Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Fans og feer - Among Others som problematisk fantastroman

FantasyPosted by Stig W. Jørgensen Thu, July 26, 2012 13:58:46

Femtenårige Morwenna Phelps er en outsider. Hun er waliser på en engelsk skole, og de andre elever kommer desuden fra mere velhavende og velfungerende familier end hendes. Hun halter efter en trafikulykke, der dræbte hendes tvillingesøster. Hun interesserer sig (til at begynde med) overhovedet ikke for drenge. Hun er en bogorm, der gerne læser mere end én bog om dagen, og er især fuldstændig opslugt af science fiction. Og så har hun kontakt til den overnaturlige verden. Hun kan se og tale med væsner som hun i mangel på bedre betegnelse kalder 'feer', og hendes egen mor er en ond heks, som stod bag trafikulykken og søsterens død og stadig forfølger Morwenna med sin mørke magi.

Morwennas historie kan læses i Jo Waltons velskrevne og medrivende roman Among Others, der vandt årets Nebula, de amerikanske science fiction-forfatteres pris, og har fået megen rosende omtale. Bogens popularitet hos såvel Science Ficton Writers of America som almindelige læsere skyldes nok ikke mindst at historien også og i høj grad handler om læseoplevelser med science fiction-litteraturen, og også for mig vakte mangt og meget genkendelsens glæde. I hvilken grad bogen på andre måder rummer autobiografiske elementer er uvist (og irrelevant), men hvad det litterære indhold angår, trækker Walton tydeligvis på viden om hvordan det var at være et ungt menneske der læste science fiction i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne. A portrait of the artist as a young fan.

Herhjemme har vi en tradition for 'fantastromaner', navngivet efter og til dels defineret ved Hans Egedes Schacks klassiker Phantasterne, hvori det så berømt hedder sig at 'en Phantast udvikler sig gjennem Phantasier, ligesom andre Mennesker gjennem Handlinger og Begivenheder'. I slægt med dette er hvad man kunne kalde litteratromanen, biografien over et læsende og skrivende menneske, der ligeledes udvikler sig gennem hvad han eller hun læser og skriver, såvel som gennem den praktiske livserfaring. Disse romaner har deres indlysende berettigelse som realistisk og psykologisk litteratur. Fantaster og litterater er lige så meget en del af virkeligheden som alle andre, samtidslitteratur der ignorerer dem, går uden om en (omend særlig) del af menneskeheden, og deres historier kan ikke fortælles ordentligt uden at gå i detaljer med deres fantasiliv og litterære oplevelser. Når denne type litteratur er bedst, formidler og analyserer den spændingsforholdet mellem kunsten og livet, fantasien og virkeligheden, som en afart af udviklingsromanen, hvor personerne finder deres plads på det spektrum der strækker sig fra det goldt fantasiløse og poesiforladte menneske til eskapisten og drømmeren der helt fortaber sig i umulige fantasier. Tit er der elementer af en klassisk dannelsesroman hvor hovedpersonen finder vej til en gunstig placering på dette spektrum, et sted, hvor fantasierne perspektiverer den verden, vi er placeret i, eller tager form af visioner, som man kan stræbe efter at virkeliggøre, og hvor de kunsteriske oplevelser beriger og inspirerer snarere end erstatter det levede liv.

I mindst trekvart århundrede har der nu fandtes mennesker med en opslugende interesse i science fiction, og i hvert fald siden efterkrigstiden har de mest entusiastiske af dem for alvor engageret sig i en egentlig subkultur. Science fiction-fans udgør således en betydelig variant af det 20. og 21. århundredes 'fantaster', og det ville nærmest være problematisk hvis der ikke også forekom realistiske skildringer af deres livsstil.

Den første indfaldsvinkel til Among Others (og den der som nævnt forklarer dens popularitet) vil være først og fremmest at læse bogen som en roman om at være et ungt, science fiction-interesseret menneske. Forfatteren (f. 1964) og hendes jævnaldrende hovedperson tilhører ligesom mig (f. 1968) den måske sidste generation der kunne 'opdage' science fiction og kulturen omkring genren med den fornemmelse det giver af 'der er en hel verden derude!' og 'der er andre ligesom mig!'. I dag er mediebilledet gennemsyret af om ikke andet science fictionelle elementer (min søn kendte ordet 'parallelunivers', da han var i børnehavealderen, og han havde det ikke fra mig, men vist fra Ninja Turtles), så de færreste bliver opmærksomme på genrens eksistens fordi de falder over en forunderlig antologi i antikvariatets eller bibliotekets mest støvede hjørne. Ligeledes kommer det første møde med ligesindede og deres aktiviteter næppe som noget forunderligt chok, da det ikke kræver mange øjeblikkes internetsøgning at finde en diskussionsgruppe. Morwennas vej ind i litteraturen mere bredt følger også et mønster som åndsfæller vil nikke genkendende til: Fra science fiction og fantasy udbreder hendes læsning sig til historiske romaner, Platon og andre af oldtidens klassikere, Shakespeares eventyrspil, modernistiske lyrikere som T.S. Eliot samt genremæssigt ubestemmelige samtidsforfattere som John Fowles. Derimod står hun fuldstændig uforstående over for den problematiserende nutidslitteratur og den brede 1800-tals realisme hun bliver præsenteret for i skolen, og som hun møder med herligt ungdommelige betragtninger som at Thomas Hardy 'kunne have lært virkelig meget af Silverberg og Delany'.

