Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Fukuyamas juggernaut. Essay af Palle Juul Holm (1997)

Science FictionPosted by Stig W. Jørgensen Tue, November 27, 2012 23:01:50

En lang række af Palle Juul Holms skriverier om science fiction igennem over femogtredive år er nu blevet samlet i Den virkelige tåre i det fiktive bæger, en bog, der bl.a. omfatter en komplet genudgivelse af Juul Holms kritiske pionerværk Syzygy og den sorte stjerne fra 1975. En tekst jeg virkelig savner i udvalget, er det meget velskrevne og tankevækkende essay ’Fukuyamas juggernaut, eller Den forvrængede præsens’ fra 1997. Ud over at berøre kulturkritiske emner der rækker langt ud over science fiction, sætter ’Fukuyamas juggernaut’ en række indlæg i Den virkelige tåre i det fiktive bæger i relief. Det er en vigtig tilføjelse til bogens gennemgående tema om science fiction og specifikt dystopien som et udtryk for samtiden snarere end fremtiden. Da essayet er umuligt at skaffe, ja, næsten hemmeligt, idet det blev trykt i et festskrift for Niels Dalgaard, som jeg redigerede og uddelte i 100 nummererede eksemplarer til dennes 40-års fødselsdagsfest, har jeg her efter aftale med Palle Juul Holm valgt at offentliggøre det på ny. Nedenstående tekst er let redigeret (interne referencer til Niels Dalgaards fødselsdag er udeladt), hvorimod pdf-filen til download er en faksimile af den oprindelige udgivelse.

---

Palle Juul Holm:
Fukuyamas juggernaut
Eller Den forvrængede præsens
Opr. trykt i Magister i mirrorshades, red. Stig W. Jørgensen (1997)

Kanske er jeg slet ikke i stand til at udtale mig om science fiction-genren. Måske har Erwin Neutzsky-Wullf ret i, at pensionerede akademikere ikke har begreb skabt om science fiction. Eller om noget som helst andet, for den sags skyld.
Nået til den dis- og inkriminerende pensionsalder oplever man, hvordan fremtiden overhaler en, forsvinder stadig længere bort og kun når en i forvrænget form. Rødforskydning. Dopplereffekt. Alting overhaler en: teknologien, sproget, politikken. Samtidig er der et eller andet gråt neutrum, der rykker stadig nærmere, så at det ikke er til at få øje på det forsvindingspunkt, hvor diverse parallelle trends krydser hinanden. Og måske er man også blevet en smule ligeglad.
Til gengæld – eller af samme grund – gennemlyser fortiden en med røntgenstyrke, så at man kan se det spinkle framework, som årene og erfaringerne har klasket deres mere eller mindre tilfældige materiale på. Al forkalknings store åbenbaring: Man er sit skelet, i både den ene og den anden forstand, og skelettet er blevet til på et meget tidligt tidspunkt. Resten er kroppens og psykens opportunistiske tilpasningsforsøg. Eller arvæv.
Tynget af den indsigt er det selvfølgelig svært at opretholde illusionen om at kunne mene noget kvalificeret om science fiction, for så vidt denne har at gøre med fremskrivning og videnskab.
Det gælder naturligvis ikke eksklusivt for mennesker over en vis alder, at fremtidsvisioner blot er ekstrapolationer af de formative års håb, frygt og traumer. Det gælder alle. Men når ens sidste holdbarhedsdato er overskredet, kan man imidlertid tillade sig at indrømme det. Det forlanges ligefrem af en.
Af yngre mennesker kræves det, at de er under konstant forvandling, i gang med en uendelig kvalifikationsproces og ikke alene på forpulet forkant med udviklingen, men langt forud for den.
Det er de ikke.
De lader som om for at blive læst og hørt og set, for at avancere eller blot undslippe fyreseddelen. Men naturligvis stikker også de til halsen i forklaringsforsøg på det, der i en nu svunden barndom eller pubertet fik dem til at måbe eller savle.
Det er derfor, så mange profetier inden for vor genre rammer 100 mile ved siden af den real future, som gradvis eksponeres.

