Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Dødsskibet skal sejle i nat - Henrik Nordbrandt som dansende knokkelmand

LitteraturPosted by Stig W. Jørgensen Sun, September 09, 2012 20:43:22

Hvis jeg skulle udpege den håndfuld bøger der er en del af min sjæl, de litterære desert island discs der har udgjort det tekstuelle lydspor til mit liv, kommer der i hvert fald én dansk digtsamling med på listen. Og nej, det er ikke - må jeg være fri! - Søren Ulrik Thomsens City Slang (1981), dens nybrydende opgør med 70'erne usagt - så generationsbanal er jeg ikke, og måske også et par år for ung. Det er derimod - uden konkurrence - Henrik Nordbrandts Håndens skælven i november (1986). Ensom eller kammeratlig deklamation af dens prægnante, aforistiske tekster har mangen en dag lindret på ungdommelige gevordigheder som kærestesorger, dødsangst og tømmermænd (og at digteren var mere til Armani-frakker end til slidte sorte jeans gjorde det jo ikke ringere). Alle kender novemberdigtet ('Året har 16 måneder: November / december, januar, februar, marts, april / maj, juni, juli, august, september / oktober, november, november, november, november.'), men samlingens Omar Khayyam-inspirerede epigrammer er en uudtømmelig kilde - nogle af de ordknappe tekster virker ved første øjekast blot vittige (som novemberdigtet) eller ligefrem banale, men de bliver siddende i baghovedet og fremstår som mere og mere dybsindige for hver gennemlæsning eller -granskning, på trods af (eller måske netop fordi?) verselinjerne hele tiden selv påråber sig at være blot produkter af 'håndens skælven', som titlen siger, og således snarere udtryk for 'uorden' end for nogen 'sandhed'. Måske kommer dybden et andet sted fra, som det antydes i mit yndlingsdigt fra samlingen:

Mine ord er tilfældige. Ikke symboler.
Dog genkender jeg undertiden et eller andet
som omridset af en fisk tegnet på jorden
i en romersk militærlejr, i Britania.

Nordbrandt leger altid med sproget, ikke i en simpelt ordspillende forstand, snarere som udtryk for en konstant og stor undren over sproget som fænomen, men - og dette er Nordbrandts genialitet - denne filosoferen har et uhøjtideligt og underfundigt udtryk. Dermed undgår det at blive patetisk i hverken den klassiske eller nyere betydning af ordet; det er dybt alvorlig digtning, men det er ikke alvorsdigtning som hos skriftbevidste modernister eller moderne minimalister for hvem det er et vigtigere projekt at skrive en poetik end en ny digtsamling. Ikke desto mindre kommenterer Nordbrandts digte hele tiden sig selv og deres egen sproglighed, og dybest set handler det jo blot om at det netop er dette poesi er: et forsøg på at udvide og ideelt set sprænge sprogets grænser, at bruge ordene til at sige mere end almindelig sprogbrug kan udtrykke. Måske er det dette titlen på hans nye samling, 3½D, hentyder til: bestræbelsen på at tilføje nye dimensioner. Og med karakteristisk nordbrandsk vid er det ikke 4D, 5D eller multi-D. Sproget kan jo ikke transcendere sig selv, men vi (digteren) er hele tiden nødt til at prøve, og resultatet bliver nu det bedst mulige - fornemmelsen af dog at have tilføjet en halv dimension. (Et begreb der bliver mere og mere mystisk og mere og mere morsomt, jo nærmere man tænker over det).

Men digtene handler ikke om digte og sprog, de handler altid om noget uden for sig selv: liv, kødelighed, sanseobservationer og hverdagsdetaljer. 3½D er som genre en danse macabre, hvor digteren tager sig en svingom med sin egen dødelighed. 'Far!' råber digterens datter, første gang hun ser et skelet - igen en typisk Nordbrandt-detalje, for er den anekdote ikke for banal og for banalt udtrykt til at finde vej ind i et digt? Næ, åbenbart ikke, for det er den vi alle husker, og den vi alle citerer, den modvirker patos og sætter hele bogens dødstematik i en personlig ramme. Nordbrandt hader tanken om at rumme et skelet inden i sig, og hans 'afsky [er] gengældt af skelettet'. 'Skeletur' hedder digtet - det er sådan et ur med glas så man kan se urværket - for det er et ur af denne type og betegnelsen for det der sætter tankerækken i gang. Igen en pudsighed der rummer en større alvor, for skeleturet peger jo samtidig tilbage på timeglasset som historisk dødssymbol.

