Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Fremtidshåb og Mars-drømme: sommerserie i Information

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Sat, August 04, 2012 22:47:23

Da Katrine Hornstrup Yde, kulturjournalist på Information, i 1996 gik i 7. klasse på Midtjylland Kristne Friskole i Herning, skulle hver elev skrive en science fiction-novelle. Deres tekster om fremtiden blev samlet i en blå skolemappe med titlen Science Fiction 7. klasse. 16 år efter har hun opsøgt fire af de gamle klassekammerater for at snakke om, hvad de var bange for dengang, hvad de er bange for i dag, og hvordan de ser på miljø, krig, teknologi og katastrofe, Gud og Helvede, natur og kultur.

Mona frygtede i 1996 en katastrofal krig mellem Hells Angels og Bandidos og skrev novellen 'Krigen!!!' Hun lever nu som førtidspensionist med sin mand nær barndomshjemmet i landsbyen Gjellerup.

Klaus skrev i 7. klasse om at bygge et kæmperumskib og flygte fra Jordens atomkatastrofer og finde en bedre verden og planet. Han bor nu på Vesterbro i København og arbejder som ingeniør med ekspertise i jord.

Tina skrev dengang om en gruppe børn, der finder en kur mod epidemien 'Paidz'. Hun indpoder nu ansvarsbevidsthed og humanisme i en ny science fiction-skrivende generation som lærer på Aarhus Efterskole.

Susanne skrev den sære novelle 'Turen i Føtex' om en familie i opløsning. Hjemmet var hendes tryghed. I skolen blev hun holdt udenfor, fordi hun var ’dum’. I dag er hun uddannet tjener, bor i hus og etablerer egen familie.

Samtalerne har kørt som sommerserie i Information. Katrine skrev naturligvis også selv en novelle, den pessimistiske 'Life on Mars' om en Mars-kolonisering. Som afslutning på serien har hun opsøgt mig for at få en snak om hundrede års Mars-feber, kulturelle forestillinger om menneskehedens fremtid og - naturligvis - David Bowies sang.

Læs artiklen: Hvis bare der var liv på Mars

Samtalen fandt sted under dette års Fantasticon-festival i begyndelsen af juni. Det kom der i øvrigt også en fin lille artikel ud af fra Katrine Ydes hånd.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post134