Min egen indre, kulturelle matrice var færdigstøbt engang i 50’erne, er jeg bange for. Jeg har ikke kunnet se det før, men jeg kan se det nu.
Det gælder mit materielle univers. Lige meget hvilke eksotiske galakser min læsning eller mine fantasier fører mig ud i, så er de uvægerligt makromodeller af Rude Skov og mine forældres baghave. Mine ekstraterrestiske samfund er besynderligt lavteknologiske, lugter af primussprit, trækulstjære, tørverøg og fynsk tobak. Alle skurkene bærer armbind og er klædt i tyske panserværnsuniformer, anno 1942. Der er masser af fyrreskove i mine science fiction-drømme – fyrreskove og snevintre som i de tyske ugerevyer under besættelsen. Og selv det mest avancerede space battle bliver i mit baghoved til en opdateret udgave af slaget ved Kursk.
Alle de glitrende verdener derude er blot Edgar Rice Burroughs cum Bradbury cum Hitler cum Gordon Flash med et score af Bruckner og Tjajkovskij på elguitarer.
Og bilerne er raketdrevne Oldsmobiles, model 58!
Det samme gælder de fundamentale problemstillinger, hvad enten de nu er af politisk, etisk eller erotisk art. Mine utopier er stykket sammen af ruinbrokker, min etik er lejret om virtual virtues, der fungerer under afspilning af indre dramaer, hvis rollehavende er rødmende bobby-soxers, ubestikkeligt tyranniske svigerfædre-in-spe, eksistentialistiske digtere med sorte rande under øjne og negle, en smuk, blid, jomfruelig kvinde, der smiler til mig under tårer foran alteret, MGM, 20th Century Fox og hele lortet i sort-hvidt med soft-focus. Der er ikke mange fædre mere, der vogter deres døtres dyd. De, der måtte være, har noget at se til.
Der er heller ikke så mange Oldsmobiles.
At projicere Wehrmacht og jomfruelige gymnasiepiger og seksualforskrækkede ministerialfuldmægtige og Sartre – for ikke at tale om udgående bilmodeller – op på firmamentet må vel diskvalificere mig som ekspert i nutidig science fiction. Så godt som noget.
Og dog. Og så alligevel …

Der er ét hjørne af mine sciencefictionelle fantasier, der er up to date. Mine dystopier. De ligner nutiden. De er Jorden tro, som Nietzche sagde, at man skulle være. De ligner real reality, så det næsten ikke er fiktion, science fiction or otherwise.
Det er skræmmende. Det er så isnende, buksevædende rædselsfuldt, at det tvinger mig til at overveje en apologi for min science fiction-skepsis, der ikke blot går på alderdommens ønske om at fryse (for)tiden fast, og dens vægring ved at begejstres over nymodens påfund.
Min tiltagende distance til genren og min skepsis med hensyn til koblingen mellem den og mig skyldes måske ikke udelukkende forkalkning, våde drømme om troskab, Redlichkeit, kærlighed til døden splitter os ad, grænseoverskridende æbleflæsk og C+,C+ …
Den kunne have noget at gøre med, at man vist ikke kan begå science fiction uden at have en utopi, en antropologi eller bare en historisk bevidsthed inden for rækkevidde. Jeg kan ikke se nogen utopi noget sted. Det kunne skyldes nærsynethed, eller at mit blik var sløret af nostalgiske tårer. Men det kunne også skyldes, at den ikke er der. At ikke blot den konkrete utopi, men utopien som begreb, som mulighed, er død.
Nu vil nogen indvende, at utopien længe har været død, og gudskelov for dét, for har vi måske ikke set, hvad de store visioner har afstedkommet i Bergen Belsen og Gulag Øhavet?
Andre vil hævde, at vi i nyere tid aldrig har været så bøvsefærdige af utopi, som vi er det i dag. Og så vil de pege på tekster om økologiske paradiser og på en halv snes indisk inspirerede hybridreligioner, der forjætter opstigningen til et højere niveau af åndelig oplysning.
Og naturligvis – vil en tredje gruppe protestere – kan man udmærket skrive science fiction, der ikke implicerer en utopi.

