Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Darwin og Dracula - litteratur og biologi

VidenskabPosted by Stig W. Jørgensen Tue, October 02, 2012 16:22:38

Når forskning præsenteres i medierne, sker det ofte med en (nødvendig) forsimpling hvor fronterne bliver trukket (nogle gange unødvendigt) skarpt op: Dette er noget helt nyt som ingen har tænkt på før, og forgængerne på feltet tog fuldstændig fejl! Og selv om akademisk diskussion ofte kan være stærkt polemisk over for faglige modstandere, er det reglen snarere end undtagelsen at man selv tager forbehold og i hvert fald nuancerer og perspektiverer. Igennem de senere år har litteraturforskeren Mathias Clasen været ude i medierne med et evolutionært perspektiv på gysergenren - fra en DR2-udsendelse med Lone Frank over flere indlæg på videnskab.dk til denne måneds nummer af DSB's Ud & Se hvor Mathias udtaler sig om fascinationen ved horror sammen med blandt andre Søren Henrik 'Skræk og Rædsel' Jacobsen. Flere af disse indlæg har haft en vinkling af typen 'Nu har vi fundet forklaringen på horrorgenrens popularitet!', 'Ud med Freud - ind med Darwin!' og 'Nu bliver et hidtil fritsvævende humanistisk område videnskabeliggjort' (gennem naturvidenskabelig metodologi). Jeg har nu haft fornøjelsen af at læse Mathias Clasens ph.d.-afhandling Monsters and Horror Stories: A Biocultural Approach - og jeg iler med at understrege at formuleringen her ikke er en høflig kliché. Afhandlingen er nemlig usædvanligt velskrevet og dermed vitterlig en fornøjelse at læse, naturligvis uden at den går på kompromis med det akademiske teksts konventioner. Ikke overraskende er forskeren Mathias Clasen også mere nuanceret i sine synspunkter end popularisatoren af samme navn som vi møder i medierne (og den journalistiske fremstilling af hans pointer). Skarpest er han i sin afvisning af ortodoks freudianisme i litteraturanalysen, men heraf følger naturligvis ikke nogen skråsikker påstand om at have fundet den eneste og fulde forklaring med det nye paradigme. Afhandlingens undertitel, en 'biokulturel tilgang', frem for den 'litteraturdarwinisme' der tales om andre steder, understreger at der ikke er tale om den form for naturvidenskabelig reduktionisme man straks bliver skudt i skoene hvis man vover snuden frem og påstår at eksempelvis biologiske forklaringsmodeller kan have relevans for humanistiske fag.

Afhandlingen har ud over den grundlæggende introduktion til tilgangen form af otte artikler. Tre artikler har teoretisk karakter, hvoraf de to omhandler det biokulturelle studium af horrorgenren generelt og det tredje går i detaljer med et specifikt horrorelement, nemlig zombier. En fjerde artikel undersøger hvorledes et darwinistisk/evolutionært perspektiv har sat sig spor i litteraturen/kulturen, med udgangspunkt i R. Scott Bakkers Neuropath. De næste tre artikler gør brug af den biokulturelle tilgang til analyse af specifikke værker, nemlig to af genrens klassikere, Stokers Dracula og Richard Mathesons I am Legend (Jeg er den sidste), samt et nyere værk, Dan Simmons' Song of Kali (Kalis sang). Ikke mindst Matheson-analysen demonstrerer hvad der ligger i den biokulturelle tilgang: Den biologisk-inspirerede del af analysen forklarer zombien som arketype (for nu frækt at låne en term fra fjenden), den kulturelle del ser værket i sin geografiske og historiske kontekst (USA, Den Kolde Krig), og den biokulturelle teori knytter forbindelse mellem de to. Den afsluttende artikel gør status over feltet.

