Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Raketterne på Stevns - gensyn med den kolde krig

BegivenhederPosted by Stig W. Jørgensen Mon, August 06, 2012 08:57:38

Forsan et haec olim meminisse iuvabit
(Måske vil vi engang se tilbage på selv disse ting med glæde)
-- Vergil

I 1960 kom den kolde krig synligt til det landlige Stevns da batterier af de store NIKE luftforsvarsmissiler blev opstillet ved klinten. Niels E. Nielsen, Danmarks igennem mange år stort set eneste science fiction-forfatter, iagttog raketalderens indtog i det traditionsbundne lokalsamfund fra sin bopæl i landsbyen Sigerslev og skildrede det i essaysamlingen Torden og grønne skove fra 1961, en herligt bedaget bog - idet dens betragtninger om f.eks. børneopdragelse som i dag virker klart forældede, fuldender tidsbilledet som en påmindelse om hvad det var for en verden der oplevede modernitetens pludselige nedslag. Nielsen skildrer naturen og idyllen i en sansemættet og lidt sentimental stil, der er blevet sammenlignet med Knud Sønderbys essayistik, men også landsbylivets trange konventionalisme hvor tilflyttere altid vil forblive fremmede, og han selv som forfatter altid vil være en særling, 'skriveren'. Til denne verden er det nu at fremtiden melder sin ankomst i det små som ved de første gulerødder svøbt i plastik og lagt på køl hos købmanden såvel som ved selve 'atomalderens' indtog i form af Risøs reaktor inden for kørselsafstand, noget som fylder den ellers til tider fremtids- og teknologiforskrækkede Nielsen med fascination og ærefrygt. Det er dette spændingsforhold mellem den nostalgiske drøm om pastoral idyl og fremtiden som noget uafvendeligt og af og til løfterigt, men oftest truende, der præger Niels E. Nielsens romaner. Tydeligt blev det på Stevns med opstillingen af missilerne på nært hold. Uden for sit hus i Sigerslev iagttog Nielsen en nat 'satellittens lysende spor over den sovende landsby'. Der var ingen steder at gemme sig for fremtiden.

Niels E. Nielsen døde i 1993. Jeg mødte ham aldrig. Den sidste gang han takkede ja til at deltage i et science fiction-arrangement, var til kongressen Dancon i 1987. Og netop denne søndag i november hvor Nielsen optrådte i København, havde jeg vagt ved porten på ... Flyvestation Sigerslev. Jeg gjorde tjeneste ved Luftværnsgruppens Eskadrille 543 ved Stevns Fyr. Det var ikke længere NIKE-raketter i min tid, men mobile enheder af de mindre HAWK-missiler. Jeg må have gået forbi Niels E. Nielsens dør mange gange uden at vide hvilket hus han boede i. Sigerslev er ikke så stor.

Måske kørte jeg forbi huset igen i lørdags. Foreningen Fantastik havde arrangeret en særdeles vellykket udflugt til Koldkrigsmuseet Stevnsfortet. Den i foreningskredse velkendte Rasmus Wichmann, der er medarbejder ved museet, viste rundt på fortets område og naturligvis ikke mindst i de kilometerlange gange under jorden der husede Søværnets hemmelige kommandostation dengang vi andre gik og passede raketterne over jorden. Det er et isnende sted der bringer mindelser om alt hvad der var at frygte under den kolde krig.

Anderledes sært nostalgisk var det da min gamle soldaterkammerat Thomas Frello og jeg senere på dagen fortsatte på egen hånd til den gamle Flyvestation Sigerslev der efter nogle års afbrydelse igen er Røde Kors asylcenter, det gamle soldaterhjem der nu huser Stevns Naturcenter, og ikke mindst området omkring Stevns Fyr hvor Eskadrille 543 var opstillet. Arealet er offentligt tilgængeligt, og det rystede os lidt hvordan man bare kan vade ind, men hvorfor ikke? Der er ingen raketter, ingen generatorer, ingen radarer, ingen soldater, ingen oplysninger at beskytte. Der var bygget en grillplads hvor man kunne hygge. I eskadrillens tid var det tætteste man kom på en grill, high power-radaren, en mikrobølgeovn i fri dressur der ifølge Luftværnsgruppens mundtlige overleveringer er blevet brugt til at tilberede mindst én stegt kylling af gastronomisk eksperimenterende konstabler.

Runde volde omgiver tilgroede asfaltområder hvor raketterne i sin tid stod opstillet, beskyttede af deres kupler. Vi slog kuplerne op og ned også på dage hvor der ikke blev øvet med missilerne, for at forhindre svalerne i at bygge rede i dem. Museeumsområdet ved Stevnsfortet demonstrerer at det var nødvendigt. Jeg talte tre svalereder i en kuppel der stod opslået til demonstration, og missilerne var dækket af fugleklatter så det nærmest skreg på en menig med svamp og sæbevand.

Ved fyret er både kupler og affyringsramper borte. Skiltningen forklarer pædagogisk hvad der befandt sig på stedet engang, i en sproglig og layoutmæssig stil jeg genkender fra Nordsjællands borgruiner. Måske passende - man måtte bane sig vej gennem højt græs hen til den forfaldne kontrolboks. Thomas og jeg flakkende omkring på området som levende levn, efterbilleder af øvelser som jeg skildrede dem engang:

Eskadrillens sektion Alfa kommer først. Lastbilerne pløjer sig ned i den fugtige jord, efterlader dybe hjulspor hvor der før var græs. En missilbil sidder fast og må hjælpes fri. Kæderne spændes, hjulene spinder og får endelig greb i den opblødte grund. Launcherne, de mobile affyringsramper, hægtes fri af vognene og opstilles på udvalgte positioner. De menige gør launcherne klar, jord-til-luft-missilerne lægges på plads, tre stykker på hver. Generatoroperatørerne trækker deres kabler til launcherne, til computervognene, til radarerne på deres bakketoppe. Kablerne forbindes, kontrolboksteltet stilles op. En lommelygtes lyskegle skærer sig gennem vinternatten. Radarerne roterer, gennemsøger luftrummet; systemet efterprøves indtil alt fungerer tilfredsstillende. Vagtplanen lægges og opgaver uddelegeres. For dem som ikke får tildelt en opgave, er det tid at sove. Det kan man godt tillade sig. Der er ikke krig; det er kun noget de leger.

Hen på morgenen ankommer Sektion Bravo. Der går mænd foran vognene og efterser terrænet; chaufføren kan intet se i den svage blå belysning. De deployerer i passende afstand fra Alfa, opstiller deres udstyr. Eskadrillen er samlet. Dagen passerer stille. Et lille gasangreb, en smule atomkrig, et par simulerede fejlfunktioner i systemet – men ikke for alvor, det er kun noget de leger, og bare en smule, for det er kun en lokaløvelse. Dagen er koldere end den foregående, og sent på eftermiddagen tager regnen til. Folk stuver sig sammen, ryger cigaretter og spiser deres chokoladerationer. Stampersonellet køber bajere fra messens medbragte forsyning. Timerne snegler sig af sted. Raketterne peger afventende mod himlen, kampberedte som altid.
("Raketbilleder", 1990)

Raketbaserne på Stevns ophørte endeligt for ti år siden. Den fremtid som Niels E. Nielsen så indvarslet, er fortid i dag.

Alle billeder: Thomas Frello

Flere koldkrigsbetragtninger: Se Atomkrigens betydning for generationsromanen som genre

  • Comments(3)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post135