Til de første: Utopien er ganske rigtigt død. I hvert fald sidder jeg med adskillige dødsattester, der må være udstedt på samme patient, om end navnene varierer: utopien, ideologien, den store fortælling. Men redegørelserne for symptomer, sygdomsforløb og anamnese er samstemmende.
Men dødsfaldet har fundet sted for nylig og synes at skyldes en ændring i det globale økonomiske klima af ret ny dato. I hvert fald synes det at have været den afgørende faktor (med mindre nogen har slukket for respiratoren).
I min opløbne studentertid var der endda indtil flere forskellige, konkurrerende utopier på banen. De forefandtes ganske vist kun i fragmenterede udgaver som splinter af et knust spejl eller gnister fra et slukket bål. Men de var der. Og så godt, den slags nu er gørligt, forsøgte vi at rette ind efter en af dem – eller flere i rækkefølge. Når vi læste en dystopisk roman, var det noget, der berørte os, fordi dystopi og utopi stod i et dialektisk forhold til hinanden. De første (mange) år efter krigen handlede de fleste dystopier, forudsigeligt og uopfindsomt, om despotier af Hitlers eller Stalins slags. Men heller ikke dengang var al litteratur science fiction. Og et betragteligt læs af den eksistentialistiske litteratur, der blomstrede dengang, var reelt dystopier in disguise med al deres snak om menneskets overladthed til eksistensen, valget og sjælens ubodelige ensomhed. Og dermed signalerede de på sæt og vis længselen efter utopien. Den bittersøde attraktion ved dén philosophie noire hidrørte, tror jeg, fra dens implicitte suk over forliset af en tryg totalitet. I hvert fald var det sådan, den blev forstået af de hulkindede unge, der ernærede sig ved øl, vandkringle, Sartre og Camus på universitetets frokoststue.
Det er da muligt, at fascistiske og stalinistiske utopier avlede forbrydelser. Men der var også utopier bag kampen mod dem.
Til dem, der mener at utopier er i live, har det godt og bor i Indien eller i en flok blåhvaler:
Det kan være svært at se en utopi – i hvert fald en brugbar sådan – i den dybdeøkologi, der dårligt nok har plads til mennesket, ja, i visse tilfælde anser det for en fordel, om 90% af menneskeheden gik til grunde, så at Naturen kunne starte from scratch (Wm. Aiken, 1984).
De fleste quasi-buddhistiske eller –hinduistiske bevægelser har en meget spinkel social dimension. I det store og hele kerer de sig kun om hin enkeltes spirituelle karriere.
Til dem, endelig, der mener at man da godt kan skrive science fiction, der overholder genrekriterierne, uden at ud- eller indfolde en utopi i den:
Ja, det kan man selvfølgelig. Man kan skrive noget, der realiter er verbaliserede computerspil eller tegneserier; man kan lege med på den nye teknologis iboende muligheder eller supponere skove af kødædende træer på Venus. Men uden forestilling om, hvad et menneske er, og hvordan mennesker bør leve (også sammen) bliver det ret ligegyldigt, hvem der æder hvem. Og man kan tømre en slags futurologiske tekster sammen. Men, som allerede nævnt, så har de fleste forudsigelser i science fiction-litteraturen vist sig mangelfulde eller direkte fejlagtige.
Og hvis science fiction-litteraturen så lidt som resten af samfundet har en vision af det afgørende anderledes, og hvis den ikke har mod og ærlighed til at hente håb og frygt fra historien, så vil genrens fremtidssyner antage en højst ufremtidig karakter. De vil tage form af forvrænget præsens.
Hvilket just er, hvad der er i færd med at ske, ikke blot inden for science fiction, men også hvad angår mainstream-litteraturen, filmen, teatret – kulturen i det hele taget.
Stilistisk vidner kulturens tiltagende af-metaforisering om denne bevægelse. Hvor der kun er nutid, peger fænomenerne kun på sig selv. Bøger, film og videoer træder i stadig højere grad frem som (elegant) overflade, og fantasiens krydderi tilsættes kun i form af kontorsion.

De fleste af menneskehedens kulturelle ytringer har i tidens løb haft karakter af 1) beskrivelser af overvindelse af en natur-, gud- eller samfundsgiven modstand, der netop har skænket det heldige resultat dets værdi, eller 2) protester mod et kontraktbrud. Ikke nødvendigvis et brud på en formaliseret kontrakt, men et brud på en konsensuel moralsk orden, på en rimelig forventning eller på en sund tillid til magter og medmennesker.
Forløbet af denne sidste type kan ende på upbeat, hvis kontraktforholdet restitueres, eller det kan munde ud i en tragedie – som så i sin tur og orden kan instituere et nyt værdisæt og en ny (type) kontrakt.
Fællesnævneren er sansen for tradition og, for institueret orden og nybrud, for værdi og normer, som man kan måle graden af sine forventningers rimelighed mod – og en selvfølgelig modstand, som kan forlene ens Errungenschaften med værdi.
En utopi indbefatter netop visionen af et samfund, som på visse, fastlagte præmisser befinder sig i (statisk eller dynamisk) harmoni. Hvad der fremmer harmonien kaldes godt. Hvad der bryder den, opfattes som ondt, i hvert fald indtil en ny orden er indstiftet.

