retning af 'mine lemmer hænger ikke sammen med hesten', men hvad det skulle betyde var mig temmelig uklart, såvel som sammenhængen med den næste sætning hvor digteren siger til sin elskerinde at han har svært at holde fingrene fra hende. Indtil jeg fandt ud af at betydningen var 'ganske vist er jeg ikke en kentaur', med reference til myten om Hippodameias bryllup, hvor kentaurerne ikke kan styre sig og bortfører kvinderne ...)

Blog Image

Den virkelige effekt opstår når man oplever følelsen af en fremmedhed, men samtidig er i stand drage tilstrækkeligt med slutninger til at få mening og sammenhæng i teksten. En tekst der altid har givet mig en oplevelse der minder om den jeg får i science fiction, er Ezra Pounds 'The Jewel Stairs' Grievance', en gendigtning af et digt af den kinesiske digter Li Po (eller Li Bai) fra 700-tallet. Digtet lyder:

The jewelled steps are already quite white with dew,
It is so late that the dew soaks my gauze stockings,
And I let down the crystal curtain
And watch the moon through the clear autumn.

Hvad der gør det rigtigt interessant i denne sammenhæng, er den forklarende note Pound tilføjer:

NOTE: Jewel stairs, therefore a palace. Grievance, therefore there is something to complain of. Gauze stockings, therefore a court lady, not a servant who complains. Clear autumn, therefore he has no excuse on account of the weather. Also she has come early, for the dew has not merely whitened the stairs, but has soaked her stockings. The poem is especially prized because she utters no direct reproach.

Her får vi skridt for skridt udlagt referencerne på en måde der minder meget om Samuel Delanys nærlæsninger af science fiction-tekster. (Arne Herløv Petersen i øvrigt har en meget spændende gennemgang af det kinesiske digt og forskellige oversættelser af det her).

Det særlige ved science fiction-incluing er at den verden man drager sine slutninger om, er opfundet til lejligheden, og at man derfor principielt begynder på nærmest bar bund. Når man begynder at læse en science fiction-historie man ikke kender i forvejen, kan man vente sig hvad som helst: Historien kan foregå i en nær eller fjern fremtid, i nutiden, i nær eller fjern fortid, eller i et parallelt tidsspor. Den kan foregå på Jorden, i rummet, på en kendt eller ukendt fremmed planet, i en fjern galakse eller sågar i et helt andet univers. Hovedpersonerne kan være mennesker, maskiner, fremtidsmennesker der er biologisk forskellige fra os (eller halvt maskiner), udenjordiske væsener, computersimulationer eller noget helt andet. Dette helt åbne udgangspunkt hvor man kan vente sig hvad som helst, kombineret med detektivarbejdet med at reagere på hentydninger og gradvist få tegnet et klarere og klarere billede af hvor vi er og hvad der foregår, er for mig en af de helt store fornøjelser ved at læse science fiction.

Denne mekanisme siger ikke nødvendigvis noget om en science fiction-teksts litterære kvalitet (den kan eksempelvis fungere fint på det niveau og være elendig på andre), men den er i hvert fald i mit eget tilfælde en del af et konkret svar på de ellers vanskelige spørgsmål man får en gang imellem: Hvorfor kan du lide at læse den slags? Hvorfor synes du sådan noget er spændende? (Omvendt kan argumenter for hvorfor en given science fiction-historie måtte være stor litteratur, ikke nødvendigvis forklare hvorfor den skulle være underholdende at læse). Og som nævnt er det dermed også en del af forklaringen hvorfor nogle ikke deler denne fornøjelse.

Blog Image

Jeg tror også at denne fortælleæstetik er en vigtig del af forklaringen på hvorfor publikum til science fiction-bøger og science fiction-film ikke nødvendigvis er sammenfaldende. I drilagtige øjeblikke (for eksempel når der er filmfans til stede) kan jeg godt lide at fremføre at science fiction-genren ikke egner sig til filmmediet. Det er selvfølgelig bare en provokation. Hvad jeg derimod mener alvorligt er at den fortællestil som altså for mig er en af grundene til at læse science fiction, dårligt lader sig overføre til film - mange science fiction-historier er underspecificerede, så man f.eks. først et stykke inde i fortællingen finder ud af hovedpersonen ikke er et menneske. Som James Gunn siger: "The problem with the science fiction film may be that it adds nothing to science fiction except concreteness of image -- and that may be more of a drawback than an asset."

Jeg er klar over at denne kritik selvfølgelig minder lidt om når vi i min skoletid fik tudet ørerne fulde om at vi skulle foretrække bøger uden billeder og illustrationer, fordi det angiveligt var meget bedre at danne sine egne billeder i hovedet. Sandheden er selvfølgelig at billeder kan være lige så stimulerende for fantasien som tekst. Mine egne forbeholdt over for sin science fiction-film bunder heller ikke i nogen skepsis over for selve filmmediet, men i en kritik af de faktisk foreliggende science fiction-film. Og incluing-effekten sætter fingeren på noget af det jeg savner.

  • Comments(2)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post20