Jeg har som udgangspunkt stor sympati for bestræbelser på eksakte videnskabsidealer (f.eks. falsificérbare udsagn) også inden for humaniora og for anvendeligheden af naturvidenskabelige indsigter og metodologi i humanistisk forskning (og vice versa). Forudsætningen er naturligvis at indsigterne og metoderne er i orden set ud fra deres grundfagområder. Sagt på en anden måde: Hvis nogen præsenterer en 'naturvidenskabeliggørelse' af et humanistisk forskningsområde, er det første spørgsmål man skal stille sig, om den valgte metode er god naturvidenskab. Hvis man præsenterer en formalisering (for nu at nævne en videnskabelig metodologi jeg selv er stærkt tilhænger af), er den allerførste forudsætning at selve formalismen er i orden, så en matematiker ikke tager sig til hovedet når han ser den. Hvis det er tilfældet, kan man så gå videre til den væsentligste diskussion - erkendelsesværdien af applikationen af formaliseringen på det givne område. Ligeledes fordrer eksempelvis Noam Chomskys klassiske programerklæring om at lingvistikken skal være 'en gren af kognitiv psykologi', at kognitive psykologer vil finde lingvisternes metodologi acceptabel, osv. osv. Egentlig er det det samme (tvær)videnskabsideal der ligger bag Clasens opgør med freudiansk litteraturfortolkning. Hvordan kan man basere litteraturforskning på en psykologisk model - ortodoks klassisk freudianisme - som inden for den moderne videnskabelige psykologi er langt fra enerådende og på nogle punkter betragtes som decideret forældet? Som nævnt er det i opgøret med den freudianske litteraturanalyse at Mathias Clasen formulerer sig mest polemisk i afhandlingen, men hvis de eksempler han anfører, på nogen som helst måde er repræsentative, er den skarpe tone alt andet end uberettiget. Omvendt kan man selvfølgelig ikke se fuldstændig bort fra teorier der (som en slags semiotiske zombier) har fået deres eget liv i den kulturelle bevidsthed. Ligesom Clasen kan påvise den evolutionære tænknings spor i litteraturen og kunsten mere bredt, er der et utal af værker der helt bevidst er forankret i psykoanalytisk tænkning eller ubevidst farvet af det, og den freudianske analyses udbredelse helt ned på skoleplan har uundgåeligt skabt en forståelsesramme hvor dette har klangbund hos læserne. Det forsvinder ikke selv om man forkaster den klassiske freudianisme som psykologisk model og generelt litterært analyseværktøj, ligesom et maleri med religiøse motiver stadig rummer religiøse motiver, også når kunstkritikeren er ateist og gennemsnitsbeskueren ikke har sin bibelshistorie præsent.

Clasens (og hans inspirationskilders) evolutionære litteraturforskning er naturligvis underlagt samme faglige krav: Hvis man skal indføre evolutionspsykologiske forklaringer på litterære fænomener, skal det være god evolutionspsykologi, og i sidste ende handler diskussionen naturligvis om anvendelsesområdet for biologiske-evolutionære forklaringsmodeller. Det er jo værd at huske at ligesom humanister diskuterer de naturvidenskabelige metoders relevans for deres fagområder, er der også stærk uenighed blandt eksempelvis biologer om i hvilken omfang metoderne lader sig overføre. Som en stor skygge over afhandlingens teoretiske udgangspunkt svæver biologen E.O. Wilsons vision om en enhedsvidenskab, sådan som han har udtrykt den i bl.a. Consilience (1998). Wilson er ikke hvem som helst: Han er verdens førende ekspert i myrer og andre sociale insekter (det var Wilson der i 1950'erne opdagede at myrerne kommunikerede ved hjælp af feromoner), og Wilson er grundlægger af sociobiologien som videnskabsgren. Sociobiologien og beslægtede fagområder forbliver omdiskuterede den dag i dag, og det interessante er for mig ikke automatreaktionen i kredse hvor selve ideen om naturvidenskabelige forklaringer på menneskelig adfærd og kultur er helligbrøde, men derimod den fagbiologisk funderede diskussion om hvorvidt metoderne lader sig overføre. Det samme gælder generelt evolutionære forklaringer. Man kan sagtens principielt mene at tingene har evolutionære forklaringer, men forklaringerne forbliver gæt hvis der ikke er empirisk materiale (f.eks. træk ved fossiler) til at teste forklaringerne - det som Stephen Jay Gould i sin ivrige kritik af sociobiologiens opkomst kaldte 'just-so stories'.