Nu træder så, som Surt i Vølvens spådom, Francis Fukuyama ind på scenen (om ikke ganske alene) for at proklamere, at historien er forbi. Tilbage er den globale markedsøkonomi, det globale, parlamentariske partidemokrati og det globale computernet.
Ikke flere brud. Kun mere af det samme.
Det ser ud til, at de såkaldt kulturbærende lag i Vesten har annammet budskabet, der jo også er ganske rummeligt, al den stund at alle i denne millenaristiske vision har lov til at tro og give udtryk for, hvad de vil. I praksis er der naturligvis visse restriktioner, der dog ikke betragtes som ideologiske, men som udtryk for sund fornuft eller hensynet til det demokratiske system.
Der er ingen grund til at pinde ud, hvordan Fukuyamas tusindårsrige har fungeret indtil nu. Og, ja, jeg ved også godt, at verden aldrig har været et leje af rosenblade, ikke for flertallet i det mindste. Og jeg ville nødig være kommet i vejen for Attila eller Caligula, ville også helst have været fri for at skulle leve som træl i sagatidens Island, med tandpine og bronkitis. Og i middelalderen ville jeg ikke engang have haft valget mellem pest og kolera.
Så jeg skal afstå fra de forventede bemærkninger om, at jeg troede, vi var kommet videre, dass wir es herrlich weit gebracht hätten; og alt det dér med hospitalernes ventelister, distriktspsykiatrien, vold og narko og race og kuldedøde russere – det vil jeg slet ikke komme ind på her, som Cicero sagde. Det er ikke dér min pointe ligger. Pointen ligger i, at man ved at acceptere die Neuordnung der Welt giver afkald på ikke alene enhver moralsk målestok, men også på enhver drøm om en radikal forbedring. Man taber utopien på gulvet.
Det er ikke frugtbart for kunst og litteratur i det hele taget. Det frembringer endimensional kunst, kreeret af salgbare krystere (’’…nej, jeg har overhovedet ikke noget politisk budskab med min kunst; det vigtigste for mig er at udtrykke mine erfaringer og måske gi folk noget’’) og stumme dissidenter. (Markedsdemokratiets dissidenter! hvabehar! den må kunne genbruges!). Og for en genre som science fiction, hvis eksistensberettigelse består i qua fremmedgørelseseffekter at sammenholde det, livet kunne være, med det, det faktisk er for den enkelte, gruppen eller universet – er det slow death.

For godt et år siden brugte Mads Dam-Larsen en aften og en 4-5 snebajere på en præcis og forundret konstatering af, at dagens science fiction og science fiction-kunst havde så lidt duft af fremtid. Som modstykke viste han mig et arkitektonisk udkast fra den franske revolutions tid: en monumental kenotaf for en eller anden berømt videnskabsmand. Den havde netop den udstråling af på en og samme tid genkendelighed og radikal fremmedhed, som udløste ens sense of wonder, den, øjeblikkets science fiction-produkter mangler. Det tror pokker. Jakobinerne ville faktisk noget nyt, og derfor kunne de præstere noget fremadrettet. I øvrigt skal jeg ikke her tage stilling til værdien af deres projekt.
I modsætning til kenotaffen har vi så dagens forvrængede præsens. Ikke så få af det sidste tiårs science fiction-tekster har blot været kyborgiserede udgaver af det sædvanlige amerikanske Shitsville, med forstærker og forvrængerpedal, med plugged-in punkere, niggers på super crack og rappende androider. (No pun intended).
Og som omtalt har der ikke været nogen subtekst. Hvad skulle den også bestå i? Hvad er ’’den dybere mening’’ med en reportage fra en teenagebandekrig?
Så hellere læse James Ellroy. Hans personer behøver ikke engang indopererede chips for at opføre sig lige så sindssygt.

