Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

To sole på himlen: Vian og metaforens bogstaveliggørelse

LitteraturPosted by Stig W. Jørgensen Sat, November 17, 2012 21:09:19

Fulsere vere candidi tibi soles, skriver den romerske digter Catul i et digt, der måske kan kaldes oldtidens svar på Beatles' 'Yesterday'. Otto Gelsted oversætter det 'Ja, muntre sole lyste også for dig engang!' Pointen er ikke til at tage fejl af: Det var en lys og lykkelig tid, and now I long for yesterday. Hvordan soles, flertalsformen af sol, skal fortolkes og oversættes, er ikke helt entydigt. Prosaisk kan man slet og ret læse det som 'dage', da der jo kommer en 'ny' sol på himlen hver morgen: 'Dine dage var i sandhed lyse og klare!' Men latin har et meget mere fleksibelt forhold end dansk til flertal af såvel abstrakter som konkreter, og soles virker slet og ret forstærkende. Oversat til dansk bliver billedet meget mere bogstaveligt: Dine dage var så lyse, at der var ikke blot én, men flere sole på himlen. Og det er jo ganske flot, men muligvis mere påfaldende end verselinjen har virket på Catuls latintalende samtidige.

Det er det samme bogstavelige billede vi møder i begyndelsen af Boris Vians Dagenes skum (L'écume des jours, 1947). I Lone Teglskovs nye oversættelse fra Løvens forlag hedder det: 'Gangen ud til køkkenet var lys med vinduer til begge sider, og der skinnede en sol fra hver side, for Colin elskede lys.'

Handlingen i Dagenes skum er som udgangspunkt banal grænsende til det klichéagtige: Den unge velhaver Colin lever et sorgløst liv i overflod. Han møder kærligheden i skikkelse af Chloé, men Chloé bliver i bedste Boheme-stil brystsyg og står ikke til at redde. Behandlingerne er opslidende og tillige økonomisk belastende, så Colin mister ikke alene sin elskede, men også sin formue og sin samfundsposition og ender selv i den grumme sociale virkelighed som vi fra begyndelsen har fornemmet, lå til grund for Colins forlystelsessyge overklassetilværelse. Den knap så velhavende kammerat Chick mister også sit livs kærlighed, eller rettere: er ude af stand til at realisere den på grund af misbrugsproblemer.

Denne enkle handling udspiller sig imidlertid på en usædvanlig baggrund. Ligesom i et klassisk melodrama er kulisserne alt andet end neutrale - der bryder som bekendt altid et tordenvejr løs på det helt rigtige tidspunkt i gyserfilm. I Dagenes skum er dette ophøjet til en raffineret og meget bevidst pointe: Omgivelserne afspejler fuldstændig personernes til hver en tid herskende sindstilstand. I den lykkelige begyndelse er der to sole på himlen. Solstrålerne frembringer klare toner når de rammer alle de blanke overflader, og husmusene danser til denne musik. I ren tegnefilmsstil har Colin en trofast følgesvend i en af de små mus. Opfindsomheden er morsom og sprogligt overstadig i en grad der leder tanken hen på Storm P.s absurde noveller, som når musikerne efter brylluppet bliver afhentet af politiet fordi de skal i gældsfængsel, og 'for at hævne sig truttede [...] i deres instrumenter, hvilket for violinisternes vedkommende frembragte en afskyelig lyd'. Erotikken er også munter og nonchalant på måder der i dag tangerer det politisk ukorrekte: En onkel hilser ikke sin niece med et kram, men ved at kærtegne hendes bryster, og mener andetsteds at kunne 'føle sig frem til' at de piger han var i selskab med, måtte være henholdsvis 16 og 18 år. Man fornemmer dog hurtigt at denne overgivne eventyrverden har en mørk underside: På den lystige udflugt til skøjtebanen bliver skøjteløbere smadret mod væggene og som en selvfølge skrabet ned, og i et udstillingsvindue med reklame for sygehusvæsenet 'kvalte en tyk mand iført slagterforklæde småbørn'. Da Chloé bliver syg trækker verden sig bogstaveligt sammen: Lejligheden bliver mindre, mørkere og stadig mere uhumsk, til loftet rammer gulvet og man skal vare sig for ikke at blive fanget af ækle gevækster. Chloés brystsyge er ikke tuberkulose, men en åkande der vokser i hendes lunger og endelig ikke må gå i blomst, og behandlingen består i at lade hende fryse og tørste og være konstant omgivet af andre blomster.

Chicks sygelige afhængighed er hverken af spil eller stoffer, men derimod af modefilosoffen Jean-Sol Partre. Partre-interessen får Chick til at forsømme alt andet, og han ruinerer sig i bestræbelserne på at opkøbe særudgaver af værkerne og andre Partre-souvenirs. Beskrivelserne af menneskemængderne der forsøger at tiltvinge sig adgang til Partres forelæsninger ved at trænge op gennem kloakkerne eller springe ned med faldskærm, er lige så overgearet morsomme som noget andet i bogen, men ikke desto mindre er parodierne på kredsen om Jean-Paul Sartre nok romanens eneste svaghed, der får den til at virke indforstået og tidsbunden på trods af den abstrakte eventyrverden og de almengyldige temaer. Referencerne til tidens musik såsom Duke Ellington fungerer derimod fint stemningsskabende.