Det er store spørgsmål, men det er ingen tvivl om at Clasens biologiske tilgang til horror i nogle tilfælde skærer igennem og præsenterer helt indlysende påstande, som kan virke frygteligt (!) banale, men som netop derfor har deres berettigelse som modspil til en amokløben og indforstået kritisk diskurs. Monsteret i Alien er helt grundlæggende ikke uhyggeligt fordi det symboliserer den oral-sadistiske mor, men fordi det bærer alle rovdyrets og andre naturlige fares træk. Hvis der ikke var andet i det, ville det naturligvis være reduktionisme i en forsimplende/forfladigende forstand, men pointen med det biokulturelle er jo netop at udpege det generelt-biologiske over for det specifikke-kulturelle og undersøge hvordan niveauerne spiller sammen. Afhandlingen præsenterer, såvel som refererer og lægger videre op til, forskning der har klar iboende værdi. Det gælder således tværkulturelle empiriske studier af hvordan folk reagerer på elementer i gyserfilm (hvis new yorkere, aboriginals og kinesere reagerer identisk, har vi nok fat i noget der ikke er kulturspecifikt), eller applikationen af teorien om the uncanny valley.

Horror er en indlysende genre at gøre til genstand for den biologiske indfaldsvinkel. Nogle genrer er mere primitive end andre - hvilket ikke skal forstås som en nedvurdering, men således at de lader sig karakterisere ved nogle basale responsmønstre. Helt elementært tjener pornografien den funktion at gøre læseren seksuelt ophidset, og komedien at få folk til at le. Gyseren (et godt dansk navn fra længe før man sagde 'nederen' og 'grineren'!) er i denne sammenhæng en interessant genre, fordi den som udgangspunkt også lader sig karakterisere ved et stimulus-responsmønster, men hvad er pointen i at opsøge frygt, som i modsætning til sex og latter ikke er noget grundlæggende positivt? Sært nok har horrorforskningen åbenbart ikke før Clasen fyldt særlig meget i litteraturdarwinismen, som snarere har beskæftiget sig med f.eks. Jane Austens romaner anskuet i en adfærdsbiologisk ramme som dramaer om parringsvalg.

Dette sidste leder mig frem til min største skepsis ved afhandlingen og det biokulturelle paradigme generelt. Det er ikke indlysende for mig at der er en nødvendig sammenhæng mellem på den ene side evolutionsbiologiske forklaringer på fortællinger/litteratur generelt såvel som på specifikke genrer, og på den anden side en metode til specifik værkanalyse. Jeg er naturligvis ikke den eneste der har fremført denne kritik, og Clasen opregner den og imødegår i et indledende afsnit om den kritiske modtagelse af evolutionære litteraturstudier. Mathias Clasens fremfører at en ordentlig teori må vise sit værd ved både at tjene som generel forklaringsmodel og bidrage med nyt i konkrete analyse-cases. Det er naturligvis en glimrende holdning, også fordi den præsenterer eksempler som man så kan vurdere resultatet ud fra. Og i den biokulturelle tankegang (som den præsenteres i afhandlingen frem for mediernes 'ud med det gamle, ind med darwinismen') ligger jo netop heller ikke at den evolutionære forklaring skal ganske erstatte alle kulturelle forklaringsmodeller.

Men jeg er stadig ikke hundrede procent overbevist om at det kun er et spørgsmål om niveauer af 'samme' teori. I hvert fald synes jeg det er problematisk at der ikke i de konkrete værkanalyser gøres mere ud af det særegne ved de tilfælde - her Neuropath og Song of Kali - hvor der fra forfatterens side opereres helt bevidst med darwinistisk tankegang. Dette må en analyse naturligvis forholde sig til, ligesom man ved læsningen af en overlagt eksistentialistisk roman med fordel kan inddrage eksistentialistisk filosofi. Det er faktisk samme pointe jeg fremførte vedrørende freudianismen ovenfor: Der er værker hvor man er nødt til at forholde sig til Freud fordi de indskriver sig i en freudiansk tradition, eller fordi de handler om psykoanalysen, uden at man behøver være freudiansk litteraturanalytiker af den grund. Ligeledes ville de være mærkeligt at skrive om Neuropath uden at forholde sig til den neurobiologiske forklaringsmodel, men det bliver man ikke litteraturdarwinist eller biokulturel teoretiker af. Omvendt kan dette forhold naturligvis ikke anføres som et argument imod teorien.

Jeg vil i hvert fald se meget frem til de fremtidige forskningsretninger som afhandlingen udstikker.

Se også: Tog Darwin fejl? , EVO LIT: Evolutionen i litteraturen

  • Comments(3)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post153