Nu bruger jeg faktisk ikke al min tid til at læse og se voldsvideoer. Ind imellem taler jeg med folk. Også med pæne unge mennesker med drive og kreative evner – eller i det mindste: vilje.
De er – mange af dem – allerede med på Fukuyamas vogn eller juggernaut, eller hvad vi nu skal kalde den. Deres ambition indskrænker sig til en faglig/kunstnerisk karriere og penge nok til at kunne føre ’’et godt liv’’. Deres moral er konkret, som hos en præ-columbiansk indianerstamme: man bør passe på sin krop, spise sundt, være velsoigneret, kildesortere sit affald og sørge for et regelmæssigt, helsebefordrende seksualliv.
De har sjældent eller aldrig været ulykkeligt forelskede. De interesserer sig ikke for politik, mener ikke, de har nogen indflydelse på den, mener i øvrigt i vid udstrækning, at fattigdom her og i u-landene er naturfænomener på linje med orkaner og El Niño.
Der har altid været nogle, der var rige, og nogle, der var fattige, siger de. Og sådan vil de nok blive ved med at være.
Fremtiden, indflydelsen og rigdommen tilhører dem, der behersker den elektroniske teknologi. Siger de. Og de, der ikke om ti år har en pc, er marginaliserede, proletariat, yt. Sådan er dét bare.
At være yt, er det værste, de kan forestille sig.
Og de betragter den nye orden som ideel, fordi den flader værdihierarkierne ud. Hvad den i stedet har at byde på, er et demokratisk bredt vareudbud, hvor ethvert kulturelt tilbud er ligeværdigt med et hvilket som helst andet: porno med Tolstój, Raffael med tegneserier.
De ønsker intet alternativ – kan ikke forestille sig et. De har ingen historie og ingen utopi. Den nye orden er blevet statisk skæbne.
De er, som Nietzsche ville have udtrykt det, die letzten Menschen.

Det er dét, der er lige til natlige svedeture:
For første gang i den nu suspenderede historie er dystopien alene i arenaen, optræder autonomt og ikke blot som utopiens dark half.
Hvorfor jeg kalder den nye verdensorden en dystopi?
Fordi den ikke vil noget for mennesker, men kun med mennesker. Og fordi den, med en vis overbevisningskraft, gør fordring på at være universel og evig. Der kommer ikke noget efter den, højst mere af det samme. Der er ingen vej ud. Fordi den er rykket uden for menneskelige betragtninger over godt og ondt, er ’’jenseits Gut und Böse’’, emanciperet fra etikkens ’’jeg bør’’ til et pseudoguddommeligt ’’jeg er’’. Fordi den er Shivas vogn, som man kan ofre sig til – eller skubbe andre ind under.
Fordi den er den inkarnerede principløse magt, der fører sig frem i en guddoms gevandter.
Dens religiøse pamfletter er avisernes sektioner med erhvervsstof, ejendomshandeler, modenyt, biler og lystbåde, computernyt, in-checklister og tips om kvalitet via lidt men dyrt.
De fortabte og de urene kan så skamme sig, når de høvler baked beans og økonomipålæg ned i indkøbskurven. Og slå sig til tåls med, at denne er den bedste af alle tænkelige ordener. Og den sidste.

Set oppe fra juggernauten er utopien ikke alene mistænkelig – den er utænkelig. For den nye orden er uden historie og monolitisk i sin fordring i en grad, man ellers skal til Islam eller skolastikkens velmagtsdage for at finde mage til.
Al medgang kommer fra den og al selvforskyldt straf, blot er nøglen til forløsning i dag hverken retfærdighed eller tro, men salgbarhed. Ve, de(t) usælgelige.
Dybest set er denne Store Antifortælling udstyret med en slags blasfemisk enhedsbekendelse: at sværge til socialisme, blandingsøkonomi, shari’a … whatsoever er forkasteligt, ikke blot fordi det er kættersk, men også, og måske især, fordi det er en fornægtelse af virkeligheden.

Uden utopi ingen science fiction. Måske er det derfra, min skepsis over for genrens fremtid stammer.
Men det kan selvfølgelig også have noget at gøre med, at jeg altså er, nåja, en pensioneret akademiker. En af dem, der tilmed tilhørte de årgange, der henimod slutningen af besættelsen var gamle nok til at blive skolet i antifascistisk ideologi – for ligesom at være på reservebænken, hvis der skulle blive forlænget spilletid. En af dem, der ikke blev hentet ind, før kampen var forbi, og som græd snot, da Christiansborg et par år efter befrielsen begyndte at snakke realpolitik, og kun kunne hente trøst hos William Butler Yeats:

Was it for this the wild geese spread
The grey wing upon every tide;
For this that all that blood was shed,
For this Edward Fitzgerald died,
And Robert Emmet and Wolfe Tone,
All that delirium of the brave?
Romantic Ireland’s dead and gone,
It’s with O’Leary in the grave.

Måske kan man hente trøst I den tanke, at det ikke er den nye verdensorden, der ikke kan rumme fremtid og forandring, men blot pensionister.

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post161