Igen er den egentlige transcendens ikke mulig: Hvordan skrive om selve døden som i én forstand er noget man ikke kan opleve? Vi har ikke sprog til det, og uanset hvilket sprog vi havde til rådighed, forbliver døden uden for den personlige erfaring. I digtet 'Genfærd' hedder det om de døde:

De er ikke
de nøjes med at tale
på en måde ingen dog kan overhøre
om det
hvorom man ikke kan tale.

At tale om det hvorom man ikke kan tale, er jo en Wittgenstein-reference (slutlinjen på Tractatus Logico-Philosophicus), og det er nærmest modigt af Nordbrandt at bruge den - modigt fordi citatet i visse intellektuelle kredse er hvermandseje, og andre måske ville undgå det af frygt for at virke banalt studentikos. Men der er jo netop intet studentikost ved Nordbrandts digtning, den manglende frygt for det banale er en af hans store styrker, og sandheden er jo at koblingen ikke-sprog og ikke-væren er skarp. Og dette umiddelbart efter nogle linjer om en genganger med røde sokker. Respekt!

Et digt der går rent hjem allerede ved første gennemlæsning af samlingen, er 'Dødssejlere'. Sørejsen i sig selv er jo ikke nogen original metafor for hverken livet eller døden, og digtet må, om det nu vil det eller ej, spille op imod D.H. Lawrences The Ship of Death, på dansk 'Dødsskibet' (oversat af Poul Borum i udvalget Granatæbler, 1985), et digt om (som Jacobsens Niels Lyhne) at 'dø døden, den lange og smertelige død', om at berede sig på at sige verden ret farvel (ja, Lawrence er næsten dansk litteratur!) når 'Den grumme frost er nær, hvor æbler vil falde / tæt næsten tordnende, mod den hårde jord.'

Og i den sårede krop finder den skræmte sjæl
at den skrumper ind, gyser ved kulden
der blæser op mod den fra alle åbninger.
(Granatæbler, s. 185)

Nordbrandt frygter ikke vinterens grumme frost, kan godt lige klare foråret, men orker bare ikke rigtig sommeren mere ('Fire forår'). Hans dødsskibe er dog som udgangspunkt lige så uhyggelige:

Dødssejlere kalder vi dem
på grund af formen

på de sår de laver
når de forlader kroppen

med et lille stykke af sjælen om bord

Men for det første rummer selve glosen 'dødssejler' jo et afvæbnende sprogligt overskud, for det andet stævner disse fartøjer ikke som Lawrences dødsskibe ud på et traditionel metaforisk rejse mod mørke, kulde og ensomhed. Livets logik kan ikke gælde derovre på den anden side, det må være et spejlbillede: Dødssejlerne bliver større jo længere bort de kommer, og de bevæger sig baglæns i tid. Og bedst som man tænker, nå ja, dødens transcendente ikke-erfaring skildres som en modsathed, dén har jeg gennemskuet, kommer det afsluttende billede som ikke bryder omvendelogikken, men alligevel er åbenlyst og isnende korrekt. Når skibene lægger til anker, er det ikke fordi de har nået dybet.
Det er dybet der når os.

Helt afklaret er det jo ikke ligefrem alt sammen; snarere skrevet på en eksistentiel usikkerhed. Helt livsbekræftende er det derfor heller ikke. Og så dog. Der er så meget finurlighed og så meget underspillet sanselighed, og Nordbrandt har sine epigrammatiske kvaliteter fra Håndens skælven i behold, den bedragerisk enkle overflade. Et eller sted er digtet 'Næsten' jo bare Piet Heins gruk om den danske sommer som mindet om en dag i maj - og så alligevel ikke. Slet ikke.

Det er næsten sommer
men også kun næsten.
Og når det er sagt
er sommeren næsten forbi.

3½D udkom i fredags, 7. september 2012.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post148