Som sagt: Science fiction-entusiaster er jo lige så meget en del af virkeligheden som alle andre, og nogen bør også fortælle deres historie og skildre deres liv. Det var måske mere interessant om det skete i en form der kunne åbne deres verden for en u(den)forstående øvrighed, frem for blot gennem indforståede referencer der kun vækker genklang hos ligesindede, men lad nu det hvile. Hvis hovedsigtet er en realistisk roman om en opvækst som science fiction-læser, er bogens fantasyelement unødvendigt og dybest set malplaceret. Fantasyelementet kan naturligvis fremføres som et billede på bogslugerens tilflugt til en anden verden, men det er en svækkende niveausammenblanding at prøve at fortælle historien både som realisme og overnaturlig allegori. Fans for sig, og feer for sig.

En anden mulighed er at tage bogen alvorligt som fantasyroman. Læst på denne måde er den en stilfærdig protest mod moderne tendenser i den fantastiske litteratur. Among Others er anti-Harry Potter - det engelske kostskolevæsen er ikke et arnested for magi, men tværtimod indbegrebet af den knugende middelklassesmålighed som er eventyrets værste fjende. Romanens afdæmpethed er antitese til den fremherskende paranormal romance/urban fantasy. Er de tre velhavende tanter der betaler for Morwennas uddannelse (og holder hendes forhutlede far i kort snor), hekse? Hvis de har mægtige magiske kræfter, hvorfor vælger de så at leve deres liv som pebermøer der stort set aldrig forlader landsbyen (læs: hvorfor vælger nogle mennesker der har velstand og muligheder at lade deres liv begrænse af snævre normer og rammer)? Er Morwennas møde med fæller (in casu, science fiction-fans), som giver hende mulighed for at få venner og en kæreste, blot produktet af hendes forsøg på selv at udøve trolddom, og er de så rigtige venner? - et dilemma i stil med kærlighedseliksirens problem, for er kærlighedens mirakel ikke netop at nogen falder for én som den man er, uden nogen ydre påvirkning? Alt dette er elegant underspillet og slet ikke ueffent. Men så er det skildringen af litteraturoplevelserne der er et unødvendigt påklistret element som burde reserveres til en anden (realistisk) roman og indsnævrer bogens kernepublikum i unødvendig grad.

Den mest indlysende læsning af romanen er desværre også den mest problematiske. Meget peger på at fantasyelementet slet ikke skal tages bogstaveligt, men at feerne og magien kun findes i fortællerens fantasi. Morwenna er en ung pige der er vokset op med en psykisk syg mor, har mistet sin elskede tvillingesøster, pådraget sig et smertefuldt fysisk handicap og er omgivet af mennesker der ikke forstår hende. Det er ikke nogen unaturlig reaktion at flygte ind i bøgernes verden i den situation og heller ikke uforståeligt at hun skulle være så traumatiseret at presset driver hende ud i egentlige vrangforestillinger. Afslutningen hvor hun afsværger og fravælger magiens verden da feerne afkræver hende det ultimative offer for at genforenes med søsteren, kan vanskeligt læses som andet end et afværget selvmordsforsøg der åbner for professionel hjælp og vejen tilbage til psykisk stabilitet.

Det problematiske ved denne fortolkning af romanens begivenheder er at den drager en analogi mellem science fiction-interessen og vrangforestillingerne - eller sagt på anden måde: at den lægger op til at bekræfte en fordom om science fiction-læsere som socialt handicappede outsidere og eskapister. Det er selvfølgelig værd at bemærke at et forskruet, 'eskapistisk' litteraturforbrug ikke forudsætter en primitiv eller triviel kunstnerisk smag. Jeg har altid beundret den linje i Simon & Garfunkels gamle sang om et isoleret individ, 'I Am a Rock', der lyder I have ... my poetry to protect me. Et panser kan også være blødt, og poesien, selv den mest følelsesfulde og forfinede, kan udgøre så tykt et panser som noget. Et usundt forhold til litteraturen (eller alt muligt andet) handler ikke om læsestoffets kvalitet, men om at det får lov at fylde uforholdsmæssigt meget, ikke så meget i tid som følelsesmæssigt. Morwenna bærer tydeligvis disse træk. Hun siger eksplicit at hun føler mere for personer i bøger end for de mennesker der omgiver hende i den virkelige verden, og da hun hen mod bogens slutning får en kæreste, Wim, handler deres første alvorlige skænderi om Robert Heinlein. Wim forstår ikke hvordan hun kan være en beundrer af Heinlein når hendes øvrige helte er Zelazny, Delany og Le Guin, og Morwenna eksploderer ved antydningen om at Heinleins individualistiske tænkning skulle være fascistoid. Wim er på trods af godt udseende og charme også isoleret fordi han tidligere er blevet beskyldt for at gøre en pige gravid og forlade hende. Denne ensidige udlægning af historien er vist ikke helt sandfærdig, men Wim kan ikke ryste det dårlige omdømme af sig. Da han højlydt undrer sig over hvordan Morwenna kan være ganske ligeglad med hans blakkede ry, men derimod hidse sig op over hans syn på Heinlein, er hendes reaktion lige så uforstående: Heinleins forfatterskab er da naturligvis vigtigere set i et større perspektiv! Morwenna forsvinder ikke ukritisk ind i romantiske fantasiverdener. Hendes valg af læsestof er raffineret og reflekteret; det usunde i hendes forhold til litteraturen ligger på et andet plan.