Dagenes skum er en uafsluttet række af bogstaveliggjorte metaforer. Romanen ophøjer de sproglige billeder til en verden. Det er ikke en verden der er logisk konsistent eller rationaliseret som i en fantasy- eller science fiction-roman. Vi får ikke, som man ville gøre det i science fiction, en i én forstand realistisk forklaring på at der er to sole på himlen. En science fiction-historie kunne snildt præsentere en planet i et solsystem med flere sole, og samtidig bruge planeten hvor solen(e) altid skinner, som et billede på en lykketilstand. Men metaforerne i Vians roman er bogstavelige i den forstand at de ikke peger på deres egen karakter af tekst eller billeder, i modsætning til et eksempel med to sole på himlen som Niels Dalgaard flere gange har fremhævet (se bl.a. Den gode gamle fremtid, 1997, kapitlet om 'Dansk modernistisk science fiction'): Svend Åge Madsens tidlige roman Liget og lysten (1968), hvor solene viser sig at repræsentere forfatterens briller, når han kigger ned på sin kreation, og således ikke alene fremstår rent metaforisk, men samtidig gør opmærksom på at dette jo ikke er en verden, men bare tekst. En af de store fornøjelser ved Dagenes skum er at romanen på trods af overfloden af absurditeter netop fremstår som en gængs fortløbende fortælling og en verden man kan leve sig ind i, selv om den som sådan er utroværdig. Dette er nok grunden til at den virker så meget stærkere end Vians andre sammenlignelige, men mere radikalt surrealistiske romaner: Efterår i Peking (L'automne à Pékin, 1947), Det røde græs (L'Herbe rouge, 1950) og Hjertetangen (L'Arrache-cœur, 1953).

I den tradition Vian er den del af, tales der (efter hans tid) om pataforer snarere end metaforer. Vians inspirationskilde Alfred Jarry introducerede i 1893 pseudofilosofien patafysikken, der handler om det der ligger uden for metafysikken, ligesom metafysikken per definition beskæftiger sig med det der ligger til grund og uden for fysikken. Patafysikken er ikke nogen letgennemskuelig filosofi, men pataforen - der igen er hinsides metaforen - er forholdsvis veldefineret. Det handler om at udbygge og ophøje metaforen til at udgøre og udfylde konteksten. For eksempel skabte jeg uden at vide det en patafor da jeg som ganske ung sendte et postkort hjem fra Grækenland og ikke alene skrev at jeg havde fået for meget sol og lignede en hummer i hovedet, men gik videre til at beskrive hvordan jeg havde klippet følehornene af osv. Patafor-begrebet er således meget tæt på det der i en anden tradition, som bl.a. er overtaget af science fiction-kritikken, er blevet kaldt den bogstaveliggjorte metafor (literalization of metaphor), sådan som jeg også har gjort det overfor. Grundlæggende handler det om at skildre følelsen og oplevelsen som noget håndgribeligt. Når der sker noget forfærdeligt i vores liv, føler vi at verden går under. En fortælling om verdens faktiske undergang kan tjene som et billede på dette (uden at alle enkeltelementer i fortællingen symboliserer noget andet i et én-til-én-forhold, sådan som det er tilfældet i allegorien). Om denne undergang, eller hvad det nu måtte være, er rationaliseret som i en science fiction-tekst eller blot præsenteres med pokerfjæs som hos Vian, er en skelnen på et andet plan.

Der er også derfor man kan opleve ligheder på tværs af genrerne. Et gennemgående element i Dagenes skum er de genstridige brugsgenstande: stolen der stejler når man forsøger at sætte sig på den, slipset der ikke vil lade sig binde og prøver på at brække fingeren med knuden. Det er oftest morsomt, men går ligesom alt andet i bogen hen og bliver ubehageligt efterhånden, som i den ulækre scene hvor Colin ikke længere har råd til den fornemme franske madlavning der ellers beskrives så indgående, men prøver at indfange de sorte pølser der vrider sig som levende ål på stegepanden. Gevordighederne med brugsgenstandene minder gevaldig om scener i Philip K. Dicks især tidlige romaner, hvor folk ofte har problemer med døre der ikke vil lukke dem ind, eller fører lange diskussioner med deres bil. Hos science fiction-forfatteren Dick er det naturligvis rationaliseret - hjælpemidlerne i hjemmet er kunstige intelligenser/robotter - med en yderligere satirisk pointe om teknokrati, men stemningsmæssigt er vi på linje med Vian. Dicks forholdsvis store anerkendelse i Frankrig i sin levetid (før han blev mødt med tilsvarende 'seriøs' interesse i den engelsksprogede verden) skyldes utvivlsomt også at han i den forstand kan forholdes til en fransk-europæisk tradition. Det kan forklares med fælles inspirationskilder for Dick og Vian - Vian elskede amerikansk 'triviallitteratur', især hårdkogte detektivromaner, men også science fiction, og Vian oversatte bl.a. A.E. van Vogt til fransk. Van Vogt var et af Dicks tidlige forbilleder, fra hvem han overtog pulp-idealet om et hæsblæsende tempo i handlingen og en idérigdom der virker som et bombardement på læseren.

Dagenes skum har været en af mine yndlingsbøger siden jeg læste den første gang som teenager, så jeg har den naturligvis også stående på originalsproget, men mine franskkundskaber er langt fra tilstrækkelige til at kunne værdsætte Vians egen tekst uden støtte i en oversættelse. Derfor skal jeg heller ikke gøre mig til dommer over Lone Teglskovs oversættelse, men blot glæde mig over at vi nu har to danske oversættelser, nemlig den og så Jacques-Louis Ratel & Elsebeth Junckers fra 1965, der af indlysende årsager er lidt mere gammeldags i sit ordvalg. Dagenes skum har også været filmatiseret flere gange, af Charles Belmont i 1968 og i Japan i 2001 som Kuroe (dvs. Chloé). En ny filmatisering af Michel Gondry og med blandt andre Audrey Tautou får premiere i 2013.

Se også: Hvad har Lily Broberg og Boris Vian til fælles?

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post159