Ikke desto mindre er det naturligvis helt legitimt at spørge sig om science fiction og fantasy som en litteratur der skildrer andre verdener, har en særlig appel til mennesker med et usundt behov for 'eskapisme', og om vi som science fiction-læsere, -forfattere og -kritikere stikker os selv blår i øjnene ved altid kun at fremhæve genrens kvaliteter og mest forbilledlige former. Det er en nødvendig diskussion, og en diskussion der også bør føres internt og netop ikke overlades til udenforstående og negativt forudindfattede. Jeg ville ikke have nogen principielle indvendinger mod en roman der bevidst skildrer science fiction-fans som socialt handicappede drømmere - så ville vi kunne diskutere den analyse den repræsenterer. Mit vigtigste forbehold over for Among Others er at bogen lægger op til en sådan diskussion, men ikke fører den. Forholdet mellem Morwennas to flugtmekanismer, læsning og vrangforestillinger, forbliver uanalyseret og uafklaret. Læseren må selv fælde sin dom, og det er der jo ikke noget galt i, men det er også en holdning ikke at tage stilling, som man siger, og romanens ambivalens og manglende vilje til analyse lægger for mig at se op til at be- snarere end afkræfte fordomme.

Bogen er nemlig ikke, som det er blevet påstået i anmeldelser og af begejstrede læsere, en bog om litteraturens forløsende kraft. Der er meget få eksempler på at Morwenna lærer noget om livet gennem den litteratur hun læser, og bruger disse andenhåndserfaringer som ballast og inspiration for sine førstehåndserfaringer som menneske. Hun møder endelig nogle andre der deler hendes interesse og minder om hende selv, og det er jo dejligt, men det kunne jo også være sket hvis hun havde en hvilken som helst anden minoritetsinteresse end science fiction. Der er, for nu at være skamløst politisk ukorrekt, øjeblikke i livet hvor man er omgivet af tumper, og hvor en for længst afdød forfatter kan være bedre og mere berigende selskab. Der er bestemt også øjeblikke hvor man skal lægge bogen fra sig og lette røven. Der er øjeblikke hvor det er konstruktivt at fantasere og drømme, og andre hvor man skal åbne øjnene og være opmærksom på omgivelserne. Det er dette fantastromanerne handler om, og hvad Morwennas feverden angår, følger Among Others mønstret: Fantasierne tager over, men hun slipper fri af deres greb og vælger i bogstaveligste forstand livet. Men hvad sker der med hendes anden flugtmekanisme, læsningen? Får hendes kærlighed til science fiction og litteratur generelt en andet og mere moden karakter? Der er elementer af en lykkelig slutning fordi hun ud over at redde livet og frigøre sig fra vrangforestillingerne har fået en kæreste og venner og får lov til at tage til Eastercon (Storbritanniens store årlige science fiction-kongres) i Glasgow. (What more could a young girl possibly want?) Men igen: Det siger kun at hun har fundet mennesker med en fælles interesse, og ikke noget om selve hendes forhold til litteraturen.

Vi står altså med en roman der i kraft af sin manglende refleksion på det niveau i praksis sætter science fiction-læsere i bås med eskapister med sociale og psykologiske problemer - og som bliver enorm populær blandt genrelæsere der bare genkender sig selv i de indforståede passager der handler om læseoplevelser. Det er sgu da problematisk. Nu har den vundet de professionelle forfatteres pris, Nebulaen. Det bliver mildest talt spændende at se om den her om en god måneds tid også vinder læsernes egen pris, Hugoen, frem for gedigne genreværker som China Mievelles Embassytown og George R.R. Martins seneste Game of Thrones-roman. I så fald vil man jo ikke kunne sige så meget andet end at det vel er bedre end det år hvor de gav Hugoen til Harry Potter and the Goblet of Fire.

  • Comments(5)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post131